søndag den 23. februar 2014

Forfatterskolen og mig - Udviklingssamtalen


Om 111 dage er Forfatterskole-livet slut. Hvor er det underligt at tænke på, at jeg til den tid er uddannet forfatter fra Forfatterskolen for Børnelitteratur. Jeg har en uddannelse som kun 12 personer hver andet år har muligheden for at få!

 
Selvfølgelig bliver det også fedt at sige, at jeg er uddannet børnebogsforfatter. Det bliver monsterfedt at sige! Jeg ville sikkert - hvis jeg turde - råbe det ud over Rådhuspladsen (måske meget heldigt at den er lukket af).


Men at sige at man var forfatterskole-elev, og derefter vise sit studiekort ... Er du sindssyg, det er fedt! Jeg har nogle gange fundet det frem på cafeer hvor jeg egentlig ved, at der ikke er studierabat, bare for at de lige kunne se at der stod Forfatterskole på det. Og nej, jeg synes ikke det er pral - jeg er bare fuckerstolt.

 

Udviklingssamtalen

Sidste mandag var jeg til udviklingssamtale på skolen. De holder dem for alle deres elever når det sidste halvår er i gang. Det er en selv og skolens leder og hovedunderviser Kari, og det hele tager udgangspunkt i ens udvikling: fra ens ansøgningstekst til ens roman, som man også arbejder på det sidste halvår.

 
Det var en fed samtale i mit tilfælde. Foruden at have fået en kæmpe åbenbaring af at gå på skolen, har jeg også produceret en masse lækre tekster. Jeg har vundet en konkurrence - Jeg har lavet en billedroman, der i skrivende stund er i trykken - og jeg har fundet ud af præcis hvad min skrivestil kan og vil.

I store træk kan resultatet af samtalen opsummeres med:

  • Jeg er pissesej til realisme og dialog
  • Spænding er også lige mig
  • Jeg har foruden en kærlighed for billedbogen også et talent for genren (Det havde jeg ikke regnet med da jeg startede)
  • Jeg må godt blive mere diabolsk i min skrivestil, få bedre tag på det ulykkessvangre.


Derudover gik jeg derfra med bemærkningen om at jeg havde været en force for holdet, det er et lækkert skulderklap at få. Specielt fordi jeg også bare er vild med mit hold - det er det bedste forfatterskole-hold jeg har oplevet (Det er faktisk let nok at sige, jeg har kun prøvet det ene. Måske de andre hold har det lige sådan. Kan ske DIT hold bliver det bedste hvis du søger ind?).
 

Vi er et vildt stærkt hold. Det har vi været stort set lige fra starten. Der har været en åbenhed omkring hinandens svagheder, samt en mulighed for at alles styrker kunne komme til at blomstre. Jeg ved ikke om det er et kendetegn ved holdene på Forfatterskolen for Børnelitteratur, men jeg har nydt det. Og så har vi haft en vildt god kagekultur.


Det var en stor hyldest af mig selv og skolen, men det havde også bare brug for at komme ud. Det har været de to bedste år af mit liv - det har været rart at få at vide, at det også har kunnet ses på min skrivning.


God skrivelyst
Bjarke

søndag den 16. februar 2014

Infomøde om Forfatterskolen for Børnelitteratur

Nu har I jo hørt om mit liv på Forfatterskolen for Børnelitteratur i snart to år, men har I overvejet selv at gå der?

Hvis I har, så er der nemlig informationsmøde om optag på skolen 2014-2016.

                                  
Skolens leder, Kari Sønsthagen vil, sammen med tidligere elev og forfatter, Sissel Bergfjord samt skolens sekretær, Anne Overballe, informere om uddannelsen, optagelsesprocedurer og give gode råd til kommende ansøgere.

Arrangementet finder sted på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, Tuborgvej 164, 2400 København NV (indgang B8, 1. sal)


Der er ikke så mange pladser tilbage til mødet, men det er heller ikke et krav at man deltager. Jeg nåede personligt ikke informationsmødet for min årgang, heh.

Det vigtigste er egentlig at man besvarer en af de to skriftlige opgaver, der vil blive lagt ud på skolens hjemmeside, da det er dem der får en videre i optagelsesprocessen.


Og kan det anbefales at søge ind? JA! Selvom Københavns Universitet roser sig med at være de hårdeste, bedste og sjoveste år af ens liv, så vil jeg faktisk sige at den ære bør gå til Forfatterskolen for Børnelitteratur. Det skal man ikke snyde sig selv for!

Læs mere på skolens hjemmeside HER!

 
God skrivelyst
Bjarke

søndag den 9. februar 2014

Skrivekonkurrence om Varulve

Forlaget Kandor fik ret stor succes med deres novellesamling centreret om vampyrer, så det er spændende at se om de nu kan gøre kunsten efter, med et andet traditionsbundet monster, der har lidt under tidens modeluner.

Varulven står for tur, og har du en ide til hvordan lige netop det monster kan genvinde sin ære som selvstændigt væsen, og ikke blot en trist nemesis til vampyrer, ja, så er du måske det forlaget leder efter!

 

KRAV TIL NOVELLEN

  • Novellen skal være skrevet til mænd og udspille sig i Danmark
  • Novellen skal være på mellem 5.000 og 10.000 ord.
  • Novellen må ikke tidligere have været offentliggjort.
  • Varulven skal være et gruopvækkende monster fra mareridtets mørkeste afkrog. Den skal derudover have en original drejning og altså ikke bare være en stakkel, der ved fuldmåne forvandler sig til et behåret uldtæppe uden kontrol over sine drifter.
  • Der må ikke indgå en vampyr i historien.
  • Der skal være korrekt brug af … (udeladelsestegn) og ; og : (semikolon og kolon).
  • Der skal bruges automatisk indrykning ved begyndelse af nyt afsnit og IKKE tabulator eller mellemrumstasten.

 

PRÆMIE

Vindernovellen præmieres med 2.500,- samt et eksemplar af antologien.

Alle andre udvalgte noveller modtager et eksemplar af antologien.

 

INDSENDELSE OG DEADLINE
Novellen sendes som word-dokument (og IKKE andet) til antologi@kandor.dk. Dokumentet skal være navngivet som følgende: ditnavn-novellenavn. Det er kun tilladt at deltage med én novelle. 

Deadline er 30. juni 2014.

 

 
God skrivelyst
Bjarke

søndag den 2. februar 2014

Forfatterspirernes Skriveklub starter op igen

Er du mellem 11 og 18 år og elsker du at skrive? Ville det ikke være fedt at få skriveråd fra to rutinerede og engagerede forfattere? Savner du en skriveklub, hvor du kan møde ligesindede og snakke om dine projekter, og bor du i København, så vil jeg da lige anbefale Forfatterspirernes Skriveklub!
 


Hvad går det ud på?

Hver anden tirsdag fra kl. 16-18 er der møde i skriveklubben, hvor jeg sammen med forfatteren Nicole Boyle Rødtnes står for at undervise i skrivning, dele ud af vores erfaring, og bare have det skide sjovt med vores fælles interesse. Det hele bliver altså en blanding af skriveøvelser, forfattersnak og hygge, og jeg kan helt klart anbefale det!

Har du ikke mulighed for at komme om tirsdagen, holder forfatteren Sandra Schwarts sine forfatterspirer-møder om torsdagen, så der er faktisk ingen undskyldning for ikke at gå i skriveklub.



Praktisk info

Første møde er her på tirsdag d. 4. februar, og vi mødes på Bibliotekshuset Rodosvej 4, der ligger på Amager.


Udover Amager holder vi også møder på Vanløse Bibliotek, og vi skifter hver anden tirsdag. Du bestemmer selv om du vil deltage i alle møderne, eller kun dem på dit lokale bibliotek. Medlemskabet koster 250 kr, du kan læse mere, og se en oversigt over møderne på hjemmesiden her:

www.forfatterspirerne.dk

  
Medlemskabet kører fra d. 4. februar og ind til sommer.

 
Ses vi?

God skrivelyst
Bjarke

søndag den 26. januar 2014

Skrivekonkurrence: Døden har en årsag

Hungrer du efter nye skrivekonkurrencer at deltage i? Så er Kandor åbenbart stedet, for de har lige startet en ny.

De vil have en kriminovelle-antologi, hvilket lyder rigtigt forfriskende. Der er også en præmie, nemlig at:

vindernovellen præmieres med 2.500 kr. samt et eksemplar af bogen. Alle andre deltagere i antologien får også et eksemplar af bogen.

Krav:
  • Novellen skal handle om et mord, og indeholde temaet: hvorfor?
  • Novellen skal være skrevet til voksne
  • Genren er realistisk krimi (de skriver realisme på siden, men da det er en krimi-konkurrence går jeg ud fra at de mener krimi med et realistisk udgangspunkt.)
  • Novellen skal udspille sig i Danmark
  • Novellen må højst være på 6000 ord


Novellen skal indsendes som et word-dokument til antologi@kandor.dk og deadline er 31. august 2014.


Forlagets generelle krav vil jeg også lige nævne for en god ordens skyld:

Novellen må ikke tidligere være offentliggjort, og en skal følge dansk retstavning. Der skal bruges automatisk indrykning ved begyndelse af nye afsnit og IKKE tabulator.

Du må kun deltage med én novelle.

 

Har du fået blod på tanden? Så skynd dig at tør det væk, for vi skal have blod på kniven til denne konkurrence! Jeg glæder mig i hvert fald til at se hvad Kandor kan få ud af en sådan antologi.

 Du kan læse mere om antologien på Kandors hjemmeside HER.


God skrivelyst
Bjarke

søndag den 19. januar 2014

Før jeg blev forfatter ... om arbejde

Når man hører interviews med skuespillere om hvordan de startede deres karriere, og livet før the big break så hører man tit om hvordan de overlevede som tjenere eller dem der parkerer biler for folk de fine steder. Det er altid sjovt at høre, for de klarede det - de havde drømmen og turde leve drømmen, og overlevede på et arbejde indtil de slog igennem. That's the life.

Og det kan også være nødvendigt for os som gerne vil være forfattere, i hvert fald før forlagene får øje på os, og nok også et stykke tid efter. Det er en hård branche, og vil man overleve kan det være en god ide at have et andet job ved siden af - men hvilke jobs er en fordel for forfattere?

Da jeg selv leger meget i børnelitteraturen er det også der jeg har lettest ved at se muligheder. Specielt to jobs synes jeg skiller sig ud her:

 

Pædagog/Pædagogmedhjælper: Første fordel, du kommer til at gå rundt sammen med målgruppen. Det er så også en ulempe, for du kan let gå hen og få nykker over hvad børn kan holde til og interesserer sig for.

Sørg altid for at holde fast i hvad det er du skriver, men prøv det også af på ungerne. Lad dig inspirere, men forhold dig ikke en-til-en til børn og børnelitteratur. Børn er børn, og de kan være pisse træls og ikke gide høre det du skriver – Men lad være med at tro at det er et parameter for om de ting du laver er godt.

En anden ulempe er at du kan blive ret ør i hovedet af at gå op og ned af larmende og skrigende børn, der hele tiden kræver dig. Det kan fuldstændig dræbe overskuddet til skrivningen, hvis man ikke er til det arbejdsklima. Er man til gengæld til det, så taler vi om muligheden for at komme ud og lege hele dagen, og så hjem og skrive - og det kan blive helt som at være barn igen.

 

skolelærere: Igen, første fordel er målgruppen. Klods op og ned, hver dag. Ulempen er at der er forberedelse - skider du hul i det, kan man sige at du kun behøver at lave forberedelsen en gang, så kan du genbruge den samme plan år efter år – jeg ved dog ikke om dette fungerer i praksis, og om det er noget man skal stile efter.

Stile og opgaver skal rettes, det tager tid derhjemme som kunne gå til skrivningen. Til gengæld kan specielt stileretning sikkert være god træning i at betalæse for andre.

Er du totalt badass kan du måske endda bruge dine egne bøger som undervisningsmateriale - så skal bogen enten købes i klassesæt, eller du får copydan-penge af alle kopierne. Men jeg tror man skal holde tungen lige i munden for at gøre dette, hehe.



Men skal man generelt bare have et job, der svagt kan beslægtes med det man gerne vil (være forfatter), så er der to andre oplagte bud:


Forlagsbranchen: Du kommer til at arbejde med bøgerne, og kommer til at følge andre forfattere og deres værker. Samtidig får du et godt indblik i hvordan det hele fungerer fra forlags-siden, og det kan også hjælpe en godt på vej.

Om man bliver redaktør, redaktionsassistent eller et eller andet andet i trommerummet, det kan jeg ikke tale så meget om. Men jeg tror klart at det kan holde en fanget i hvad det er man gerne vil, da man jo går klods op og ned af bøger og forfattere hver dag. Til gengæld kommer man nok også til at lægge en del timer på andres bøger, i stedet for sine egne.

 

Reklame- og kommunikationsbranchen er det andet bud. Her kommer man til at arbejde med tekst, og med at sælge. Begge fordele til når ens egen bog bliver antaget, og selv skal sælges. Samtidig kan man sikkert også få en masse kontakter, der kan hjælpe en når det bliver relevant.

Ulempen tror jeg til gengæld er, at man hurtigt kan blive en del af noget større, der kan fjerne fokus fra skrivningen - og det er jo den forkerte retning.

 
 
Så i bund og grund handler det om at finde et job, der oplader dig, inspirerer dig, og som ikke fylder så meget, at du ikke kan finde tiden og lysten til at skrive bagefter. Det her er kun fire bud, der er mange andre - som krimiforfatter kunne det for eksempel være fantastisk at kende politijobbet indefra, eller have en journalists viden.


Skal pengene tjenes inden du slår igennem, så find et job, der i det mindste ikke dræner skriveglæden. Det er dit primære fokus - det andet handler bare om at kunne betale din husleje. Og så har man noget at fortælle om, når hollywood interviewer en.

 

God skrivelyst
Bjarke

søndag den 12. januar 2014

Write what you know, eller skal man?

Et af de utallige skrivedogmer, der eksisterer er: Write what you know, eller oversat, skriv om det du kender til. Men hvordan skal det egentlig forstås?

Medmindre at man er en afsindig berejst person, med en evne til bare at vide alt, så kan dette godt blive ret svært – og let's face it, det er også begrænset hvor mange bøger man kan skrive ud fra sit eget liv som det ser ud lige nu.

Derfor handler det i bund og grund om at lære nye ting, og være nysgerrig.

 

Skriv om det der interesserer dig

Hvis man skriver om det der interesserer en, så skriver man om det man ved noget om, det er ret simpelt. Ved du en masse om middelalderen så kan du jo sagtens bruge det til dine fantasy-historier, og ved du en masse om rumfart, er der sikkert en del science fiction at hente i den viden.


Men hvad så når man har skrevet en masse, og gerne vil lave noget nyt, noget overraskende? Hvad gør man så?

Man bliver nørdet. At være nørd kan lette ens arbejde som forfatter afsindigt meget.


Sæt dig ind i det der interesserer dig

Jeg kan godt lide at sætte mig ind i ting. Om det så er Legetøjs udvikling eller trainsurfing, så synes jeg det er interessant at google mig frem til viden, finde bøger om det på biblioteket ... Ja, jeg bliver bare nødt til at vide det hele om et emne (Sjovt nok gælder dette aldrig hvordan man bruger vaskemaskinen og den slags ting, men som sagt – det skal interessere en).

"Ja, men hvad skal man lige researche?" Stiller man sig det spørgsmål kan det betyde to ting:

1. du har ikke en ide til en historie, der kræver research på et felt, det er okay, det betyder at du overvejer at researche for at få ideer.

2. Du vil gerne bare sætte dig ind i ting for interessens skyld, og for måske at generere ideer. Men hvor skal man starte?
Det er et svært spørgsmål, da det jo handler om hvad du igen lige finder interessant. Du kan altid tvangsindlægge dig selv til at se dokumentarer, og så håbe at det tænder en gnist, eller du kan kikke dig omkring i verden og tænke: Hvad vil jeg gerne vide mere om?

Det var bl.a. sådan jeg lærte at de to kvindelige pirater Mary Read og Anne Bonny forklædte sig som mænd (kvinder på skibe var ikke helt ok den gang), og at de blev forelsket i hinanden, mens de troede at den anden var en mand. Vi taler altså om et homoseksuelt forhold (lesbiske), der tror de er heteroseksuelle (De tror den anden er en mand), men som udgangspunkt ser ud til at være homoseksuelt (For alle andre ligner det to mænd). Allerede her kan jeg da bare lugte en romantisk forviklingsroman?
 

Forhold dit eget liv til det du har sat dig ind i
 
Ja, okay. Nu har vi så opbygget en masse viden, og hvad så. Vi skal jo ikke skrive en fagbog, så hvordan gør man det lige til en historie?

Med historien om de to piratpiger er det let nok, der er der karakterer, der er følelser på spil. Måske har man ikke prøvet lige præcis den problemstilling selv, men måske har man alligevel prøvet at have en hemmelighed for en man elsker? Kan man skrive på den følelse?

Skuespillerne kalder teknikken for Method acting, og det går simpelthen ud på at granske sig selv for følelser, og så finde en der minder om lige netop den man gerne vil arbejde med. På den måde får man en indgangsvinkel til historien – man kommer til at skrive om noget man ved.

Men det er jo ikke nok at skrive om to pirater til søs. Du skal også beskrive livet og arbejdet på et skib, det har du jo også researchet.
Det er faktisk ret let, du skal bare prøve at lege at du er en person der arbejder med dette. Du skal prøve at bruge de ord, du har lært at de brugte, og du skal prøve at tænke over de arbejdsopgaver de lavede – og om du har prøvet noget lignende? Ellers er det bare ud og finde noget, der minder om.
 
Når alt det er gjort, så har du faktisk researchet dig til ny viden, der er blevet en del af dig: Og så er det jo ikke svært at skrive det man kender til. Vel?


God skrivelyst
Bjarke