mandag den 25. oktober 2010

omskrivningsflip

Jeg er for nyligt gået i gang med at omskrive min ungdomsgyser.
Efter at have fået en redaktørs ubarmhjertige øjne på mit manuskript, kan jeg da også se, at omskrivningen er nødvendig.

Kritikpunkterne var blandt andet at karaktererne skulle udvides mere, da de virkede for flade. Løsningen på det problem har vist sig at være, at forøge bogens længde med 100%.

Et andet problem er at uhyggen er for lang tid om at komme i gang. Det havde jeg egentlig så småt erkendt, men altid rart (?) at få det bekræftet. Det har jeg også prøvet at gøre noget ved, og har byttet lidt rundt på nogle elementer i historien for at skabe større spænding, og kunne tilbageholde nogle informationer for netop at kunne skabe uhygge hurtigere.

Udover kritikpunkterne fik jeg dog at vide at han virkelig kunne lide ideen, og håbede jeg ville arbejde videre med den. så meget endda, at han bad mig overveje serietitlen igen, da han allerede havde en bogserie med nogenlunde samme navn. Om jeg vil arbejde videre med den? count on it!

I sidste uge skrev jeg så de første 33 sider af den nye udgave, og jeg håber at kunne skrive deromkring igen i denne uge. Er drømmen kommet et skridt nærmere? Måske. To skridt frem, et tilbage, er det ikke det man siger?

God skrivelyst
Bjarke

onsdag den 20. oktober 2010

Hr. Harksens Horror-konkurrencer

Undskyld. Jeg kunne ikke stå for bogstavrimet.

Men ja, det er rigtigt. H.Harksen Productions (som også stod bag Lyden af vanvid) lancerer ikke mindre end TO nye novellekonkurrencer – begge i Horrorgenren.

HPLmythos.dk #3
Den første konkurrence gælder bind 3 i HPLmythos.dk-serien, og denne gang er der et benspænd, i form af krav til novellen:

”De skal alle på en eller anden måde(bemærk
den løse formulering) være inspireret af, eller
have tilknytning til, et citat fra Lovecrafts
Commonplace Book.”

Citaterne kan læses HER

Af andre krav kan det siges at der forventes noveller indenfor længden 3.000 til 12.000 ord, og at redaktøren helst ser at man er meget spartansk med sin opsætning. Hvordan teksten skal afleveres kan læses HER

Bidrag sendes til H.Harksen.productions@gmail.com og emnefeltet skal angives:
”HPLMYTHOS.DK #3: Novellens titel”

Dystre Danmark II
Den anden konkurrence er til deres anden horror- serie Dystre Danmark, og her er der lidt friere rammer.

Dog skal det siges at:

”Der søges noveller, der udfordrer
og måske endda ligefrem over-
skrider grænserne for, hvad man
normalt forstår ved en horror-
eller gyserfortælling.”


Længdekravene er på 2.500-13.000 ord, og der gælder de samme regler for opsætningen, som nævnt i den anden konkurrence

Bidrag sendes til H.Harksen.Productions@gmail.com og emnefeltet skal angives:
”DYSTRE DANMARK II: Novellens titel”

Jeg regner bestemt med at deltage! Sidste gang nåede jeg aldrig at deltage i Dystre Danmark, men det skal der gøres op med nu!

For det andet har jeg en genial (!) ide til lovecraft-samlingen, som jeg også synes skal have en chance, så jeg ved bestemt godt hvad der skal skrives i juleferien!

vi ses på mandag!
God skrivelyst!
Bjarke

mandag den 18. oktober 2010

2000 kr. for et Hjertebarn

Ja, den er god nok. Retten til liv lancerer en skrivekonkurrence hvor du skal:

”Skriv en tankevækkende novelle eller et essay, som handler om abort og etiske overvejelser om, hvad liv er, og hvad livet er værd.”

Endnu engang er det en konkurrence for de unge læsere, da den hovedsageligt er rettet til 9.-10.klasserne og gymnasiet. Så I unge mennesker, kom i gang med at skrive!

Længdekravet er på max 2300 ord eller 11.500 anslag (afhængigt af hvad man når først går jeg ud fra).

Deadline er d. 10. december 2010.

I dokumentets sidehoved skal man skrive navn, adresse, e-mail, og skole/gymnasium.

Novellen eller essayet sendes til jegvilleve@rettentilliv.dk med emnefeltet: ”Hjertebørn?”

Og hvad med de der 2000 kr.? Ja, det er fordi de er hovedpræmien! Vindernovellen får 2000 kr.
2.pladsen er 1000 kr. og 3.pladsen får en 500-lap! Det er sgu da ret lækkert.

Der kan læses mere på retten til livs hjemmeside.

God skrivelyst
Bjarke (der lover at der på næste mandag kommer andet end skrivekonkurrencer!)

onsdag den 13. oktober 2010

Skrivekonkurrence for de yngste

Ja, så er der lige et indlæg ud over de sædvanlige. Så mange konkurrencer er der i øjeblikket!

Denne skrivekonkurrence er kun for de yngre læsere.

Det er bogfestivalen.dk (som er et kanonhyggeligt initiativ som man skal opleve, også selvom man ikke er barn), der holder en konkurrence i anledningen af festivalen i 2011.

Man kan kun deltage hvis man er enten 10-12 år (gr.1), eller 13-17 år (gr.2)

Længdekravene er på 24.000 anslag i alt, og man må kun sende en historie.

Historien skal være skrevet på computer, og må ikke tidligere have været offentliggjort.

Historien skal sendes til mailen info@bogfestivalen.dk og man skal angive emnefeltet: ”skrivekonkurrence-gr.1” eller ”Skrivekonkurrence-gr.2” afhængig af ens alder.

Deadline er onsdag d. 1. februar 2011, og vinderne vil blive offentliggjort på bogfestivalen d. 30. april 2011.

Vil du læse mere kan du gå ind på bogfestivalens hjemmeside

God skrivelyst
Bjarke

mandag den 11. oktober 2010

Har du et spændende liv?

Skriv om den, og vind en flybillet!

ALT for damerne har lavet en skrivekonkurrence, hvor de gerne vil se en dagbogsside fra dit liv! Om det så er den bedste, værste, sjoveste, eller sørgeligste dag, så vil de høre om det!

Bidraget skal være på max 600 ord, og der skal derudover medsendes tre billeder fra dagen, og et billede af dig selv.

Deadline er 21. oktober 2010, og bidrag sendes til dagbog@altfordamerne.dk (husk at skrive navn, adresse og telefonnummer i mailen)

Førstepræmien er et gavekort på 5.000 kr. til flybillet.dk + et bog-gavekort på 2.500 kr. til Lindhart og Ringhof, så man har lidt at læse på turen.
Anden- og tredjerpræmien er boggavekort på henholdsvis 1.500 og 1.000 kr til Lindhart og Ringhof.

Alle tre vindere vil blive trykt i ALT for damerne.
Det er bare at opleve noget … og skrive det!

Læs mere her!

God skrivelyst
Bjarke

mandag den 4. oktober 2010

Personlige fortællere

Inspireret af et tidligere indlæg omkring nutid og datid fik jeg lyst til at sætte ord på hvad jeg mener forskellen er på tredjepersons-fortælleren og førstepersons-fortælleren.

Det her er også en problemstilling, som der findes en del rygter omkring. Ligesom at mange mener at datid er mere litterært end nutid, så findes der også en lille kerne af folk, der mener at tredjepersonsfortælleren er mere litterær end sin modpart.

Ligesom sidst siger jeg jo tydeligt og højlydt at det er tosset!

Der er en vigtig forskel på de to karaktertyper.
Det er, at hvor førsteperson er meget klart defineret som at være inde i hovedet på hovedpersonen, så har tredjepersonen større mulighed for at opnå enten alvidenhed (når man går ind i alle karakterernes hoveder, kender deres tanker osv.), ren beskrivelse (hvor vi igennem beskrivelserne tolker hvad de føler og mener osv), og alt hvad der nu er midt imellem.

Dette er tredjepersonsfortællerens force. Personligt elsker jeg den minimalistiske nærmest refererende tone i fx Raymond Carvers tredjepersonfortællere. Han er bare en flue på væggen, der fortæller os hvad han ser – og det virker!
Ligeledes er muligheden for at blive alvidende også et kærkomment stilgreb for mange. Hvis man for eksempel har mange karakterer i sin historie, som man synes alle bør have en stemme, så er det jo dejligt let at kunne springe frem og tilbage imellem dem, og på den måde få alle tankerne med.

Førstepersonsfortælleren (eller jeg-fortælleren) er anderledes. Her er vi inde i hovedpersonens hoved. Følelser og tanker bliver serveret i samme overbæring med handlinger, og man giver læseren en fornemmelse af at de kommer helt tæt på.

En anden fordel ved denne fortællertype som jeg er stor fan af, er muligheden for at bruge upålidelig fortæller.
Den upålidelige fortæller bliver for det meste nævnt når man snakker om forfatteren Steen Steensen Blicher.

Princippet er at en jeg-fortæller enten fortæller eller genfortæller (nutid/datid) sin historie, og i det han gør det tilbageholder han eller fordrejer information for læseren, da dette er ting han enten ikke selv kan fatte, eller ikke vil have at læseren skal vide, hvilket man så senere kan afsløre ham i. (nu hvor jeg skriver det, kan jeg godt se at det egentlig er et blogindlæg i sig selv.)

Man kan sagtens have en foretrukken fortæller (min er førstepersons-fortælleren), men derfor synes jeg stadig at man som forfatter skal være bevidst om hvad der ellers er på markedet.

Grundlæggende handler det jo om at overveje hvad din historie har brug for.
Skal din historie være et psykologisk drama hvor vi kommer ind i en hovedpersons løgnagtige psykose, hvorfor så ikke prøve førstepersonsfortælleren?
Et Københavnerdrama hvor man beskriver mange forskellige menneskers hverdag, liv og samspil med hinanden kalder måske mere på en alvidende tredjepersonsfortæller, der kan springe imellem sine karakterer.
Vil man bare vise at man nu har mestret Show don’t tell til det fuldeste, så kan man jo altid bruge en tredjepersonsfortæller med fluen på væggen-optikken.

God skrivelyst
Bjarke