mandag den 25. august 2014

Skriv litteratur til farten

Københavns Metro og Saxo.com lancerer endnu engang deres Metro-litteraturkonkurrence. Så vil du gerne have mulighed for at blive udgivet digitalt til brugerne af Københavns Metro, så skal du slå til nu!

Præmien er altså en digital udgivelse (e-bog), samt markedsføring af ens værk, gerne som QR-koder på metro-stationerne, så man hurtigt kan downloade en spændende bog.

 
Der er brede muligheder for at deltage, bl.a. kan man sende noveller, digte og illustrationer ind, så de fleste kreative sjæle kan slå til!

 
Reglerne er simple:
  • Du skal være under 35 år gammel
  • Noveller må max fylde 18.000 anslag (inkl. Mellemrum) Og du skal angive hvor mange metrostop, du mener det vil tage, at læse novellen.
  • Du må sende op til tre digte.
  • Teksterne må ikke tidligere have været offentliggjort
  • Du skal medsende en præsentation af dig selv på ca. 2000 anslag inkl. Mellemrum.

 

Alle bidrag skal oploades på saxo.com/metro-litteratur inden d. 1. oktober 2014. Læs mere om konkurrencen her!

 

God skrivelyst
Bjarke

mandag den 18. august 2014

Moodboards

Nogle gange kan man godt have en ide til en historie (roman, novelle eller hvad man selv har i tankerne), men uden helt at vide hvordan man skal gribe den an. Man har plottet, men måske er det en science fiction-historie i et dystopisk samfund, eller måske en historie om fire piger på en kostskole, og man ved faktisk ikke helt hvordan det hele skal være.

Så kan man lave et moodboard!

Mig der laver moodboard - Pas på! Man kommer til at hygge sig
Jeg har før lavet moodboards til mine skriverier, og da jeg selv tegner lidt, mest for sjov, kan jeg også selv bidrage med nogle skitser. Er du ikke begavet med evnen til at sætte streger så det ligner, så tag det helt roligt: Det er slet ikke nødvendigt når man laver moodboards.

Så få fat i en ordentlig bunke blandede blade og billeder, en saks og noget lim – så er du klar til at lave et moodboard.


Hovedpersoner

Skal du bruge billeder af dine hovedpersoner? Måske skal du skrive en ungdomsbog om en folkeskole – må jeg så præsentere BASIC CPH – en hjemmeside med en ordentlig samling modeller i alle aldersklasser. Skal man skrive voksenbøger finder man voksne modeller, skal man skrive ungdoms eller børnebøger finder man bare de passende aldersgrupper – på den måde får du også et meget godt syn for hvordan man egentlig ser ud i den alder.

Fandt du ikke det du skulle bruge? Bare tag det roligt, der er mange blade og internetsider, med rigtigt mange ansigter i, så det er bare at gå i gang. Var der hende der pigen fra den der musikvideo? Gå på youtube, tag et screenshot og sæt den på dit moodboard. Eller lav dit moodboard digitalt – kun fantasien sætter grænser her!


Setting og stil

Jeg er lykkelig hver gang det nye IKEA-katalog kommer. Det er nemlig en kæmpe bunke visuelle referencer over hvordan folk med bedre indretningsstil end mig kan bo.

Skriver du fantasy? Så er der historiebøger (ejer du dem ikke, så tag kopier – klip ALDRIG i biblioteksbøger, folk bliver sure). Der er også museer, så næste gang du er på Middelaldercentret, så kan du jo lige tage et kamera med. Med de telefoner der findes i dag, så har du faktisk ikke en undskyldning for ikke at tage inspirationsbilleder!

Du har faktisk ingen undskyldning for ikke at have billeder til dit setting! Medmindre du selvfølgelig er virkelig virkelig kreativ med hvordan dit univers ser ud – så må du enten blive ven med en tegner, eller koncentrere dig om stilen i din historie.


Intet forklarer en stil så godt som billeder. Ironisk eftersom vi som forfattere ofte bruger ord. Men let’s face it: Du kan genkende en Film Noir når du ser den, du kan genkende en Mike Mignolia-tegneserie. Ja, selv gyserfilm kan du gerne genkende på udseende alene.

Så find en stil du kan lide, find billeder og sæt på. Mit nyeste projekt har i øjeblikket et overforbrug af Mike Mignolia-lignende tegninger, og hvad kan jeg sige: Det gør det lettere at skrive, når man lige kan finde sin papskive med billeder frem og visuelt sætte sig ind i hvad det er man gerne vil lave.
Kan man ikke bruge moodboards som jeg har beskrevet det her, så skal man ikke helt droppe tanken endnu. Undersøgelser viser at hjernen tænker anderledes, når man laver noget andet end hvad man plejer. Her er du kreativ på en helt anden måde end når du skriver – måske det kunne dreje din historie på en helt ny måde?

God skrivelyst
Bjarke

mandag den 11. august 2014

En uges skriveundervisning er stærkt vanedannende

Jeg elsker at undervise i skrivning. Hver sommer bliver jeg lige mindet om det på den fedeste af alle måder, nemlig som underviser på Forfatterspirernes Forfatterskole.

Det er fjerde år i træk at jeg sammen med Nicole Boyle Rødtnes har stået for at undervise 11-18 årige i hvordan man skriver, og jeg siger jer, der sker godt nok noget hos de unge!

 
Hvert år bliver jeg overrasket, og det samme skete i år, selvfølgelig gjorde det det. De her unge menneskers ide-rigdom og latente sprog, der selv ved den mindste gødning springer frem og udfolder sig, er noget af det fedeste man kan opleve.


Jeg ved ikke hvad jeg forklarer, men stort ser det ud!

Det blev sagt mere end én gang i løbet af ugen: Den der tekst, den bør du helt klart arbejde videre med!


En anden helt fantastisk ting ved de tilbagevendende skrivekurser er også, at der altid vil være gengangere. Denne gang var vi en lille kerne af seks gengangere fra tidligere år, ud af 30 deltagere. Man skulle tro at det ville give problemer, at de gamle ville føle at de hørte det hele før, og at de nye ville føle sig kuet af de gamle og rutinerede.

Men sådan har det aldrig været med Forfatterspirerne. I stedet ophører alder med at eksistere, og de bliver i stedet skrivende væsner, med det fælles mål at lære af hinanden og blive bedre. Det er virkelig smukt at se på som underviser.

 
Og nu er undervisningen slut, den blev afrundet i et spektakulært oplæsningsarrangement, hvor forældre og interesserede kunne møde op på Vanløse Bibliotek og høre de unge læse op ad deres tekster, hygge sig og forfatterspirerne kunne sige farvel til hinanden, og forhåbentlig et vi ses.


Helt til næste sommer er lang tid at vente, og gudskelov er det heller ikke nødvendigt. D. 2. september mødes Forfatterspirernes Skriveklub nemlig på Vanløse Bibliotek, og der er der mulighed for at de kan ses igen og holde hinanden fast i skrivningen.

 
Kunne du også godt tænke dig at deltage i Forfatterspirernes Skriveklub, så kan du læse mere her

 

God skrivelyst
Bjarke

mandag den 4. august 2014

Ordspillet og det modsatte - andre former for humor

Ja, jeg gik i seng efter at have skrevet sidste indlæg, og kunne ikke slippe tanken om hvordan man skrev humor, og hvad der ofte virkede. To eksempler blev ved med at dukke op, det første, fra Anders Matthesens radio-spil/film Terkel I knibe:

"Terkel, skal vi ikke følges i skole?"
"Det er rigtigt, Rita. Vi skal IKKE følges i skole."

Hvorfor er det sjovt? Jeg har hørt om en gruppe udenlandske studerende på Københavns Universitet, der så filmen - De syntes bestemt ikke det var sjovt, Terkel er jo ond ved sin lillesøster.

Det er sjovt fordi de spiller med sproget mundtlighed. Terkel siger præcis det samme som Rita, samme ordstilling og alt - alligevel sker der noget med sætningen. Den kommer til at betyde det modsatte, netop fordi han svarer som han gør.

Det sjove kommer altså i at gentagelsen ændrer mening, ordspillet ændrer betydningen, og deri ligger det sjove.

 

Et eksempel, der er knapt så direkte, men stadig gør brug af modsætningen finder vi i Hitchhikers Guide to the Galaxy:

"The ships hung in the sky in much the same way that bricks don't"

Hvorfor er det sjovt? Det er jo bare en beskrivelse af noget. Men hvorfor skrive det sådan? Hvorfor ikke bare skrive at rumskibene hang på himlen som tunge klodser? Okay, det ville ikke have været så sjovt, men ...

Det er en modsætning. Forfatteren antisammenligner, og tager en egenskab, at hænge i luften, og sidestiller med noget, der absolut ikke gør, mursten: og ved at lave antisammenligning i stedet for almindelig sammenligning bliver det netop sjovt!

 
Begge typer jokes kræver en del af forfatteren, og som I kan se har jeg ikke lige kommet på nogle eksempler selv (Jeg prøvede med antisammenligningen, men det blev hele tiden til sammenligninger) - men har I en god antisammenligning, så skriv dem endelig i kommentarfeltet, jeg vil elske at høre en masse bud!


God skrivelyst
Bjarke