søndag den 24. marts 2013

Om at høre musik når man skriver



Jeg er en af den slags forfattere, der nogle gange når jeg skriver hører musik. Specielt når jeg skriver til unge, da det hjælper mig ind i tankegangen. Skal jeg være helt ærlig hører jeg Avril Lavigne og Taylor Swift.
Hvorfor lige de to? Fordi jeg, da jeg var ung, tilbragte pænt meget tid sammen med Avrils første album, og det derfor hjælper mig at høre det i dag for at komme tilbage til mine tanker dengang. Taylor Swift synes jeg bare er godt musik, og det er to forskellige typer musik, hvilket kan give meget forskellige typer tekst.

Grundlæggende vil jeg mene at der findes tre forskellige slags musik man som forfatter lytter til når man skriver. der findes sikkert også en fjerde forfattertype, der bare hører musik uden at bruge det aktivt i sin skrivning, men han er ikke vigtig lige nu.

Den første type musik er hovedpersonens musik.


Hovedpersonens musik

Med hovedpersonen mener jeg gerne at man finder det musik, som hovedpersonen enten ville høre, eller som minder en om hovedpersonen og får én ind i hans/hendes tanker. Her har jeg bl.a. brugt Avril Lavigne, da hendes første album er det jeg umiddelbart forbinder med da jeg selv var ung.

Her er det ypperste råd at prøve at huske på hvilken musik du kunne lide på bestemte tidspunkter af dit liv, for når du er gammel og skal tænke på skattefradrag og afbetaling på vaskemaskiner, så vil du elske en hurtig smutvej tilbage til den frie ungdom, specielt hvis du skriver ungdomslitteratur.

Så ja, skam dig aldrig over som mig at have hørt Avril Lavigne, eller Britney Spears eller noget andet, brug det i stedet aktivt til at få alle minderne frem om det du skal skrive.

Slog du op med en kæreste mens de spillede en bestemt sang i radioen – nu ved du hvad du skal gøre for at skrive den hårdeste slå op-scene nogensinde.

Denne type musik kan være god at bruge hvis du har problemer med at finde din hovedpersons stemme. Samtidig kan det i nogle tilfælde fungere som en kickstarter, fordi din hjerne begynder at forbinde musikken med at skulle skrive i lige netop den stemme.


Historiens musik

Her tænker jeg på musik du kan forestille dig blive spillet i baggrunden mens du ser din scene for dig, lidt ligesom på film.

Der kan både være tale om numre der bliver spillet til en fest i din historie, eller det kan være reel baggrundsmusik, som bare skal sætte tonen an. Jeg kan meget godt lide denne type musik også, da det gør at man nogen gange kan få noget af den følelse, der ligger i sangen, med i sin tekst.

Skal jeg nævne en cd jeg tit har brugt sådan vil jeg sige soundtracket til Freddy vs Jason-filmen, den cd har inspireret pænt mange horror-noveller.

Denne type musik kan være godt at bruge hvis du har en scene, der driller. Find det musik du forbinder med scenen, og hør den – se hvor det fører dig hen i skrivningen.


Stemningsmusik

Den sidste type musik man kan gøre aktiv brug af som forfatter, er det jeg kalder stemningsmusik. Her nytter det ikke med pop- og rocknumre. Nej, her skal du have fat i reel baggrundsmusik.

Da jeg gik i gymnasiet fandt jeg en dag en cd med instrumental-musikken fra Dracula-filmen med Gary Oldman. Ingen sang, og kun stemningsmusik med navne som "into the night", "London at nighttime" og lignende. Den cd blev min første oplevelse med at bruge stemningsmusik i min skrivning.

Nu om dage har jeg samlet et lille bibliotek af melodier fra diverse spil og film, bl.a. er min foretrukne afspilningsliste når jeg skal skrive fantasy fra computer-rollespillet Baldurs Gate – seriøst, der er musik til scener lige fra middelalderlige storbyer til skove og bjerge, nat og dag.

Så har du brug for bare at kunne lukke øjnene og forestille dig scenen, så er stemningsmusik rigtigt godt. Der findes mange opsamlinger af netop instrumental-musik fra film og spil, så find bare en, der virker som samme tone som det du skriver, og kom i gang!


Det var lige mine tanker om det med at bruge musik når man skriver, det er selvfølgelig forskelligt hvad der virker for en, men jeg kan helt klart anbefale at man prøver sig frem.

God skrivelyst
Bjarke

søndag den 17. marts 2013

3 råd jeg har lært på forfatterskolen



For hvad lærer vi egentlig på den skole? Nu har jeg gået der i snart et år, hvad har jeg fået ud af det? Jeg har løbende fortalt om det, men her har I også lige tre håndgribelige råd, der virkelig fik mig til at tænke over mine egne tekster.


Slet tillægsord
Det er for mit vedkommende et af de vigtigste råd jeg har fået. Jeg elsker ikke tillægsord, jeg har været afhængig af dem. Jeg har siddet under skrivningen og bare måttet bruge dem.

Og det er ikke umiddelbart forkert, et tillægsord kan være godt i ny og næ, kan virkelig give scenen noget. Men for mange tillægsord får altså teksten til at virke som et overproppet maleri.

Jeg fandt i hvert fald ud af at jeg meget bedre kunne lide mine tekster når de var lidt renere for farvede tillægsord. Jeg lod lidt mere arbejde være op til læseren, og jeg kunne lide det.

Det hele kulminerede i en skriveøvelse lige før jul, hvor vi alle fik en individuel opgave, og min opgave bl.a. var at skrive en tekst uden brug af tillægsord (Jeg skulle også skrive sandheden frem til børn, og lave en tekst, der gjorde ondt på mig selv uden for mange faldeballader).

Så det var det første af de tre råd: Overvej lige om der er brug for alle de tillægsord anyway.


Slet 20%
Hvad f... Endnu et råd om at slette?! Sletter jeg så meget hele tiden er der jo snart ikke mere tekst tilbage!

Det er et råd der egentlig opstod ved at vi var et par stykker på holdet, der ikke kunne finde ud af at overholde længdekravene på opgaverne. Hvordan blev den slags straffet? Jo, hele holdet fik udleveret teksten, og så var det ellers bare med at skære hinandens tekster til.

Og det blev bedre tekster af det. Helt klart, kun i et tilfælde følte jeg at det ikke nødvendigvis hjalp teksten, men ellers! (Og nej, det var ikke min egen tekst, den havde virkelig brug for at blive skåret til).

Grunden til at jeg nævner det her, er at det faktisk er en af de ting jeg hører forfattere klage over – man kan jo ikke skære fra, det er umuligt!
Uden at lyde arrogant eller noget – ikke at jeg er bange for at lyde arrogant, det her er bare ikke ment sådan – men når et hold på 12 forfattere kan sidde og blive enige om at det rent faktisk virker, så er der altså noget om snakken.

Så næste gang du redigerer en tekst, så prøv at lege en lille leg hvor du fjerner sætningerne en efter en, og se om teksten ikke stadig giver mening – for så er sætningen overflødig.


Hav forventninger til det du laver
Den giver lidt sig selv, for man har da selvfølgelig forventninger til det man laver. Har man ikke? Det ved jeg ikke, jeg kan huske at jeg da har arbejdet på et par tekster i tidens løb med udgangspunktet: "Det er jo en god historie." – og bevares, det var det – men hvad ville den? Hvad er dens argument i et uoverskueligt marked af gode historier?

Nej, det handler om at finde ud af hvad man vil, og hvad man ikke vil. Det handler om at have en forventning til det man skriver, at vide hvad læseren skal bruge det til.

 Og det handler om ikke at tænke at det nok går, nej, gør dit bedste med teksten. Hav tårnhøje forventninger til det du skriver og lad hvert afsnit være genialt eller bedre.

Så næste gang du har en historie du gerne vil skrive, så overvej om andre har skrevet den før dig – er den ikke skrevet før, så overvej hvordan dine læsere første gang skal stifte bekendtskab med historien. Er den skrevet før, så overvej hvordan din skiller sig ud, og hvordan denne forandring vil tiltale dine læsere.

Vær bevidst, og hav forventninger til at din tekst skal andet end bare at underholde. Det er også godt at kunne, men når du ikke længere, så er du bare lige som alle de andre.

Så lav nogle forventninger til dine historier, skriv og skær 20% fra – og skær i tillægsordene først. Det er tre af de hurtige råd jeg specielt har taget til mig på skolen – men der er jo også en masse andet, det kan du høre om en anden gang.


God skrivelyst
Bjarke

søndag den 10. marts 2013

Lav noget LARM - Om at skrive sange for børn

Gæsteindlæg af Dorte Schou, sangskriver, forfatter og elev på Forfatterskolen for Børnelitteratur.



Jeg kan komme i tanke om tre grundlæggende ting, der skal være på plads før man kaster sig ud I at skrive sange for børn:

1.    Man skal kende nogle børn.
2.    Man skal have fornemmelse for rytme og klang – dvs. være musikalsk på en eller anden måde.
3.    Man skal respektere børn som selvstændige væsner.

Derefter handler det om at bruge sine øjne og ører. Man får historier forærende når man holder øje med hvad børnene gør, og hører hvad de siger. Og forholder sig til, at børn oplever verden anderledes end man gjorde, da man selv var barn.



Jeg har skrevet sange til børn siden 2001. Det startede med filmen om Prop og Berta. Jeg var så heldig at kende dem, der lavede musikken til filmen. Jeg tror ikke Bent Solhof, der har lavet historierne om den lille tykke mand og hans ko Berta, helt kunne se, hvorfor der skulle laves nye sange, når han allerede havde lavet nogle der virkede.
Men jeg oplevede at det gjorde en væsentlig forskel. Da jeg selv havde små børn på det tidspunkt, var det tydeligt, at verden forandrer sig hele tiden, børn forandrer sig, og det skal de ting, der skrives for børn, forholde sig til.

Da komponisten Jakob Høgsbro senere fik til opgave at lave seks nye korsange for børn, og ringede og spurgte om jeg sammen med Martin Gerup (min mand, musiker, tekstforfatter) ville skrive tekster til sangene, sagde jeg selvfølgelig ja!

Jeg foreslog Jakob, at sangene skulle handle om TRO, og der blev ret stille i den anden ende af røret, mens Jakob overvejede om han havde indledt samarbejde med en nyreligiøs fanatiker. Men sammen lavede vi korhæftet “Tro, håb og lakridskonfekt”, med bl.a sangen “Englen og farfar”, som stadig trækker tårer. Og samarbejdet er fortsat siden.


Man kan godt skrive om tro i sange for børn. Og om død. Børn kan godt kapere eksistentielle overvejelser. Børn forstår godt lyrik. Og det er også okay at skrive en sang, der hedder “Min fars nye kæreste”, selvom korlederen ikke lige er dér endnu, hvor hun synes det er okay at hendes egen exmand har fundet en anden.

Der er formentlig lige så mange måder at gøre det på, som der er mennesker der skriver. Men jeg gør cirka sådan her:
Først  finder jeg et eller andet sted at starte. Det er ligesom at have en knage, som alt det man finder på forholder sig til og kan hænge på. Et tema, et ord, en ide.
Sangen øverst i dette indlæg udspringer for eksempel af en ide om at skrive noget om demokrati.
Så skriver jeg bare derudaf uden at standse, gerne det samme ord flere gange, bare skrive, skrive:

“Demokrati, milimeterdemokrati, være med til at bestemme, blive hørt, få svar, mindretal, afmagt, magt, oprør, bz, punk, så er de også selv ude om det, hvorfor er det altid de voksne der har ret...”

… indtil jeg ikke kan komme i tanke om mere.

Så begynder jeg at gruppere. Finder ud af om der er oplagte rim. Finder en rytme i linierne, så de bliver rytmisk ens fra vers til vers. Vælger særligt sjove eller betydningsfulde ord som kan bruges i bro eller omkvæd. En masse gode ideer ryger ud, andre kommer til. Det er et puslespil, der først på plads, når teksten har været frem og tilbage mellem min medtekstforfatter og komponisten indtil flere gange – vi bruger i øvrigt Googledrev, så vi alle tre kan se og rette i det samme dokument, og slipper for at sende vedhæftede filer.

Når komponisten har sendt en melodi bliver teksten strammet op, så der ikke er ord der får tryk på forkerte stavelser, og det er også her man kan se om teksten overhovedet fortæller en historie der holder, og om vi kan stå inde for det udsagn der er kommet frem.

Nogle gange starter komponisten processen – sender en ide til en melodi, som teksten kan vokse fra, men oftest – I vores samarbejde, er det teksten der tilbyder en historie, som melodien kan forholde sig til.

Under alle omstændigheder er det GODT at være nødt til at samarbejde med andre. Det kræver at man skærper sine egne ideer, samtidig med at de udvides og bliver større af det de andre tilfører. Man kan kun selv tænke så langt ens egen fantasi rækker. Ofte bliver man glædeligt overrasket, når andre puffer ideerne nye steder hen.

Ideen om demokrati blev til seks sange i vores nyeste korhæfte “Prøv at sig pyt!”.

Her kan sangen “Lav noget LARM” høres, i den version der ligger på en øve-cd, som følger med korhæftet: http://www.youtube.com/watch?v=xBrzRan5aLc

I kan finde flere udgivelser på min egen blog http://dorteschou.blogspot.dk/  under fanen “udgivelser” og på på forlaget Dansk Sang’s hjemmeside.

Det bedste er, når en hel masse børn synger de sange vi har lavet. Det er stort!

Til slut et vers fra den sang, der kom til at hedde De-de-de demokrati:

“Det er snyd at bar’ fordi vi er de mindste
syn’s mor og far de skal bestemme alt
er det fordi vi er de små de kalder os et mindretal?
vi tænker tanker som vi selv har valgt!”

søndag den 3. marts 2013

Rim og remser er ikke min stærke side



Ja, så gik februar på forfatterskolen, og imens det bliver varmere i vejret kan man godt bekymre sig lidt over hvor hurtigt tiden går. Andet halvår er jo snart ovre!


Februar har stået på fortællende digte, og det har været lidt af en omgang. Vi har haft besøg af Cecilie Eken som gæsteunderviser, og hvis det ikke siger dig noget så nævner jeg da lige en masse fantasybøger, og billedbogen Mørkebarnet. Hvis det stadig ikke dæmrer, så: EN SONETKRANDS TIL BØRN! Og hun skulle lære mig om rim og fortællende digte, hjernekirurgi i børnehaveklassen siger jeg jer. (Ja, det jeg prøver at sige er, at jeg ikke er god til det med rim og remser).

Noget har hun dog fået slået ind i hovedet på mig, bl.a. at reaktor sjældent er et godt ord at rime på, og at jeg ikke bør bruge den online rimordbog. Og nåh ja, Taktslag og den slags, Bjarke, du har misforstået det.

Og jeg havde misforstået det, jeg har ingen rytme – lidt ligesom ham i det der Phineas og Ferb-afsnit (altså bortset fra at han så havde det og altså ...). Men jeg prøvede, gjorde alle på holdet, nogen med mere talent end andre indenfor lyrikken.

Det har været et vildt fedt forløb. Cecilie er (udover en lyrisk mastermind) en rigtig cool underviser, der i flæng refererer til X-men og Star Wars. Og hvor mange kan lige huske at planeten der blev sprunget i luften i A New Hope hed Alderaan? Min skole er sej. Mine undervisere er seje.


Og mit hold er sejt! Det er så fedt at læse de andres tekster på holdet, både for at se hvordan de ville besvare opgaven og hvordan de udvikler sig, men også bare for at suge til sig. Der gik ikke lang tid før jeg opdagede at der er en meget tydelig opdeling i sproglig og plotmæssig skrivestil, og her er det bare så fedt at blive udsat for det man ikke helt er så vandt til, og inspireret til selv at begive sig ud på eventyr i ukendt farvand.

Derudover hygger vi os jo også bare med afsindig humor (Vi synes den er god, men tror ikke nødvendigvis den vil sælge dvd'er), forslag til navneændringer, kage og tekstkritik. De sagde at mit ophold på Københavns Universitet ville blive de sjoveste, hårdeste og mest lærerige år af mit liv, they were so wrong!


God Skrivelyst
Bjarke