mandag den 27. oktober 2014

Hvor lang tid tager det at skrive en bog?

For noget tid siden underviste jeg Forfatterspirerne sammen med Nicole Boyle Rødtnes hvor snakken faldt på hvor lang tid det tager at skrive en bog. Nicole opstillede det på en ret interessant måde, da hun ligesom mig gerne i en eller anden udstrækning udtænker sit plot før hun skriver. Hun spurgte ganske simpelt:
  • Hvor mange sider kan du skrive på en god dag?
  • Og på en dårlig dag, hvor mange kan du så presse ud?
 

Derefter var spørgsmålet så hvilken bog man ville skrive. Nicole, der skriver lange bøger, brugte gerne eksemplet 200 sider. Ville man skrive en roman på 200 sider og kunne skrive 2-5 sider på en dag, så ville man kunne færdiggøre en gennemskrivning på ca. 66 dage (nok lidt under, da jeg har divideret 200 med 3 (gennemsnittet af 2-5)
 

Selvfølgelig er der derefter redigering og betalæsning, men 66 dage. Det er lidt over to måneder, det er da ikke så uoverskueligt igen?

 
Jeg synes det var en meget interessant måde at se det på. Og som Nicole også sagde: Planlægningen af bogen kan tage år nogle gange, men selve skrivningen, den går så hurtigt som du kan skrive det.

 

 
 
Ulempen ved at se sådan på det er hvis man har 0 sider på de dårlige dage, og man har rigtigt mange dårlige dage - for så er det klart at bogen står stille! Der er hemmeligheden ikke at arbejde på at højne sit sideantal på gode dage, men i stedet gøre noget ved mængden af sider på dårlige dage.

 
Fordelen ved netop at gøre det hurtigt er jo også at du sørger for en stringent fortællestemme (Du vokser så at sige ikke ud af din stemme på så kort tid), du bliver ikke træt af historien på samme måde som hvis du skriver i flere år.

 

 
 
Så hvad venter du på? Smut ind på artikelsektionen, planlæg din bog og få den så skrevet! Det er faktisk kun dig du venter på!

 
God skrivelyst

Bjarke

mandag den 20. oktober 2014

Konkurrence: Science fiction lige under overfladen!

Nu søger Science Fiction Cirklen også igen noveller, denne gang til 10. udgave af deres antologi med arbejdstitlen ”lige under overfladen”.

Det er ikke kun noveller, der kan deltage, men også tegneserier og digte! Så har du en digter eller en tegneserie-skaber i maven, så slå til!


Novellen skal være science fiction, men der er ikke krav om noget bestemt emneområde eller andre ydre omstændigheder der skal opfyldes. Alt fra tidsrejser, space-opera, nær fremtid og fjern fremtid til parallelverdner osv. er ok.

”Det bør dog nok nævnes at redaktøren foretrækker historier, der ud over rammen også har en form for ’budskab til læseren’. Det er svært at formalisere, da det kan være så forskelligt, men normalt vil det fremgå af historien når man læser den. Rene action historier der lige så godt kunne være foregået i nutiden vil blive nedprioriteret.”


novellerne har en max ordgrænse på 15.000 ord, og redaktøren forventer for det meste noveller i rammen 3.000-6.000 ord. Mindre kan dog også gøre det, hvis man bare har en knaldgod ide på 500 ord.

Man må højest sende 3 værker ind(fx en tegneserie og to noveller, eller 2 noveller og et digt osv), da redaktøren også skal have en chance for at læse dem igennem. En fornuftig regel, da der sidste gang var over 50 noveller!

Deadline er d. 1. marts 2015, så er der er rigelig tid til at finde på et spændende og ”budskabsrigt” plot til netop din science fiction-novelle!

Novellen skal (sammen med en lille tekst om forfatteren på 200-400 ord) sendes til redaktøren Carl-Eddy Skovgård på
ceskovgaard@e-box.dk Sammen med jeres tekst skal i vedlægge en postadresse (ikke mail).

For yderligere information kan man gå ind på Science Fiction cirklens
hjemmeside, eller kontakte Carl-Eddy pr mail.


God skrivelyst
Bjarke

mandag den 13. oktober 2014

Gyser-konkurrence

Har du en uhyggelig historie liggende, eller kan du lynhurtigt skrive en, så har boghandlerkæden Arnold Busck lige lanceret en skrivekonkurrence – Vinderen bliver udgivet og solgt i Arnold Buscks butikker. Om det så betyder rigtig udgivelse eller bare trykt og solgt gennem dem nævner de ikke, men mon ikke det sidste?


Historien må max være 150 normalsider (af 2400 anslag med mellemrum), og udover det virker der ikke til at være nogle regler som sådan. Samtidig med udgivelsen er der også et gavekort på 500 kr. på spil.


Deadline for konkurrencen er d. 31. oktober. Historien kan afleveres hos din lokale Arnold Busck eller sendes til konkurrence@busck.dk


Så har du et gysermanuskript liggende du aldrig helt vidste hvad skulle ske med, så kan det da være værd at prøve. Eller skriv en novelle – de er jo ret uspecifikke om længde, og bare det er kortere end 150 sider, så går det vel an?


God skrivelyst
Bjarke

mandag den 6. oktober 2014

Hektiske forfatter-dage

Øj, jeg har haft hektiske uger! Har du nogensinde oplevet folk indlede med det modsatte? ”Jeg har haft nogle virkeligt stille uger.” – nej vel? Det er bare ikke nær så god indledning.



Jeg har først og fremmest været til gamle elevers fest med Forfatterskolen. Vildt hyggeligt, og fantastiske mennesker! Jeg fik danset en del – the drunken giraffe til jer der ser Doctor Who – og snakket med en masse rare mennesker. Blandt andet Ronnie Andersen, jeg to dage forinden havde mødt til et arrangement om Pippi-figuren i børnelitteraturen.


Samme dag jeg var inde og høre det foredrag var jeg også ude på Nyager Skole, som er en af de skoler, hvor jeg er blevet tilknyttet som Husforfatter til deres ”valgfag i forfatter”. Et fedt koncept, der har fået mig til at åbne op for heldagsskolen – selvom det jo desværre går ud over mine andre undervisningsarrangementer.

 

Og så er jeg gået i gang med at udvikle et materiale til Rollespil i børnehaver. Ja, jeg ved godt at der findes en masse af den slags, og at live-rollespil er i høj kurs – men det her det skal være til dem, der ikke har en masse ildsjæle eller penge at kaste efter projektet. Målet her er at det skal være billigt, og kunne afholdes af en person fra det pædagogiske personale!

Det har fyldt meget, og jeg har sammen med en børnehave lavet en masse materiale – skattekister, guld og troldmandsscroller. Ja, vi har endda snakket om heraldik og våbenskjold! Hvis I vil se lidt af alt arbejdet kan I kikke på min forfatterside på facebook, hvor jeg har oploadet billederne!

 
 
Udover alt det sørger jeg også for at få skrevet så meget som muligt – som jeg tidligere har sagt: Skrivning er en sport, og al sport skal holdes ved lige! Ellers kommer man aldrig med i mesterskaberne.

 
 
Det er måske egentlig også derfor at I ikke får så meget i dag. En hurtig gennemgang af mit liv – men hey, næste mandag håber jeg at kunne give jer noget mere. Og ellers kan I skrive på dukketeater-konkurrencen nedenunder, den glæder jeg mig til at se hvad der sker med!

 

God skrivelyst
Bjarke