Mine udgivelser

På den her side vil jeg skrive hver gang der kommer en ny udgivelse fra min side af. I kan finde et kort resume, og enkelte gange mine tanker med historien. God fornøjelse.

 
Romaner


GHOST-serien
 
 Jeg kører hånden hen over kuffertens blanke læder. Så trykker jeg på låsen, og den går op. Det giver et sæt i mig ved synet af den hvide dragt og masken. Det er den. Masken, der sad på den mand, der dræbte min fars ven. Manden med de glødende øjne.


Danny er tyv. Da han får ordre til at bryde ind hos firmaet Staal Industri, får han fingre i en dragt, der er ud over det sædvanlige. En dragt, der kan gøre ham usynlig og giver ham evnen til at gå gennem vægge. Måske er det netop den, han skal bruge for at hjælpe sin far, der sidder fængslet for mord …
Superhelten GHOST er født …



GHOST-serien er spænding og action - primært for drenge mellem 10 og 13 år, og har en lix på 16.
Bøgerne er illustreret af Andreas Erstling.  
 
 
 
 

Standby

”Jeg synker sammen langs væggen. Han er okay. Med ét punkterer spændingen i mit hoved og bryst, og der bliver tomt. Storm er okay.”

Niklas går i 1.g, men han har sat sit liv, sine venner, festerne og kærligheden på standby. Hans lillebror Storm er multihandicappet og har fået en ny diagnose, der truer med at tage livet af ham. Niklas bor sammen med Storm og deres mor, der har svært ved at magte det hele.
Hverdag er blevet til hver dag med det samme ansvar og den samme mørke, uundgåelige fremtid, der truer forude. Lige indtil den fest, hvor Niklas møder Liva, der både taler lige ud af posen, og som ikke uden videre vil lade Niklas sætte deres spirende følelser for hinanden på Standby.

Standby er min første realistiske ungdomsroman og er udkommet på forlaget Turbine. Den bygger på mine personlige oplevelser i arbejdet med udviklingshæmmede og handicappede, og er en meget personlig bog om ansvar og søskendekærlighed.









Noveller
 


En god dag
Johannes går alene rundt på sit rumskib. Eller helt alene er han ikke, for han er sammen med sit hamster. Novellen er en gennemgang af en god dag i Johannes liv – eller er det?

En god dag er udkommet i samlingen Farvel, min astronaut fraScience Fiction Cirklen 2013.



Chance eller ambulance

Mark og hans venner udfordrer hinanden, og jo vildere jo bedre. Der er kun fire regler:
  • Enten tager du chancen, eller også tager du ambulancen.
  • Du kan ikke bakke ud. De andre har løst deres opgave, hvorfor skulle du slippe?
  • Opgave og deadline afgøres blandt gruppens andre medlemmer.
  • Ingen bliver ladt i stikken. Finder politiet dig giver vi dig et alibi, kommer du til skade ringer vi efter ambulancen.




Min fars Farvel
Ronnis far er død og skal som alle andre aftjene sin gæld som arbejdszombie. Men er det en skæbne man kan byde den mand, der har sat sig i selvsamme gæld for at familien ikke skulle mangle noget? Ronni har besluttet sig …




Spil med Døden
Villads har lært hvordan man spiller med døden. Det bruger han til at redde sin mor og fars liv – men hvad er der sket? Og vil det lykkes ham at redde sin familie?

 
Spil med Døden er udgivet i Tellerups samling "Historier til Drenge" i forbindelse med Drengelitteraturprisen 2012. Novellen er samtidig også den ansøgningstekst, der fik mig ind på Forfatterskolen for Børnelitteratur.



Kniven
Micki er en nørd, og i Spentrup tæsker man nørder. Ind til videre har Micki trøstet sig med sit computerspil World of Warcraft, men han har en plan. En plan, der skal gøre ham lige så sej i virkeligheden som han er i spillet. En plan så han kan få hævn over Jonas og vinde Jeanetts hjerte. Micki har købt en kniv ...

Micki er lidt min kommentar til debatten om hvorvidt computerspil er skadelige. Jeg håber trods smutveje at min mening kommer igennem, men det kan I jo selv bedømme ;)

Kniven er trykt i foreningen HUFs samling På kanten, og udgivet på foreningens eget forlag.



Skovmandens brud

Skovmandens brud er en fantasy-novelle, der handler om pigen Svala, der for at redde sin families gård skal ofres til den sagnomspundne Skovmand. Novellen følger det uhyggelige bryllup, imens vi igennem flashbacks lærer mere om hvad der er ført til den skrækkelige dag.
Skovmandens brud er udgivet i samlingen Ad mørke stier på Rollespilsforlaget og foreningen HUFs forlag.



Unruhe
Unruhe er en gyser-novelle sat i forfatteren H.P. Lovecrafts berømte univers. Historien handler om litteraturprofessoren Lars Gavlgaard, der får fat i et meget mystisk manuskript fra vikingetiden. Dette bringer ham ud på en rejse fra sit vante Københavns Universitet til byen Bork i Jylland, hvor en gammel gravplads har forbindelse til manuskriptet ...

Unruhe er udgivet i samlingen Lyden af vanvid på forlaget H.Harksen Productions.



Flugten fra Robert
Jeg har i en lang periode af mit voksne liv arbejdet i plejesektoren, hvilket har inspireret mig til denne novelle. Det er historien om pensionisten og plejehjemsborgeren Asta, der bliver træt af det monotone og robotstyrede plejehjem, og sammen med sine venner vælger at flygte! Men kan man overhovedet flygte fra fremtiden?

Flugten fra Robert er udgivet i bladet Science Fiction #18: Danskerne og robotterne, redigeret af Knud Larn.



Kælderen
Kælderen er endnu en Cthulhu-mythos novelle udgivet på H.Harksen Productions. Historien handler om Anders, der er arkæologistuderende, og skal til en privat fest i sin barndomsby. Men tingene er ikke helt som det ser ud, og ingen er helt som han husker.

Teksten er skrevet ud fra et citat i H.P. Lovecrafts (forfatteren bag Cthulhu-mythos) notesbog, nemlig citatet: "Hideous secret society – widespread – horrible rites in caverns under familiar scenes – one's own neighbour may belong."

 

 
Rakshasa
Rakshasa er en fantasy-novelle sat i et indisk inspireret univers. Den handler om Karna, der som ung prøver at vælte den onde Maharaja ved at hidkalde en ond dæmon – alt går galt, og Karna finder sig selv på flugt fra den mægtige Rakshasa.

Novellen er udgivet på Forlaget Langdyssen i samlingen Forvandlinger – En fantasyantologi.

 

Et barn er født
En jule-science fiction-novelle, og en genfortælling af juleevangeliet fortalt i et post-apokalyptisk København.

Den er udgivet i Science Fiction #21, som også indeholder andre science fiction-historier om jul, og er udgivet af Knud Larn fra Science Fiction-prisen.


Tempus Scient
Forestil dig at du ikke kun har det nyeste virtual reality-udstyr, du har også mulighed for selv at skabe de virkeligheder du kan se med det. Adrian har den mulighed, og han bruger den på nederdrægtigste vis ...

Tempus Scient er en science fiction-novelle udgivet under pseudonymet Sergei Rodenoff i Himmelskibet. Dette skyldes at jeg til Fantasticon 2010 skulle optræde som selv samme forfatter, og for at gøre det mere ægte valgte vi at trykke en novelle i hans navn.

Tempus Scient blev udgivet i foreningen Fantastiks medlemsblad Himmelskibet #26