mandag den 26. november 2012

Spil med døden – ny novelle ude



Så er det igen blevet tid til at prale. For nogle uger siden var det Bogforum og her skulle jeg som sædvanligt lige hen og hilse på Tellerups stand (ikke mindst for at høre Teddy Vork, Carina Evytt og Michael Kamp fortælle om horror), og denne gang kunne jeg næsten ikke vente, for hvad ventede på mig Rævens stand?

Det gjorde novellesamlingen Historier til drenge, som er Tellerups antologi over en række af deres forfattere, der alle har deltaget i Drengelitteratur-konkurrencen. Det er blevet til en god samling med små noveller til drenge, og jeg er i blandt dem – det vil sige at jeg også er i en samling med både sidste års og dette års vindere, nemlig Michael Kamp og Anika Eibe.

Selvom jeg jo ikke vandt Drengelitteratur-prisen er jeg alligevel glad for mit bidrag. Udover at den er kommet med i denne samling er det nemlig også den novelle, der fik mig ind på Forfatterskolen for Børnelitteratur i sin tid! Ja, den tekst er blevet godt brugt, så på sin vis synes jeg det er passende at den kan nyde sit otium i en fin Tellerup-bog.

Men nok om det, Jeg har jo slet ikke fortalt om novellen. Plottet er på sine tre sider forholdsvis enkelt:
Villads har efter sin farfars død fundet ud af hvordan han ved at spille med døden kan redde folks liv, men i alle spil skal man satse noget. Spil med døden handler om hvor galt det kan gå når man får magt over liv og død, og gang på gang bliver ved med at udfordre den kutteklædte benrad.

Hvad Villads satser, og hvordan spillet foregår må I læse novellen for at finde ud af, men det skulle også lade sig gøre, da hele samlingen kun koster 60 kr. på Tellerups webshop. 60 kr. for 10 noveller hvor af 2 af dem har vundet Drengelitteratur-prisen, og en tredje er forfatterskoler værdig! Det er dæleme et godt tilbud.

Så god læselyst, og husk nu også at få skrevet!
Bjarke

mandag den 19. november 2012

Om at opbygge spænding



Hvordan opbygger man spænding i en tekst? Får læseren til at sidde på stolekanten uden mulighed for at lægge bogen fra sig? Der er ikke én sandhed når det gælder spændingsskabelse, men der er nogle metoder man kan tage med sig.

Første punkt er at man bør kende spændingskurven! Jeg har før gennemgået den, og vil stadig den dag i dag holde fast i at det er det vigtigste man som forfatter kan tage med sig fra folkeskolen – kend berettermodellen, vid hvordan den fungerer, og brug den!

Når det så er sagt er der tre punkter, som kan være rare at vide når man skal prøve at skabe spænding i sin historie. Den første handler om hemmeligheder ...

Videnstilbageholdelse

Så du hvad jeg gjorde der? Fordi jeg kun nævnte at det handlede om hemmeligheder, men ikke sagde hvad det var, måtte du bare læse videre ... Ej, okay, måske ikke. Men princippet er godt nok! Det er også derfor krimier virkelig kan skabe spænding – den stiller nemlig to spørgsmål til læseren: Hvem slog ham ihjel og hvorfor? (nogle gange stiller de flere spørgsmål, men de to plejer i hvert fald at være der!)

Der er en masse fordele ved at tilbageholde viden. Læseren bliver interesseret og vil finde ud af det de ikke ved, men der er også 3 ret interessante resultater af videnstilbageholdelse:

Er hovedpersonen på sporet af noget uden at vide hvad, skaber det spænding, plain and simple.
Kender læseren ikke svaret, men gør hovedpersonen (og holder denne viden tilbage for læseren) giver det overraskelse – og en upålidelig fortæller.

Ved læseren hvad der gemmer sig bag døren, og ved hovedpersonen det ikke så skaber det dramatisk ironi – vi ved at det vil ende galt så snart han går derind, og "gør han det, gør han ikke"-problemet bliver meget mere levende for læseren.

High Risk, No Time

High Risk, No Time er ganske simpel – giv din hovedperson så meget som muligt at miste, og begræns hans tid til at redde det på, eller gør det helt umuligt så du tvinger ham til at vælge! De fleste mennesker hader stress, men når det gælder hovedpersoner, så har jeg hørt de elsker det så slå dig løs!

Tvinger du ham til at skulle tage sådan et valg skaber du nemlig et dilemma i teksten, og gør du det rigtigt godt, skaber du et problem som læseren måske endda tager med sig selv efter bogen er slut – for valgte hovedpersonen rigtigt da han reddede verden men mistede sin elskede?

Persondynamik og –pres

En af de mest oplagte måder at opnå spænding på er ved hjælp af de personer der indgår i historien. Er der gnidninger mellem dem er det nemlig ikke kun en god sidehistorie, men også en spænding, der måske/måske ikke bryder ud på det mest farlige tidspunkt!

Mit yndlingseksempel er altid: En sort mand og en racist er fanget i en ubåd – kun ved hjælp af samarbejde kan de komme ud. Det må bare give gnidninger, og samtidig er de stærkt afhængige af hinanden, en perfekt opskrift på spænding!

Det der egentlig er vigtigst at forholde sig til når det gælder persondynamik er, om:

Det er full blown eller low key. Når det er full blown så er det en åbenlys udmelding – "Jeg er fucking racist og du skal dø!", hvorimod hvis det er low key, så står det mere mellem linjerne. Der kan sagtens ske en udvikling fra low key til full blown, hvorimod den anden vej er lidt mere besværlig.

Konflikten behøver ikke at være slem som i mit eksempel (racehad). Det kan også sagtens være noget godt, for eksempel hvis drengen er hemmeligt forelsket i pigen. Her har vi en low key-spænding, som på et tidspunkt kan ændre hele historiens situation!


Det var mine tre punkter til hvordan man kan skabe spænding i sine historier, jeg håber bestemt du har kunnet bruge dem.


God skrivelyst!
Bjarke

mandag den 12. november 2012

Er din tekst en pind i en myretue eller et isbjerg?



Et af de forfatterdogmer man altid bliver præsenteret for, gerne i forbindelse med noveller eller Ernest Hemingway, er at teksten er et isbjerg.
Det betyder i store træk at ens tekst kun fortæller lidt, og lader resten være op til læseren at få frem – lidt ligesom et isbjerg, der ser lille og ubetydelig ud på overfladen, men under vand kan være stort nok til at vælte skibe!

Et andets skrivedogme, der desværre ikke er nær så kendt er, at teksten skal funger som når man stikker en pind ind i en myretue – det er ikke årstiden for dette lige nu, så lad mig forklare.
Myrer er et dyr, der lidt ligesom mennesker lever deres hverdag ud fra rutiner – lige indtil en irriterende unge stikker en pind i tuen og skaber en situation, der er uvant og må få myrerne til at tage stilling til forandringen.

Historien skal simpelthen være et sådant stik med en pind i dine hovedpersoners verden, og dermed også være konflikten i den historie du gerne vil fortælle.


Men hvad er så forskellen? Og hvad skal man vælge?

Forskellen på de to dogmer er, at den ene er et nedslag i hovedpersonens hverdag (Isbjerget), hvor vi som læsere så skal fornemme en problemstilling mellem linjerne som skal tolkes frem. Den anden (pinden i myretuen) er en uforudset hændelse, der må få hovedpersonerne til at tage stilling til og revurdere aspekter af deres liv.

Hvad man skal vælge af de to skrivedogmer og om man skal vælge, er op til en selv, men at være klar over de to kan både inspirere en til nye tekster, samt forstærke allerede igangværende projekter.

Ja ja, men hvordan?

Det er så det svære. Eller pinden i myretuen er ikke nødvendigvis svær, hvis man er klar over hvad den skal. Så er det jo "bare" at etablere en hverdag, for derefter at rive den fra hinanden med plottets konflikt, og enten etablere den gamle orden igen, etablere en ny orden, eller lade historien være uforløst.

Det svære ligger i at gøre pinden til et relevant og vigtigt nedslag i netop dine personers hverdag. Og det kan jeg faktisk ikke fortælle dig hvordan du gør, du må bare læse andres bud og selv prøve dig frem.


Isbjerg-dogmet er heller ikke svær at bruge, hvis man altså ved hvad der skal tales om. Her kan Ernest Hemingways Bjerge som hvide elefanter anbefales som "den tekst alle taler om når de taler om isbjerget."

Du skal have nogle personer i teksten, og der skal være noget der er ufortalt – noget de måske ikke vil tale om. Igennem hele teksten skal du så gennem hvordan de opfører sig overfor hinanden og hvad de så snakker om, give læseren en ide om at der er noget på spil. Det lyder kompliceret, men kender du dine personer og din konflikt er det egentlig ikke så slemt.

Håber de to skrivedogmer har givet lidt inspiration til videre skrivning!

God skrivelyst
Bjarke

mandag den 5. november 2012

Tabuer, blokeringer og novelleforløb - Nyt fra livet på forfatterskolen



I forgårs tror jeg det gik op for mig, at jeg går på en forfatterskole. Altså, jeg ved det jo godt, det er ikke fordi jeg glemmer at møde op eller sådan noget. I sidste uge tror jeg bare endelig det begyndte at synke ind i underbevidstheden. Jeg GÅR på Forfatterskolen for Børnelitteratur. Det er ikke kun sjov og løjer, der sker faktisk noget, ting rykker på sig!

Jeg kan se at der sker ting med mit sprog, det har stille forandret sig side for side i det jeg skriver. Det er blevet bedre, blevet mere åbent for billeder og metaforlege end det var før. Nogle sætninger kan jeg næsten ikke kende igen. Jeg har hørt om børn der var mønsterbrydere, men ord? Ja, hvorfor ikke?

En anden ting jeg har opdaget er også at jeg genererer flere ideer, men ret skal være ret, det tror jeg også lidt er mit arbejdes skyld. At hænge ud med målgruppen får bare en til at tænke helt anderledes.


Fedt er det i hvert fald, legende sprog og nye ideer der går hånd i hånd. Men selvfølgelig er det hele ikke bare fantastisk (Jo, det er. Jeg prøver bare at skabe spænding). For et par uger siden havde jeg en ret ulm skriveblokering. Vi havde fået til opgave at skrive om et af vores egne tabuer om hvad man kunne skrive til børn, og gerne prøve at bryde vores egne grænser.

Det er dæleme svært! Jeg synes ikke umiddelbart  jeg har nogle grænser eller tabuer, så jeg låste helt af. Jeg kunne skrive om blod, indvolde og andet klamt, men folk der kender mig ved at det ikke ligefrem går mig på, så hvad f... skulle jeg gøre?

Jeg skrev et eller andet, uden egentlig at være tilfreds med det, men afleveres skulle det. Jeg håber gennemgangen senere kan give mig et større indblik i hvorfor lige netop den her opgave drillede så meget.


Skriveblokeringen sidder stadig lidt med sit hånlige smil i kulissen, men jeg vil prøve bare at lade den være – kede den væk simpelthen. Specielt fordi vi for nyligt er gået i gang med novelleforløbet på skolen, hvor vi opdelt i grupper vil arbejde med hinandens noveller med kyndig vejledning fra en etableret forfatter. I mit tilfælde er det Erik Barfoed, der bl.a. har skrevet romanen Bræk.


Så ja, nu er det bare at skrive og skrive, lære en masse samtidig og lade erkendelsen af at jeg går på forfatterskolen forankre sig ordentligt.




God skrivelyst
Bjarke