søndag den 30. marts 2014

Det er jo ikke en LEGO-bog? Om ugens største overraskelse

Jeg stod egentlig og lavede mad, da SMS'en tikkede ind. Det var i tirsdags, jeg lavede risret (Knorrs, jeg var også uinspireret).  "Jeg har en overraskelse til dig når jeg kommer hjem." Den var fra min kone, der havde stået på bogmesse hele dagen. Jeg smilte ved tanken: Hun har købt en LEGO-bog til  mig. Hun ved jeg elsker dem, så hvad andet kunne det være?


Tyve minutter senere hørte jeg døren åbne sig, vi sagde hej, og jeg begyndte at hælde maden op på tallerkener. Så rakte hun mig posen. Det var overraskelsen. Inden jeg afslører hvad det er, vil jeg gerne indrømme at min første tanke kom af forvirring:

Det er jo ikke en LEGO-bog?


Og nej, det var det ikke. I hænderne stod jeg med MIN EGEN bog. City Surfer. Den bog, der først udkommer d. 23. april, og som alligevel lige blev fremvist på bogmesse. Hun havde ikke vidst det, min hustru. Hun var bare gået forbi Turbines stand og set den, revet den ned fra hylden og måske/måske ikke råbt af manden i standen, at hun var ligeglad med at det var et udstillingseksemplar – hun skulle have den NU!

 

Det er en underlig oplevelse, egentlig. At stå der med sit barn, se på det og ikke vide hvad man lige skal tænke – ikke være forberedt på det. Hey, jeg havde gået og troet jeg lige kunne presse i hvert fald to uger mere ud af at være uudgivet forfatter, inden den 23. men no way, jeg er "officiel" nu, og så er den ikke længere. Skræmmende, og ganske fantastisk tanke.

 

Så nu er jeg ikke længere skuffet over det med LEGO-bogen. Det var faktisk kun i det der ene sekund, inden jeg forstod hvad det var jeg stod med. Et sekund! Nu glæder jeg mig bare til at kunne vise den til alle – det må gerne snart blive udgivelsesdag, for mit eksemplar er allerede ved at være nedslidt!

 

God skrivelyst
Bjarke

søndag den 23. marts 2014

Forfatterlivets regnskabskaos

I weekenden har jeg så taget hånd om det man ikke nødvendigvis tænker på, når man tænker på forfatterlivet.

Jeg har udsendt fakturaer, ordnet skat og bestilt merchandise til min bog, der jo snart udkommer. Alt sammen ting der tager eller giver penge, i det store regnskab som forfattere kan komme til at døje med.


Det fede ved at ordne skat er, at efter at jeg blev gift med en anden forfatter, så er det blevet en fin lille hygge-begivenhed vi afsætter en weekend til – Jeg får det ud af det, at jeg er en idiot til at ordne den slags, det er hun ikke, og hun får det ud af det, at hun ikke sidder alene med det koloenorme arbejde, det kan være at skrive regninger på blæk, papir og andet forfatterrelevant ind.


Et godt råd til dig, der måske ikke sidder i det endnu: Sørg for at have en papkasse til fakturaer, kontrakter osv. Der er ikke noget værre end på dagen at løbe sit hjem rundt efter papirer man vidst nok mener at man har fået. Og for en gangs skyld er Excel og ikke word et skidegodt værktøj, når man som forfatter skal finde rundt i sin egen økonomi.



Og nu hvor det er overstået, så kommer det sjove. Jeg skal have lavet en masse merchandise til min bog. Jamen, skal forlaget ikke lave det? Tjo, nogle gange. Det kommer an på hvor god en aftale man har med dem.

Men bare fordi de ikke laver en masse merchandise behøver det ikke betyde at man ikke selv kan. Jeg skal i hvert fald helt klart have lavet nogle postkort med forsiden – er det ikke et krav nu om dage, at forfattere har det? Det er i hvert fald en god ting, har jeg flere gange opdaget.



Og så overvejer jeg at få trykt nogle krus med forsiden på – eventuelt som præmier i konkurrencer (Og fordi man så meget hurtigt ville kunne genkende MIT krus ude på arbejdet). Ja, kun fantasien sætter grænsen, og jeg glæder mig allerede til at finde ud af hvor slemt jeg kommer til at ruinere mig selv på de mange køb. (Og kan så sige, at jeg inden dette indlæg blev lagt op på skrivekrampe også kom til at købe nøgleringe med min bogforside).


God skrivelyst
Bjarke

søndag den 16. marts 2014

3 måder at arbejde med nye ideer på

Okay, du har en roman-ide. Du har i hvert fald en hovedperson og en grundkonflikt, det andet skal nok komme. Ikke?

Men hvad hvis det ikke gør? Så er der heldigvis hjælp at hente. De her metoder virker rigtigt godt, hvis man allerede har en ide til en historie, og bare skal sætte kød på. De kan generere karakterer, scener og andre elementer, der kan gøre historien længere.



Brainstorm

Her handler det bare om at få ideer ned på papir. Er det fjollede ideer, skal de skrives ned. Er det en mulig karakter eller scene-ide? Ned på papiret. Selv de mest difuse plottanker skal du have med - for så kan din hjerne arbejde konstruktivt med dem senere.

Ideen er simpelthen bare at åbne for den kreative rist, så du får en masse tanker og ideer ned på papiret, som du så bagefter kan rode med for at gøre til elementer, der passer ind  i din historie.
 

Brainstorming fungerer faktisk også hvis man slet ikke har et udgangspunkt for sin historie. Jeg bruger tit metoden når jeg skal skrive noveller til diverse science fiction- og fantasy-antologier.

 

Mindmapping

Jeg hadede altid den her disciplin i skolen. Måske fordi den altid blev rodet sammen med netop brainstorm. Det er to forskellige ting - den ene genererer ideer (brainstorm), den anden får sat orden på tanker (mindmapping).

Når det er sagt, hvad kan man så bruge mindmapping til som forfatter? Lad os sige at man har en historie ide, og man har også en masse ideer til scener, karakterer og alt det andet, der udgør en historie (enten har du fået dem via brainstorm, eller også har du fået dem selv). Mindmapping hjælper til at få overblik over alle de tanker - samt se hvor der stadigvæk er mangler i din historie.

 


 

Hurtigskrivning

Hurtigskrivning er egentlig to ting. Begge udgaver har én vigtig regel: Skriv hurtigt - ukritisk og uden at standse.

Ideen med hurtigskrivningen er i dette tilfælde at skrive sig igennem plottet. Man skal simpelthen fortælle hele sin historie med kun de vigtigste detaljer - eller simpelthen lave et referat af ens historie så man kan se hvad den skal handle om, og derfor hurtigt finde ud af hvad man mangler for at nå derhen. Ideen kan være rigtig nyttig hvis man står i en situation hvor man har skrevet en masse på en ide man ikke har planlagt, og så pludselig ikke ved hvor man egentlig er på vej hen.

 

Om man vil bruge en eller alle tre af de her metoder er op til en selv. Ofte er det kun en af dem man har brug for i ens skriveproces. (Jeg har til de sidste to skriveprocesser haft stor behov for hurtigskrivningen, da jeg ikke har haft nogen ide om hvor jeg var på vej hen).

 
God skrivelyst
Bjarke

søndag den 9. marts 2014

Jeg har skrevet en dystopi

Tidligere på året udkom min novelle "Min fars farvel" i samlingen Skybrud fra Foreningen HUFs forlag. Det er en dystopisk historie om et samfund, hvor man bliver nødt til at tage store lån for at kunne give sig selv og sin familie et ordentligt liv.

Og hvordan får man så mulighed for at tage de her store lån? Der er blevet vedtaget en lov om at folks kroppe stadig efter døden må bruges som arbejdskraft – derfor kan man arbejde flere  års gæld af, selv efter at man er blevet erklæret død.


Historien handler så om Ronni, der lige har mistet sin far. Ja, eller har han egentlig det, når far bare står og savler ved et samlebånd, og sikkert kommer til at stå der lang tid endnu?
Ronni beslutter sig i hvert fald for at gøre noget, og det er netop det novellen handler om.


Det er min tredje novelle på Foreningen HUFs forlag. De to andre er Kniven udgivet i samlingen På Kanten, og Skovmandens Brud i fantasy-samlingen Ad Mørke Stier. jeg synes det er en meget fin trilogi af Science fiction, realisme og fantasy.

 
Min Fars farvel er også nævnt i en anmeldelse i Weekendavisen, hvor Damian Arguimbau skriver at Bjarke Schjødt Larsens Min fars farvel er en lige så skarpskåret historie om, hvordan man bliver til et ægte skaffedyr i hjemmet. Resten af anmeldelsen er også super positiv, så det kan ikke blive bedre.

Så håber vi bare at  min roman får en lige så fed modtagelse, når det bliver dens tur!


God skrivelyst
Bjarke

søndag den 2. marts 2014

Jeg faldt i søvn på biblioteket

den er god nok, i fredags faldt jeg i søvn på Vanløse bibliotek. Det gjorde 13 andre også, det var nemlig helt med vilje.

I forbindelse med KBH Læser har Forfatterspirernes Skriveklub i samarbejde med flere københavnske skoler afholdt skriveundervisning, der til sidst skulle ende ud med at teksterne skulle indtales, og så releases på nettet i løbet af det københavnske litteratur-arrangement.

Og hvad har det med overnatning på biblioteker at gøre? Jo, ser du. I lørdags holdt vi release for KBH Læser-lydfilerne, og for at vi kunne være på biblioteket så tidligt som muligt .- og fordi det bare er fedt med skovture iblandt bøger – valgte vi at overnatte der.

Forfatterspirerne fik lavet skriveøvelser, sange og vi fik også klemt en film ind inden vi skulle sove. Her er det fede at man på et stort bibliotek kan ligge langt fra hinanden, og alligevel høre hvad hinanden snakker om. Der var så ret stille det meste af natten – måske alle bare lå og ventede på sladder?


Om morgenen så man så 13 mennesker prøve at finde ud af hvordan man lettest kunne overstå toiletbesøg på kun 3 toiletter – lidt en præstation, heldigvis sov en del længere, så de morgenfriske kunne komme til.

Kl. 9 kom bibliotekaren med rundstykker, og der blev læst højt af de mange udvalgte tekster, der er med blandt lydfilerne. Et fedt arrangement jeg helt bestemt synes man kan gentage!

Vil du gerne høre de mange udvalgte tekster så FINDER DU DEM HER! Gør det endelig, de er super gode!


God skrivelyst
Bjarke