søndag den 15. september 2019

Kan du pitche din roman?

Det utænkelige er sket. Du står i en elevator sammen med en af Gyldendals superseje redaktører, og han har lige spurgt om du kan fortælle lidt om din roman. Du har 2 minutter inden han skal af elevatoren, hvad gør du?

Du bruger et pitch!



Hvad er et pitch?

Pitchen er en gammel tradition indenfor filmverdenen, som forfatteren Mathilde Walter Clark engang introducerede mig for. Den er ganske simpel: Fortæl din ide i tre sætninger. Og her er der ikke noget med at bruge meeeeget lange sætninger eller noget, for du skal kunne fyre dem af lige når chancen er der!
Tre korte sætninger, der til sammen giver et indblik i hvorfor redaktøren skal tage lige præcis din historie i stedet for den der troldmandshistorie af hende Rowling-kvinden.



Hvordan gør man?

Der er to ret simple måder at lave sit pitch på. Jeg har valgt at kalde dem den aristoteliske pitch (fordi den følger Aristoteles’ berettermodel), og hollywood-pitchen (fordi den arbejder ud fra historiens spændingskurve).

Den aristoteliske pitch er den letteste. Den er afsindig simpel og kan sættes op sådan:


1.       sætning: Begyndelsen på historien.
Den unge hobbit Frodo får en magisk ring, der skal ødelægges.


2.       sætning: midten af historien.
Med de onde ringwraiths i hælene lykkes det Frodo at krydse et farligt fantasy-land.


3.       sætning: slutningen på historien.
Frodo når til vulkanen hvor ringen skal ødelægges, men bliver stoppet af Gollum, en ond skabning, der også er interesseret i ringen.


Her har jeg brugt Ringenes Herre til at illustrere hvordan jeg deler pitchen op. Læg mærke til at jeg stopper ret åbent. Det lykkes Frodo at nå til vulkanen, men jeg siger ikke om det reelt set lykkes for ham. Det må redaktøren jo selv finde ud af hvis han er interesseret i bogen!


Hollywood-pitchen er lidt mere besværlig, men er til gengæld en god øvelse i at finde sin histories konflikt. En måde at opstille den på kunne være:

1.       sætning: beskrivelse af hovedpersonen før det går galt.
Frodos liv er stille og roligt i herredet.


2.       sætning: En konflikt dukker op.
En magisk ring dukker op, den har fantastiske egenskaber, men gør også folk grådige og onde.


3.       sætning: Hovedpersonen gør noget for at løse konflikten, men vil det lykkes for ham?
Frodo drager ud for at ødelægge ringen, men andre er også interesseret i dens magiske evner. Kan Frodo ødelægge ringen, eller vil han bukke under for grådigheden, ringen har vækket i ham?


Det lyder da simpelt nok, ikke?




Min historie kan ikke opsummeres på 3 linjer


Det er noget pjat. Kan Ringenes herre opsummeres på tre linjer, så kan din historie også.

Og ja, nu er der mere på spil i Ringenes Herre end lige det jeg skrev i mine pitches. Det kan vi godt blive enige om.

Men nu snakker vi ikke om at forklare alle din histories krumspring, twists, interessante bipersoner og subplots. Vi snakker om at du skal sælge dit manuskript på kort tid. Du skal give redaktøren lyst til at kaste sig over din historie.


Det gør man sjældent ved at følge ham rundt i to timer for at forklare hver et lille twist i ens historie, så han til sidst faktisk ikke gider læse den. 


Til gengæld vil der være gode chancer for at din bog kommer foran i køen, hvis det lille pitch har fået ham til at tænke videre over historien, og bare må finde ud af hvordan den er skruet sammen.



God skrivelyst

søndag den 8. september 2019

Myretuer og isbjerge - to skrivedogmer

Et af de forfatterdogmer man altid bliver præsenteret for, gerne i forbindelse med noveller eller Ernest Hemingway, er at teksten er et isbjerg.

Det betyder i store træk at ens tekst kun fortæller lidt, og lader resten være op til læseren at få frem – lidt ligesom et isbjerg, der ser lille og ubetydelig ud på overfladen, men under vand kan være stort nok til at vælte skibe!


Et andets skrivedogme, der desværre ikke er nær så kendt er, at teksten skal fungere som når man stikker en pind ind i en myretue – det er ikke årstiden for dette lige nu, så lad mig forklare.
Myrer er et dyr, der lidt ligesom mennesker lever deres hverdag ud fra rutiner – lige indtil en irriterende unge stikker en pind i tuen og skaber en situation, der er uvant og må få myrerne til at tage stilling til forandringen.


Historien skal simpelthen være et sådant stik med en pind i dine hovedpersoners verden, og dermed også være konflikten i den historie du gerne vil fortælle.



Men hvad er så forskellen? Og hvad skal man vælge?


Forskellen på de to dogmer er, at den ene er et nedslag i hovedpersonens hverdag (Isbjerget), hvor vi som læsere så skal fornemme en problemstilling mellem linjerne som skal tolkes frem. Den anden (pinden i myretuen) er en uforudset hændelse, der må få hovedpersonerne til at tage stilling til og revurdere aspekter af deres liv.

Hvad man skal vælge af de to skrivedogmer og om man skal vælge, er op til en selv, men at være klar over de to kan både inspirere en til nye tekster, samt forstærke allerede igangværende projekter.



Ja ja, men hvordan?

Det er så det svære. Eller pinden i myretuen er ikke nødvendigvis svær, hvis man er klar over hvad den skal. Så er det jo "bare" at etablere en hverdag, for derefter at rive den fra hinanden med plottets konflikt, og enten etablere den gamle orden igen, etablere en ny orden, eller lade historien være uforløst.

Det svære ligger i at gøre pinden til et relevant og vigtigt nedslag i netop dine personers hverdag. Og det kan jeg faktisk ikke fortælle dig hvordan du gør, du må bare læse andres bud og selv prøve dig frem.

Isbjerg-dogmet er heller ikke svært at bruge, hvis man altså ved hvad der skal tales om. Her kan Ernest Hemingways Bjerge som hvide elefanter anbefales som "den tekst alle taler om når de taler om isbjerget."


Du skal have nogle personer i teksten, og der skal være noget der er ufortalt – noget de måske ikke vil tale om. Igennem hele teksten skal du så gennem hvordan de opfører sig overfor hinanden og hvad de så snakker om, give læseren en ide om at der er noget på spil. Det lyder kompliceret, men kender du dine personer og din konflikt er det egentlig ikke så slemt.

Håber de to skrivedogmer har givet lidt inspiration til videre skrivning!



God skrivelyst

søndag den 1. september 2019

Begyndelsen - De tre typer anslag

Det er ikke nogen hemmelighed at læsere i dag er ekstremt kræsne – måske lidt for kræsne for deres eget bedste – og kasserer bøger hvis de ikke er fanget af historien med det samme. Derfor skal man som forfatter skrive en første side, ja, faktisk en første sætning, der er så god, at læseren bare ikke kan give slip på bogen når sætningen og siden er færdig. 

Dette kaldes et anslag, historiens start, og hvordan den helt præcis skal være findes der mange delte meninger om, men ikke rigtigt nogle facitter. Jeg har tre forskellige slags anslag jeg selv synes er gennemgående for moderne litteratur, nemlig Hook-anslaget, det tematiske anslag og karakter-anslaget.



Hook-anslaget

Hook-anslaget er et af de lette anslag i den forstand, at det simpelthen bare er spændende uden diskussion. Hook betyder krog, og det er netop det der er finten, at sætte en krog i læseren. Dette gøres ved at starte i en spændende situation. 


Dette kan foregå på mange måder, enten kan det som i min egen gennemgang af berettermodellen være et skudopgør, der indleder den store historie. Eller som et in medias res-spring, hvor vi hører om noget der senere vil ske for vores hovedpersoner inden vi i næste kapitel så springer tilbage til start. 

Den sidste mulighed er lidt at snyde, det er nemlig at bruge Indiana Jones-tricket, at lade vores hovedperson udføre noget spændende, der ikke er relateret til historiens plot, men i stedet giver en ide om hvad for en type historie vi har med at gøre – tricket låner dog også en del fra det tematiske anslag.

Fordelen ved hook-anslaget er derfor at du hurtigt fanger læserne med en spændende scene. Ulempen er at du kan komme til faktisk at være så spændende eller forvirrende at nogle læsere vil miste interessen for historien, da de ikke endnu har opbygget nok følelsesmæssig forståelse for hovedpersonerne og din historie.



Det tematiske anslag

Det tematiske anslag er en sætning eller et tekststykke, der slår de temaer du arbejder med i din historie an. Et af mine yndlingseksempler, som jeg nævnte ovenfor Indiana Jones, hvor vi i starten af filmene altid ser Indy på et eventyr, der intet har med historien at gøre, men som viser hvad vi kan vente os af historien! 


Et andet citat er fra Twilight-bøgerne, omend jeg efter længere diskussion har accepteret at dette mere er et tematisk anslag for hele serien og ikke kun bog ét:

"I'd never given much thought to how I would die — though I'd had reason enough in the last few months — but even if I had, I would not have imagined it like this."

Man kan sige hvad man vil om den serie, men stærkere start får man sgu sjældent. Det sidste eksempel jeg her kort vil nævne er fra Oscar Wildes The Picture of Dorian Gray, der starter med en kort tekst af forfatteren, der definerer hvad kunst er. Man skal nok være Oscar Wilde for at kunne slippe af sted med den slags – og man kan diskutere om han rent faktisk slap af sted med det – men fedt er det.

Af fordele og ulemper kan man igen sige at fordelen er at man hurtigt definerer hvad historien kommer til at handle om, og derfor kan fange de læsere, der måske ikke umiddelbart er draget af hovedpersonen. Ulemperne er så også at andre læsere kan vælge historien fra på grund af al det tema-snak.



Karakter-anslaget

Den sidste anslagstype er en af de svære i mine øjne. Karakteranslaget kræver ofte at man kan fange sin hovedperson på den første linje, og gøre ham til en person der bare er interessant og dragene. Det er simpelthen oplevelsen af karakteren, der her skal fange læseren og få ham/hende til at læse videre.


Nicole Boyle Rødtnes har i sin bog Medaljonen et karakteranslag jeg synes virkelig videreformidler både hovedpersonens tanker, men også den stemning vi som læsere skal have til personen:

"Mine sokker trækker et vådt spor i entreen. et brunt spor af regnvejr og mudder. Fliserne har revet hul på stoffet, så jeg kan se huden igennem. Hvorfor skulle de også tage mine sko?"

Fordelen ved karakter-anslaget er, at selvom din historie kan være lidt sløv i optrækket, så er vi draget ind af hovedpersonen. Ulempen er, at du kan risikere bare ikke at have en særlig dragende hovedperson. Hvad du synes er sejt som forfatter behøver ikke være det læserne gider, så sørg også for at du har en historie, der kan bære.



Det var en kort gennemgang af de tre anslagstyper, håber dette har inspireret dig til at se nærmere på hvilken du selv bruger, og måske næste gang overveje om der ikke kunne være en anden måde at starte din historie på?



God skrivelyst