søndag den 27. april 2014

City Surfer i Westeros

Det var i onsdags min bog officielt udkom. Det er så fantastisk! Dagen gik med restaurant og champagne med konen, og det var bare begyndelsen. I weekenden har jeg været i Westeros, og selv The Hand of the King elsker og godkender City Surfer. Tænk engang, min bog er allerede en succes i et fiktivt fantasyunivers.

 
Ej, spøg til side. I weekenden var jeg i Oslo til en stor Game of Thrones-udstilling. Min kone havde hørt om den, og da vi begge er glade for at besøge Norge, og begge er vild med Game of Thrones: hvorfor så ikke gøre det? Godt nok åbnede udstillingen på selve dagen vi var der, men det betød jo ikke noget – vel?

 
Da vi først så indgangen og køen tænkte vi: WOW! Det er godt nok mange mennesker. Da vi så drejede om hjørnet på bygningen og så køen fortsætte tænkte vi: Det her, det er jo ekstremt! Da vi igen måtte dreje om et hjørne, og så at køen startede på den helt anden side af bygningen begyndte vi at blive bekymrede: Kunne vi overhovedet nå det inden færgen sejlede kl. 16.15?

 
En tysk Game of Thrones-entusiast var blevet hyret til at være The Hand of the King, og gå rundt i den ekstremt lange kø og forklare at alle nok skulle komme ind – vi tvivlede – og at det var gratis fordi HBO var vildt venlige. En masse piger løb også rundt og gav gratis T-shirts (Jeg nåede aldrig at få en) og gratis 14-dages prøver på HBO.

 
Det mest interessante ved at stå i køen var når der kom fans gående iklædt kostumer fra serien. Det gjorde lige at man efter at have ventet i to og tre timer blev mindet om hvad man skulle og ikke mistede modet. Og damn, Lannister-familien var lavet godt!

 
Da vi havde ventet i 5 timer stod vi lige ved indgangen. Det var også en halv time inden vores færge sejlede. Men ind kom vi, og skønt vi ikke kunne prøve ting som at gå en tur langs The Wall (noget 3D-interaktivt-noget med en sygeligt lang kø), så var det alligevel ret fedt at se kjolerne, våbnene og mange af de specielle rekvisitter, der er blevet brugt i løbet af de fire sæsoner.

 

Var det 5 timers kø og en tur til Oslo værd? Måske ikke for de fleste. Vi nød stemningen i køen (vi stod foran to piger, der sang anime-sange og blæste sæbebobler), og de mange udklædte undervejs. Samtidig er fordelen at når man er sammen med en forfatterkollega, så keder man sig aldrig, og inspirationen når man først kommer indenfor slår hårdt hvis man er til fantasy.

 

God skrivelyst
Bjarke

mandag den 21. april 2014

Vind min bog City Surfer!

Så er det om to dage min bog udkommer! Nemlig onsdag d. 23. april!

 
I den anledning vil jeg på skrivekrampe gerne lave en lidt anden konkurrence end jeg normalt plejer at skrive om: Denne gang kan du nemlig vinde min bog City Surfer! Ja, og du kan vinde merchandise!


Jeg udlover nemlig et eksemplar af City Surfer sammen med et ten of a kind-city surfer krus, og en five of a kind-nøglering! (Ja, der er kun lavet 10 krus og fem nøgleringe - så de er hard to find!! (jeg elsker at bruge reklame-ord (Og lave paranteser inde i paranteser)))
 
Hvad betyder det? Det betyder at hvis jeg holder min del af aftalen og bliver super berømt engang, så har du et limited edition krus og nøglering, som sikkert kan tjene styrtende med penge hjem. (Okay, det er måske at love for meget – men man kan da håbe.

 

Hvad er der på spil:


1. præmien er: en signeret udgave af City Surfer, et krus og en nøglering.
 


 
2. og 3. præmien er lidt mindre, men som nævnt ovenfor stadig ret stor: Nemlig et krus og en nøglering hver.

 

Og hvordan kan du vinde? – for det er jo det det hele handler om. Jo, nu skal du høre.


Du skal komme med en ide til et indlæg på skrivekrampe.dk som mangler. Er der noget du altid gerne har villet læse om omkring forfatterlivet eller skrivning, men som du synes mangler?
Skriv en mail til bjarke@skrivekrampe.dk med "Jeg vil vinde den bog!" i emnefeltet, hvor du forklarer hvad du savner – så kan det ske at du foruden at vinde også inspirerer til et indlæg på siden! (Dobbeltpræmie yeah!)
Med mailen skal du selvfølgelig også sende din adresse sådan at jeg kan sende bogen til dig hvis du skulle vinde. Skriv også gerne hvis du vil have bogen signeret, og i så fald til hvem :)

 

Konkurrencen kører indtil onsdag d. 21. maj, og der vil kort derefter blive udråbt en vinder.


 

Så hvad venter du på? Skriv!Jeg glæder mig til at høre jeres bud :)

 
 
God skrivelyst
Bjarke

mandag den 14. april 2014

Novellekonkurrence fra Børnenes Bogdag

I anledning af Børnenes Bogdag er det muligt for Århusianske børn og unge i aldersgruppen 9-16 år, at deltage i en novellekonkurrence.

Er du fra Århus og falder ind under aldersgruppen, så skynd dig at skrive: deadline er d. 1. juni 2014. De 20  bedste noveller bliver antaget i Vild med ORDs årlige novellesamling.


Regler:
  • Du skal være mellem 9-16 år
  • Du skal være fra Århus
  • Max 3 A4-sider i word
  • Handlingen skal foregå i 1 rum
  • der skal indgå en forandring
  • og der skal mindst være 2 karakterer med.

Novellen sendes til novelle@vildmedord.dk, deadline er d. 1. juni 2014. Husk at skrive dit navn, alder, klassetrin og skole i mailen.


Har du spørgsmål til konkurrencen så kan du skrive til Stine Vinther Larsen på stinevlarsen@gmail.com.

 

Klassekonkurrence?
Børnenes Bogdag opfordrer selv til at man sammen med sin lærer inddrager novelleskrivningen og konkurrencen i undervisningen – dette vil jeg gerne opfordre til. Novellen er en fantastisk genre, og den kan være med til at vække både børnenes skrivelyst og læselyst.

 

God skrivelyst
Bjarke

søndag den 6. april 2014

Et grundkursus i haiku

I dag vil jeg gerne fortælle om en genre, der har interesseret mig i noget tid. Haiku-digtningen stammer fra Japan, og er et slags situationsdigt hvor det handler om at opfange nuet på bedst muligt vis.


Hvorfor vil jeg gerne fortælle om dette? Både fordi Haiku er rigtigt sjove at skrive, men også på grund af at den meget faste form kan være en god øvelse for de fleste forfattere i, både at lave stramme sætninger, men også fokusere på de vigtigste detaljer.


Men lad os først lige definere hvad et haiku er:
  • Haiku er 17 stavelser, som fordeles på tre linjer med 5-7-5 stavelser.
  • Haiku har ingen regler om rim eller rytme. 
  • Haiku er små naturdigte, der handler om noget, man oplever med sine sanser.
  • De foregår i nuet, beskriver en begivenhed, som når man "fanger en situation" med sit kamera.


Det der er vigtigt at huske på er altså at haiku ikke er følelser, abstrakte ideer og metaforer – den slags er faktisk strengt forbudt. Kan det ikke ses, høres, føles, smages eller lugtes, så har det intet at gøre i et haiku.
 

Når det så er sagt, så er det bare at komme i gang. Man kan som mig have en lille lommebog med, hvor man hurtigt kan skrive et haiku hvis man har lyst, eller man kan gøre som fx Jacob Hedegaard Pedersen, og i stedet for at skrive om naturen, så tage en genre, der ikke umiddelbart har med haiku at gøre. Her er der lige et enkelt fra hans samling Horrorhaiku:
 

De små børn stråler
brede smil fra kind til kind
skåret til med kniv


Og hvorfor nøjes med horror? Hvorfor ikke krimihaiku? storby-haiku? Eller som jeg enkelte gange har praktiseret: legepladshaiku, hvor en ganske almindelig dag på legepladsen bliver omformet til 17 stavelser:


"I børnehaven
sidder han i al sin pragt
BUM! sandslottet brast"


Slå dig løs! Haiku er vildt sjov at lege med, om ikke andet, så for at blive en stærkere sætningssmed med blik for de skarpe detaljer.

 

God skrivelyst
Bjarke