søndag den 28. maj 2017

Kunsten at vinde - uden at vinde

Gæsteindlæg af Kit A. Rasmussen

Prøv at kigge over til højre på denne side. Bare lige et øjeblik. Find listen over skrivekonkurrencer. Er der mange? Det plejer der at være.

 Planlægger du at deltage i nogen af dem? Mit eget svar vil næsten altid have været nej, men jeg håber, dit svar er et andet.

 Jeg har altid haft (sådan cirka) tusinde undskyldninger for ikke at deltage i skrivekonkurrencer, hvilket helt ærligt er tåbeligt, og med udgangspunkt i mine foretrukne undskyldninger vil jeg fortælle dig, hvorfor jeg absolut ikke synes, du skal bruge de samme.


“Jeg kender ikke den genre, man skal skrive indenfor”

Kits egen bog "Til døden os skiller",
som er et resultat af en konkurrence.
En oplagt undskyldning, for hvordan skriver man noget, man ikke kender?

Hvis konkurrencen ellers lyder den mindste smule spændende, så se det som en mulighed for at prøve kræfter med noget nyt. Sådan et eksperiment kan måske lede dig på sporet af nye muligheder, som du ikke ville have opdaget af ellers. Eller, som da jeg selv deltog i en eventyrkonkurrence: overbevise dig om, at det ikke er vejen frem.

 Uanset hvad, så prøv det af. Læs en historie indenfor den givne genre. Spørg google, hvad genrens kendetegn er og sæt det som en udfordring for dig selv at forsøge at skrive en historie indenfor genren.

 Måske viser netop denne genre sig at blive din yndlingsgenre fremover?


“Jeg har ikke en (god nok) idé”

Klassikeren, for når ens muse ikke drysser idé-støv ud over én, hvad kan man så gøre?

 Start med at se på konkurrencens betingelser. Som regel vil der være nogle krav, du skal overholde. Nogle gange er det blot krav til en bestemt genre eller tematik, andre gange kan det fx være, at hovedpersonen skal være en trold, historien skal foregå i Slesvig og der skal optræde en frikadelle.

 Hvis konkurrencen sætter mange begrænsninger, så se det som en chance for at lege. De bedste idéer kan dukke op, når man roder med de underligste benspænd og give dig mulighed for at skubbe fantasien i retninger, du ikke havde fantasi til at forestille dig (badum-tss).

 Hvis du ikke har en eneste idé, og konkurrencen ikke har mange krav, så prøv en plot-generator (fx http://www.plot-generator.org.uk/) til at hjælpe dig og se, hvor historien bærer dig hen.

 Selvom du ikke vinder konkurrencen, kan du have fået en fremragende idé, som du måske kan bruge i en anden sammenhæng.


“Jeg har ikke hørt om det forlag før”
En lidt tynd undskyldning, for selvom din drøm måske er at udkomme på Gyldendal, er det vigtigste vel at få din bog ud til læserne, ikke?
 Men ja, jeg har selv brugt undskyldningen, for det er da helt naturligt, at man helst vil ud på et stort, anerkendt forlag, men man skal jo starte et sted. Og hvis nu du bliver udgivet på et lille, ukendt forlag, er der (mindst!) to gode muligheder for at ende på et stort og velkendt:
  • Det lille, ukendte forlag vokser sig kendt og anmelderrost - sammen med dig!
  • Din bog får så stor succes, at andre forlag får interesse for dig, og så kan du måske en dag vælge og vrage, hvor du helst vil udkomme.


“Jeg vinder jo alligevel ikke”
Den ultimative ‘nu tager jeg lige modet fra mig selv’-undskyldning, for det eneste, der er helt sikkert er, at du i hvert fald ikke vinder, hvis du ikke deltager.

 I mange konkurrencer bliver der kåret én vinder. Ud af måske 100 manuskripter, vælger de ét. Ét. Det er ikke vanvittig gode odds, MEN:

 Selvom der kun er én vinder, ser forlaget på alle manuskripter, og måske er de så heldige, at der, udover den ene vinder, er indtil flere andre manuskripter med masser af potentiale. Og alt det potentiale lader de næppe gå til spilde, så der er en fair chance for, hvis dit manuskript er godt, at du kan få tilbudt at få historien udgivet alligevel.

 Som forfattere må målet være at få bogen ud til læserne, og selvom det så sker ved ikke at vinde en konkurrence, så er det det værd, for man vinder faktisk - uden at vinde.



Om Kit

Kit A. Rasmussen deltog i Carlsens YA-konkurrence i 2016, men vandt ikke. Til gengæld fik hun antaget sit manuskript, og den resulterende bog “Til døden os skiller”  udkom 15. maj 2017.

søndag den 21. maj 2017

To tilgange til ideudvikling

Der findes i min optik to måder at gå til ideer på, når man skal finde på en romans indhold. Enten er der plottet eller også er der personen. Selvfølgelig er både plot og personer vigtige i alle bøger, men afhængig af hvor fokus er i lige præcis din historie, kan det faktisk være afgørende for hvordan du udvikler ideen.

Plotdrevne bøger er for eksempel gode til fantasy, adventure og lignende, hvor det er spændende nye steder og oplevelser i jagten på et eller andet, der skal få os til at læse videre.

Persondrevne bøger er til gengæld gode når man arbejder med hverdags-realisme og psykologiske historier, hvor personernes indre tumult og handlinger er det, der skal få os til at læse videre.
 
Dermed ikke sagt at du ikke kan have begge dele.

Selvom Ringenes Herre er hovedsageligt plotdrevent, så er vi stadig spændt på om Boromir vælger at forråde sine venner. Selvom vi er spændt på om Romeo og Julie får truffet de rigtige valg, er vi stadig også spændt på det plot, der foregår, der får de unge elskende så langt ud.

Så du kan umiddelbart ikke have det ene uden det andet, men alt afhængig af hvor dit fokus ligger, kan du vælge at stille dig selv to meget forskellige rækker af spørgsmål.
 
 
 
Plotdreven ideudvikling
  • Hvad handler historien om?
  • Hvem handler historien om?
  • Hvad sker der?
Det der er værd at lægge mærke til her er at hovedpersonen faktisk kommer i anden række. Plottet er vigtigst, og personens primære funktion er at fortælle dette plot: passer han ikke ind i historien, så får du den måske ikke vist godt nok, og så har du et problem.

Indiana Jones er et godt eksempel. Han er universitetsprofessor ganske kort, og bliver så sendt ud for at finde værdifulde genstande før nazisterne gør. Havde historien været mere persondrevet havde vi måske hørt om hans indre turmult med også at skulle rette opgaver og måske glemme vejledningsgange med elever som han ellers brænder for ... Men det er lige meget her. Indiana Jones handler nemlig om plottet: Find pagtens ark før nazisterne!

Det sidste spørgsmål i rækken er altså der hvor du skal finde scener og udfordringer. Hvad kan der ske med din hovedperson i jagten på det, historien handler om?
 
 
 
Persondreven ideudvikling
  • Hvem handler historien om?
  • Hvad vil han have allermest i hele verden?
  • Hvordan kan jeg forhindre ham i det?
Nu vender vi det hele på hovedet. Denne gang er det din person det hele handler om. Hvem er han eller hun? Og endnu vigtigere: Hvad ønsker de sig mest af alt i verden? Hvad er deres drøm?
 
I min egen roman Standby er min hovedperson Niklas' største ønske at hans handicappede bror Storm har det godt. Han passer på ham så godt han kan, og er lige ved at tabe sit eget liv på gulvet da Storm bliver syg. Hvis jeg ved at det er hans største ønske - så er det sidste spørgsmål også rigtigt let: Hvordan kan jeg forhindre ham i at få det ønske opfyldt?
 
Jeg kan fx gøre Storm syg som jeg skrev ovenfor. Jeg kan også involvere en pige som Niklas forelsker sig i. Og hvad med skole og arbejde? Venner? Alt det, der kan tage fokus væk fra pasningen af Storm.
 
Lige pludselig har jeg en lang liste af forhindringer, der samtidig også er med til at skabe scener og historier. Og det er hele projektet med den persondrevne ideudvikling.
 
 
De er de to tilgange til at arbejde med sine historier både person- plotfokuseret som jeg selv bruger.

Da de ikke umiddelbart er vildt komplicerede er det gerne dem jeg bruger allerførst, mens jeg dagdrømmer i sofaen eller i parken. Bagefter sætter jeg selvfølgelig ideerne ind i en berettermodel af en art - simpelthen for at få en funktionel og gennemskuelig historie ud af det.
  God skrivelyst
Bjarke
 

søndag den 14. maj 2017

Må jeg godt bruge virkeligheden?

For nyligt blev jeg spurgt om man godt måtte skrive ting, som var sket i virkeligheden i sin historie. Hvis man havde været i et grimt forhold eller havde en grum oplevelse med samfundets krav, måtte man så godt skrive en roman om det?
En bidende og ægte oplevelse af et problem, hvor ens egne erfaringer og oplevelser kan hjælpe andre med ikke at begå samme fejl.


Ja. Det korte svar er ja. Det kan du sagtens, og det må du gerne. Men spørgsmålet er om du bør?
Derfor har jeg lavet en lille række spørgsmål man ALTID skal stille sig selv i den situation.



Journalistik eller historiefortælling?
Hvad har du egentlig gang i? Forskellen på en forfatter og en journalist er at forfattere gerne må finde på og opdigte, hvor journalister gengiver og informerer om virkeligheden og hvad man kan lære af den.

Så er det egentlig en historie du vil skrive, eller vil du faktisk bare gerne dele dine oplevelser med andre? Det er nemlig to forskellige ting.

En historie har en spændingskurve, et plot og en stram struktur, der hjælper læseren med at fokusere historien. Der er også en udvikling i hovedpersonen, som kræver at denne kan se sin egen svaghed.
Dette betyder at du skal ændre ret meget på virkeligheden allerede her, hvis du gerne vil skrive et stykke fiktion: Er du parat til det?




Vil folk blive sure?

Det næste spørgsmål du bør stille dig selv er om folk vil blive sure over din historie. Skriver du om virkeligheden og bruger rigtige navne, så kan det godt være at du fremstiller personen sådan som du mener han eller hun var – men det er jo ikke sikkert at vedkommende eller jeres fælles bekendte ser det præcis på den måde?

Folk kan blive sure over at du skriver om dem. I nogle tilfælde kan du også blive sagsøgt. Er du villig til at leve med det?



Hvor meget bør du fiktionalisere?
Det tredje spørgsmål er faktisk det vigtigste. Du vil gerne skrive et stykke fiktion, men du har også en masse ideer som bygger på virkelige hændelser.

Det er helt i orden! Det virkelige liv er en fin inspirationskilde – det gør jeg også selv, det tror jeg alle gør! Spørgsmålet er hvordan du bruger det.

Hvis du har haft en forfærdelig chef, så find ud af hvad det var du synes var forfærdeligt. Bibehold det aspekt og lav så en ny person.

Din gamle chef vil aldrig blive sur over at du skriver om en dårlig chef – han kan jo læse at det ikke er ham. Ja, du ved bedre – men du har også stadig skabt en original karakter.

Det samme gælder oplevelser. Find ud af hvad det vigtige i den episode er i den historie du gerne vil skrive – og lav så scenen om så den igen kommer til at stå stærkere i forhold til resten af dit plot!
Min novelle ”…Dage siden du” i HUFs nye samling
”Glimt fra tiden der var os” er et godt eksempel på dette. Den handler ikke om mig. Jeg har aldrig været til den fest. Og fyren den handler om findes ikke. Men følelsen er min – følelsen af at blive forladt af en kæreste, og ikke vide hvad man skal stille op med sig selv, den er min.

Så find ud af hvor meget du egentlig behøver af virkeligheden, og hvor meget du bare kan fiktionalisere. Måske behøver bogen slet ikke handle om dig?



Måske du bare skal lave din egen historie alligevel?

Og det leder mig til sidste spørgsmål. Nu har du forholdt dig til at din historie skal passe ind i en berettermodel og overholde nogle narrative regler. Du har også taget stilling til at folk nok kan blive sure over hvis du bruger dem eller jeres fælles oplevelser i romanen. Dem du ikke vil gøre sure, har du altså valgt at fiktionalisere, det samme har du gjort med scener så det hele passer sammen …
Er det ikke nærmest en anden historie du har fået lavet nu?

Og er det så ikke smartest i sidste ende? At arbejde med det tema du gerne vil bruge, få sagt det du gerne vil sige: Men at lave din egen historie i stedet for at bruge DIN egen historie?
Det synes jeg …


Og tror du ikke på hvad jeg siger, så prøv at læs lidt om hvordan filmene om Steve Jobs (Jobs) og Facebook (The Social Network) blev modtaget = virkeligheden var blevet klippet i smadder for at passe ind i en spændingskurve. Folk blev sure over hvordan de var blevet fremstillet, og forvirrede over hvorfor lige dén ting var blevet fiktionaliseret.



God skrivelyst
Bjarke

søndag den 7. maj 2017

5 tips til dig, der gerne vil i gang med at skrive

Tit og ofte er mine indlæg herinde fokuseret på enten strategier, modeller og stile man kan bruge i skrivningen lige meget hvilket niveau man er på. I dag fokuserer jeg på dig, der lige skal til at starte.
Jeg taler altså ikke om at skrive romaner eller noveller. Jeg taler ikke om de store forkromede tanker.
Nej. Jeg taler om dig, der lige nu tænker ”Jeg vil gerne være forfatter, men man starter jo ikke bare lige sådan …”

Jo man gør. Men her er alligevel en kort guide.


Sluk nu tv’et
Jeg ved godt at Dr. Who er begyndt at køre på Dr3 – det er jeg også glad for. Game of Thrones er også snart, og der er ALTID en kanal, der viser Harry Potter-Marathon.
Men lige nu handler det om at skrive. Så sluk tv’et. Sæt telefonen på lydløs. Luk ned for youtube (den er let at blive væk i når man lige skal have noget baggrundsmusik).
Udryd alle distraktioner. For nu skal du skrive …
Men hvad skal du skrive?


Læs, men …

Jeg kender mange, der drømmer om at blive forfattere. En ting, jeg lægger mærke til er at de tit startede som læsere, og nu vil skrive deres eget. Desværre glemte de læsningen på halvvejen.
Jeg opfordrer dem altid til at komme i gang igen. Og læs det, der er på det danske marked specielt! Det er det du gerne vil udgives på, så det er altid en god ide at sætte sig ind i hvad der bliver læst og udgivet.
Men det er ikke nok bare at læse, du skal gøre noget mere. Du skal nemlig …


Lur deres tricks
Du skal ikke kun læse. Du skal prøve at se på hvad du læser. Hvis du kommer til at holde af en hovedperson, så prøv at find ud af hvor præcis det sker! I teksten, ikke bare generelt. Hvis du bliver bange midt i en gyser, hvor i teksten er det så det sker? Hvad er det sprogligt forfatteren gør, der skaber disse følelser i dig?
Hvordan står ordene sammen? Er der gentagelser? Udeladelser?
Læsere læser bøger for historien. Forfattere læser bøger for at lure tricks.
Men det handler jo ikke bare om tricks og tryllekunster. En møbelsnedker laver heller ikke bare en stol, fordi han lige så en …


Lær reglerne
En møbelsnedker bliver enten mesterlært eller går i en eller anden skole. Der findes forfatterskoler, men det er ikke et krav for at blive forfatter.

Til gengæld skylder man sig selv og sin egen faglighed at sætte sig ind i hvilke litterære regler og formler, der er.
Skal du skrive en gyser, hvilke stil-træk er der så? Er der regler i Science fiction?Hvordan ser et spændende plot ud? Det ved du når du kender til en spændingskurve eller to.
Ja, du har lært at skrive i skolen, men har du lært at forfatte? Nej, det skal du til nu.
Og du er på skrivekrampe.dk så du er allerede godt på vej!


Før du bryder reglerne

Og når du kan reglerne, så skal du selvfølgelig bryde dem. Du skal lave noget nyt, udfordre det gamle. Og du skal have det sjovt med det.

Og nu spørger du sikkert: Hvis jeg skal lave noget nyt, hvorfor så al det tidligere arbejde med at lære det gamle?

Fordi at det er meget svært at lave noget nyt uden at kende det gamle. Du ved måske ikke hvad du skal bygge videre på, eller hvad der er originalt egentlig.

Du kan sagtens få en vildt original ide og skrive den – men har du ikke sat dig ind i the basics, så kan det let vise sig at din ide slet ikke er så original igen.

Så lær reglerne. Og bryd dem så.


Og skriv så!

Og så er det jo bare at skrive. Både efter al det arbejde, men også under. At være forfatter er en livslang uddannelse. Stop aldrig med at læse. Stop aldrig med at sætte dig ind i faget. Og stop aldrig med at skrive.

Så kan du næsten ikke undgå på et tidspunkt at få en historie færdig, og måske en dag blive udgivet.


God skrivelyst
Bjarke

mandag den 1. maj 2017

Den gode scenes 4 byggesten

En romans byggesten er de mange scener, der tilsammen danner den fulde historie. Det tror jeg vi alle er klar over, og jeg tror ikke nogen forfattere sætter spørgsmålstegn ved vigtigheden af gode scener.

Men hvad er en god scene egentlig? En god scene indeholder i hvert fald disse fire punkter.


En ide om tid og sted
Det giver måske sig selv, men det er også hurtigt let at overse. Som forfatter kan man risikere at være så optaget af sit eget univers, at man glemmer at læseren altså ikke kender det helt så godt. Jeg glemmer det også tit, og må tit rette det ind efter betalæsers gennemgang.
En god huskeregel er her, at vi indenfor de første tre linjer skal vide hvor og hvornår vi er. Nogle gange kræver det en lang beskrivelse, andre gang er det nok at skrive "til Antons fest ..."

En meningsfyldt konflikt
Hvad er meningen med scenen, og hvorfor er lige præcis denne scene vigtig for at føre historien videre? Hovedpersonen har jo et mål i historien, og hvordan får scenen ham tættere på det? Eller hvordan får den Skurken tættere på sit?
En scene hvor hovedperson bare sidder og triller tommelfingre er ikke sjov for nogen. Tænk i stedet over hvad, der kan ske, og hvordan du kan få lidt spænding ind i scenen. Det behøver ikke altid at være de store kampe med Voldemort, nogle gange skal vi også bare redde en huskekugle ned fra et træ, eller snige os hen på Hogwarts bibliotek.


Action og dialog
Hvor romanens grundsten er scenen, så er action og dialog to af hovedingredienserne i selv samme byggesten. Er der ingen action så sker der ikke noget. Uden dialog bliver historien hurtigt flad.

Selvfølgelig kan du godt have scener uden dialog - i gysergenren sker uhyggen også gerne når hovedpersonen er alene. Men dialogen er en god og elegant måde at gøre sin historie levende, og formidle ny viden til læseren, samtidig med at man viser hvem ens personer er.
Action er det samme. Som før handler det ikke om altid at bekæmpe Voldemort, men der skal altså ske et eller andet, der fører scenen fra punkt A til B og dermed sidste punkt:


En slutning, der fører videre til næste scene
Og det her er faktisk det vigtigste.
Da jeg først startede med at skrive var der en der kom med et godt citat, som jeg sidenhen har glemt hvor kommer fra:
"Din romans første ord skal sælge romanen. Din romans sidste skal sælge den næste."

Det gælder også for dine scener. Stop dem hellere lidt for tidligt end alt for sent, sørg for at mystikken er der. Arbejd med cliffhangere om nødvendigt!
Bare husk på, at føler man noget afsluttet når man er færdig med en scene, så er sandsynligheden for at man går i seng, og derefter glemmer at læse videre større. Den mulighed må læsere aldrig få!
Så derfor skal du sørge for at din scene til sidst fører videre, så læseren bare ikke kan slippe din historie.


God skrivelyst
Bjarke