mandag den 30. august 2010

Berettermodellen – forfatterens ven

De fleste kender berettermodellen fra folkeskolen. Nogen kender den måske også under navnet spændingskurve, som den også bliver kaldt. Jeg er personligt mere til ordet spændingskurve, men ved at mange mener at berettermodel er mere korrekt* så det er det vi holder os til her.

er du interesseret i flere modeller til skrivning, så kan du finde aktantmodellen her! husk også at kikke i Skrivekrampes artikelsektion efter flere spændende emner.

Der er syv punkter på berettermodellen: Anslaget, præsentationen, uddybningen, point of no return, konfliktoptrapning, klimaks og udtoning.


Anslaget
Anslagets job er at fange læseren. Har man ikke fanget læseren på de første par sider (hvis ikke allerede på titel og bagsidetekst) så har man ikke gjort sit job som forfatter godt nok. Jeg tror mange nye i faget her forveksler deres hovedpersons historie med historien i sig selv.

Enten starter vi når hovedpersonen fødes, eller når han vågner om morgenen. Men hvis historien først sættes igang den dag han, 16 år gammel, bliver fanget midt i et gangsteropgør kl. 14, så start der. Med krudt og kugler flyvende om ørerne på ham. Det skal nok fange læserne.

Anslaget er supervigtigt for ens tekst, men lad det ikke forhindre din videre skrivning hvis du synes dit anslag er dårligt. Du kan altid ændre det senere hen, og måske kommer der et bedre anslag af sig selv imens du skriver.

Præsentationen
Her introducerer vi din hovedperson nærmere. Med det mener jeg, at hvor det var spændende før, med krudt, kugler og gangsteropgør, så sænker vi hastigheden her.

Vores hovedperson er 16 år, så vi bliver måske introduceret for hans skole, hans familie og venner. Kort sagt præsentationen af alle vigtige aspekter i hans liv. Har han en sjov hobby, så skal det nævnes her.

Præsentationen har den fordel at hvis du refererer til noget her, fx et hemmeligt våben eller noget andet der vil få relevans senere i forløbet, så skal det præsenteres her. ”Anton Tjekhovs gevær” er et udtryk for dette. Hvis et gevær bliver set hængende på væggen i første akt, skal det også affyres i tredje akt. Hvis et gevær bruges i klimaks, skal det præsenteres i det her felt!

Uddybningen
Uddybningen er hvor vi forklarer hvad der egentlig foregår. Truslen som måske blev nævnt i anslaget bliver fastsat her. For gangsterbanden har en bombe gemt på rådhuset hvor vores hovedpersons mor arbejder. Og de planer som vores hovedperson fik stjålet fra gangsterne i slutningen af anslaget er planerne over hvordan man desarmerer bomben!
Hovedpersonen og hans bedste ven tager hen på rådhuspladsen og får smuglet sig ind.

Point of no return
Point of no return er en omdiskuteret fætter. Dette tror jeg er fordi man ikke helt forstår begrebet.

Point of no return er det sted i teksten hvor hovedpersonen ikke bare kan vende tilbage til normalen. Jah, men det kunne han vel ikke allerede fra anslaget af hvor han mødte gangsterne? Er det så point of no return? Og Hvad da hans mor blev holdt fanget? Det kan man da ikke vende sig imod og leve som om intet var hændt?

Nej. Det kan man ikke. Men point of no return handler om en aktiv handling. Ja, han blev fanget i et gangsteropgør og slipper væk. Der begynder det normale liv igen. Moderen bliver fanget og måske slået ihjel. Ja, han kan ikke bare droppe sin mission og så vil alt blive normalt. Men det kan ingen, nogen gange sker der ting for folk og deres mødre som ikke bør ske.

Point of no return er ikke at der sker noget rigtigt slemt, point of no return er når hovedpersonen accepterer at han er en helt (eller antihelt). At han bliver nødt til at gøre noget for at ændre historien.

Vores hovedperson skal ind og redde moderen fordi han er en helt. Når først han er inde på rådhuset skal han acceptere at han er helten, for nu er han i gang. Der er ingen vej tilbage.
Point of no return ligger altså til hovedpersonen og dennes accept af sig selv som helt.

Konfliktoptrapning
Konfliktoptrapningen er überspænding. Her skal man gerne have opsat en tidsfrist af en art. I vores tilfælde er det bomben. Den vil springe indenfor de næste 2 timer. Vores hovedperson har altså to timer til at redde sin mor, snige sig igennem rådhuset og forhåbentlig afmontere bomben.

Derudover er der også gangstere der holder vagt på gangene som han skal undgå, hvilket også er med til at øge spændingen.

Nøgleordet for det her punkt er, at jo flere dødstrusler hovedpersonen kan have over hovedet, jo bedre.

Klimaks
Vi når op til bomben. Hovedpersonens mor og statsministeren er bundet til to stole, og foran dem står bomben. Der er kun 3 minutter tilbage. Vores hovedperson kan lige nå det! bortset fra …
Ind træder gangsterbossen og de to kæmper. I sit fald fra rådhusets øverste etage tager skurken planen med sig og vores hovedperson må nu satse på sin egen hukommelse: er det den grønne eller røde ledning, der demonterer bomben?

Klimaks er stadig spænding, men her skal den endelige konfrontation også være. Det er her vi skal have payoff for all spændingen. Hovedpersonen skal besejre overmagten og vinde! (”Hvad hvis min hovedperson skal tabe?” Luk flappen og hør videre, historien er ikke slut endnu!)
Hovedpersonen skal vinde i slutningen af klimaks!

Udtoning
Her er historiens slutning. Det er her man kan vælge at twiste hele historien. Måske var det den forkerte ledning alligevel, og hovedpersonen får kun lige nydt sin sejr kort. Eller også er skurken stadig i live (tilbagevendende fænomen i bl.a. Nightmare on Elm Street-filmserien).

Eller også ender historien godt. Mor og Statsministeren bliver gift (husk at introducere at hun er alenemor i præsentationen!) og de lever alle lykkeligt til deres dages ende.

Det var lige en kort … hm, lang gennemgang af spændingskurven. Håber nogen kunne bruge den til noget :)


God skrivelyst
Bjarke

*Mit problem med dette er at ja, det er en model om en beretning/historie – men dem er der altså en del flere af end lige den her.
Aktantmodellen fx, og hvor Aktantmodellen handler om aktanterne i en beretning – og dermed stadig er en berettermodel også, så handler spændingskurven (eller spændingsmodellen) om opbygning af spænding.
Derfor burde berettermodeller egentlig være det overordnede begreb, og så burde fx spændingskurven og aktantmodellen høre derunder. Pyh, så kom det ud.

mandag den 23. august 2010

At skrive en krimi hvor gærdet er lavest

(dette er et uddrag fra min artikel ”Den Perfekte forbrydelse” i Skrivelyst #8, vil du læse mere kan man skaffe sig bladet (der er fyldt med andet godt til forfatteren, der vil vide mere) på HUF.dk)

Jeg vil gerne skrive en krimi. Da dette gik op for mig kom der en række spørgsmål, der umuligt kunne undgås: hvordan gør man? Jeg ved intet om politiarbejde, og når jeg endelig har fundet ud af nok om det, så bliver jeg nødt til at lave en noget nær perfekt forbrydelse. Et eller andet skal min hovedperson jo opklare, og den skal gerne være med masser af twists! Allerede her lød det som en umulig opgave, og jeg ville bare skrive en hårdkogt krimi om hårde mænd og lækre blondiner.

Nynnes Dagbog – nu med mord
Hvordan kan de svenske krimidronninger udsprutte en ny bog så hurtigt som de kan? Når man først har researchet politiarbejdet, så behøver man ikke gøre det igen. Men har man først lavet en genial forbrydelse, så må det være svært at lave en ny? Sådan ser det ikke helt ud.

Den moderne krimi, eller femikrimien, som den takket være krimidronningerne er blevet kaldt, går slet ikke op i den perfekte forbrydelse. Hvor det før i tiden var den geniale Sherlock Holmes, der måtte stå Scotland Yard bi, er det nu den almindelige enlige mor, der tilfældigvis er i et populært erhverv som journalist eller lignende. Denne enlige mor er så det, der kører plottet. Hendes forhold til sin elsker, som ikke kan gengælde hendes følelser, og om barnet nu har det godt i den nye børnehave, det er det vi læser om, og sjældent forbrydelsen som hun tilfældigvis opklarer. Man kan kalde det Nynnes Dagbog - med mord.

Rejseholdets Succesmetode
Det er ikke en femikrimi jeg vil skrive. Der er ingen hårdkogte mænd og lækre blondiner i det. Jeg må videre i min søgen, med den vigtigste information i baghovedet: personerne bærer krimien, ikke plottet. Hvor har jeg set det før?

På DR i 2000 hvor successerien Rejseholdet kørte over skærmene for første gang. Hvad gjorde at denne serie havde flere seere end nogen anden krimi-serie på dansk tv? Forfatterne bag er ikke i tvivl, de mener at det er hovedpersonerne. Hovedpersoner inspireret af de græske guder og deres problemer. Det episke fundament var lagt – men hvor er krimiplottet?

Det rejste de rundt efter, de var jo rejseholdet. Nyt krimiplot hvert andet afsnit, så vi ikke blev mere interesseret i gåden, men holdt fokus på hovedpersonerne, der alle havde deres personlige kriser med på job. At skulle finde på et nyt krimiplot til hver andet afsnit var heller ikke noget problem. Med et smut i politiets arkiver kunne de trække på realistiske kriminalhistorier, hvor politiets arbejde var beskrevet og hvor man kunne have overblikket lige fra starten af. Politiets arkiv var forfatternes digtermjød.

Hvordan gør man så?
Man kan da ikke bare gå ind i politiets arkiver! Måske ikke, men hvorfor skulle man da også igennem alt det besvær når man kan finde dem på bibliotekerne? Hvert år udgiver Nordisk Politi-idrætsforbund en bog kaldet: Nordisk Kriminal Rapportage. Det er en forholdsvis stor bog, der fokuserer på et enkelt år. Fra det år har de så taget de mest interessante eller specielle sager, og skrevet hvordan sagen blev opklaret og i flere tilfælde også gisninger om hvordan den er begået. Udover disse sager er der også artikler om politiuddannelsen og politiarbejde generelt. Et overflødighedshorn af krimi-inspiration.

Det eneste, der mangler er faktisk at man finder et spændende fiktivt persongalleri man kan sætte ind i den kriminalhistorie der vælges. Man kan også med fordel ændre bynavnet, hvis der er en bestemt by man gerne vil have sin krimi til at foregå i. Er sagen nogenlunde ny, vil jeg foreslå at gøre dette, da der kan være nulevende, der var påvirket af sagen, som ville kunne genkende historien.

Når alt dette er overvejet, er det ellers bare at sætte ens hovedperson og bifigurer ind, og skabe et sammenhæng imellem hovedpersonens liv og krimiplottet. Det skal ikke kun være to enkeltstående historier, men en historie, hvor begge aspekter bliver sammenknyttet. Er krimi-plottet opklaringen af en pædofili-ring kan man med fuldt overlæg lade hovedpersonen være en enlig mor (for at blive i femikrimi-jargonen), der er nervøs for at ens barn måske ikke trives i sin børnehave. Samtidig er tanken om pædofili jo skrækkelig for en person, der selv har en lille purk.
Er det i stedet en narko-ring, der skal optrevles kan man lade hovedpersonen være eks-junkie, der har fundet Jesus. Mulighederne er uendelige, så længe det passer overens med historien.

Ulemper?
Selvfølgelig skal det ikke være helt let, der er problemer i denne proces. Andre kan have fået samme ide, specielt nu hvor den står skrevet i Skrivelyst (eller her på bloggen). Måske har de endda valgt samme plot-ide som dig.

Det skal man dog ikke lade sig slå ud af. Ja, andre kan have taget samme plot fra Kriminal Rapportagerne, men det er noget nær umuligt at de ville finde på samme hovedpersoner og bipersoner. Derfor vil historien altid være anderledes, selvom kriminaliteten er det samme. Hvor tit er et mord alligevel ikke blevet begået i en krimi?

At finde plottet og oversætte det til sin egen ide kan også være besværligt. Der er mange detaljer at holde redde på. Til gengæld så har du det samlet. Arbejdet med at finde ud af hvordan du skal gribe denne metode an, er på ingen måde lige så stort som at få din egen krimi-ide til at virke. Vil man gerne skrive en krimi, uden dog at være interesseret i politiarbejde og forbrydelser, så er dette den bedste metode til at kunne få en fornuftig historie om hårdkogte kriminaldetektiver og frække blondiner.

God skrivelyst
Bjarke

mandag den 16. august 2010

Mit liv som mediedarling

Ja, så var det altså den 13. august at jeg var i dagbladet Information.

Artiklen kan læses HER!

Det var en meget speciel oplevelse at slå op på siden og se sit ansigt på det store billede. At opdage at man så også fylder halvdelen af artiklen får virkelig en til at tænke wow!

Ej, jeg er sindssygt glad for interviewet. Der er nogle ting, som jeg synes intervieweren forenklede lidt, men jeg ved jo godt hvordan det er, så jeg overlever. Grundlæggende er det nemlig superlækkert, den måde artiklen er blevet behandlet på – og læg mærke til hvad artiklens sidste ord er!

Tænk, nu har jeg også været i avisen. Min forfatterkarriere er i fuld flor – og jeg er ikke engang blevet udgivet endnu. Bjarke Schjødt Larsen – Litteraturens Sidney Lee.

Tilbage til skriveriet og de tusind deadlines, jeg har sat for mig selv i denne uge.

God skrivelyst
Bjarke

tirsdag den 10. august 2010

Nu er jeg jo ikke den store taler …

I dag, d. 10. august 2010, er det et år siden at Skrivekrampe postede sit første indlæg. Der er gået 48 indlæg siden jeg i sin tid tænkte, at nu ville jeg da dele min glæde og hvad jeg nu har af viden omkring skrivningen og forfatterlivet.

Jeg burde jo nok finde boller og varm kakao frem! Og dog, der kan også gå lidt for meget børnefødselsdag over den.
Jeg har i stedet valgt at investere i en Green Apple Sparkletini fordi, det lyder spændende. (jeg håber den smager syntetisk, jeg elsker syntetisk frugtsmag!)
Derudover skal der findes en kage, som skal deles med min kæreste og hendes familie. Mhm, kage! Jeg ved endnu ikke hvilken slags det bliver, da jeg er mest til at bestemme mig for den slags på selve dagen.

Jeg har virkelig syntes det er fedt at lave den her blog, og på trods af at der nu er gået et år, så har jeg ikke i sinde at stoppe. Skrivekrampe har både fungeret som et afløb for den viden jeg opsamler, et sted hvor jeg (og andre) kan holde styr på hvilke novellekonkurrencer, der er at finde i øjeblikket, samt bare en måde at komme af med alle de følelser, der nogle gange hober sig op som forfatter.
Men nok om mig, det er jo fødselsdagsbarnet, der er i centrum!

SKÅL! Og må det næste år blive endnu bedre for Skrivekrampe.dk!

God skrivelyst
Bjarke

Og så må I gerne holde øje med avisen Information, hvor jeg er blevet interviewet. Jeg ved endnu ikke hvad dag det bliver bragt, så man må holde øjnene åbne. Men det kommer der meget mere om til den tid!

mandag den 9. august 2010

Navnet er Larsen, Bjarke Larsen - skriveunderviser

I sidste uge var jeg ude og undervise en flok på 28-30 børn i kreativ skrivning. Børnene var i alderen 10-16 så det var selvfølgelig lidt af en omgang.

Det var sammen med mine kollegaer Camilla Wandahl og Nicole Boyle Rødtnes, og selve arrangementet var blevet afholdt af Vanløse Kulturstation i samarbejde med alle Københavns Kommuner.
Det var superfedt!

Børn er ekstremt intuitive, og da det her var børn, der allerede skrev, og ikke bare var blevet tvunget derhen, så var det også nogle forbløffende gode tekster der kom på banen. Så gode, at jeg flere gange havde lyst til at bryde forfatternes hellige lov: Thou shallt not steal thy neighbors idea.


Jeg gjorde det selvfølgelig ikke, da man jo er et retskaffent menneske. (Og fordi jeg har for mange ideer selv)

Selve ugen gik faktisk hurtigt. Det var hver dag fra 9-14, så undervisningstiden er begrænset. Alligevel nåede man at knytte bånd til et par stykker af dem, og jeg savner dem også nu her mandag hvor det hele er slut. (Jeg troede faktisk jeg var blevet skør, da jeg købte ind i morges. det viser sig at en af ungerne bor i Brønshøj!)

Igennem hele ugen blev de tæppebombet med papirer og undervisning om anslag, dialog, hvalen og hvordan man afslutter sin historie. Alt sammen noget jeg håber de kan tage med sig senere, når de skal skrive historier.

Vi har i løbet af ugen også fået besøg af forfatteren Henrik Einspor, illustratoren Søren Klok, og Anne Mørch-Hansen fra Rosinante og Co, der gav supergode foredrag om hvordan ens manuskript gik fra, at man havde skrevet det, til at blive en færdig bog i boghandlerne.

Lørdag afsluttede vi så med en lille hyggestund for forældre og andre interesserede, hvor de unger, der havde lyst til at læse højt fik lov til det.
Her nåede jeg også lige at møde Børn & Unge-borgmesteren Anne Vang – Ja, jeg mænger mig med de kendte nu!

Og så blev det hverdag. Jeg har en roman og et par fantasy-noveller der skal skrives, så jeg må tilbage til hakkebrættet.

God skrivelyst
Bjarke
PS: Gæt hvad der har 1 års fødselsdag i morgen? hvis du ikke kender svaret, så kik forbi Skrivekrampe.dk og bliv klogere ;)

mandag den 2. august 2010

Forlaget Kandor søger fantasy-noveller

Ja, så er der også lige noget nyt for det skrivende folk: Forlaget Kandor lancerer også en novelleantologi hvor de indkalder nye noveller fra Danmarks forfattere.

Det er igen fantasy, jeg ved ikke om det er en ny trend, men jeg byder den velkommen.

Forlaget Kandor specificerer dog meget pænt hvad de forbinder med fantasy, og hvad de lægger vægt på i bedømmelsen:




”Det fantastiske. Alt det, som ikke kan lade sig gøre i virkeligheden. Fortid,
nutid, fremtid. Valget er dit, blot du huske på: Originalitet. Vi lægger lige så
stor vægt på dét, som at novellerne er velskrevet.”


Selve indkaldelsen har skabt en del debat, fordi forlaget Kandor startede med at kalde det en konkurrence. På trods af at den slags altid er blevet kaldt novellekonkurrencer, og at det er det folk googler, så var der altså nogen der mente at det ikke er ok, når man ikke vinder andet end en udgivelse.



Jeg synes at en udgivelse er nok præmie for mig, og jeg vil gerne googles, derfor kalder jeg det stadig en novellekonkurrence.



Krav
Længden er denne gang: 4.000 – 13.000 ord, hvilket i mine øjne virker ret langt (den tidligere fantasy-antologi var på 2.000 – 10.000 ord)

Og det er selvfølgelig et krav at ens bidrag ikke har været offentliggjort på nogen måde tidligere.

Antologiens deadline er d. 31. december 2010, og novellerne skal sendes som word-document til antologi@kandor.dk

Der står mere inde på forlagets hjemmeside, blandt andet udgivelsesdato og lignende.

God skrivelyst
Bjarke