mandag den 16. oktober 2017

George Orwells 6 regler til sprog

George Orwell er forfatter til bl.a. 1984 og Kammerat Napoleon/Animal Farm.  Selvom han døde for snart mange år siden i 1950, så er han stadig den dag i dag en indflydelsesrig forfatter. Hans dystopiske overvågnings-historie 1984 bliver i dag stadig læst i skoler og som et bud på hvordan vores verden kan ende, hvis vi ikke passer på.

Som forfatter havde Orwell også nogle regler han altid tyede til. 6 styk for at være præcis. Og dem vil jeg gerne præsentere jer for i dag.



Regel 1: Brug aldrig et metafor eller sammenligning, du er vant til at se på skrift

I stedet for at skrive de metaforer alle andre bruger, så prøv at lave dine egne. Dit sprog bliver originalt, og ingen kan skyde dig i skoene at du har et uinspireret og kedeligt sprog.



Regel 2: Brug aldrig et langt ord, hvis et kortere er bedre

Eller kort fortalt: Et langt flot ord får dig ikke til at lyde klogere. Det får dig til at lyde arrogant. Fortæl din historie.



Regel 3: Hvis det er muligt at slette et ord, så slet det. Altid.

Det her gælder specielt ord som: blot, bare, jo og andre småord. De tager POW’et ud af sætningen.



Regel 4: Brug aldrig passiv sprog, hvis du kan bruge aktiv sprog
Skriv ”Manden kørte herfra i bil” frem for ”Manden er kørt herfra i bil.” Sætningen bliver kortere, og der sker noget.


Regel 5: Brug aldrig et fremmedartet, videnskabeligt eller slang-relateret ord, hvis du kender et almindeligt ord for det du vil sige.

Lidt det samme som med de lange ord fra før. Lad være med at vise læseren hvor klog og smart du er som forfatter. Vi er interesseret i historien, ikke i dig.


Regel 6: Står valget mellem at skrive noget elendigt eller at bryde reglerne – så bryd reglerne!

Og så skal man altid huske at i forfatterlivet er regler til for at blive brudt. Har du en helt perfekt grund til at bruge passiv sprog eller lange fremmedord, så gør det. Bare vær bevidst om hvad du laver!




Håber du kan bruge denne samling råd fra en af de gamle mestre.


God skrivelyst
Bjarke

mandag den 9. oktober 2017

5 skriveøvelser, der kan lære dig at lave realistiske karakterer, og hvorfor

I dag vil jeg gerne gå lidt mere praktisk til værks end jeg normalt gør. Derfor får I udover en masse forhåbentlig kloge ord også fem praktiske skriveøvelser, der vil styrke jeres karakterarbejde når I skriver fiktion.

Det er skriveøvelser jeg selv har brugt, og også stadig kan finde på at bruge, da de er gode til at løsrive en som forfatter fra teksten.




Skriv om en, der ser dig som sin værste fjende og hvorfor

Hvorfor er den god?: Vi tænker ikke altid over hvorfor folk skulle hade os, og måske er vi så heldige at ingen gør det. Eller også er der en derude, der måske lige synes du er den mest irriterende skabning på jorden.

Sådan tænker vi ikke normalt om os selv. Til gengæld kan det være en god ide at tænke sådan om sine karakterer, fordi man så skaber konflikt. Er der nogen, der hader din hovedperson, og hvorfor?

Fordi den her øvelse handler om dig selv bliver du udfordret til at tænke kreativt. Selvfølgelig har du ikke nogen sider, der er værd at hade - men det er jo ikke sådan had fungerer. Og i stedet for at lave figurer som hader en person bare fordi det skal de, så øver den her øvelse dig i virkelig at tænke over hvordan andre mennesker opfatter dig, og dermed også hinanden.




Skriv om en, der ser dig som sit største forbillede og hvorfor

Hvorfor er den god?: Det modsatte er selvfølgelig også gældende. Nogen har vildt let ved at sætte sig selv op på en piedestal, men jeg tror faktisk at størstedelen af os har svært ved det.

Den her øvelse er en træning i at finde noget som folk kan beundre i dig, og prøve at beskrive hvorfor de skulle kunne gøre dette. På den måde bliver det også lettere for dig at finde på grunde til at karakterer i din historie skulle beundre din hovedperson.

Folk beundrer jo ikke bare dig fordi du er dig, de beundrer dig for noget du kan, gør eller tør. På samme måde bliver du nu trænet i at finde ind til den kerne i din hovedperson, og skabe realistiske venskaber, beundringer OG måske endda kærlighedshistorier.




Beskriv en cafe på en realistisk måde, men gør scenen uhyggelig

Hvorfor er den god?: Ha, det lyder sgu da let nok. Men husk på at det skal være realistisk. DU må ikke lade det være om natten hvor man er der alene. Du må ikke lade det være en gal øksemorder, der har fanget hovedpersonen der.

Det skal være en ganske almindelig befolket cafe, og din hovedperson skal bare synes det er det mest uhyggelige sted i verden.

Øvelsen her er todelt. Den første øvelse her træner dig i at lave en stemme, der er unik og har noget på færde. Der er ikke noget uhyggeligt i din cafe, men din hovedperson føler at der er det. Det er en interessant fortællerstemme lige der.




Beskriv den samme cafe på en realistisk måde, men gør scenen romantisk

Hvorfor er den god?: Her er anden del af øvelsen så. Beskriv den præcis samme cafe. Der er ikke sket nogen ændring rent fysisk, men nu skal din hovedperson bare opleve det som det mest romantiske sted i verden.

Øvelsen er god til at træne skift i hvordan personer oplever ting, samt øve dig i at bruge sproget til at vise din fortæller og dennes sindsstemning.

Samtidig er det en god træning i at gøre dagligdagen farvet af sindsstemning. DU har lige beskrevet samme scene både uhyggeligt og romantisk - det kræver alligevel noget!




Skriv en scene med en date - lad dialogen vise at de to går helt fejl af hinanden, men uden at de opdager det!

Hvorfor er den god?: Den her øvelse træner dig i at skrive realistisk dialog. Tit og ofte taler vi til hinanden med skjulte motiver. Måske gider du egentlig ikke tale med onkel Kjeld, men vil også gerne være høflig. Onkel Kjeld vil rigtig gerne fortælle dig om da han var ung og arbejdede på fabrikken, måske mest fordi du i hans øjne spilder tiden med den der forfatterdrøm.

Sådan taler vi mennesker. Om det er eksemplet overfor, eller om det bare er Peter, der siger ja til en masse opgaver på arbejdet, fordi han bare skal på toilettet og det går hurtigere at sige ja.

Og det skal du prøve. Så skriv en scene med to mennesker, der vil have to vidt forskellige ting ud af daten, men uden at de er klar over den andens mål. Vil han giftes og have børn? Vil hun bare have sex? Hvad sker der og hvad siger de?

Bare husk på at du under ingen omstændigheder må afsløre det for de to datende.



Så kom i gang med at lave nogle skriveøvelser! Jeg håber i hvert fald de her øvelser kan bruges, og at du forhåbentlig får nogle gode, sjove og brugbare scener ud af det!


God skrivelyst
Bjarke

mandag den 2. oktober 2017

Stå på skuldrene af mestre – om at stjæle litterært

Du må ikke stjæle er der en af de ti bud, der siger. Det er så vidt også rigtig. Du må ikke stjæle. Heller ikke som forfatter.

Jeg kan ikke bare tage Spektrum-serien og sige at jeg har skrevet den. Eller det kunne jeg da godt, men nogen ville vide bedre. Og så ville jeg blive beskyldt for at lyve og være en tyv.

På samme måde hvis jeg tog en anden forfatters værk, og skrev en næsten præcis kopi. Denne gang ville det jo være min historie, men det vil stadig være meget tydelig at den er stjålet et sted fra.


Men hvornår må forfattere så egentlig stjæle?


Mestrene

Før vi kan finde ud af hvornår man må stjæle skal vi finde ud af hvem vi skal stjæle fra. Og her skal man stille sig selv spørgsmålet: Vil jeg stjæle fra de rige eller de fattige?
Der er en logik i at stjæle fra de rige. Dem, der bliver hyldet. Dem, der bliver læst. Mestrene.
Godt.

Men hvad vil det sige at være mester?

Det kan være mange ting. Selvfølgelig kan det betyde at man kun stjæler fra de store litterære klassikere, men det kan også være mindre end det.



En historie som legoklodser

Min roman Jeg er Frankenstein er inspireret af netop Frankenstein-historien, men derudover har den ikke meget mere til fælles med sit oplæg (eller har den?).

Jeg har altså ikke bare stjålet historien og kaldt hovedpersonen Hansensten, og så sagt at nu er det min egen.


Nej. Jeg har taget de grundelementer jeg godt kunne lide, og så har jeg splittet dem ad som legoklodser, og blandet dem med andre.

Jeg er Frankensteins opbygning er en klassisk mand på flugt skal opklare noget, og har altså mere til fælles med fx Jason Bourne-serien. Til gengæld hedder pigen i historien Eliza (Elisabeth var Victor Frankensteins kone i originalværket), og min hovedperson Franks far hedder for resten også Victor – opkaldt efter den gale videnskabsmand himself.



At stjæle fra andre medier


Faktisk behøver du ikke kun låne fra andre bøger. Det kan også være film, musik … you name it. Min første roman City Surfer har en intro og outro stærkt inspireret af filmen Trainspotting.

Jeg ved godt at bogens målgruppe (9-12 årige) nok ikke vil forstå denne reference i første omgang – men forhåbentlig kan den så vende tilbage hvis de engang ser filmen? Og ellers er det bare en pissefed scene. Det kan jeg leve med.



På samme måde med min roman De Dødes Cirkus. Den er inspireret af en film kaldet Clown. Det eneste de har tilfælles er en besat klovnedragt.

Men det var den film, der fik historien i gang: Jeg tænkte at jeg kunne gøre det bedre end filmen, og jeg fandt endelig en måde at lave body horror til de 9-12 årige læsere.

To fluer, et smæk.



En advarsel til den litterære tyv

Jeg kan ikke lide at løfte pegefingre, men tænker at det kan være nødvendigt lige i dette tilfælde. For det jeg taler om her skal vi måske mere kalde inspiration. Det er et godt ord, du lader dig inspirere af andre til at gøre dit eget materiale bedre.

Men spørg altid dig selv: Hvordan ville du have det hvis andre gjorde det her med dit? Specielt forfattere skal leve af deres ideer, og sælge bøger på dem – og det skal man respektere.

Så pas på at du rent faktisk lader dig inspirerer, men laver dit eget – og ikke bare kopierer for at få del i andres indtægt.



Branchen er stor nok til os alle, hvis bare vi giver rum til hinanden .




God skrivelyst
Bjarke

søndag den 24. september 2017

Konkurrence og en Q&A

Vil du gerne vinde et eksemplar af min roman Standby? Og mere vigtigt, har du et spørgsmål du altid gerne har villet stille mig? Både som forfatter og som del af Skrivekrampe.dk.

Så har du muligheden nu, for både på min instagram og forfatter-facebook holder jeg en konkurrence hvor du kan vinde et eksemplar af Standby. Det eneste du skal gøre er bare at skrive et spørgsmål til mig.

S
pørgsmålene vil senere blive brugt i en Q&A-video eller to, som bl.a. bliver offentliggjort her på Skrivekrampe.dk.


Så hvad venter du på? Skynd dig at gå ind på enten facebook eller instagram og stil mig det spørgsmål, du altid har drømt om at stille mig!


God skrivelyst
Bjarke



PS. Husk også at du inden længe kan opleve mig sammen med forfatter A. SilvestriHerlufsholm Fantasy-messe, hvor vi bl.a. skal tale om Sword & Sorcery-genren og novellesamlinen Mørke Guders templer hvor vi begge er med.

Vi går på scenen: d. 21. oktober på Loftet kl. 10.30, og det kunne være fedt hvis I kikkede forbi.

mandag den 18. september 2017

3 råd til hurtigt at få en ide

Nogle gange kan det være svært at få ideer, også selvom man virkelig gerne vil skrive. Jeg har en række kreative indspark jeg bruger, og dem har jeg prøvet at formulere ned til tre råd her.

Det skal siges at jeg ofte bruger de her råd til at få ideer med når jeg skal i gang med at skrive. Langt fra alle af dem bliver til romaner eller noveller, men nogle gange er ideerne så gode at det sker. Andre gange var de bare sjove at skrive



#1 Læs letfordøjelig faglitteratur

Der findes tonstunge bøger om alle emner i verden. De er hårde at komme igennem, og det tager lang tid før man kan føle sig klog på bare et eller andet.

Gudskelov findes der også lettere faglitteratur. Jeg har i lange perioder haft abonnement på både Illustreret Videnskab og Historie-bladet.

Det ene blad er god til science fiction, det andet til historiske romaner og fantasy. Så vil du gerne skrive noget i den retning, så gå ned i din lokale kiosk og køb et blad.

Det du så gør er, at du læser indholdsfortegnelsen igennem: Er der noget der interesserer dig? Læs artiklen. Interesserer det dig stadig? Kan du lave en historie om det? Hvordan formidler du egentlig præcis samme viden, bare i en fiktionstekst?

Det er en skide god øvelse til at omsætte sin research, og så er det bare en sjov måde at få ideer på.
Skriver du realisme så køb et eksemplar af Ekstrabladet eller BT. Deres artikler spiller på frygt eller sensation, og der er altid guf til et eller andet.



#2 Gå på biblioteket

”Det gør jeg da tit!” siger du nok. Ja, men denne gang skal du gå anderledes til værks. Du skal ikke finde bøger du godt gad at læse. Du skal finde bøger du godt gad at skrive!

Ja, de er allerede skrevet når de står på biblioteket.  Men glem alt om bogstaver for nu. Du skal gøre det, man ellers har fået at vide man ikke må: Døm bøgerne på omslaget!

Ja. Du skal gå på jagt efter seje omslag. Led over alt, gerne i børnesektionen for de har altid meget eksplicitte forsider! (modsat fx Jojo Moyes – bøgerne er gode, forsiderne er fine, men så meget opdagelse er der ikke til denne øvelse).

Saml en stak lækre forsider og lån bøgerne, eller tag billeder med din mobil hvis du ikke vil slæbe/glemme at aflevere.

Og så er det bare at komme i gang. Gå hjem, sæt dig og skriv den historie der falder dig ind når du ser den forside. Glem titlen hvis den ikke giver dig noget.

Får du lavet noget godt, kan du jo altid låne den originale bog og sammenligne.



#3 Tag en tur med bussen

Eller et hvilket som helst andet offentligt transportmiddel, det er ikke så vigtigt hvad.
Det du skal gøre er nemlig at kikke på mennesker. Hvem kører med bussen? Hvordan ser de ud? Hvor er de på vej hen? Hvor er de på vej fra?

Ideen med øvelsen er så at du ved at observere dem skal finde beviser på dine svar. Har den unge kvinde en kage fra Lagkagehuset er hun måske på vej til fødselsdag. Har hun gummistøvler på selvom solen skinner? Måske er hun marinebiolog? Eller bare pædagog?

Det er en fantastisk måde at finde på nye personer på, samtidig med at det træner ens deduktive evner og øver en i at vise i teksten hvem personen er. (når du skal bevise at hun er marinebiolog og så finder gummistøvlerne øver du dig i show don’t tell).

Personerne fører måske ikke en historie med sig, men de fører små mikro-personkarakteristikker med sig, du måske kan bruge en dag du har en roman at skrive på – der bare lige mangler en bifigur!

Det var mine tre bedste råd til at få ideer. Håber de kan bruges 

God skrivelyst
Bjarke

søndag den 10. september 2017

Romanskrivning som sportsgren

Når folk spørger hvordan man skriver en bog prøver jeg altid at finde ud af om de mener det rent tekniske, eller om de mener hvordan man overhovedet får samlet det gigantiske koncept, der er romanskrivningen, og gør det til et færdigt produkt.

Det er svært at svare på når man taler om romaner. Derfor elsker jeg at sammenligne det med sport, for det er faktisk de samme dynamikker, der er på spil når du gerne vil være professionel fodboldspiller.



Træn hver dag

Du kan godt lide at skrive. Og når du lige får tid en gang imellem, så skriver du da også en masse sider. Det kunne være fedt hvis det engang blev en roman, men ind til videre er det bare en masse tekststykker du har arbejdet på i mange år.

Det er rigtigt fint. Det er ligesom når man en gang imellem spiller fodbold med vennerne. Det er hyggeligt, man har måske lidt talent, men man gør det faktisk mest for hyggens skyld. Du har heller aldrig hørt om en, der blev opdaget på den her måde, og fik lov til at deltage i de store kampe.

Nej. Vil du være professionel fodboldspiller (eller forfatter) så kræver det at du træner. Hver dag.
Så kom i gang. Udfordrer dig selv. Find ud af hvor meget du kan skrive i løbet af en dag, og hold dig til det. Pres dig selv nogen gange.


Bare sørg for at holde dig i form, for ellers kommer du ikke til at deltage i de store kampe.



Sæt dig ind i spillets regler

Jeg har spillet fodbold med nogle venner engang. Det er ikke det jeg gør mest af, men jeg har sparket til en bold og kan godt drible hvis det virkelig gælder. Men jeg skal heller ikke på landsholdet.
Til gengæld vil jeg gerne være professionel forfatter. Derfor har jeg sat mig ind i to ting. Skrivning og forlagsliv.


Skal jeg skrive i en genre sætter jeg mig ind i genren, dens regler, virkemidler og opbygning. Måske vil jeg gøre noget andet end det andre har gjort, måske vil jeg gøre noget af det samme – pointen er, at fordi jeg bliver bevidst om det, så har jeg lettere ved at gøre det originalt. Jeg ved simpelthen hvad jeg laver.

Det svarer lidt til en tømrers uddannelse. De lærer rent faktisk at lave det de skal, og det skal du også som forfatter.

På samme måde er det en god ide at sætte sig ind i forlagsverdenen og hvordan hele det aspekt fungerer. Om du så vælger at blive udgivet gennem dem eller være selvudgiver, så er det bare godt at vide. Hvad er en lektørudtalelse? Hvordan kontakter man et forlag? Hvordan markedsfører man sig selv? Hvad kan du forvente af biblioteker og forlag? Hvad forventer de egentlig af dig?

Sæt dig ind i den slags ting, så er du nemlig forberedt når du står i det, og folk vil gå ud fra at du er en professionel, der ved hvad du taler om.



Forbered dig til den store kamp

Du har en skriverutine, og du har sat dig ind i håndværket. Det er godt, nu er du på vej. Nu er du fodboldspilleren, der træner regelmæssigt, og som kender til spillet og ved hvordan det fungerer, både indenfor og uden for banen.


Nu skal du bare opdages.

Hvordan man bliver opdaget er der ikke ét svar på. Nogle sender ind til forlagene og håber at de kan lide det man skriver. Andre selvudgiver, og arbejder så hårdt på at blive opdaget af læserne.

Der er ingen af de to metoder, der er lettere end de andre. Det er en smagssag, og der er fordomme og fordele knyttet til begge tilgange.


Men når du er blevet opdaget, og har en fysisk bog i hænderne, hvad så?

Ja, nu skal du til alt det andet som fodboldspillere laver uden for banen. Du skal networke med andre i branchen og sørge for at de ved hvem du er. Du skal lave en person ud af dig selv, bl.a. gennem hjemmeside og sociale medier. Jo mere skarpskåret den her person er, des bedre – så ved folk præcis hvordan de skal huske dig!


Så hvad venter du på? Begynd din træning med det samme, litteraturens Messi opstår jo ikke af sig selv!



God skrivelyst
Bjarke

søndag den 3. september 2017

Scene-redigering – sådan gør du

Når man har skrevet en historie starter det hårde pille-arbejde, nemlig redigeringen. En del af denne er at gå sin historie igennem scene for scene for at se om de egentlig holder vand i forhold til plottet. En svær disciplin, for man har jo skrevet scenerne – så bliver de da også nødt til at være vigtige! Ikke?

Dette er de spørgsmål jeg spørger mig selv, når jeg redigerer en historie. De gør til tider ondt, men historien bliver bedre af det.
 
 
 
Påvirker denne scene plottet?

Det er det første spørgsmål man skal stille sig selv. Det er en låner fra filmens verden, hvor man kun havde et vidst antal minutter at lave en historie på – så skal hver scene tælle!
 
Selvom man har en del mere frihed pladsmæssigt i bøger, så kan det stadig være et godt spørgsmål at stille sig selv, for læsere læser gerne en historie for dens handling, og er scenen ikke relevant for handlingen, så kan de komme til at kede sig, og potentielt lægge din bog fra sig.
 
Så har scenen intet at gøre med plottet, så skal den væk.


 
   Kan scenen fjernes uden problemer?

Det er beslægtet med første spørgsmål, men går skridtet dybere. Er du lidt ligesom mig, så vil dit første svar til første spørgsmål altid være: ”Nåh, ja. Men de får da den her lille information at vide, og uden den …”
 
Og det er her andet spørgsmål kommer ind. Kan den ene vigtige information skrives ind i en af de førliggende eller følgende scener, hvorfor gør den så ikke det? Du sparer plads, og gør de scener stærkere, i stedet for at levere en vigtig information, i en scene, der ikke er yderligere beslægtet med det der plot.
 
Gør det stadig for ondt at skulle slette scenen, så må du arbejde med den. Måske kan du finde på noget plot-relevant, der kan ske. Måske kan du sløjfe et tidligere kapitel, der kun er der for at give plot-info, men egentlig ikke rigtigt er en scene – slå dem sammen! Så har du en scene, der samtidig giver en masse plot, og ikke enten eller.
 
 
 
Kan jeg gøre denne scene stærkere/vigtigere for plottet

Jeg har allerede nævnt det før. Vil du ikke slette scenen, så må du gøre den stærkere. Her er der to ting du skal lægge mærke til:
  • Er scenen kun info-dumping, hvor læseren får en masse info uden at der er en egentlig scene med handling? En lang gennemgang af en piges barndom, og hvordan den har påvirket hendes nuværende situation er ren info-dumping, og ikke en egentlig scene med handling.
  • Er scenen ren handling, uden at det har relevans for plottet? To piger, der sidder på en cafe og snakker om noget uskyldigt er IKKE plot-relevant, også selvom det viser hvordan de to piger hygger sig.

De to eksempler er fra samme historie. Den ene har scene uden plot, den anden har plot uden scene. Den øverste er sådan set vigtig fordi den giver kontekst til en historie, men den fungerer ikke i sin nuværende form, det er tell og ikke show, for at bruge et fortærsket begreb.

Slår du dem sammen har du show i en scene mellem to veninder, hvor du kan få deres samtale til at afspejle hovedpersonens minder og påvirkning fra barndommen. Pludselig har vi en spændende scene hvor der er noget på spil.
 

 
Startede scenen for tidligt? Slutter den for sent?

Hvornår er en scene en scene? Det er et svært spørgsmål, men ofte kan man se på det sådan her:

Har historien en masse ligegyldigt information og beskrivelser i starten, så starter den for tidligt.
 
Det skal ikke tage meget mere end tre linjer at slå scenen an, og SÅ skal der også komme noget, der giver os lyst til at læse scenen.

Det samme gælder dialoger. Har du en masse hej’er og hvad så’er med, så starter du nok for tidligt – cut to the point!

Hvornår ved man så at en scene er slut? Når du har fået sagt det du gerne vil med scenen, men mens der stadig er en spænding tilbage. Det nytter ikke at de to piger på cafeen bliver bedste venner til sidst, hvis de har skændtes. De må gerne forsones, men der skal være en gnist af spænding – der får os videre i historien.

Og det fører mig til sidste spørgsmål.
 
 

Hvad er læserens grund til at læse næste scene?

Fordi han gerne vil have forløsning på/opklare … Hvis ét af de to spørgsmål ikke knytter sig til slutningen af din scene, så må du kikke på scenen en gang til. Hvis du lukker historien af ved dræbe plottets drivkraft, så er scenen ikke stærk nok.
 
En scene skal være vigtig for plottet, have et dramatisk aspekt OG skal ende med at læseren har lært noget, der får ham til at ville opklare mere i forhold til dit plot og hovedpersonerne deri.
 
Det kan være en rigtig svær opgave at scene-redigere, og som jeg sagde, nogle gange kan det gøre rigtigt ondt. Brutale tilfælde kan resultere i karakterer, der bliver skrevet ud fordi deres eneste grund til at være i historien, var én ting, som en anden biperson lige så godt kunne gøre. Brutalt, men det er bedre sådan. For plottet.
 
 

God skrivelyst
Bjarke