søndag den 15. september 2019

Kan du pitche din roman?

Det utænkelige er sket. Du står i en elevator sammen med en af Gyldendals superseje redaktører, og han har lige spurgt om du kan fortælle lidt om din roman. Du har 2 minutter inden han skal af elevatoren, hvad gør du?

Du bruger et pitch!



Hvad er et pitch?

Pitchen er en gammel tradition indenfor filmverdenen, som forfatteren Mathilde Walter Clark engang introducerede mig for. Den er ganske simpel: Fortæl din ide i tre sætninger. Og her er der ikke noget med at bruge meeeeget lange sætninger eller noget, for du skal kunne fyre dem af lige når chancen er der!
Tre korte sætninger, der til sammen giver et indblik i hvorfor redaktøren skal tage lige præcis din historie i stedet for den der troldmandshistorie af hende Rowling-kvinden.



Hvordan gør man?

Der er to ret simple måder at lave sit pitch på. Jeg har valgt at kalde dem den aristoteliske pitch (fordi den følger Aristoteles’ berettermodel), og hollywood-pitchen (fordi den arbejder ud fra historiens spændingskurve).

Den aristoteliske pitch er den letteste. Den er afsindig simpel og kan sættes op sådan:


1.       sætning: Begyndelsen på historien.
Den unge hobbit Frodo får en magisk ring, der skal ødelægges.


2.       sætning: midten af historien.
Med de onde ringwraiths i hælene lykkes det Frodo at krydse et farligt fantasy-land.


3.       sætning: slutningen på historien.
Frodo når til vulkanen hvor ringen skal ødelægges, men bliver stoppet af Gollum, en ond skabning, der også er interesseret i ringen.


Her har jeg brugt Ringenes Herre til at illustrere hvordan jeg deler pitchen op. Læg mærke til at jeg stopper ret åbent. Det lykkes Frodo at nå til vulkanen, men jeg siger ikke om det reelt set lykkes for ham. Det må redaktøren jo selv finde ud af hvis han er interesseret i bogen!


Hollywood-pitchen er lidt mere besværlig, men er til gengæld en god øvelse i at finde sin histories konflikt. En måde at opstille den på kunne være:

1.       sætning: beskrivelse af hovedpersonen før det går galt.
Frodos liv er stille og roligt i herredet.


2.       sætning: En konflikt dukker op.
En magisk ring dukker op, den har fantastiske egenskaber, men gør også folk grådige og onde.


3.       sætning: Hovedpersonen gør noget for at løse konflikten, men vil det lykkes for ham?
Frodo drager ud for at ødelægge ringen, men andre er også interesseret i dens magiske evner. Kan Frodo ødelægge ringen, eller vil han bukke under for grådigheden, ringen har vækket i ham?


Det lyder da simpelt nok, ikke?




Min historie kan ikke opsummeres på 3 linjer


Det er noget pjat. Kan Ringenes herre opsummeres på tre linjer, så kan din historie også.

Og ja, nu er der mere på spil i Ringenes Herre end lige det jeg skrev i mine pitches. Det kan vi godt blive enige om.

Men nu snakker vi ikke om at forklare alle din histories krumspring, twists, interessante bipersoner og subplots. Vi snakker om at du skal sælge dit manuskript på kort tid. Du skal give redaktøren lyst til at kaste sig over din historie.


Det gør man sjældent ved at følge ham rundt i to timer for at forklare hver et lille twist i ens historie, så han til sidst faktisk ikke gider læse den. 


Til gengæld vil der være gode chancer for at din bog kommer foran i køen, hvis det lille pitch har fået ham til at tænke videre over historien, og bare må finde ud af hvordan den er skruet sammen.



God skrivelyst

søndag den 8. september 2019

Myretuer og isbjerge - to skrivedogmer

Et af de forfatterdogmer man altid bliver præsenteret for, gerne i forbindelse med noveller eller Ernest Hemingway, er at teksten er et isbjerg.

Det betyder i store træk at ens tekst kun fortæller lidt, og lader resten være op til læseren at få frem – lidt ligesom et isbjerg, der ser lille og ubetydelig ud på overfladen, men under vand kan være stort nok til at vælte skibe!


Et andets skrivedogme, der desværre ikke er nær så kendt er, at teksten skal fungere som når man stikker en pind ind i en myretue – det er ikke årstiden for dette lige nu, så lad mig forklare.
Myrer er et dyr, der lidt ligesom mennesker lever deres hverdag ud fra rutiner – lige indtil en irriterende unge stikker en pind i tuen og skaber en situation, der er uvant og må få myrerne til at tage stilling til forandringen.


Historien skal simpelthen være et sådant stik med en pind i dine hovedpersoners verden, og dermed også være konflikten i den historie du gerne vil fortælle.



Men hvad er så forskellen? Og hvad skal man vælge?


Forskellen på de to dogmer er, at den ene er et nedslag i hovedpersonens hverdag (Isbjerget), hvor vi som læsere så skal fornemme en problemstilling mellem linjerne som skal tolkes frem. Den anden (pinden i myretuen) er en uforudset hændelse, der må få hovedpersonerne til at tage stilling til og revurdere aspekter af deres liv.

Hvad man skal vælge af de to skrivedogmer og om man skal vælge, er op til en selv, men at være klar over de to kan både inspirere en til nye tekster, samt forstærke allerede igangværende projekter.



Ja ja, men hvordan?

Det er så det svære. Eller pinden i myretuen er ikke nødvendigvis svær, hvis man er klar over hvad den skal. Så er det jo "bare" at etablere en hverdag, for derefter at rive den fra hinanden med plottets konflikt, og enten etablere den gamle orden igen, etablere en ny orden, eller lade historien være uforløst.

Det svære ligger i at gøre pinden til et relevant og vigtigt nedslag i netop dine personers hverdag. Og det kan jeg faktisk ikke fortælle dig hvordan du gør, du må bare læse andres bud og selv prøve dig frem.

Isbjerg-dogmet er heller ikke svært at bruge, hvis man altså ved hvad der skal tales om. Her kan Ernest Hemingways Bjerge som hvide elefanter anbefales som "den tekst alle taler om når de taler om isbjerget."


Du skal have nogle personer i teksten, og der skal være noget der er ufortalt – noget de måske ikke vil tale om. Igennem hele teksten skal du så gennem hvordan de opfører sig overfor hinanden og hvad de så snakker om, give læseren en ide om at der er noget på spil. Det lyder kompliceret, men kender du dine personer og din konflikt er det egentlig ikke så slemt.

Håber de to skrivedogmer har givet lidt inspiration til videre skrivning!



God skrivelyst

søndag den 1. september 2019

Begyndelsen - De tre typer anslag

Det er ikke nogen hemmelighed at læsere i dag er ekstremt kræsne – måske lidt for kræsne for deres eget bedste – og kasserer bøger hvis de ikke er fanget af historien med det samme. Derfor skal man som forfatter skrive en første side, ja, faktisk en første sætning, der er så god, at læseren bare ikke kan give slip på bogen når sætningen og siden er færdig. 

Dette kaldes et anslag, historiens start, og hvordan den helt præcis skal være findes der mange delte meninger om, men ikke rigtigt nogle facitter. Jeg har tre forskellige slags anslag jeg selv synes er gennemgående for moderne litteratur, nemlig Hook-anslaget, det tematiske anslag og karakter-anslaget.



Hook-anslaget

Hook-anslaget er et af de lette anslag i den forstand, at det simpelthen bare er spændende uden diskussion. Hook betyder krog, og det er netop det der er finten, at sætte en krog i læseren. Dette gøres ved at starte i en spændende situation. 


Dette kan foregå på mange måder, enten kan det som i min egen gennemgang af berettermodellen være et skudopgør, der indleder den store historie. Eller som et in medias res-spring, hvor vi hører om noget der senere vil ske for vores hovedpersoner inden vi i næste kapitel så springer tilbage til start. 

Den sidste mulighed er lidt at snyde, det er nemlig at bruge Indiana Jones-tricket, at lade vores hovedperson udføre noget spændende, der ikke er relateret til historiens plot, men i stedet giver en ide om hvad for en type historie vi har med at gøre – tricket låner dog også en del fra det tematiske anslag.

Fordelen ved hook-anslaget er derfor at du hurtigt fanger læserne med en spændende scene. Ulempen er at du kan komme til faktisk at være så spændende eller forvirrende at nogle læsere vil miste interessen for historien, da de ikke endnu har opbygget nok følelsesmæssig forståelse for hovedpersonerne og din historie.



Det tematiske anslag

Det tematiske anslag er en sætning eller et tekststykke, der slår de temaer du arbejder med i din historie an. Et af mine yndlingseksempler, som jeg nævnte ovenfor Indiana Jones, hvor vi i starten af filmene altid ser Indy på et eventyr, der intet har med historien at gøre, men som viser hvad vi kan vente os af historien! 


Et andet citat er fra Twilight-bøgerne, omend jeg efter længere diskussion har accepteret at dette mere er et tematisk anslag for hele serien og ikke kun bog ét:

"I'd never given much thought to how I would die — though I'd had reason enough in the last few months — but even if I had, I would not have imagined it like this."

Man kan sige hvad man vil om den serie, men stærkere start får man sgu sjældent. Det sidste eksempel jeg her kort vil nævne er fra Oscar Wildes The Picture of Dorian Gray, der starter med en kort tekst af forfatteren, der definerer hvad kunst er. Man skal nok være Oscar Wilde for at kunne slippe af sted med den slags – og man kan diskutere om han rent faktisk slap af sted med det – men fedt er det.

Af fordele og ulemper kan man igen sige at fordelen er at man hurtigt definerer hvad historien kommer til at handle om, og derfor kan fange de læsere, der måske ikke umiddelbart er draget af hovedpersonen. Ulemperne er så også at andre læsere kan vælge historien fra på grund af al det tema-snak.



Karakter-anslaget

Den sidste anslagstype er en af de svære i mine øjne. Karakteranslaget kræver ofte at man kan fange sin hovedperson på den første linje, og gøre ham til en person der bare er interessant og dragene. Det er simpelthen oplevelsen af karakteren, der her skal fange læseren og få ham/hende til at læse videre.


Nicole Boyle Rødtnes har i sin bog Medaljonen et karakteranslag jeg synes virkelig videreformidler både hovedpersonens tanker, men også den stemning vi som læsere skal have til personen:

"Mine sokker trækker et vådt spor i entreen. et brunt spor af regnvejr og mudder. Fliserne har revet hul på stoffet, så jeg kan se huden igennem. Hvorfor skulle de også tage mine sko?"

Fordelen ved karakter-anslaget er, at selvom din historie kan være lidt sløv i optrækket, så er vi draget ind af hovedpersonen. Ulempen er, at du kan risikere bare ikke at have en særlig dragende hovedperson. Hvad du synes er sejt som forfatter behøver ikke være det læserne gider, så sørg også for at du har en historie, der kan bære.



Det var en kort gennemgang af de tre anslagstyper, håber dette har inspireret dig til at se nærmere på hvilken du selv bruger, og måske næste gang overveje om der ikke kunne være en anden måde at starte din historie på?



God skrivelyst

mandag den 26. august 2019

quick guide til spændingsopbygning

Hvordan opbygger man spænding i en tekst? Får læseren til at sidde på stolekanten uden mulighed for at lægge bogen fra sig? Der er ikke én sandhed når det gælder spændingsskabelse, men der er nogle metoder man kan tage med sig.

Første punkt er at man bør kende spændingskurven! Jeg har før gennemgået den, og vil stadig den dag i dag holde fast i at det er det vigtigste man som forfatter kan tage med sig fra folkeskolen – kend berettermodellen, vid hvordan den fungerer, og brug den!

Når det så er sagt er der tre punkter, som kan være rare at vide når man skal prøve at skabe spænding i sin historie. Den første handler om hemmeligheder …



Videnstilbageholdelse

Så du hvad jeg gjorde der? Fordi jeg kun nævnte at det handlede om hemmeligheder, men ikke sagde hvad det var, måtte du bare læse videre ... Ej, okay, måske ikke. Men princippet er godt nok! Det er også derfor krimier virkelig kan skabe spænding – den stiller nemlig to spørgsmål til læseren: Hvem slog ham ihjel og hvorfor? (nogle gange stiller de flere spørgsmål, men de to plejer i hvert fald at være der!)

Der er en masse fordele ved at tilbageholde viden. Læseren bliver interesseret og vil finde ud af det de ikke ved, men der er også 3 ret interessante resultater af videnstilbageholdelse:
Er hovedpersonen på sporet af noget uden at vide hvad, skaber det spænding, plain and simple.
Kender læseren ikke svaret, men gør hovedpersonen (og holder denne viden tilbage for læseren) giver det overraskelse – og en upålidelig fortæller.


Ved læseren hvad der gemmer sig bag døren, og ved hovedpersonen det ikke så skaber det dramatisk ironi – vi ved at det vil ende galt så snart han går derind, og "gør han det, gør han ikke"-problemet bliver meget mere levende for læseren.



High Risk, No Time

High Risk, No Time er ganske simpel – giv din hovedperson så meget som muligt at miste, og begræns hans tid til at redde det på, eller gør det helt umuligt så du tvinger ham til at vælge! De fleste mennesker hader stress, men når det gælder hovedpersoner, så har jeg hørt de elsker det så slå dig løs!

Tvinger du ham til at skulle tage sådan et valg skaber du nemlig et dilemma i teksten, og gør du det rigtigt godt, skaber du et problem som læseren måske endda tager med sig selv efter bogen er slut – for valgte hovedpersonen rigtigt da han reddede verden men mistede sin elskede? 



Persondynamik og –pres

En af de mest oplagte måder at opnå spænding på er ved hjælp af de personer der indgår i historien. Er der gnidninger mellem dem er det nemlig ikke kun en god sidehistorie, men også en spænding, der måske/måske ikke bryder ud på det mest farlige tidspunkt!

Mit yndlingseksempel er altid: En sort mand og en racist er fanget i en ubåd – kun ved hjælp af samarbejde kan de komme ud. Det må bare give gnidninger, og samtidig er de stærkt afhængige af hinanden, en perfekt opskrift på spænding!

Det der egentlig er vigtigst at forholde sig til når det gælder persondynamik er, om:
Det er full blown eller low key. Når det er full blown så er det en åbenlys udmelding – "Jeg er fucking racist og du skal dø!", hvorimod hvis det er low key, så står det mere mellem linjerne. Der kan sagtens ske en udvikling fra low key til full blown, hvorimod den anden vej er lidt mere besværlig.

Konflikten behøver ikke at være slem som i mit eksempel (racehad). Det kan også sagtens være noget godt, for eksempel hvis drengen er hemmeligt forelsket i pigen. Her har vi en low key-spænding, som på et tidspunkt kan ændre hele historiens situation!


Det var mine tre punkter til hvordan man kan skabe spænding i sine historier, jeg håber bestemt du har kunnet bruge dem.




God skrivelyst!

mandag den 19. august 2019

Skrivekursus – aktiv læring hvor sproget bliver levende

Så har jeg igen været i Sønderborg, hvor jeg har undervist i skrivning på deres bibliotek.

Sammen med kollega Nicole Boyle Rødtnes har vi I en uge givet en gruppe unge en forståelse for historieopbygning, sprog og hvordan man arbejder med sin tekst – alt sammen med et fokus på konkrete skriveøvelser, så ungerne let kan få praksis ind under huden.

Men hvorfor er det egentlig vigtigt med de her skrivekurser? Er det bare for at jeg kan tjene lidt penge eller er der faktisk en dybere mening med det? Det synes jeg.



Kompetencer man kan tage med sig

Let’s face it. Vi har lige undervist 24 unger i skrivning. Det er ikke dem alle der bliver forfattere, mange af dem synes bare det er sjovt at skrive, og så virker kurset som en god måde at dyrke den hobby.

Fordelen er at man med god skriveundervisning både får trænet sit sprog og sin evne til at formidle sig, samtidig med at man får en masse litteraturanalytiske egenskaber ind fra sidevejen fordi man får dem prøvet af i praksis.

Vi arbejder gerne med spændingskurver, genre-kendetegn og/eller litterære virkemidler, og det giver ungerne en ballast ved senere møder med litteratur.

Samtidig er en af elementerne i et sådan kursus at man læser tekster højt for hinanden og øver sig i at give og modtage feedback: egenskaber som kan være svært for en ung person, og som derfor kan være rart at træne i trygge rammer med noget man godt kan lide.


Samtidig er evnen til både at give men også at modtage og bruge konstruktiv kritik sindssygt vigtig i vores verden, der bevæger sig hurtigt.


Specielt skolelærere er min oplevelse, er glad for lige præcis dette aspekt, fordi det giver børnene kompetencer til at bruge hinanden i arbejdet med at blive bedre til de skriftlige opgaver.



Inspiration og drive

Forfattere kan noget andet end lærere, pædagoger og bibliotekarer.  Alle tre grupper er sindssygt vigtige for unge, men at møde forfatteren kan altså ikke erstattes.

Samtidig kan en forfatter takket være sin træning i bogskrivning gribe situationer bedre, og støtte ungerne hvor de er kreativt.

Samtidig er der en mængde inspiration, der videregives ved at møde en, der rent faktisk lever forfatterlivet, og ikke bare formidler det, samtidig med at forfattere kan videregive et drive i ungerne, de kan tage med sig.

Og så skaber det bare liv i en klasse eller på et bibliotek. Der sker noget andet end der plejer, og det rusker op i hele huset, når man har besøg af kreative mennesker.


Og derfor vil jeg virkelig opfordre jer, der arbejder på institutioner at søge om at få en forfatter ud.


Hvis I er brugere på et bibliotek eller går i skole og gerne vil have besøg så spørg institutionen. Der findes så mange helt fantastiske skriveundervisere ude i landet, og de brænder alle for at give børn og unge en god oplevelse med ord og historier!


Vil I læse mere om mine tilbud kan I klikke ind på www.bjarkeschjødtlarsen.dk




God skrivelyst

mandag den 12. august 2019

Konkurrence: for ordblinde om ordblindhed

Jeg har fået tilsendt den her lidt sjove konkurrence for ordblinde forfattere. Projektet er for at skabe mere synlighed om ordblinde, og derfor ønsker man deres syn for sagen.

Du kan vælge frit, om du vil skrive om udfordringerne ved at være ordblind - eller om du hellere vil skrive om, hvor godt du klarer dig på trods af din ordblindhed. Du må også gerne skrive om en konkret hændelse, du har haft i forbindelse med din ordblindhed.

Om du skriver om din egen ordblindhed, eller om du skriver om nogle andre ordblinde, er helt op til dig selv.



Konkurrencereglerne:
  • Din tekst må højst være tre sider lang, og du skal skrive i punkt 12. Tekster, der er for lange kan risikere at blive valgt fra, så vær opmærksom på dette punkt.
  • Du bestemmer frit formen på din tekst. Du kan fx skrive: et brev, et digt, en fortælling, en novelle eller en artikel.
  • Og det er som sagt et krav at du er ordblind. Alle ordblinde, der er testet ordblinde og har deltaget eller deltager i ordblindeundervisning
  • Det er selvfølgelig tilladt at benytte sig af alle de apps og it-støtteprogrammer, der findes til ordblinde – også Tale-Til-Tekst-programmer og apps.
  • Din tekst vil blive vurderet på din evne til at beskrive og formulere dig om ordblindhed.


Dit bidrag sendes til peter.munch.jorgensen@AOF-Roskilde.dk
Vedlagt din tekst skal der på et ark for sig skal skrives: navn, adresse, mail og mobilnummer

Deadline er fredag den 13. september 2019 kl. 12.00 - men du må gerne sende ind før


God skrivelyst!

søndag den 4. august 2019

Når man skriver flashbacks

Et spørgsmål, der til tider dukker op, når jeg snakker med forfatterspirer, er: Hvordan skriver jeg flashbacks? Og hvordan får jeg mine flashbacks til at give mening i historien?
Det er en uhyggelig let ting at skrive flashbacks. Til gengæld er det uhyggeligt svært at gøre dem gode.



Historien og fortællingen – spændingsfeltet
Det du læser når du læser en roman er historien. Det er også historien modeller som spændingskurven og treaktsstrukturen arbejder med. Den historie, der fortælles i romanen eller novellen.
 
Når man så taler om fortællingen, så taler man ofte om alle de elementer, der indgår i romanen. Også de elementer, der ligger udenfor. 


Ser vi på Harry Potter så er historien det vi hører om fra bog et til syv. Fra Harry begynder på Hogwarts til det sidste opgør med Voldemort. Det er alt sammen historien. 


Hver gang vi så får et flashback fra Harrys forældres tid, så er det både en del af historien – fordi de afslører en vigtig detalje, der får historien videre – og samtidig en del af fortællingen. Det er scener, der er foregået lang tid før historien, men som alligevel har en relevans for Harrys problemer.

Dette er kendetegnet for et godt flashback.




Det gode flashback
Et godt flashback er et, der er en del af historien. Harry Potter er eksempler på gode flashbacks, hvor Harrys forældres minder bliver rodet sammen med Harrys egne oplevelser på Hogwarts. Samtidig er Voldemorts minder med til at fortælle hvorfor det er Harry kæmper, og hvor farlig den nye trussel er.
Imens Rowling fortæller om datiden, giver hun også vigtige spor. Spor, der i sidste ende er med til at hjælpe Harry Potter i kampen imod det onde. 

Ser man på Harry Potter-eksemplet er det tydeligt, at det kræver et godt overblik over sin roman for at lave et godt flashback. Har man ikke det, kan man nemlig risikere at lave et dårligt flashback.
  



Det dårlige flashback

Det dårlige flashback er kendetegnet ved at det ikke har nogen relevans for historien udover lige at forklare noget hurtigt.

De rigtigt dårlige flashbacks bliver ofte blot skrevet ind for at forklare hvorfor hovedpersonen lige kunne flyve ud af dragens mund – det var da fordi han har været i lære hos flyvemunkenes tempel.
Et sådant flashback gør ikke historien bedre. det er en let købt forklaring på hvordan helten lige overlevede (et såkaldt deus ex machina, mere om det en anden gang). 

Er det vigtigt at helten skulle have denne egenskab for at overleve, så burde forfatteren have introduceret den tidligere end lige når det går galt – eller have startet romanen på templet, imens hovedpersonen afslutter sin uddannelse der. 

Flashbacks kan altså hurtigt blive en dårlig vane, med at lave en historiebid fra fortiden, der lige forklarer det problem, man har skrevet sig ind i.

De gamle Batman-tegneserier var tit præget af dette. Batman og Robin er i livsfare og tegneserien slutter. I næste nummer finder man så ud af at Batman heldigvis havde iført sig termo-underbukser her til morgen, og derfor overlever de dødsfælden. 


Det er en letkøbt løsning, og det er ikke sjovt for nogen.
  



Hvordan flashbacket ser ud


Hvordan gør man så folk kan se at det er et flashback i romanen? Der er ikke ét specifikt svar på dette.

Rowling bruger mindekaret når der skal laves flashbacks – en smart måde, der også gør at Dumbledore kan forklare Harry, hvad det er han ser.

Skriver man sin roman i nutid kan det også være sjovt at skrive sine flashbacks i datid, for at markere at her bliver der fortalt noget, der er sket.
Er man ikke interesseret i den slags humoristiske markeringer, så er det nok at markere det på en speciel måde. Fx kan man indlede flashbacks med en lille stjerne, eller ændre skrifttype.

Et godt råd vil være ikke at bruge kursiv. Kursiv er god til at markere enkeltord eller –sætninger med. For store tekst-blokke med kursiv bliver til gengæld svære at læse. Gør i stedet som jeg skrev før, vælg en anden skrifttype.



Håber du nu har lyst til at give dig i kast med Flashbacks, et herligt værktøj for forfattere.




God skrivelyst