søndag den 21. august 2016

Historiens momentum

Når man taler om historier, så siger man gerne at de skal være spændende, og der skal ske noget. Men hvad betyder det egentlig?

Spænding i historier er flere forskellige ting. Det er spændingen ved, at der er noget læseren ikke ved, spændingen over en deadline … Ja, det her indlæg skal ikke være en gennemgang af hvad spænding i en historie kan være. I stedet skal den handle om hvordan man bruger den spænding bedst muligt.
Og det gør man gennem momentum.



En kælk på en bakke

Momentum er et udtryk man bruger om ting i bevægelse. Det er også det et plot skal være, i bevægelse, og derfor mener jeg at udtrykket er ganske brugbart her også.

For at forstå billedet skal vi dog lige have det beskrevet. Forestil dig en sneklædt bakke. Denne bakke er din spændingskurve. Den skal ikke være for lille, heller ikke for stejl. Den skal være helt perfekt og god til at kælke på.

Og så har du din hovedperson. Det er kælken.

Hvad er sjovest når man kælker. En masse stop på vej ned af bakken fordi man ikke kan få ordentlig afsæt, eller en lang tur hvor der kommer mere og mere fart på?

Har du været et sundt og raskt barn svarer du selvfølgelig det sidste. Det samme gælder for historiers momentum.

Der må ikke komme dumme stop i historien, fordi du afslutter et mini-plot, og så starter et nyt. Afslutter. Starter. Afslutter, starter.
Sørg i stedet for at du gør det mere flydende: Starter, starter, afslutter, starter, afslutter … osv, så der hele tiden er en åbning i historien. Nu afslutter man den her plotstreng, til gengæld så er der en ny, der åbner som holder momentum oppe for læseren.


Kører du med den første struktur er det for let for læseren at lukke bogen i efter en plotstreng, og sige: Nå ja, så behøver jeg ikke læse mere. Og det er det værste en læser kan sige om ens bog!

Så sørg for at opbygge momentum, lad det være en glat vej ned af kælkebakken. På den måde holder du læseren fanget med et nyt spørgsmål, mens et gammelt bliver besvaret, og der kommer mere og mere fart på for at nå til slutningen og forløsningen for enden af bakken.



Pauser, ikke stop

Ja, men en bog kan jo ikke kun være spænding, så bliver den jo også kedelig. Hvad med fordybelsen?
Selvfølgelig skal der også være fordybelse. Det skal bare ikke være på bekostning af plottet.

Hovedpersonerne må godt holde pauser hvor de lige får pusten, men de må ikke stoppe op og vente på at det næste sker.

Dette er kendetegnet i det, man i historie-terminologien kalder Bålscenen. Bålscenen er et øjeblik i en historie, hvor hovedpersonerne sætter sig og taler. Hastigheden daler, og der er mulighed for lige at få gentaget nogle informationer, og gjort sig nogle overvejelser. Det skal der være plads til.

Denne scene er også bare afhængig af momentum. For hvis de sætter sig ned og slapper af uden at der er en historie, der venter på at de vender tilbage – ja, så kan de jo blive ved med at hygge sig rundt om bålet. Men er der en historie, og fortsætter den selvom de gemmer sig væk, ja, så bliver de jo nødt til efter pausen at rejse sig og komme videre. Momentum er altså stadig i gang, selvom hovedpersonerne holder et hvil.


Selv i Tv-serier, der ellers er episodiske, gør forfatterne faktisk alt hvad de kan for at opbygge momentum. En episode af The Flash eller lignende, hvor skurken bliver fundet og fanget i samme episode har måske ikke relevans for seriens store plot – alligevel bliver der gerne givet en information, der er med til at lade os forstå at noget større er på spil: og derfor skal vi selvfølgelig se næste afsnit.


Så har du gået momentum efter i din historie? Er det en kælketur eller har du trukket håndbremsen?



God skrivelyst
Bjarke

mandag den 15. august 2016

Hurtig guide til Kærlighed

I anledning af at det er en af de genrer Storytel gerne vil have skrevet til deres konkurrence, så vil dagens indlæg handle om kærligheds-genren.

Kærlighed er udover en genre i sig selv også brugt som sideplot i mange andre genrer. Derfor kan det være rart at vide hvad der helt præcist fungerer, når man skal skrive den slags.

Det er så også stort set umuligt, da kærlighed ikke er ens for alle. Dog er kærlighedsromaner ofte kendetegnet ved to elementer:


Det handler om kærlighed

Selvom der sker alt muligt i ens bog, om det så er zombie-angreb eller en arbejdsferie til Bahamas, så skal kærligheden være central i en kærlighedsroman. Modsat fx en zombie-roman, hvor kærligheden bare er en bi-historie.

For at forstå det her kan jeg godt lide at referere til en tv-serie og en film. The Walking Dead og Warm Bodies. Begge omhandler zombier, men der er en meget vigtig forskel mellem dem.

The Walking Dead handler om overlevelse i en zombie-hærget verden. Der sker en masse mellem karaktererne, også kærlighed, men overlevelsen og truslen fra de levende døde er det primære fokus.
Warm Bodies er til gengæld en kærlighedshistorie al a Romeo og Julie, hvor hovedpersonerne på grund af hvem de er, ikke må få hinanden! Men intet kan som sagt stoppe kærligheden. Heller ikke at den anden er en hjerneædende zombie!


Den første er klart gys, den anden klart kærlighed. De bruger bare begge zombier til at give deres historie spænding og stil.



En vedkommende og positiv slutning

Dette betyder ikke nødvendigvis at de elskende skal have hinanden til sidst. Det kan sagtens ende med at en af hovedpersonerne dør (a la En flænge i himlen) eller at de elskende går fra hinanden.

Men der skal stadig være en slutning, der giver læseren oplevelsen af at kærligheden mellem de to ikke har været spildt – hvorfor skulle de ellers bruge så lang tid på at læse om den? Samtidig skal hovedpersonen også gerne komme ud af historien som en stærkere person.

Ja, men hvad så med Romeo og Julie? Kan man så spørge. Den ender jo med at de begge dør. Ja, men de dør sammen, når nu deres familier ikke kan lade dem leve sammen. Og forhåbentlig får begivenheden også de to stridende familier til at indse nogle ting. Så det er stadig en positiv slutning i den forstand – specielt når alternativet er ikke at få hinanden.



Kærlighedens 6 faser
Jeg skal ikke til at lege amatørpsykolog eller noget, men lidt har jeg da kunnet lære fra min gamle psykologi-bog fra gymnasiet. Kærligheden har for eksempel 6 faser. Er man åben nok, så kan man også godt argumentere for at kærlighedsromaner derfor må have 6 punkter i sin opbygning.


Første fase: Den potentielle kæreste dukker op

Her skal du lade to personer høre om hinanden eller evt. endda møde hinanden kort. En gnist eller noget andet skal få disse to personer til at ville lære hinanden mere at kende (eller bare få hovedpersonen til at have det sådan).
Hvordan mødes de? Hvorfor bliver de forelsket?


Anden fase: De indledende møder

De to personer dater, det vil sige at de har flere møder, og nu lærer mere om hinandens verdener.
Hvordan begynder de at være sammen? Hvordan passer de sammen? Hvordan ikke? Hvilke konflikter kan de få anlæg til?



Tredje fase: Forelskelsen tager over

De to opsluges af hinanden. Man kan kun fokusere på det positive, og glemmer næsten alt om det negative.

Her dukker usikkerhed og jalousi også gerne op, for pludselig er den anden jo perfekt, mens man selv bare er den samme.


Fjerde fase: Kærester

De elskende introducerer partneren for venner og familie. Det er også nu at de skal afstemme om de er samme sted, og om de vil det samme i forholdet – dette er ofte indledningen til næste fase, nemlig Den hårde tid.


Femte fase: Den hårde tid
Hormonerne damper af, pludselig skal de elskende til at finde ud af om de faktisk kan være sammen.
Er man forelsket? Går man nu glip af noget? Er det virkelig det man vil bruge sit liv på?



Sjette fase: Det stærke par

Endelig kan de elskende komme ud på den anden side af krisen, og er derfor nu stærkere.



Jeg håber dette har givet dig et par fif til hvordan man kan gribe kærlighedsgenren an. Eller måske bare at tænke over hvordan du bruger et romantisk side-plot i dine historier, og hvordan du bruger kærlighedens faser heri.


God skrivelyst
Bjarke

søndag den 7. august 2016

Fuck the classics - hvorfor populærfiktion kan være lige så vigtig

Jeg ved godt at titlen på dagens indlæg kan provokere nogen, og det er bestemt ikke meningen - undtagen at det selvfølgelig er, ellers havde jeg ikke gjort det.

Til gengæld tror jeg at den kræver en mindre forklaring:

Nej, jeg mener ikke at klassikerne er dårlige, ej heller at man bare skal brænde dem og kun koncentrere sig om det nye. Slet ikke.

Men jeg mener heller ikke, at man kun kan koncentrere sig om klassikerne som "den fine og gode litteratur" og så skide højt på det moderne, der er oppe lige nu.

Hvorfor ikke?



Fortællestrukturen

Det kan altid være rigtigt svært at forklare forskellen i fortællestruktur i gammel og ny litteratur, mest af alt fordi at læseprocessen er en anden end fx at se film. Derfor er det sværere at se hvorfor man keder sig i en bog, man ved bare at man gør det.

På film er det anderledes, og derfor vil jeg også bruge et tv-eksempel til at forklare forskellen på en gammel klassisk fortælleform og en moderne.

Her er et klip fra Doctor Who afsnittet ”The Magician’s apprentice”. Det er fra 2015, og har en meget moderne måde at fortælle historier på når det kommer til tv.



Det næste klip er fra "An Unearthly Child" - det allerførste afsnit af Doctor Who tilbage fra 1963. Bemærk hvordan fortællestrukturen har ændret sig.



Det er præcis samme serie - ikke en ny version eller en genfortælling. Det er den samme hovedperson (der bare har evnen til at regenerere sit ansigt), men fortællestilen har ændret sig.



Sproget

Klassikerne er fra en tid hvor bøger ikke skulle konkurrere med film og tv, og derfor tillader sproget sig måske også mere dengang, end man kan nu. Det er den begrænsende måde at se på udviklingen: Bøger skal skrives simpelt, så folk kan afkode dem ligesom tv.

Den udvidede måde at se på tingene er, at bøger ved hjælp af denne konkurrence, rent faktisk har fået et helt andet sprogligt udtryk end det havde før. Sproget er blevet målrettet den effekt man gerne ville give læseren. Det er ikke længere ideen om hvor dygtig man er fordi man langer sprogbillede på sprogbillede i lange sætninger uden punktummer imellem. Nu handler det måske mere om det korte og præcise billede, det uden tøven kan videreformidle det man gerne vil have.
Det lyder i mine ører umiddelbart som en god udvikling.


Vi ser præcis det samme med bøger. Oliver Twist er på ingen måde sådan som man ville skrive en bog i dag. The Picture of Dorian Grey heller ikke, og selvom jeg elsker de to bøger, så gud ske tak og lov.

Bøger kan noget andet i dag, end de kunne dengang - de skal også noget andet. Og der er intet der forhindrer dig i at lære fra klassikerne, men lærer du ikke også at formidle til det moderne publikum: så når nu altså ikke langt, for klassikerne ER allerede blevet skrevet.


Så nogen gange skal man bare sige Fuck the classics, og så læse noget af alt det moderne ragelse, der også kommer ud.

Hvem ved, måske man lærer noget.


God skrivelyst
Bjarke

mandag den 1. august 2016

Kan du skrive en bog på en uge?

Her i sommers var jeg på et skrivekursus med det meget lovende navn Skriv en bog på en uge. Det var Irene Pedersen fra skriveskolen Hemingway, der stod bag, som hun har gjort mange år nu. Kurset er meget populært og har kørt flere gange årligt i et godt stykke tid.

I flere forfatter-kredse jeg har kendskab til er det faktisk nærmest en mytisk begivenhed, så nu måtte det være på tide at jeg fandt ud af hvad det hele gik ud på.

Det gjorde jeg! Men spørgsmålet er, om det også er noget for dig?
 


Skriver man så en bog? På en uge?
 
Ja, og nej. Kurset kører fra mandag til fredag kl. 10-14.30, så medmindre man har en meget lille bog, er det nok en umulighed for de fleste at skrive den fra ende til anden.
 
Alligevel når man at blive færdig med en bog, i den forstand at undervisningen ikke har en striks ligeud-rettet holdning til fortællinger. Der er tænkning og skriveøvelser, og man bliver ret hurtigt bedt om at bruge flow-skrivning som tilgang.

Der er ingen intimiderende oplæsninger, eller situationer hvor man kan føle sig dum overfor måske etablerede forfattere. Det er en blandet landhandel af mennesker, der alle bare er der for at skrive.
Igennem skriveøvelser, der både handler om de tanker man har om sin historie, men også handler om historien og ens karakterer, kommer man igennem de vigtigste elementer af handling.
 
Du finder ud af hvad du vil med din bog om mandagen, finder ud af hvem din hovedperson og bipersoner er ret tidligt også, med masser af dejlige øvelser, der både udfordrer en til at tænke over om man har valgt rigtigt, men også giver en nogle scener, man kan bruge når selve skrivningen går i gang.
 
De sidste dage får man plot-relevante scener knyttet til en berettermodel, samt blandede skriveøvelser ud fra ord og opgaver, der igen vil fremme konfliktstof og sprog.
 
 

Så selvom du ikke får lavet en hel roman, så skulle du gerne om fredagen have alle byggestenene. Og med dem er det ikke så umuligt igen at sætte sig ned og klippe-klistre og skrive til. Du kan bedre se hvilke scener, der skal til for at forbinde de mange tekststykker og gøre din historie færdig.
 
 
 
Er det noget for mig?
 
Jeg var skeptisk før jeg kom på kurset. Folk, der kender mig ved at jeg har en struktur-baseret tilgang til skrivning, og så kan ideen om at ”skrive plottet frem” godt virke skræmmende. Det var det også, og flere kan dokumentere at jeg svedte koldsved til weekenden inden kurset i et forsøg på at lave snyde-regler og lignende.

Der blev bare ikke brug for dem. For jeg gav mig selv 100% til flowet, og fik skrevet en sindssyg masse. Jeg lod historien føre mig frem gennem skriveøvelserne, og det var en herlig oplevelse!
Det var også hårdt. Jeg producerede mere tekst end jeg plejer på en uge, og er ikke umiddelbart vandt til at være stilsiddende og arbejdsom 4½ time i streg (dog med pauser). Men det var stadig en herlig oplevelse! Og meget rart at presse sig selv på en ny måde, noget jeg mener vi forfattere skal give os ud i oftere – bare for udviklingens skyld.
 
 

Så jeg ved ikke om det er noget for dig. Skriver du udelukkende ud fra en detaljeret og ubrydelig plan, så er det måske ikke noget for dig. Medmindre altså at du vil prøve noget nyt og måske lære en ny tilgang til forfatterlivet?
Skriver du løst og fast og har svært ved at få samlet et helt plot til en bog, så er kurset en fantastisk mulighed for at få nogle værktøjer. Det sætter også en i gang med at tænke OM sin bog, hvilket kan være rart i starten, da man så får sat ord på hvor man egentlig vil på vej hen med det man skriver.

Så er du åben for nye oplevelser og trænger til at blive tæsket ind i en god skriverutine, så vil jeg anbefale kurset. Det er hele oplevelsen værd.
 
 

Nicole Boyle Rødtnes fortæller om kurset
 
Kan man tage det samme kursus 7 gange? Man skulle tro svaret var nej. Men når det kommer til kurset ”Skriv en bog på en uge”, så er det faktisk, hvad jeg har gjort. Det lyder skørt, men det er det faktisk ikke. For jeg har fået noget nyt ud af det hver gang. Derfor besøgte jeg endnu en gang kurset denne sommer.
 
Der er typisk 12 deltager på holdet, alle kommer med en bog, de gerne vil skrive. Udover en kort præsentationsrunde så bliver der ikke snakket om ideerne eller læst højt i stedet er fokusset på at arbejde med sin egen historie. Dag for dag og øvelse for øvelse dykker man ned i historiens essens, dens personer og plot. Altid i 20 min af gangen. Man vælger selv om man vil skrive på bogen, altså konkrete scener, eller om man vil skrive om bogen, hvor man skriver om fx temaer og egne overvejelser. Øvelserne åbner historien og får dig til at opdage dens fejl og mangler. For mig er det som om at jeg langsomt skræller et løg og hele tiden kommer dybere og dybere ind i historien. Det er det fokus og den særlige stemning, når alle i rummet skriver, som får mig til at vende tilbage igen og igen.
 
Første gang jeg tog kurset var i 2012. Den gang brugte jeg kurset til at få hul på den idé, der førte til serien ”Elverskud”. Siden da har jeg brugt kurset som støtte til min serie Ilttyv, og mine ungdomsromaner XY og Ar fra mit glemte liv, der udkommer i denne uge.
 
 
 
God skrivelyst
Bjarke

 
 
Om Kurset:Skriv en bog på en uge er en del af Skriveskolen Hemingway, og bliver holdt af forfatteren Irene Pedersen I Københavns Kommune.
Næste omgang skriv en bog på en uge ligger fra d. 12-16. september. Du kan læse mere ved at gå ind på
facebooksiden.
Tilmelding sker gennem FOF her.

mandag den 18. juli 2016

Novellekonkurrence og sommerferie!

Hej Skrivekrampe-læsere

De næste to uger har jeg valgt at holde sommerferie fra bloggen. Det betyder at I først får et nyt indlæg mandag d. 1. august – det håber jeg I klarer!


Ellers kan de 10-18 årige lige se HER, hvor Herlufsholm Fantasymesse igen har slået deres novellekonkurrence op.

For at deltage skal du skrive en novelle i genren ”fantasy”, og kun fantasien sætter grænser. Du må fortolke genren, nøjagtigt som du vil, blot historien indeholder et element af magi, noget overnaturligt eller fabeldyr.

Novellen må højst fylde 16 A4 sider, halvanden i linjeafstand, og bogstavstørrelse 12.
Ved aflevering kan du give din novelle til en bibliotekar på følgende biblioteker:

Albertslund, Dragør, Egedal, Faxe, Fredensborg, Furesø, Gentofte, Gladsaxe, Guldborgsund, Haderslev, Hedensted, Herning, Hillerød, Holbæk, Holstebro, Horsens, Hvidovre, Københavns biblioteker, Køge, Lemvig, Morsø, Norddjurs, Odense, Odsherred, Ringsted, Roskilde, Silkeborg,  Solrød, Struer, Svendborg, Syddjurs, Sydslesvig, Sønderborg, Thisted, Vejle, Vesthimmerland, Aabenraa, Aalborg og Århus.

Eller blot sende din novelle til bibb@naestved.dk senest den 2. september 2016 kl. 12 .
Ud over novellen skal mailen indeholde: Navn, adresse, alder, telefonnummer og e-mail. Vinderne får direkte besked.


Vindernovellerne udgives på www.frilæsning.dk som forlaget ConDidact står bag. Hertil modtager vinderne en indrammet platkat designet af forlagets tegner, Kim Svarer, som er baseret den enkelte vindernovelles handling.


Præmierne er lækre, 1. og 2. pladsen får nemlig henholdsvis:
1. pladsen i hver kategori vinder et besøg for to personer på Warner Bros Studio i London incl. rejsegavekort til fly
2. pladsen i hver kategori vinder et gavekort til bøger fra Langes Bog & Idé



God skrivelyst og god sommerferie!
Bjarke

søndag den 10. juli 2016

Konkurrence: Storytel vil se fremtidens lydbogsserie!

Storytel arbejder med lydbøger og serier man kan downloade direkte på sin mobil. Nu har de så lavet en konkurrence hvor DU kan få mulighed for at skrive en lydbogsserie, og samtidig deltage i kampen om 25.000 kr. Efter præmie og konkurrence er ovre kan Storytel gå ind i en aftale om færdiggørelse af din serie, og en yderligere betaling på 75.000 kr.
 
Det er ret fin betaling for muligheden for at kunne sætte sit præg på fremtidens lydbogsserier, som de selv kalder det.
 
Men lad os se på hvad en storytel-serie egentlig er. De beskriver selv deres serier som:
  • 10 afsnit pr sæson
  • Den gyldne kerne for dem er stærke karakterer, vilde cliffhangers og et sprog, der egner sig til oplæsning.
  • Setting, historie og alt andet er op til dig – det vigtigste er bare at du skriver så lytteren bare MÅ have fat på næste afsnit.
Lyder det simpelt nok? Hvad skal du så gøre for at deltage?
 
  • Skriv et pilotafsnit på max 45.000 tegn
  • Skitser resten af seriens afsnit på max en halv side pr. afsnit.
  • Din historie skal falde ind under kategorierne krimi, kærlighed eller komedie – medmindre du skriver til joker-kategorien, så vil de se hvad DU kan byde ind med.
 
Er det noget for dig, så deltager du ved at sende dit arbejde til storyteloriginal@storytel.dk senest d. 31. august 2016 midnat.
 læs mere om konkurrencen på deres hjemmeside HER! God skrivelyst
Bjarke
 

søndag den 3. juli 2016

Kvik guide til fejlfinding og drab af darlings

Vi kender det sikkert alle. Vi har skrevet en tekst, om det så er en skoleopgave, en roman, novelle eller et andet manuskript, og nu er det tid til at gå teksten efter.

Der er et mindre eller større antal darlings spredt ud over historien, og de skal nu dræbes. Det samme skal de der irriterende sprogfejl vi alle laver, og som nogen af os laver igen og igen.

Men hvordan går du til det? Her har jeg samlet det råd jeg selv bruger, når jeg går i gang med den røde korrekturpen.




Lav en samling

Åben et tomt word-dokument eller anskaf dig en ny kinabog, hvordan du vælger at skrive det op er sådan set underordnet. Det vigtigste er bare at du begynder at samle på dine fejl.

Det kan lyde selvmodsigende. Vi vil jo egentlig gerne af med dem, hvorfor så samle dem ind som pokemons?

Fordi at du ved at samle dem også bliver bevidst om dem. Er det grammatiske fejl, så skriver du dem ned og finder håndbog i nudansk frem. Deri finder du ud af hvad fejltypen hedder og skriver det som overskrift. Det gør du med alle dine fejltyper!

Efter et par rettergange (det burde det hedde når man retter manuskripter, rettergange), kan du se hvilke fejl, der var en enlig svale (fred være med det), og hvilke, der er evigt tilbagevendende.
De evige svaler kan du godt fjerne fra din samling, de vil bare tage fokus væk fra det videre arbejde.


Dem, der bliver tilbage, det er dem, der skal arbejdes videre med.



Hæng reglen op sammen med eksempler

Nu har du måske tre, måske ti fejltyper, du tit og ofte laver. Åben et nyt dokument og giv hver fejl en side. Reglen skal være overskriften, og brug gerne store bogstaver. Nedenunder skriver du et par af dine eksempler – dem der er fejlagtige – og nedenunder igen skriver du eksemplerne hvor du har gjort dem ”korrekte”.

Disse små plakater eller huskesedler hænger du op over din computer, og nu begynder du så, hver gang du skriver, at se op på dem og huske: Nå ja!

Det er en lang proces, men er man interesseret i at slippe af med sine fejl, så er det den helt rigtige måde at gå til arbejdet. Det var bl.a. sådan jeg lærte at finde dobbelt-konsonanter, og det famøse nutids-r.




Kill your darlings

Metoden dur også til darlings, her skal man så bare bruge den til at opstille dogme-regler for sig selv.

Der er jo ingen faste regler for at dræbe darlings, ligesom der er retskrivningsregler, og derfor når man finder en darling-type man gerne vil af med.

Mit problem var gerne, at jeg i mine gysertekster til børn blev for makaber og blodig – jeg har selv en voksenfascination af horrorgenrerne body- og torture-horror, og lige præcis dem kan være svære at oversætte til børnegys.

Det jeg gjorde var at finde ud af hvornår noget ikke fungerede fordi det blev for voldsomt eller for detaljeret på en for børn uhensigtsmæssig måde, og så opstille en dogmeregel, der gik imod det.

Ingen makabre dødsfald var den første regel. Fint. Den historie jeg arbejdede på var en spøgelseshistorie, og der er monstrene jo sådan set allerede døde, så den var let nok. Og pludselig kunne jeg så i stedet beskrive spøgelserne, så man i stedet kunne forestille sig den måde de døde på.

Vubti, min fascination for voldsomme dødsfald blev lige pludselig ti gange mere effektfulde, uden at de blev detaljerede på den uhensigtsmæssige måde.

Jeg brugte simpelthen mine darlings til at opstille dogmeregler til mig selv, der til sidst hjalp mig med at gøre sproget i min historie bedre.
Fedt, ikke?




Har du svært ved at se dine fejl og darlings, så kan det være en god ide at tage en snak med dine betalæsere, og bede dem lige samle lidt sammen for dig.
Selvfølgelig skal de ikke gøre hele arbejdet, men det kan være et godt sted at starte hvis man har svært ved at gå sig selv efter. Og når det gælder darlings, hvem har så ikke det?



Selv er jeg en gammel betalæser dybt taknemmelig, uden hendes konstatering omkring min brug af blod og indvolde, så var jeg nok aldrig stoppet med bare at skrive klamt, og rent faktisk begyndt at skrive gys og horror.



God skrivelyst
Bjarke