søndag den 17. marts 2019

Når du skriver serier

Jeg elsker serier! Jeg elsker helt præcist at skrive serier. Der er også en charme i enkeltstående bøger, der bare er sig selv, men seriøst. At kunne undersøge et univers og en gruppe mennesker gennem lang tid og flere bøger – det kan altså noget helt specielt og magisk.

Men en serie er ikke bare en serie. De kan være episodiske og fortløbende, og afhængig af hvad du vælger, kan du vildt forskellige ting.



Episodiske serier

Episodiske serier er dem, hvor hver bog kan læses uafhængigt af hinanden. Fx min serie om Game Master og En verden af frygt.

Her er der en gruppe karakterer, der i hver bog bliver udsat for en ny historie. I en verden af frygt bliver drengene Max og Teo i hver bog slynget ind i et nyt uhyggeligt setting, hvor de skal løse en opgave.

Fordelen ved denne type bøger er, at læserne kender karaktererne, men derudover ikke behøver vente på at bog 2 bliver ledig før de kan læse bog tre. De kan læse dem alle i vilkårlig  rækkefølge, og det er en force specielt for nye læsere, der sluger bøger så snart de har knækket læsekoden.

Ulempen er så til gengæld at du ikke på samme måde kan fortælle længere historier, da de alle skal have en afslutning på bogens længde.

Dermed ikke sagt at du ikke kan lære din hovedperson en lektie, den skal bare afsluttes på bogens sider, så næste bog kan helliges en ny historie.



Fortløbende serier

Fortløbende serier er dem, hvor hver enkelt bind ender med en: fortsættes til du når slutningen. Samtidig kan du ikke læse bøgerne i vilkårlig rækkefølge, for der sker noget i hver enkelt bog, som påvirker historien i de  senere.

Min serie Druknet verden er en fortløbende serie. Hvis du springer over 2'eren har du spørgsmål til hvad der sker i 3'eren, og forstår det muligvis ikke.

Fordelen ved fortløbende serier er at du kan bruge længere tid på at fortælle og udvikle dine hovedpersoner og det univers de er en del af. Tiden er på din side, og læsere, der allerede er rutinerede har lettere ved at fastholde historien mens de venter på næste bind.

Ulempen er så, at du hurtigt bliver bundet op af at du faktisk er i gang med at fortælle en længere historie. Du skal jonglere en masse  bolde, og du kan ikke  bare lave en afstikker i historien, fordi du lige havde en anden ide.



Om dem lidt midt imellem

Men tingene er sjældent så sort/hvide som beskrevet ovenfor. Der er også serier, der falder imellem de to poler. Her har jeg fx serien GHOST, om en superhelt, der i hver bog skal kæmpe mod superskurke i jagten på retfærdighed.

Det lyder jo umiddelbart episodisk, men samtidig er der en underlæggende historie om GHOSTs far, der sidder i fængsel for et mord han ikke har begået, og jagten på sandheden.

Den slags historier sammenligner jeg gerne med tv-serier, hvor hver sæson har en afsluttet hovedhistorie, men hver enkelt episode også gerne har sin historie.

Fordelen ved denne tilgang er ret simpel, you get the best of both worlds. Både episodiske afsnit, og en mulighed for at vise alle de bolde du kan holde i luften. Men …

Ulempen er at det bliver meget tydeligt her, hvis du så kommer til at lave en "filler." En historie, som ikke fører os lidt videre mod den store afslutning. Og selv hvis det gør, men det ikke virker sådan før til sidst kan folk reagere negativt. Så man skal virkelig holde tungen lige i munden, når man skal lave den slags historier.


Det var lidt om serier, og hvilke typer, der er at arbejde med.


God skrivelyst
Bjarke

mandag den 11. marts 2019

Om at bruge sporlægning

Planlægning er nogle gange et pille-
arbejde, men det belønner i
sidste ende når man laver stramme
og spændende plots.
Vi kender alle spor og ledetråde fra krimi-genren, men grundlæggende er det at kunne lægge gode spor ud til læseren en god ting at kunne indenfor alle genrer! Det tror jeg egentlig også de fleste af os kan blive enige om, en god historie er sådan en hvor vi hele tiden får spor til ting som er sket eller vil ske, men uden at vide præcis hvad det er, før vi når til siden i romanen.

Men hvordan lægger man de spor på en god måde?



Planlæg dine spor

Nøgleordet er planlægning. Hvis du ved hvad der skal ske i din historie har du også lettere ved at lægge spor ind til det.

Krimiforfatteren, der ved hvem morderen er og hvordan han slog offeret ihjel, kan ret hurtigt vide hvilke spor man kan lægge ud til læseren, hvor en forfatter, der bare sådan skriver derudaf måske ikke engang ved hvem der er blevet myrdet og hvorfor.
Og ved man ikke det, så kan man ikke give særligt gode spor, der giver mening til sidst – så bliver det bare en række spor hvor nogle giver mening og andre ikke gør, når man endelig når mod slutningen.



Skriv også skurkens historie sideløbende

Den anden metode er at I skriver dobbelt så meget som I egentlig har planlagt. Skriv mordscenen som det første, og gå så i gang med opklaringsarbejdet – skriv scener hvor skurken også foretager sig ting, så du hele tiden ved hvad han laver, og kan give din opdager spor til dette.

Skriver du ikke krimi, men fx fantasy gør du det samme – skriv din skurks scener så du hele tiden er klar over hvad han foretager sig, og på den måde kan formidle det i din hovedpersons del.

Teknikken gælder alle genrer, så det er bare at komme i gang. Dog skal det siges at det kræver meget skrivearbejde, da man på sin vis laver en halv roman mere ved siden af. Det har dog fordele, da du så får træning, og kan lege med "ekstramateriale" hvis din historie bliver udgivet og du gerne vil give læserne lidt ekstra udover bogen.



Sporlægning i redigeringen

Den sidste mulighed er at du skriver derudaf og opdager ting omkring dit plot hen ad vejen som du plejer. Hov, det var ham, der var morderen. Det var i virkeligheden det der, der var det ledende spor. Og den der sommerhat fik jeg aldrig brugt.

Alt det fixer du når bogen er skrevet, og du har overblik over din historie. Så kan du gå tilbage og slette sommerhatten, og sætte det nye ledende spor ind. Eller sørge for at  morderen ikke er et sted, når han burde være et andet og så videre.

Man skal ikke underkende redigering, og selv med en virkelig stram planlægning kommer man stadig til at skulle redigere grundigt.



Alle tre metoder virker, men jeg vil dog altid opfordre til at man er bevidst om hvordan ens historie skal ende og hvad ens point of no return er.



God skrivelyst
Bjarke

mandag den 4. marts 2019

Don’t quit your drama – om at lave drama i sine historier

Drama er et af de mest brugte elementer i fortællinger til at gøre historien spændende. Men hvorfor? Fordi det binder hovedpersonen sammen med historien, og gør deres ageren relevant.

Du kan sagtens have en hovedperson, der skal redde verden, men har du ikke drama, bliver det lettere for læseren at miste interessen for historien og de karakterer, der findes i den.

Her er de ”3” fokuspunkter, der kan være gode at  have i baghovedet når man skal lave et dramatisk plot.



#0 Lad hovedpersonerne være uenige

Jeg synes ikke det her råd skal være på den officielle liste, men det er stadig en god huskeregel. Dine karakterer behøver ikke altid at være enige, og der kan være ufatteligt meget drama i at sætte dine karakterer i en situation hvor deres uenighed foranlediger en diskussion og måske værre – et opbrud i
deres relation.



#1 Når hovedpersonerne ved hvad der skal ske

Lad dine hovedpersoner kende til den skæbne plottet kan resultere i. Lad dem vide hvad den onde kejser vil gøre, eller hvad superskurkens plan er. Det skaber drama, fordi de så ved hvorfor det er så vigtigt at kæmpe mod skurken.

Kombineres dette med #0 kan du endda skabe endnu større drama – heltene skal redde verden, men måden de gør det er forskellige. Hvordan bliver de enige?



#2 Når hovedpersonerne ikke ved hvad der skal ske

Dette kaldes også dramatisk ironi. Det foregår ved at forfatteren overfor læseren afslører en vigtig viden, som hovedpersonen ikke ved. Dette er lettest i tredjeperson-fortællinger eller fortællinger med flere jeg-fortællere.

Dette skaber en stor ironi, fordi vi som læseren ved hvad der venter, men hovedpersonerne ikke gør – og derfor kan træffe valg, vi kan regne ud får det hele til at ende galt!



#3 Når personerne har hemmeligheder for hinanden

Dette punkt er beslægtet med punktet forinden, og også #0. Hvis hovedpersonerne har hemmeligheder for hinanden omkring plottet, kan det få dem til at handle dumt og på den måde skabe nye spændende konflikter i din historie.

Man kan have mange grunde til ikke at fortælle ting, måske vil man ikke afsløre noget for egen vinding, måske er man bange for at såre en person, kun fantasien sætter grænsen her! Men hemmeligheder og løgne er et fantastisk middel til drama mellem personer.



Et var mine punkter til at skrive dramatisk. Punkterne fungerer godt sammen med et stramt og velplanlagt plot, men det foregår faktisk også med meget løse plots, hvor vi i stedet har interesse for personers relation og problemer i en gruppe (som man ser i mange drama-serier).


God skrivelyst
Bjarke

mandag den 25. februar 2019

Den gode skriverytme

Jeg har en tilståelse.

Jeg har slet ikke fået skrevet nok, de sidste par måneder. Der har været for mange andre ting, der har taget tiden. Foredrag, undervisning og venner. Alt sammen ting, jeg ikke ville være foruden, men nu kan jeg godt mærke, at det er gået ud over skrivningen!

Og derfor har jeg besluttet mig for at få gang i skrivetræningen igen.

Jeg har før  sammenlignet det at skrive med at dyrke sport, og den sammenligning holder jeg stadig fast i.

Men er det så ikke bare at sætte sig ned og få skrevet?

Jo, men enhver, der har prøvet at komme i form ved også at det er let at brække ryggen på det, hvis man ikke starter forsvarligt ud.

Og derfor har jeg samlet de tre punkter, der fra i morgen af bliver del af min rutine de næste uger.



Find et fast tidspunkt og hold dig til det

Det her er vigtigt. Se i din kalender, og find et fast tidspunkt hvor du ved at du kan få skrevet. Hvornår det er, er underordnet - bare det giver mening for dig.

Mit bliver om morgenen.

Hver morgen kl. 9 skal jeg fra nu af sidde klar ved tastaturet, parat til at skrive: om jeg har lyst eller ej! For kun på den måde begynder lysten at indfinde sig når den skal.

Jeg er heldig at jeg kan træffe det valg. For de af jer, der arbejder ved siden af, kan I måske overveje at stå op før andre i jeres familie eller finde et tidsrum om aftenen, der giver mening. Det vigtigste er bare, at I der, kan hellige jer det skrevne ord!



Hellere bygge på lige så stille end at bide over for meget

Anden regel jeg sætter op bliver igen noget med tid og mængde.

Jeg har i mange år nu brugt metoden 3X20, hvor man skriver i 20 minutter af gangen 3 gange, med små pauser imellem. Metoden er god fordi man giver hjernen pause, samtidig med at man kan arbejde mega intenst i de 20 minutter.

Tit oplever jeg med den metode at jeg når mere sådan, end hvis jeg bare satte mig ned og skrev.
Jeg vil dog starte med 2X20 og gøre den sidste valgfri for senere at opgradere til fulde 3 runder, og til sidst gøre en 4 runde valgfri.

Grunden til at jeg ikke springer ud i det med 4X20 er simpelthen for ikke at køre død før jeg kommer i gang.

Jeg er ikke helt ny i gamet, og kunne sikkert godt klare 4X20 allerede fra i morgen. Men jeg er også ude af rytmen, og derfor kan jeg brække nakken på at køre for hårdt på, for hvad så med i overmorgen, og dagen efter?

Jeg vil hellere opleve små successer og bygge på, end at gå død i min genoptræning halvvejs.
Og 2X20 er stadig 40 minutters intens skrivning!



Fejr de små sejre

Det her er det vigtigste. Man skal huske at fejre når man opnår noget.
Så snart jeg er klar til at gå fra 2X20 til 3X20 må jeg belønne mig selv med et eller andet småt. Det samme når jeg går fra 3X20 til 4X20.

Så har jeg sat små belønninger op, der kan holde mig igang også når det hele virker lidt opgivende.
Ja, at se sit værk blive udgivet er den ultimative belønning - men det kan man aldrig garantere, og under alle omstændigheder er der langt fra de første skrevne sider til at bogen er klar til at gå i trykken.

Og så er små belønninger ganske rare i mellemtiden!


Og et fjerde hemmeligt punkt er at huske at holde fri. Det lyder virkelig  banalt, men når man køre så stram en plan som det her kan lyde så skal man også huske at holde fri. To dage om ugen må jeg slappe af. Det er min weekend.

Da jeg er selvstændig kan jeg selv vælge hvornår min weekend skal falde, men ellers kan jeg varmt anbefale at overholde den faste weekend. Det vil ens familie og venner sikkert også sætte pris på!



God skrivelyst
Bjarke

mandag den 18. februar 2019

Repræsentation og ansvar

Der er sket noget godt og meget vigtigt i litteraturen de sidste par år. Og i tv-serier og grundlæggende i al populærkultur. Den gode ting hedder repræsentation, og det vil jeg gerne fortælle lidt om i dag.

Hvorfor vil jeg det? Fordi repræsentation er super vigtigt, men også fordi at det er en farlig disciplin for rigtig mange forfattere.

Game Master-serien er en serie om at bekæmpe
computerspil-skurke. Og nå ja, så er
hovedpersonerne farvede.


Hvad er repræsentation?

Repræsentation er et udtryk, der dækker over at  fortælle minoriteters historier. Der har været en tradition for i vesten, at vores historier handlede om hvide heteroseksuelle mennesker, og de problemer, hvide heteroseksuelle mennesker nu havde. Det var og er den klassiske historie.
Romeo og Julie er en hvid heteroseksuel romance. Ronja Røverdatter og Emil fra Lønneberg er historier om hvide mennesker, der lever i hvide heteroseksuelle samfund.

Dette gør at hvide heteroseksuelle mennesker kan genkende sig selv rigtigt meget i de bøger, film og den musik de hører. Det er lavet til dem.

Det betyder så også at farvede mennesker, folk med andre seksualiteter og kønsforståelser har sværere ved at se sig selv i den litteratur vi alle hylder. Og derfor fravælger de gerne de værker og ja medier.

Hvis man interesserer sig lidt for emnet, er film som Black Panther sjove, fordi den fik et helt andet klientel i biografen som sjældnere er der, nemlig de sorte. Samtidig fik den en gruppe hvide op i det røde felt fordi de følte at filmen fokuserede for meget på sorte – de kunne måske bare have valgt en af de 7 andre film, der kørte den måned, men nej …
Og det er repræsentation: At se sig selv på tv eller i bøger. Hvide heteroseksuelle mennesker tænker ikke meget over det, men det er faktisk et stort problem at der ikke er bredere repræsentation.



Hvad kan vi så gøre?

Vi kan begynde at tage stilling til repræsentation i vores litteratur.
Det  sker allerede lidt. Der er kommet flere børnebøger med fx farvede børn, og der er i  øjeblikket en konkurrence  om at skrive en børnebog om LGBT – der sker ting!
Og når vi taler om de ting, der sker, så er der 3 måder at repræsentere på:


Nr.1: lad bifigurer være en minoritet. Bare vis at de også er der, at verden er mere end hvid og heteroseksuel.

Faldgruppe: Pas på ikke at gøre deres minoritetsstatus til en skurkemarkør. Ondskabens Øjne er et godt eksempel på hvordan transkønnethed bliver brugt til at portrættere en psykopatisk morder. En psykopatisk morder kan selvfølgelig godt være transkønnet – men her blev det ret hurtigt underforstået: Buffalo Bill var psykopatisk morder FORDI han var transkønnet: Og det er ikke en god repræsentation!

Nr. 2: Lad din hovedperson være en minoritet, og lad deres minoritet være plottet i historien: fx historier om homoseksuelle, hvor plottet også er livet som homoseksuel.

Faldgruppe: Ved du nok om emnet? Kan du rent faktisk sætte dig ind i det? Hører  du selv til minoriteten er det let, så har du dig selv at skrive ud fra – men som heteroseksuel forfatter i et heteroseksuelt samfund så er det altså svært at skulle sætte sig ind i. Ikke umuligt, men det er ikke blot at lave en en-til-en oversættelse.

Brug fokuspersoner fra de minoriteter du repræsenterer, og prøv gerne på at finde folk med forskellige oplevelser. Det er let at finde dem, der giver en ret – men det giver en bedre repræsentation at forholde sig  til en bredere vifte  af oplevelser og holdninger.

Nr. 3: Lad din hovedperson være en minoritet, men lav et plot, der ikke omhandler dette. Hvis din hovedperson er farvet, og det er noget du forholder dig til, men uden at det skal være en vital del af plottet, viser du minoriteter at de ikke kun behøver at have historier qua deres status som minoritet. Homoseksuelle kan også være pirater, farvede kan også være superhelte eller gamere.

Faldgruppe: Passer man ikke på kan man let komme til at lave en Dumbledore – lave en hel historie hvor man selv har besluttet sig for at hovedpersonen er en minoritet, men det så viser sig at det aldrig bliver tydeligt i historien.

På samme måde kan man komme til at skabe stereotyper: Den homoseksuelle pirat, der
altid laver score-jokes til andre kvinder, og opfører sig overmandigt for at kompensere. Dette er en stereotyp, og de kan være lige så skadelige for repræsentationen, som at usynliggøre minoriteter.



Ansvar for dem man skriver om

Og her kommer det der er vigtigt når man arbejder med repræsentation: du har et ansvar overfor dem du skriver om. De skal kunne se sig selv i det, de skal kunne føle sig repræsenteret og set. De skal kunne genkende sig selv.

Skriver du en historie om en minoritet, men uden at have denne genkendelse i, så repræsenterer du ikke, så fremviser du bare.

At Peter er homoseksuel gør intet for repræsentationen, hvis du bare holder fast i en heteroseksuel forståelse af homoseksualitet. At være farvet er ikke nødvendigvis sådan som du tror det er, husk at der er en god sandsynlighed for at de historier du kender om farvede er skabt af hvide mennesker, der bare prøver at gøre sig kloge på noget – med mere eller mindre succes.

Så skriver du om en minoritet, så vær sikker på at du gør det med kærlighed og integritet: ville du fx have  det godt med at lytte til deres respons under skrivningen?

Og lad være med at sige at humor gør at du må hvad som helst. At undskylde sig med at man laver sjov er håbløst, og det skal vi lade være med. Du kan sagtens lave sjov med minoriteter, men du må ikke gøre grin med dem – og dét er en vigtig forskel!



God skrivelyst
Bjarke

mandag den 11. februar 2019

3 måder til hvordan du kan fortælle om din bog

Jeg er ikke særlig god til at fortælle om mine ideer. Jeg tror et eller andet sted det lidt handler om, at jeg ikke forstår hvorfor det skulle være spændende for andre at høre om. Det er jo bare mig, der skriver. Jeg kan godt forstå folk gider læse mine bøger, men at høre mig fortælle om dem?

Don’t get it.

Men alligevel vil folk gerne høre om dem, og måske er jeg ikke den eneste derude, der lider af det her problem, så her kommer der et par metoder til at fortælle om din bog til andre.
 
 
 
Lav en pitch
 
Pitchen er en gammel tradition indenfor filmverdenen. Den er ganske simpel: Fortæl din ide i tre sætninger. Og her er der ikke noget med at bruge meeeeget lange sætninger eller noget, for du skal kunne fyre dem af lige når chancen er der!
 
En pitch kan fx se sådan her ud:
  • 1. sætning: beskrivelse af hovedpersonen før det går galt.
  • Frodos liv er stille og roligt i herredet.
  • 2.  sætning: En konflikt dukker op.
  • En magisk ring dukker op, den har fantastiske egenskaber, men gør også folk grådige og onde.
  • 3. sætning: Hovedpersonen gør noget for at løse konflikten, men vil det lykkes for ham?
  • Frodo drager ud for at ødelægge ringen, men andre er også interesseret i dens magiske evner. Kan Frodo ødelægge ringen, eller vil han bukke under for grådigheden, ringen har vækket i ham?
 

Fortæl helt op til 2. vendepunkt uden problemer
 
Jeg har været ude på et par bogmesser, og også hørt rigtigt mange blive interviewet eller holde foredrag om deres forfatterskab og bøger, og en ting, jeg opdagede var en modvilje mod rent faktisk at fortælle om bogen, for hvad nu hvis man afslørede så meget, at læseren ikke ville læse bogen efterfølgende?
 
Det skal man virkelig bare ikke være bange for.
 
Man kan faktisk fortælle helt op til 2. vendepunkt (75% inde i historien), uden at det skader interessen for bogen – faktisk kan det til gengæld hjælpe, da læserne så får et indblik i din histories dilemmaer og karakterer, og  på den måde får blod på tanden.
 
Når jeg taler om fx Standby fortæller jeg helt op til 2. vendepunkt, og med andre bøger (fx seriebøgerne) kan jeg faktisk genfortælle næsten hele bog 1, uden at det skader læsernes interesse.
 
Så vær ikke bange for at fortælle og giv os plotdetaljer. Vi vil have noget at forholde os til!



Fortæl hvad der inspirerede dig til ideen
 
Når du har lavet din pitch, så kan du også gribe muligheden for at gøre det personligt: Hvorfor skriver du om lige præcis det her emne? Hvorfor er det vigtigt for dig? Hvad inspirerede dig?
 
Historier opstår ikke bare ud af den blå luft, selvom det godt kan virke sådan – de kommer et sted fra, men hvor? Det anbefaler jeg altid man øver sig i at finde ud af.
 
Følelsen af at kunne forklare hvorfor ens bog vil noget mere end ”bare være en god historie” er helt fantastisk, og jeg kan varmt anbefale det – så hvad gav dig ideen og hvorfor er din ide vigtig? Hvad er det, der gør  din stemme vigtig blandt den brogede danske forfatterskare?
 
Det var lige mine punkter som jeg mener er vigtig at have med når man skal tale om sine bøger. De kan bruges til foredrag, de kan bruges til familiefesten, ja … Over alt  hvor folk er kloge nok til at spørge hvad du egentlig lige skriver på.



God skrivelyst
Bjarke
 

mandag den 4. februar 2019

3 gode råd til at skrive i en presset hverdag

Du har glædet dig til at skrive. Du har haft travlt på job eller i skole, men nu! Nu har du fået en times tid og der skal bare skrives igennem. Du har glædet dig hele dagen og det er nu!

Du sætter dig foran computeren og så … Man kan lige starte med en youtube-video, ikke? Lige til at komme i gang … Og, og … og så var den times tid væk. Men næste gang får du skrevet …

Kender du det? Det tror jeg vi alle gør i større eller mindre udstrækning. Jeg kender det i hvert fald. Jeg har haft travlt, foredrag, redigeringer og opsætninger der skal laves, og man glemmer helt skrivningen – og når man så sætter sig ved man slet ikke hvordan man kommer i gang.

Derfor har  jeg lavet 3 ideer og råd til hvordan man kommer i gang, når man har en stram tidsplan.



Ritualer: Lav kaffe, sæt musik på – og SLUK for internettet!

Du har en time. Du ved du har en time. Lad være med at fokusere på det lige nu. Find i stedet ud af hvad du skal bruge for at komme i skrivestemning.

Jeg laver gerne en kop kaffe. Forinden har jeg danset vildt til Taylor Swift ofr at få gang i energien.

Vi har alle nogle ritualer, og det tror jeg er mega vigtigt for at vi kan komme i stødet til at lave noget godt.

Så hvad er dit ritual? Er det en kop kaffe, kakao eller lignende? Vil du også danse, eller måske lave en yoga-stilling i et par minutter? Det bestemmer kun du, men får man et godt ritual, så fortæller du også kroppen hvad det nu er tid til – og det kan hjælpe uendeligt meget!

Når det så er sagt så er ritualer kun fede hvis du ikke lader dig distrahere bagefter. Så sluk for internettet når du skriver! Pak mobilen væk og sæt computeren på offline. Så er der ikke lige pludselig en besked eller en opdatering, der kan genere dig!



Hav en skriveplan handy

Det her er for mange en dealbreaker. Nogen skriver godt udfra en velplanlagt kapiteloversigt, andre vil hellere finde på hen ad vejen – begge dele er helt okay. Det er faktisk heller ikke det, det handler om lige her.

Det det handler om er at have en plan for hvad du skal skrive på den her time.

Jeg plejer gerne at finde ud af det mens jeg er på vej hjem i bussen eller alligevel er fanget et eller andet sted, hvor jeg ikke kan gøre så meget andet. Det behøver nemlig ikke være meget mere end et par punkter:
  • Theo skal fanges af Ghouls tjener.
  • Noah skal vinde bilræs i ørken for at redde Theo.
  • Ghoul skal true ham.

De tre punkter er fra da jeg skrev Kapløb i Dødens Ørken (En verden af frygt 2), samtidig med at jeg havde travlt med en masse andre forfatterting. Det at jeg kunne lave de tre punkter gjorde, at jeg vidste hvad, der skulle ske – samtidig med at jeg stadig kunne finde på hen ad vejen.

Det var rigtig befriende, og jeg kan altid anbefale det. Så kan man forberede sig mentalt på at skrive det inden man når ind foran computeren.



Brug et æggeur

Det bedste råd jeg kan give kan lyde helt tosset, men jeg mener det skam seriøst. Køb et æggeur. De fås billigt i Flying Tiger, der er mit eget også fra.

Jeg prøver så vidt muligt altid at give mig selv 1½ times skrivetid når jeg får chancen.

Denne skrivetid opdeler jeg således: 20 minutters skriv, 10 minutters pause, 20 minutters skriv, 10 minutters pause, 20 minutters skriv. Så er der ca. 10 minutter medregnet til at lave ekstra kaffe, eller gøre en sætning færdig og alt det, der lige kommer til at ske.

På den måde får jeg skrevet en time uden at mit hoved bliver helt kvæstet. Samtidig bliver æggeurets tikken en god motivator, og igen en måde man kan bruge en lyd til at lære sin krop at skrive når den hører.

De små pauser bliver også små belønninger, og jeg prøver ikke at presse mit hoved til for meget ved at tro at nu skal jeg skrive en time straight.

Den her metode er det min oplevelse genererer en masse tekst, fordi den er så fokuseret.



De var mine tre råd, når min hverdag bliver lidt for travl. Jeg håber meget du kan bruge et eller flere af dem.



God skrivelyst!
Bjarke