søndag den 20. oktober 2019

Deltager du I NaNoWriMo?

Igen i år er der NaNoWriMo, og igen i år har jeg nok desværre ikke tid til at deltage.
Selvom jeg prøver at sige til mig selv, at i år bliver året hvor jeg deltager, så kommer der altid noget op, der forhindrer det. Men det skal jo ikke forhindre JER i at deltage!



Hvad er NaNoWriMo?

NaNoWriMo står for national novel writing month (om end det nu om dage burde være InNaNoWriMo, da det mere eller mindre er blevet internationalt!)


Selve ideen er simpel. Du skal på november måned (30 dage) skrive en roman på minimum 50.000 ord. Om du har plottet planlagt, eller bare skriver ud fra inspiration er op til dig, så længe man skriver!

Rundt regnet kræver konkurrencen at man skriver ca. 1667 ord pr dag. Ikke en umulig opgave! Svær, ja, men ikke umulig!



Hvorfor NaNoWriMo?
Fordi det er fedt. Det er fedt at kunne sige at man lige har skrevet en roman på en måned. Selvfølgelig kan man ikke forvente en genial roman på 30 dage, men det er heller ikke meningen med NaNoWriMo. Ideen er at skrive. Og skrive en masse. Slå den indre kritiker fra, og bare få ord ned på papiret.

Det er faktisk sket, at nogle af de romaner, der er blevet produceret i løbet af NaNoWriMo er blevet udgivet. Efter en voldsom omskrivning selvfølgelig.

Og efter at NaNoWriMo er blevet så stor en success, så er der selvfølgelig også kommet en måned til omskrivningen. Marts måned er NaNoEdMo (National Novel Editing Month), og her er der mulighed for at rette sin roman til, så den er klar til den endelige bedømmelse: forlagsturneen.

Jeg kan kun opfordre til at deltage, hvis du har tid! Det er en fantastisk øvelse, og så fedt at nå i mål to minutter i midnat d. 30. november. Det skal prøves. Mindst en gang!



God skrivelyst

søndag den 13. oktober 2019

Skal bøger have et soundtrack?

Der er delte meninger om hvorvidt man kan skrive mens man hører musik, jeg er en af dem, der mener at det sagtens kan lade sig gøre – om ikke andet, så fordi at du ikke kan slippe for den baggrundsstøj du alligevel omgiver dig med, så hvorfor ikke selv vælge hvad du vil høre på mens du hakker løs på tastaturet?

En ting jeg har opdaget, er dog, at jeg de sidste mange gange har hørt meget specifikke ting når jeg arbejdede med forskellige ideer. Jeg har simpelthen lavet et soundtrack til de forskellige ideer.


Det startede egentlig med at jeg købte soundtracket til gyserfilmen Freddy vs. Jason for snart mange år siden. Det var gode hurtige numre, der samtidig var mørke, men uden at blive triste. Rytmen gav mig et ret godt flow i handlingen samtidig med at jeg let kunne komme ind i historiens ”stemme”, den kom ligesom til mig hvis jeg satte cd’en på.


Jeg har også en cd med baggrundsmusikken fra Diablo-spillene. Det er vildt dejligt når der skal skrives Dark Fantasy, da der ikke er sang eller noget i, det er bare stemning på lyd, og det er fedt.



Men er det egentlig en god ide?


Let’s face it, kan det ikke blive mere distraherende end hvad godt er? Jo, det kan det godt. Hemmeligheden her må være at prøve det af, og er der noget musik, der vækker drivet i en, så skal man bruge det.


Da jeg skrev Standby fik Taylor Swifts nummer Enchanted altid gang i skrivningen, og når jeg hører den i dag, tænker jeg stadig på Liva, der dødnervøs vender tilbage på verandaen og ser at Niklas er skredet.


Men er det bare fordi man har besluttet sig for at ens historie skal være lidt ligesom Nirvanas musik, men det aldrig rigtigt hjælper en til at skrive – så drop det. Nyd dit Nirvana-album, og skriv så bagefter. Det er lidt ligesom med mad – bare fordi to ting er lækre hver for sig, behøver man ikke kombinere det.



Egentlig tror jeg det fungerer bedst når man vælger et soundtrack fra noget andet – altså fx en film man gerne vil have at ens historie minder om på en eller anden måde? Jeg ville gerne have fortælletempoet og den uhyggelige men hurtige stil fra Freddy vs Jason, så derfor fandt jeg det soundtrack.


Måske vil du gerne skrive et episk fantasydrama ala Ringenes Herre? Det musik kan man også skaffe, og hvis det sætter skrivningen op i gear, så er det sgu da bare at gøre det!



Man skal bare passe på. Jeg har en historie, der aldrig bliver skrevet, men hvor jeg valgte soundtrack til. Hver gang et specielt nummer bliver spillet i radioen, så er Hovedpersonen der igen, og hun kan virkelig brokke sig!




God skrivelyst

mandag den 7. oktober 2019

Når tiden bare skal gå - Om tidsspring i romaner og noveller

Du kender det sikkert, du skriver en historie, op pludselig skal tiden bare gå. Måske er det en varulve-historie, og du skal bare vente på næste fuldmåne, måske er det en historie, hvor alt det spændende sker i weekenderne, og man derfor hele tiden har fem dage man ikke ved hvad man skal gøre med.

Gudskelov er der 3 lette og håndgribelige måder at lave tidsspring, hver med sine fordele og ulemper.



3 år senere-metoden

Denne metode er ret simpel, men kræver også gerne længere tidsspring for at virke optimalt.
Ideen er simpel, du har en længere periode af tid, der bare skal gå, så hvad gør du? Du i starten af kapitlet, eller på en side for sig selv: 3 år senere (eller den tid du nu har brug for). 


Fordele: Et tydeligt markeret tidsspring, hvor læseren er med på at nu er vi sprunget i tiden.

Ulemper: Folk udvikler sig over så lang tid, hvilket gør at du ikke bare kan lade som om hele verden har stået stille – nej, du bliver nødt til at finde ud af hvem der er blevet kærester, hvem der er på flugt fra loven og så videre.

Eksempel: Tv-serien Desperate Housewives har et afsnit hvor de springer nogle år frem i tiden for at slippe for at flere af deres karakterer ikke måtte være med pga. fængselsdomme og hvad ved jeg. Her brugte de så muligheden til at lade en starte en forretning, lade andre få børn (så slap de samtidig for en sæson med skuespilleren med falsk gravid mave), og en masse andre ting. Smart og tydelig måde at bruge metoden på, og samtidig få andre fordele ud af den. Tænk altid over det, er der andre kedelige ting du kan springe let hen over ved et så markant tidsspring?


Dagene gik og …

Metoden er simpel, du skriver let og elegant ind at dagene gik.  Enten kan du være meget konkret: "Dagene gik og inden jeg vidste af det var det nytår," eller du kan skjule det lidt mere: "Hvorfor gjorde han det her? Det var kun en uge siden vi havde snakket om at ..."


Fordele: Du giver en nogenlunde tydelig tidsangivelse, samtidig med at det integreres i historien. Læseren erkender det, men stopper ikke op i læsningen.

Ulemper: Metoden fungerer bedst over korte strækninger, dage, uger, til nøds måneder. Det kan ikke være sommer, og så lige pludselig være nytår uden at man som læser føler sig lidt snydt – verden kan ikke have stået stille i et halvt år!



Sneen dalede roligt

Den sidste metode er meget elegant, og kan derfor også være den sværeste at udføre. Den går simpelthen ud på at man gennem beskrivelser viser at tiden er gået. Fx ved at beskrive at der er hængt julehjerter op, eller beskrivelser af naturen.


Fordele: Det bliver meget poetisk og smukt, og kan være med til at sætte stemningen for ens historie. Det er også elegant og er 100% show don't tell. Skriver du fx en romantisk historie eller en stemningsbog (stemningsbog ser jeg her i modsætning til actionbøger. Der skal gerne være begge dele i en bog, men hvor action har fokus på plot og handling, så kan stemningsbøgerne have lige så meget fokus på at skabe billeder og følelser hos læseren).

Ulemper: Det bliver meget poetisk og smukt, og i en hardcore action-bog kan det måske falde udenfor. Man skal virkelig være sikker på at ens historie kan bære den her type overgange, da de lige så let som de kan fange læseren, også kan få læseren til at droppe bogen. Hvis du vil læse om hvordan James Bond redder verden gider du IKKE høre om et træs blade, der langsomt daler.

Eksempel: Harry Potter 3-filmen har flere af denne type scener, et af dem jeg husker bedst er weeping willow-træet, der igennem flere scener går igennem årstidernes forandring. Rigtigt stemningsfulde scener, der viser at tiden nu er gået – samtidig med at den minder os om træet løbende igennem filmen, selvom det faktisk først bliver relevant til sidst.



Det var lige tre metoder at introducere tidsspring i dine tekster, fra det meget tydelige spring til det mere skjulte. Men nu er der ingen grund til at lade tiden gå længere, for du skal skrive!



God skrivelyst

mandag den 30. september 2019

Når man sender til et forlag

Så blev den endelig færdig, romanen (eller digt- eller novellesamlingen), den er skrevet, blevet betalæst, korrekturlæst og er nu klar til at et forlag skal føle sig så heldig at sidde med den i hænderne. Men hvordan får man den egentlig der hen?



Manuskriptet

Det første man skal gøre er at printe manuskriptet. Nogle forlag er så cutting edge at de lader en sende pr mail, hvilket regnskovene kan være ret glade for.

Men det er da enkelt - du printer eller mailer. Hov, hov. vent! Er du sikker på det?
kik lige en ekstra gang på dit dokument, ser det ordentligt ud? er det letlæseligt? Er der plads til at forlaget kan skrive notater i siden, så de lettere kan huske hvorfor dit manuskript er godt?

Forlag har forskellige præferencer til hvordan et manuskript skal sættes op, og det er altid en god ide at se på deres hjemmeside om de har nogle specielle krav. 
Har de ikke det, så gælder regel nummer 1, altid: Læsbarhed er det vigtigste. Og lad være med at gå amok med farver og skriftstørrelser – du er forfatter, ikke typograf!
Og prøv ikke at være smart ved at få dine sider til at se gamle ud i et fantasy-manuskript og den slags – det tager ikke kun fokus væk fra historien, men kunne også sagtens give ideen om at du prøver at få noget der måske ikke er særligt godt til at se bedre ud, hvilket jo ikke er sandt!

Til de af jer, der er ligesom mig og bare gerne vil have serveret nogle retningslinjer, så er min standard-opsætning i øjeblikket:
  • Times new roman punkt 12
  • 1,5 linjeafstand
  • 3 cm margin hele vejen rundt (så der er plads til noter)
  • overskrifter Times new roman punkt 14 fed.



Følgebrevet


Så, så er manus printet, så mangler vi kun én ting før vi er parat til at sende romanen ud i den store verden, nemlig følgebrevet.


Følgebrevet er et lille brev man sender med sit manuskript for at forlaget skal have en lille ide om hvad det er de har i hænderne. "Er det en roman, en billedbog eller en digtsamling? Hvem er forfatteren, hvad vil hen os?"

Der er mange måder at skrive et følgebrev på, og ingen forkerte – omend nogle stadig er bedre end andre. Jeg arbejder gerne ud fra en metode jeg lærte et helt andet sted, nemlig til et jobansøgnings-kursus.

Jobansøgninger skal kun være en hurtig præsentation af hvad det er du vil og kan, det vigtigste er nemlig CV'et. Når det gælder følgebreve gælder nogenlunde samme regel, nemlig at det er manuskriptet der er det vigtigste, og det bedste er ofte at lade manuskriptet mere eller mindre tale for sig selv.

Men hvad skal man så skrive? Lad os tale lidt om det. Præcis som med jobansøgninger foretrækker jeg følgebreve, der ikke er meget mere end imellem 15-25 linjer, og slet ikke mere end en side! De skal ikke læse om din historie og hvorfor du elsker den, de skal læse din historie og elske den. Less is more.

Jeg starter altid mine følgebreve med en titel – den kan være catchy eller den kan være generisk: Her er mit manuskript.
Derefter indleder jeg ofte med standardlinjen: Her har I mit manuskript "TITEL", som er en GENRE, for MÅLGRUPPE.


Nu er det kedelige altså overstået, forlagene ved det vigtigste om hvad du har sendt dem, og evt. hvilken redaktør de skal give det til. Nu begynder det sjove.
Jeg har tidligere skrevet om at pitche sine ideer, og det er NU du skal bruge det. Følgebrevet er alle tiders sted at pitche din ide på omkring tre sætninger, så redaktøren får en ide om hvad han skal til at læse, og får blod på tanden.

Når det er lykkedes at lave det perfekte pitch, eller bare en god en, så har du frit spil til ganske kort at fortælle lidt om ideen – hvorfor skrev du historien, har du gjort dig nogle tanker? Hold det dog kort, og har du ingen overvejelser, så lad være med at skrive noget, så brug i stedet tiden på sidste punkt, nemlig:

5 linjers kort beskrivelse af dig, men kun relevante informationer – drop detaljer som at du har en hund og elsker at gå i byen – medmindre det virkelig giver din roman noget at vide den slags. 
Skriv i stedet hvor lang tid du har skrevet, om du har taget kurser i skrivning eller lignende, om du er del af et forfatternetværk og om du har tidligere udgivelser – detaljer der kan få dem til at tage dig seriøst som forfatter.

Det var det, sådan kan et følgebrev se ud. Nu har vi et manuskript og et følgebrev, så er det bare at sende det hele til et forlag og vente. Start hellere på et nyt skriveprojekt imens, man kan vente ganske længe hvis man bare sidder ved postkassen.




God skrivelyst

mandag den 23. september 2019

Med store kræfter … – Hovedpersonens Mantra

Spider-man har et. Sherlock Holmes har et. Mange kendte figurer har et mantra, en bestemt sætning vi forbinder med dem, og som vi føler opsumerer hele deres person.

Spider-mans er let: Med store kræfter følger der et kæmpemæssigt ansvar.

Men hver gang Peter Parker prøver at leve op til det ansvar som sit alter ego, går det ud over ham selv – for hvordan kunne han komme for sent til sin tantes fødselsdag, bare fordi han skulle redde New York fra udslettelse?

Men hvad er et mantra egentlig, og hvordan bruger du det som forfatter?



Hvad er mantra?
Et mantra defineres ved to kendetegn:
  1. Det er noget hovedpersonen enten har hørt nogen sige, eller selv siger.
  2. Det skal være relevant for historien.
Ser vi på de to eksempler jeg opstillede til at starte med så er det ganske tydeligt: Peter Parker hørte ansvars-mantraet fra sin onkel kort inden dennes død. 
Da det er en tyv Peter ikke gad stoppe, der slog onklen ihjel indser Peter at mantraet er korrekt. Han havde kræfterne til at stoppe tyven, men gjorde det ikke. 
Hvis han i stedet levede op til sine kræfters ansvar, så ville verden måske blive et bedre sted.

Sherlock Holmes Mantra er også interessant:
”Det er en alvorlig fejl at teoretisere før man har data. I blinde begynder man at vride kendsgerninger så de passer til ens teorier, i stedet for at lave teorier, der passer til kendsgerningerne.”

Her opsumerer den gode detektiv alt hvad han står for. Det handler om at finde den objektive sandhed, og ikke gætte sig til et svar. Enhver der har læst en bog eller set en film med Sherlock Holmes ved, hvor meget denne indsamling af data betyder for ham.

Hvordan bruger man mantra?

Det er faktisk slet ikke så svært. Først og fremmest handler det om at se på sin historie. Hvilke temaer går igen i den. Har man først sine historiers temaer, så er det lettere at finde ud af hvad hovedpersonens mantra skal være.

Ser vi igen på Sherlock Holmes så har Arthur Conan Doyle (forfatteren) sikkert siddet og tænkt:

”Øv. Det her er noget Sherlock skal gøre i hver historie (finde spor, komme med teorier, finde skurken). Skal jeg virkelig til at forklare hvorfor han gør som han gør i hver bog? Det ville jo blive kedeligt for læseren. Men vent. Hvis jeg laver det til et mantra så kan Sherlock Holmes sige det hurtigt i forbifarten, og så er der ingen der ikke kan følge med!”



Hvorfor bruge mantra?

Ja, det giver sikkert sig selv allerede. Mantraet er godt fordi det hurtigt og klart forklarer hovedpersonens og plottets forhold til hinanden. Samtidig er det en god måde at genfortælle historiens grundlæggende temaer, specielt i serier. 

I stedet for at vi hver gang Peter Parker står overfor et dilemma skal have et flashback til sin onkels død, er det nok med en enkelt sætning: Med store kræfter, følger et kæmpemæssigt ansvar. Så er vi alle ligesom med.


Samtidig er der også en chance for at hvis du skriver historier til børn, så vil de kunne huske dit mantra, og sige det til hinanden og på den måde reklamerer for din historie. Hvor mange børn ved for eksempel ikke hvad jeg snakker om, hvis jeg lige siger:


Gotta Catch’ em all!


Eller hvad med God skrivelyst?

søndag den 15. september 2019

Kan du pitche din roman?

Det utænkelige er sket. Du står i en elevator sammen med en af Gyldendals superseje redaktører, og han har lige spurgt om du kan fortælle lidt om din roman. Du har 2 minutter inden han skal af elevatoren, hvad gør du?

Du bruger et pitch!



Hvad er et pitch?

Pitchen er en gammel tradition indenfor filmverdenen, som forfatteren Mathilde Walter Clark engang introducerede mig for. Den er ganske simpel: Fortæl din ide i tre sætninger. Og her er der ikke noget med at bruge meeeeget lange sætninger eller noget, for du skal kunne fyre dem af lige når chancen er der!
Tre korte sætninger, der til sammen giver et indblik i hvorfor redaktøren skal tage lige præcis din historie i stedet for den der troldmandshistorie af hende Rowling-kvinden.



Hvordan gør man?

Der er to ret simple måder at lave sit pitch på. Jeg har valgt at kalde dem den aristoteliske pitch (fordi den følger Aristoteles’ berettermodel), og hollywood-pitchen (fordi den arbejder ud fra historiens spændingskurve).

Den aristoteliske pitch er den letteste. Den er afsindig simpel og kan sættes op sådan:


1.       sætning: Begyndelsen på historien.
Den unge hobbit Frodo får en magisk ring, der skal ødelægges.


2.       sætning: midten af historien.
Med de onde ringwraiths i hælene lykkes det Frodo at krydse et farligt fantasy-land.


3.       sætning: slutningen på historien.
Frodo når til vulkanen hvor ringen skal ødelægges, men bliver stoppet af Gollum, en ond skabning, der også er interesseret i ringen.


Her har jeg brugt Ringenes Herre til at illustrere hvordan jeg deler pitchen op. Læg mærke til at jeg stopper ret åbent. Det lykkes Frodo at nå til vulkanen, men jeg siger ikke om det reelt set lykkes for ham. Det må redaktøren jo selv finde ud af hvis han er interesseret i bogen!


Hollywood-pitchen er lidt mere besværlig, men er til gengæld en god øvelse i at finde sin histories konflikt. En måde at opstille den på kunne være:

1.       sætning: beskrivelse af hovedpersonen før det går galt.
Frodos liv er stille og roligt i herredet.


2.       sætning: En konflikt dukker op.
En magisk ring dukker op, den har fantastiske egenskaber, men gør også folk grådige og onde.


3.       sætning: Hovedpersonen gør noget for at løse konflikten, men vil det lykkes for ham?
Frodo drager ud for at ødelægge ringen, men andre er også interesseret i dens magiske evner. Kan Frodo ødelægge ringen, eller vil han bukke under for grådigheden, ringen har vækket i ham?


Det lyder da simpelt nok, ikke?




Min historie kan ikke opsummeres på 3 linjer


Det er noget pjat. Kan Ringenes herre opsummeres på tre linjer, så kan din historie også.

Og ja, nu er der mere på spil i Ringenes Herre end lige det jeg skrev i mine pitches. Det kan vi godt blive enige om.

Men nu snakker vi ikke om at forklare alle din histories krumspring, twists, interessante bipersoner og subplots. Vi snakker om at du skal sælge dit manuskript på kort tid. Du skal give redaktøren lyst til at kaste sig over din historie.


Det gør man sjældent ved at følge ham rundt i to timer for at forklare hver et lille twist i ens historie, så han til sidst faktisk ikke gider læse den. 


Til gengæld vil der være gode chancer for at din bog kommer foran i køen, hvis det lille pitch har fået ham til at tænke videre over historien, og bare må finde ud af hvordan den er skruet sammen.



God skrivelyst

søndag den 8. september 2019

Myretuer og isbjerge - to skrivedogmer

Et af de forfatterdogmer man altid bliver præsenteret for, gerne i forbindelse med noveller eller Ernest Hemingway, er at teksten er et isbjerg.

Det betyder i store træk at ens tekst kun fortæller lidt, og lader resten være op til læseren at få frem – lidt ligesom et isbjerg, der ser lille og ubetydelig ud på overfladen, men under vand kan være stort nok til at vælte skibe!


Et andets skrivedogme, der desværre ikke er nær så kendt er, at teksten skal fungere som når man stikker en pind ind i en myretue – det er ikke årstiden for dette lige nu, så lad mig forklare.
Myrer er et dyr, der lidt ligesom mennesker lever deres hverdag ud fra rutiner – lige indtil en irriterende unge stikker en pind i tuen og skaber en situation, der er uvant og må få myrerne til at tage stilling til forandringen.


Historien skal simpelthen være et sådant stik med en pind i dine hovedpersoners verden, og dermed også være konflikten i den historie du gerne vil fortælle.



Men hvad er så forskellen? Og hvad skal man vælge?


Forskellen på de to dogmer er, at den ene er et nedslag i hovedpersonens hverdag (Isbjerget), hvor vi som læsere så skal fornemme en problemstilling mellem linjerne som skal tolkes frem. Den anden (pinden i myretuen) er en uforudset hændelse, der må få hovedpersonerne til at tage stilling til og revurdere aspekter af deres liv.

Hvad man skal vælge af de to skrivedogmer og om man skal vælge, er op til en selv, men at være klar over de to kan både inspirere en til nye tekster, samt forstærke allerede igangværende projekter.



Ja ja, men hvordan?

Det er så det svære. Eller pinden i myretuen er ikke nødvendigvis svær, hvis man er klar over hvad den skal. Så er det jo "bare" at etablere en hverdag, for derefter at rive den fra hinanden med plottets konflikt, og enten etablere den gamle orden igen, etablere en ny orden, eller lade historien være uforløst.

Det svære ligger i at gøre pinden til et relevant og vigtigt nedslag i netop dine personers hverdag. Og det kan jeg faktisk ikke fortælle dig hvordan du gør, du må bare læse andres bud og selv prøve dig frem.

Isbjerg-dogmet er heller ikke svært at bruge, hvis man altså ved hvad der skal tales om. Her kan Ernest Hemingways Bjerge som hvide elefanter anbefales som "den tekst alle taler om når de taler om isbjerget."


Du skal have nogle personer i teksten, og der skal være noget der er ufortalt – noget de måske ikke vil tale om. Igennem hele teksten skal du så gennem hvordan de opfører sig overfor hinanden og hvad de så snakker om, give læseren en ide om at der er noget på spil. Det lyder kompliceret, men kender du dine personer og din konflikt er det egentlig ikke så slemt.

Håber de to skrivedogmer har givet lidt inspiration til videre skrivning!



God skrivelyst