søndag den 17. november 2019

10 gode råd til romanskrivningen (1)

Jeg bliver tit spurgt om jeg ikke lige kan give ti gode råd til hvordan man skal gribe romanskrivningen an. Jo, det kan jeg godt. Jeg har samtidig prøvet at linke til mine tidligere artikler, sådan at I kan læse mere de forskellige råd. Her er de fem første!



1. Sæt dig for det!

Man skriver ikke bare en roman fordi man lige har lyst. En roman er en lang tekst, der kræver at man i lange perioder sætter sig ned og skriver på den samme historie. Derfor kræver det også at man er disciplineret og kan sige til sig selv: Det er det her jeg vil! - og så gøre det, også når man synes historien er dårlig, eller når man hellere vil skrive på noget andet. Dette kan du læse meget mere om her!




2. Find tiden

Rådet er lidt i forlængelse af #1. Du har sat dig for at du gerne vil skrive en roman, men der er også lige lektier, arbejde, venner, kæreste og alt muligt andet der vil have ens tid - Så er det sgu svært at have tid til også at skrive. 


Ja, det er det. Men vil man gerne være forfatter så finder man tiden. Så siger man "Nej, jeg kan ikke i aften, jeg skal skrive." Afsæt tid til at skrive, sig til dig selv at du vil skrive mindst 1 side om dagen, eller måske skrive 2 timer om dagen - hvad der passer dig, bare du husker at få det gjort.


Mig selv, jeg prøver at flette mindst et par skrivetimer ind om dagen, men man kan godt klare sig med mindre hvis man gør det ofte.




3. Få styr på historien

Der er mange, der når de skal skrive en historie bare sætter sig ned og begynder. Denne metode virker for nogen, men der er en del problemer ved den. 


Bl.a. kan du risikere at skulle redigere meget i plottet til sidst, samtidig med at du kan risikere noget endnu værre: at gå død i teksten! For ved du ikke rigtigt hvor du er på vej hen i historien, kan du meget hurtigt ende med at miste skrivelysten - For er historien god, og hvad skal der nu ske med hovedpersonen?


Jeg har skrevet et par indlæg tidligere om at få styr på sine historier



4. Målgruppen, hvem er det?

Der er rigtigt mange der glemmer at spørge sig selv om dette  - Hvem er det jeg skriver til? Et klassisk svar er at de skriver det de selv gider at læse - og det er også rigtigt godt, man skal ikke skrive noget man ikke engang selv gider at læse.


Men derfor må man godt spørge sig selv: Er der andre der gider at læse det her? Forlagene er ret pressede i disse dage, da de jo også skal tjene penge til både at udgive bøger, og betale forfatterne for deres manuskripter. Det betyder at de også bliver nødt til at tænke: er der nogen der gider læse det her? For er man selv den eneste læser af en historie, bliver der ikke solgt mange bøger.


Så tænk gerne over målgruppen, hvem skriver du for, og hvad synes de er fedt? For forfattere skriver jo for at blive læst.



5. Pitch historien!

Jeg har tidligere skrevet et indlæg om at pitche, det kan læses her. At pitche er en disciplin, der går ud på med så få sætninger (gerne tre) som muligt, at kunne opsummere ens historie og hvorfor den er god. Dette er en god øvelse at stille sig selv jævnligt, da man bliver mindet om hvor fokus i ens historie er, og hvorfor man skal skrive den.


En pitch kan sagtens ændre sig i løbet af ens skrivning, hvis man finder ud af at noget egentlig er sjovere at skrive om end andet - det skal man ikke være bange for. Det betyder bare at ens historie udvikler sig, og forhåbentlig bliver bedre! Da pitch'er er korte kan man jo altid prøve det af på en ven: Hvilken lyder mest spændende?


De næste 5 punkter kommer om en uge!


God skrivelyst!

mandag den 11. november 2019

Hvorfor skal du tage på Bogforum?

Næste weekend (15.-17. november) er det Bogforum, Kommer du? 

Bogforum er et tilbagevendende arrangement for forfattere, forlæggere og alle bog-interesserede, der bliver afholdt i Bella Center i København. Der er altid mulighed for gode bogdeals, at møde forfattere, forlæggere og andre bogfolk, og så er det alle tiders mulighed for forfatterspirer til at mingle.

Mingle er et engelsk ord, der frit kan oversættes til det mere moderne - og lige så engelske ord - Networke. Men hvordan kan man egentlig networke på Bogforum?



Se forlagene an


Man skal aldrig undervurdere den store mulighed det er rent faktisk at møde de forskellige forlag. Er der et forlag du har haft et godt øje til og måske gerne vil udgives på? Så besøg deres stand og se hvad det er for nogle mennesker. Er de hyggelige, og tror du, du vil kunne arbejde med dem? (Husk dog på at det ikke altid er deres redaktører der står i standen - men det kan ikke skade at se dem an alligevel)

Når du så alligevel er i deres stand, så er det jo alle tiders mulighed for lige at se hvad de udgiver. Man kan enten spørge dem lige ud, eller, hvis man er lidt mere genert bare se lidt på deres eksisterende udgivelser. Lyder deres bøger som noget i retning af det du skriver?

Og tag for Guds skyld en blok og en kuglepen med! Skriv de forlag ned du ikke kender - for der er rigtigt mange, og det kan jo være at de er noget for dig. Det vil være trist når du kommer hjem at tænke "nå ja, det der forlag henne i hjørnet, hvad var det nu de hed?", så hav altid papir og kuglepen - det kan jo også være du pludselig falder over et par fif fra en gammel rotte, eller et citat du bare MÅ skrive ned.



Lad forlagene se dig an

Den er måske endnu mere vigtig. Forfatterbranchen handler om tekst, og det er tekst vi bliver bedømt på, men derfor er der jo ingen skade i at gøre sig (positivt) bemærket hos et forlag. Og beundrer man deres bøger og falder tilfældigvis i snak, så kan man jo altid Pitche dem ens ide hvis de er lydhør: "Ja, jeg arbejder jo egentlig med det her manuskript, hvor ..."

Det værste der kan ske er at de siger, "Det kan vi ikke lige tage stilling til her, send det til os." - og allerede der er du nået langt! For er det lykkedes dig at få din historie til at lyde original nok, så vil de tænke - "nåh, ja. det er ham/hende." - Og så er dit manuskript allerede forbi den første forhindring hos forlaget.

Og så kan det aldrig skade at virke engageret. Vis dem at du er en forfatter der elsker det du gør, er produktiv, og ved hvad du laver. At du er interesseret i deres forlag, og at du er villig til at arbejde med dit manuskript. Men hvordan viser man lige det uden at det bliver en kæmpe salgstale?

Det er svært, men det kan lade sig at gøre. Hovedsageligt handler det bare om at være ydmyg, og ikke have for høje tanker om sit manuskript. Det er en god historie, og du er villig til at arbejde videre med den hvis de vil udgive den.


Ja, det var lige mine tanker om hvordan man som forfatterspirer kan bruge Bogforum. Ses vi?



God skrivelyst

søndag den 3. november 2019

at skrive med alle sanser

Brug af sanser bliver altid fremhævet som forfatterens primære værktøj. Der er også noget om snakken, en velplaceret sansning kan vække stemninger og minder hos læseren, forklare hovedpersonens holdning eller oplevelse meget bedre end en beskrivelse kan, og samtidig slå tonen an for hele historien.

For få sanser kan virke kedeligt og for fortællende, for mange kan virke som en overdrevet detaljebeskrivelse, der tager fokus væk fra historien. Det handler om at finde en middelvej, og det handler om at vide hvor mange sansninger lige netop den her historie kan bære.
Så I dag synes jeg, at vi skal se lidt på de der sanser.


Der findes fem sanser:
  • Synssansen,
  • høresansen,
  • lugtesansen,
  • følesansen
  • og smagssansen.
Det er her sat i rækkefølge efter hvor meget de bliver brugt.

En stor begynderfejl er faktisk kun at bruge den første, min teori er, at dette skyldes at vi er blevet mere vandt til at se film – hvor synssansen er den primære.


Der er også en anden logik i brugen af synssansen, for det er faktisk den vi navigerer efter i hverdagen. Ofte ser vi trafikskilte, ser bilen når vi skal over gaden og så videre. Skal vi være lidt mere spændende så hører vi også nogen gange bilen inden vi springer til side – tænk at vi kunne være så distræte ikke at se den?

Det er sjældent vi lugter eller smager bilen, og vi mærker den kun hvis vi ikke reagerer på hvad vi hører og ser …


Når så vi alligevel får at vide at sansninger er gode, så er det ikke på grund af hverdagsscenarioerne beskrevet overfor (Hvis det at blive kørt over er et hverdagsscenario). De andre sansninger er gode fordi de skaber stemninger, lugten af råd, smagen af jern i blod, højt græs, der kæler op ad ens ben, alle disse sansninger er med til at skabe en stemning, og dermed fortælle læseren hvordan scenen skal tolkes.




Et praktisk eksempel:


”Huset var gammelt, der var spindelvæv og rådden mad lå på bordet.”

Vi er alle med på at vi her er i et gammelt hus, men det er kedeligt. Skal jeg beskrive hele huset på den måde mister jeg også hurtigt mine læsere – derfor er det lettere at bruge en sansning:

”Fedt og støv greb fat om fingeren, mens Carla så sig om i det gamle hus. Fluers summen blandede sig med den harske lugt af kalkun og flødesovs, der for længst havde haft sidste salgsdato.”

Selvom det ikke er mit bedste stykke tekst, så kan man sagtens se hvordan jeg først bruger følesansen, synssansen, høresansen og lugtesansen. Man kan sagtens være mere konkret med de forskellige sansninger, end jeg lige har været – og det er bestemt også lettere når man har en historie at skrive på, end når man lige skal finde på sansninger on the spot.

Hvad der også er tydeligt af mit eksempel er at tekster bliver længere af sansninger, så døjer du med korte tekster, kan det være du skal se på netop dette? Bare husk min første advarsel – for mange sansninger mætter teksten, og gør den svær for læsere at gå til.



En øvelse jeg tit laver når jeg er ude at undervise handler netop om sanserne, og om at vække sanserne til live: Du er blind, og er i __________ beskriv hvordan du oplever det. Det tomme felt kan så blive erstattet med hvad end er passende, men nogle af mine yndlings er: Cirkus, supermarked under et zombieudbrud og ridderturnering.
Der er sindssygt mange lækre sansninger at tage fat i, så det er bare at komme i gang!



Har du en sanselig beskrivelse du er specielt stolt af?




God skrivelyst!

mandag den 28. oktober 2019

Konkurrence: Ny science fiction-samling

Nu søger Science Fiction Cirklen også igen noveller. Den traditionsrige antologiserie startede i 2007 og er siden udkommet årligt med (mindst) ét bind om året.

Novellen skal være science fiction, men der er ikke krav om noget bestemt emneområde eller andre ydre omstændigheder der skal opfyldes. Alt fra tidsrejser, space-opera, nær fremtid og fjern fremtid til parallelverdener osv. er ok.

”Det bør dog nok nævnes at redaktøren foretrækker historier, der ud over rammen også har en form for ’budskab til læseren’. Det er svært at formalisere, da det kan være så forskelligt, men normalt vil det fremgå af historien når man læser den. Rene action historier der lige så godt kunne være foregået i nutiden vil blive nedprioriteret.”

novellerne har en max ordgrænse på 15.000 ord, og redaktøren forventer for det meste noveller i rammen 3.000-6.000 ord. Mindre kan dog også gøre det, hvis man bare har en knaldgod ide på 500 ord.

Man må højest sende 3 værker ind(fx en tegneserie og to noveller, eller 2 noveller og et digt osv), da redaktøren også skal have en chance for at læse dem igennem. En fornuftig regel, da der sidste gang var over 50 noveller!

Deadline er d. 1/3-2020, så der er rigelig tid til at finde på et spændende og ”budskabsrigt” plot til netop din science fiction-novelle!

Novellen skal (sammen med en lille tekst om forfatteren på 200-400 ord) sendes til redaktøren Carl-Eddy Skovgård på  bog@sciencefiction.dk med emnet: ’Lige under overfladen 2020 tekst’

Sammen med jeres tekst skal du vedlægge en postadresse (ikke mail), og en kort beskrivelse af dig selv hvis novellen skulle blive antaget (100-400 ord), inklusive jeres fødselsår i slutningen af teksten. "Lidt om dig selv" SKAL! skrives i 3. person.

Den vedhæftede fil med novellen skal navngives efter titlen på novellen.
 


For yderligere information kan du gå ind på Science Fiction cirklens hjemmeside, eller kontakte Carl-Eddy pr mail.


God skrivelyst

søndag den 20. oktober 2019

Deltager du I NaNoWriMo?

Igen i år er der NaNoWriMo, og igen i år har jeg nok desværre ikke tid til at deltage.
Selvom jeg prøver at sige til mig selv, at i år bliver året hvor jeg deltager, så kommer der altid noget op, der forhindrer det. Men det skal jo ikke forhindre JER i at deltage!



Hvad er NaNoWriMo?

NaNoWriMo står for national novel writing month (om end det nu om dage burde være InNaNoWriMo, da det mere eller mindre er blevet internationalt!)


Selve ideen er simpel. Du skal på november måned (30 dage) skrive en roman på minimum 50.000 ord. Om du har plottet planlagt, eller bare skriver ud fra inspiration er op til dig, så længe man skriver!

Rundt regnet kræver konkurrencen at man skriver ca. 1667 ord pr dag. Ikke en umulig opgave! Svær, ja, men ikke umulig!



Hvorfor NaNoWriMo?
Fordi det er fedt. Det er fedt at kunne sige at man lige har skrevet en roman på en måned. Selvfølgelig kan man ikke forvente en genial roman på 30 dage, men det er heller ikke meningen med NaNoWriMo. Ideen er at skrive. Og skrive en masse. Slå den indre kritiker fra, og bare få ord ned på papiret.

Det er faktisk sket, at nogle af de romaner, der er blevet produceret i løbet af NaNoWriMo er blevet udgivet. Efter en voldsom omskrivning selvfølgelig.

Og efter at NaNoWriMo er blevet så stor en success, så er der selvfølgelig også kommet en måned til omskrivningen. Marts måned er NaNoEdMo (National Novel Editing Month), og her er der mulighed for at rette sin roman til, så den er klar til den endelige bedømmelse: forlagsturneen.

Jeg kan kun opfordre til at deltage, hvis du har tid! Det er en fantastisk øvelse, og så fedt at nå i mål to minutter i midnat d. 30. november. Det skal prøves. Mindst en gang!



God skrivelyst

søndag den 13. oktober 2019

Skal bøger have et soundtrack?

Der er delte meninger om hvorvidt man kan skrive mens man hører musik, jeg er en af dem, der mener at det sagtens kan lade sig gøre – om ikke andet, så fordi at du ikke kan slippe for den baggrundsstøj du alligevel omgiver dig med, så hvorfor ikke selv vælge hvad du vil høre på mens du hakker løs på tastaturet?

En ting jeg har opdaget, er dog, at jeg de sidste mange gange har hørt meget specifikke ting når jeg arbejdede med forskellige ideer. Jeg har simpelthen lavet et soundtrack til de forskellige ideer.


Det startede egentlig med at jeg købte soundtracket til gyserfilmen Freddy vs. Jason for snart mange år siden. Det var gode hurtige numre, der samtidig var mørke, men uden at blive triste. Rytmen gav mig et ret godt flow i handlingen samtidig med at jeg let kunne komme ind i historiens ”stemme”, den kom ligesom til mig hvis jeg satte cd’en på.


Jeg har også en cd med baggrundsmusikken fra Diablo-spillene. Det er vildt dejligt når der skal skrives Dark Fantasy, da der ikke er sang eller noget i, det er bare stemning på lyd, og det er fedt.



Men er det egentlig en god ide?


Let’s face it, kan det ikke blive mere distraherende end hvad godt er? Jo, det kan det godt. Hemmeligheden her må være at prøve det af, og er der noget musik, der vækker drivet i en, så skal man bruge det.


Da jeg skrev Standby fik Taylor Swifts nummer Enchanted altid gang i skrivningen, og når jeg hører den i dag, tænker jeg stadig på Liva, der dødnervøs vender tilbage på verandaen og ser at Niklas er skredet.


Men er det bare fordi man har besluttet sig for at ens historie skal være lidt ligesom Nirvanas musik, men det aldrig rigtigt hjælper en til at skrive – så drop det. Nyd dit Nirvana-album, og skriv så bagefter. Det er lidt ligesom med mad – bare fordi to ting er lækre hver for sig, behøver man ikke kombinere det.



Egentlig tror jeg det fungerer bedst når man vælger et soundtrack fra noget andet – altså fx en film man gerne vil have at ens historie minder om på en eller anden måde? Jeg ville gerne have fortælletempoet og den uhyggelige men hurtige stil fra Freddy vs Jason, så derfor fandt jeg det soundtrack.


Måske vil du gerne skrive et episk fantasydrama ala Ringenes Herre? Det musik kan man også skaffe, og hvis det sætter skrivningen op i gear, så er det sgu da bare at gøre det!



Man skal bare passe på. Jeg har en historie, der aldrig bliver skrevet, men hvor jeg valgte soundtrack til. Hver gang et specielt nummer bliver spillet i radioen, så er Hovedpersonen der igen, og hun kan virkelig brokke sig!




God skrivelyst

mandag den 7. oktober 2019

Når tiden bare skal gå - Om tidsspring i romaner og noveller

Du kender det sikkert, du skriver en historie, op pludselig skal tiden bare gå. Måske er det en varulve-historie, og du skal bare vente på næste fuldmåne, måske er det en historie, hvor alt det spændende sker i weekenderne, og man derfor hele tiden har fem dage man ikke ved hvad man skal gøre med.

Gudskelov er der 3 lette og håndgribelige måder at lave tidsspring, hver med sine fordele og ulemper.



3 år senere-metoden

Denne metode er ret simpel, men kræver også gerne længere tidsspring for at virke optimalt.
Ideen er simpel, du har en længere periode af tid, der bare skal gå, så hvad gør du? Du i starten af kapitlet, eller på en side for sig selv: 3 år senere (eller den tid du nu har brug for). 


Fordele: Et tydeligt markeret tidsspring, hvor læseren er med på at nu er vi sprunget i tiden.

Ulemper: Folk udvikler sig over så lang tid, hvilket gør at du ikke bare kan lade som om hele verden har stået stille – nej, du bliver nødt til at finde ud af hvem der er blevet kærester, hvem der er på flugt fra loven og så videre.

Eksempel: Tv-serien Desperate Housewives har et afsnit hvor de springer nogle år frem i tiden for at slippe for at flere af deres karakterer ikke måtte være med pga. fængselsdomme og hvad ved jeg. Her brugte de så muligheden til at lade en starte en forretning, lade andre få børn (så slap de samtidig for en sæson med skuespilleren med falsk gravid mave), og en masse andre ting. Smart og tydelig måde at bruge metoden på, og samtidig få andre fordele ud af den. Tænk altid over det, er der andre kedelige ting du kan springe let hen over ved et så markant tidsspring?


Dagene gik og …

Metoden er simpel, du skriver let og elegant ind at dagene gik.  Enten kan du være meget konkret: "Dagene gik og inden jeg vidste af det var det nytår," eller du kan skjule det lidt mere: "Hvorfor gjorde han det her? Det var kun en uge siden vi havde snakket om at ..."


Fordele: Du giver en nogenlunde tydelig tidsangivelse, samtidig med at det integreres i historien. Læseren erkender det, men stopper ikke op i læsningen.

Ulemper: Metoden fungerer bedst over korte strækninger, dage, uger, til nøds måneder. Det kan ikke være sommer, og så lige pludselig være nytår uden at man som læser føler sig lidt snydt – verden kan ikke have stået stille i et halvt år!



Sneen dalede roligt

Den sidste metode er meget elegant, og kan derfor også være den sværeste at udføre. Den går simpelthen ud på at man gennem beskrivelser viser at tiden er gået. Fx ved at beskrive at der er hængt julehjerter op, eller beskrivelser af naturen.


Fordele: Det bliver meget poetisk og smukt, og kan være med til at sætte stemningen for ens historie. Det er også elegant og er 100% show don't tell. Skriver du fx en romantisk historie eller en stemningsbog (stemningsbog ser jeg her i modsætning til actionbøger. Der skal gerne være begge dele i en bog, men hvor action har fokus på plot og handling, så kan stemningsbøgerne have lige så meget fokus på at skabe billeder og følelser hos læseren).

Ulemper: Det bliver meget poetisk og smukt, og i en hardcore action-bog kan det måske falde udenfor. Man skal virkelig være sikker på at ens historie kan bære den her type overgange, da de lige så let som de kan fange læseren, også kan få læseren til at droppe bogen. Hvis du vil læse om hvordan James Bond redder verden gider du IKKE høre om et træs blade, der langsomt daler.

Eksempel: Harry Potter 3-filmen har flere af denne type scener, et af dem jeg husker bedst er weeping willow-træet, der igennem flere scener går igennem årstidernes forandring. Rigtigt stemningsfulde scener, der viser at tiden nu er gået – samtidig med at den minder os om træet løbende igennem filmen, selvom det faktisk først bliver relevant til sidst.



Det var lige tre metoder at introducere tidsspring i dine tekster, fra det meget tydelige spring til det mere skjulte. Men nu er der ingen grund til at lade tiden gå længere, for du skal skrive!



God skrivelyst

mandag den 30. september 2019

Når man sender til et forlag

Så blev den endelig færdig, romanen (eller digt- eller novellesamlingen), den er skrevet, blevet betalæst, korrekturlæst og er nu klar til at et forlag skal føle sig så heldig at sidde med den i hænderne. Men hvordan får man den egentlig der hen?



Manuskriptet

Det første man skal gøre er at printe manuskriptet. Nogle forlag er så cutting edge at de lader en sende pr mail, hvilket regnskovene kan være ret glade for.

Men det er da enkelt - du printer eller mailer. Hov, hov. vent! Er du sikker på det?
kik lige en ekstra gang på dit dokument, ser det ordentligt ud? er det letlæseligt? Er der plads til at forlaget kan skrive notater i siden, så de lettere kan huske hvorfor dit manuskript er godt?

Forlag har forskellige præferencer til hvordan et manuskript skal sættes op, og det er altid en god ide at se på deres hjemmeside om de har nogle specielle krav. 
Har de ikke det, så gælder regel nummer 1, altid: Læsbarhed er det vigtigste. Og lad være med at gå amok med farver og skriftstørrelser – du er forfatter, ikke typograf!
Og prøv ikke at være smart ved at få dine sider til at se gamle ud i et fantasy-manuskript og den slags – det tager ikke kun fokus væk fra historien, men kunne også sagtens give ideen om at du prøver at få noget der måske ikke er særligt godt til at se bedre ud, hvilket jo ikke er sandt!

Til de af jer, der er ligesom mig og bare gerne vil have serveret nogle retningslinjer, så er min standard-opsætning i øjeblikket:
  • Times new roman punkt 12
  • 1,5 linjeafstand
  • 3 cm margin hele vejen rundt (så der er plads til noter)
  • overskrifter Times new roman punkt 14 fed.



Følgebrevet


Så, så er manus printet, så mangler vi kun én ting før vi er parat til at sende romanen ud i den store verden, nemlig følgebrevet.


Følgebrevet er et lille brev man sender med sit manuskript for at forlaget skal have en lille ide om hvad det er de har i hænderne. "Er det en roman, en billedbog eller en digtsamling? Hvem er forfatteren, hvad vil hen os?"

Der er mange måder at skrive et følgebrev på, og ingen forkerte – omend nogle stadig er bedre end andre. Jeg arbejder gerne ud fra en metode jeg lærte et helt andet sted, nemlig til et jobansøgnings-kursus.

Jobansøgninger skal kun være en hurtig præsentation af hvad det er du vil og kan, det vigtigste er nemlig CV'et. Når det gælder følgebreve gælder nogenlunde samme regel, nemlig at det er manuskriptet der er det vigtigste, og det bedste er ofte at lade manuskriptet mere eller mindre tale for sig selv.

Men hvad skal man så skrive? Lad os tale lidt om det. Præcis som med jobansøgninger foretrækker jeg følgebreve, der ikke er meget mere end imellem 15-25 linjer, og slet ikke mere end en side! De skal ikke læse om din historie og hvorfor du elsker den, de skal læse din historie og elske den. Less is more.

Jeg starter altid mine følgebreve med en titel – den kan være catchy eller den kan være generisk: Her er mit manuskript.
Derefter indleder jeg ofte med standardlinjen: Her har I mit manuskript "TITEL", som er en GENRE, for MÅLGRUPPE.


Nu er det kedelige altså overstået, forlagene ved det vigtigste om hvad du har sendt dem, og evt. hvilken redaktør de skal give det til. Nu begynder det sjove.
Jeg har tidligere skrevet om at pitche sine ideer, og det er NU du skal bruge det. Følgebrevet er alle tiders sted at pitche din ide på omkring tre sætninger, så redaktøren får en ide om hvad han skal til at læse, og får blod på tanden.

Når det er lykkedes at lave det perfekte pitch, eller bare en god en, så har du frit spil til ganske kort at fortælle lidt om ideen – hvorfor skrev du historien, har du gjort dig nogle tanker? Hold det dog kort, og har du ingen overvejelser, så lad være med at skrive noget, så brug i stedet tiden på sidste punkt, nemlig:

5 linjers kort beskrivelse af dig, men kun relevante informationer – drop detaljer som at du har en hund og elsker at gå i byen – medmindre det virkelig giver din roman noget at vide den slags. 
Skriv i stedet hvor lang tid du har skrevet, om du har taget kurser i skrivning eller lignende, om du er del af et forfatternetværk og om du har tidligere udgivelser – detaljer der kan få dem til at tage dig seriøst som forfatter.

Det var det, sådan kan et følgebrev se ud. Nu har vi et manuskript og et følgebrev, så er det bare at sende det hele til et forlag og vente. Start hellere på et nyt skriveprojekt imens, man kan vente ganske længe hvis man bare sidder ved postkassen.




God skrivelyst

mandag den 23. september 2019

Med store kræfter … – Hovedpersonens Mantra

Spider-man har et. Sherlock Holmes har et. Mange kendte figurer har et mantra, en bestemt sætning vi forbinder med dem, og som vi føler opsumerer hele deres person.

Spider-mans er let: Med store kræfter følger der et kæmpemæssigt ansvar.

Men hver gang Peter Parker prøver at leve op til det ansvar som sit alter ego, går det ud over ham selv – for hvordan kunne han komme for sent til sin tantes fødselsdag, bare fordi han skulle redde New York fra udslettelse?

Men hvad er et mantra egentlig, og hvordan bruger du det som forfatter?



Hvad er mantra?
Et mantra defineres ved to kendetegn:
  1. Det er noget hovedpersonen enten har hørt nogen sige, eller selv siger.
  2. Det skal være relevant for historien.
Ser vi på de to eksempler jeg opstillede til at starte med så er det ganske tydeligt: Peter Parker hørte ansvars-mantraet fra sin onkel kort inden dennes død. 
Da det er en tyv Peter ikke gad stoppe, der slog onklen ihjel indser Peter at mantraet er korrekt. Han havde kræfterne til at stoppe tyven, men gjorde det ikke. 
Hvis han i stedet levede op til sine kræfters ansvar, så ville verden måske blive et bedre sted.

Sherlock Holmes Mantra er også interessant:
”Det er en alvorlig fejl at teoretisere før man har data. I blinde begynder man at vride kendsgerninger så de passer til ens teorier, i stedet for at lave teorier, der passer til kendsgerningerne.”

Her opsumerer den gode detektiv alt hvad han står for. Det handler om at finde den objektive sandhed, og ikke gætte sig til et svar. Enhver der har læst en bog eller set en film med Sherlock Holmes ved, hvor meget denne indsamling af data betyder for ham.

Hvordan bruger man mantra?

Det er faktisk slet ikke så svært. Først og fremmest handler det om at se på sin historie. Hvilke temaer går igen i den. Har man først sine historiers temaer, så er det lettere at finde ud af hvad hovedpersonens mantra skal være.

Ser vi igen på Sherlock Holmes så har Arthur Conan Doyle (forfatteren) sikkert siddet og tænkt:

”Øv. Det her er noget Sherlock skal gøre i hver historie (finde spor, komme med teorier, finde skurken). Skal jeg virkelig til at forklare hvorfor han gør som han gør i hver bog? Det ville jo blive kedeligt for læseren. Men vent. Hvis jeg laver det til et mantra så kan Sherlock Holmes sige det hurtigt i forbifarten, og så er der ingen der ikke kan følge med!”



Hvorfor bruge mantra?

Ja, det giver sikkert sig selv allerede. Mantraet er godt fordi det hurtigt og klart forklarer hovedpersonens og plottets forhold til hinanden. Samtidig er det en god måde at genfortælle historiens grundlæggende temaer, specielt i serier. 

I stedet for at vi hver gang Peter Parker står overfor et dilemma skal have et flashback til sin onkels død, er det nok med en enkelt sætning: Med store kræfter, følger et kæmpemæssigt ansvar. Så er vi alle ligesom med.


Samtidig er der også en chance for at hvis du skriver historier til børn, så vil de kunne huske dit mantra, og sige det til hinanden og på den måde reklamerer for din historie. Hvor mange børn ved for eksempel ikke hvad jeg snakker om, hvis jeg lige siger:


Gotta Catch’ em all!


Eller hvad med God skrivelyst?

søndag den 15. september 2019

Kan du pitche din roman?

Det utænkelige er sket. Du står i en elevator sammen med en af Gyldendals superseje redaktører, og han har lige spurgt om du kan fortælle lidt om din roman. Du har 2 minutter inden han skal af elevatoren, hvad gør du?

Du bruger et pitch!



Hvad er et pitch?

Pitchen er en gammel tradition indenfor filmverdenen, som forfatteren Mathilde Walter Clark engang introducerede mig for. Den er ganske simpel: Fortæl din ide i tre sætninger. Og her er der ikke noget med at bruge meeeeget lange sætninger eller noget, for du skal kunne fyre dem af lige når chancen er der!
Tre korte sætninger, der til sammen giver et indblik i hvorfor redaktøren skal tage lige præcis din historie i stedet for den der troldmandshistorie af hende Rowling-kvinden.



Hvordan gør man?

Der er to ret simple måder at lave sit pitch på. Jeg har valgt at kalde dem den aristoteliske pitch (fordi den følger Aristoteles’ berettermodel), og hollywood-pitchen (fordi den arbejder ud fra historiens spændingskurve).

Den aristoteliske pitch er den letteste. Den er afsindig simpel og kan sættes op sådan:


1.       sætning: Begyndelsen på historien.
Den unge hobbit Frodo får en magisk ring, der skal ødelægges.


2.       sætning: midten af historien.
Med de onde ringwraiths i hælene lykkes det Frodo at krydse et farligt fantasy-land.


3.       sætning: slutningen på historien.
Frodo når til vulkanen hvor ringen skal ødelægges, men bliver stoppet af Gollum, en ond skabning, der også er interesseret i ringen.


Her har jeg brugt Ringenes Herre til at illustrere hvordan jeg deler pitchen op. Læg mærke til at jeg stopper ret åbent. Det lykkes Frodo at nå til vulkanen, men jeg siger ikke om det reelt set lykkes for ham. Det må redaktøren jo selv finde ud af hvis han er interesseret i bogen!


Hollywood-pitchen er lidt mere besværlig, men er til gengæld en god øvelse i at finde sin histories konflikt. En måde at opstille den på kunne være:

1.       sætning: beskrivelse af hovedpersonen før det går galt.
Frodos liv er stille og roligt i herredet.


2.       sætning: En konflikt dukker op.
En magisk ring dukker op, den har fantastiske egenskaber, men gør også folk grådige og onde.


3.       sætning: Hovedpersonen gør noget for at løse konflikten, men vil det lykkes for ham?
Frodo drager ud for at ødelægge ringen, men andre er også interesseret i dens magiske evner. Kan Frodo ødelægge ringen, eller vil han bukke under for grådigheden, ringen har vækket i ham?


Det lyder da simpelt nok, ikke?




Min historie kan ikke opsummeres på 3 linjer


Det er noget pjat. Kan Ringenes herre opsummeres på tre linjer, så kan din historie også.

Og ja, nu er der mere på spil i Ringenes Herre end lige det jeg skrev i mine pitches. Det kan vi godt blive enige om.

Men nu snakker vi ikke om at forklare alle din histories krumspring, twists, interessante bipersoner og subplots. Vi snakker om at du skal sælge dit manuskript på kort tid. Du skal give redaktøren lyst til at kaste sig over din historie.


Det gør man sjældent ved at følge ham rundt i to timer for at forklare hver et lille twist i ens historie, så han til sidst faktisk ikke gider læse den. 


Til gengæld vil der være gode chancer for at din bog kommer foran i køen, hvis det lille pitch har fået ham til at tænke videre over historien, og bare må finde ud af hvordan den er skruet sammen.



God skrivelyst

søndag den 8. september 2019

Myretuer og isbjerge - to skrivedogmer

Et af de forfatterdogmer man altid bliver præsenteret for, gerne i forbindelse med noveller eller Ernest Hemingway, er at teksten er et isbjerg.

Det betyder i store træk at ens tekst kun fortæller lidt, og lader resten være op til læseren at få frem – lidt ligesom et isbjerg, der ser lille og ubetydelig ud på overfladen, men under vand kan være stort nok til at vælte skibe!


Et andets skrivedogme, der desværre ikke er nær så kendt er, at teksten skal fungere som når man stikker en pind ind i en myretue – det er ikke årstiden for dette lige nu, så lad mig forklare.
Myrer er et dyr, der lidt ligesom mennesker lever deres hverdag ud fra rutiner – lige indtil en irriterende unge stikker en pind i tuen og skaber en situation, der er uvant og må få myrerne til at tage stilling til forandringen.


Historien skal simpelthen være et sådant stik med en pind i dine hovedpersoners verden, og dermed også være konflikten i den historie du gerne vil fortælle.



Men hvad er så forskellen? Og hvad skal man vælge?


Forskellen på de to dogmer er, at den ene er et nedslag i hovedpersonens hverdag (Isbjerget), hvor vi som læsere så skal fornemme en problemstilling mellem linjerne som skal tolkes frem. Den anden (pinden i myretuen) er en uforudset hændelse, der må få hovedpersonerne til at tage stilling til og revurdere aspekter af deres liv.

Hvad man skal vælge af de to skrivedogmer og om man skal vælge, er op til en selv, men at være klar over de to kan både inspirere en til nye tekster, samt forstærke allerede igangværende projekter.



Ja ja, men hvordan?

Det er så det svære. Eller pinden i myretuen er ikke nødvendigvis svær, hvis man er klar over hvad den skal. Så er det jo "bare" at etablere en hverdag, for derefter at rive den fra hinanden med plottets konflikt, og enten etablere den gamle orden igen, etablere en ny orden, eller lade historien være uforløst.

Det svære ligger i at gøre pinden til et relevant og vigtigt nedslag i netop dine personers hverdag. Og det kan jeg faktisk ikke fortælle dig hvordan du gør, du må bare læse andres bud og selv prøve dig frem.

Isbjerg-dogmet er heller ikke svært at bruge, hvis man altså ved hvad der skal tales om. Her kan Ernest Hemingways Bjerge som hvide elefanter anbefales som "den tekst alle taler om når de taler om isbjerget."


Du skal have nogle personer i teksten, og der skal være noget der er ufortalt – noget de måske ikke vil tale om. Igennem hele teksten skal du så gennem hvordan de opfører sig overfor hinanden og hvad de så snakker om, give læseren en ide om at der er noget på spil. Det lyder kompliceret, men kender du dine personer og din konflikt er det egentlig ikke så slemt.

Håber de to skrivedogmer har givet lidt inspiration til videre skrivning!



God skrivelyst

søndag den 1. september 2019

Begyndelsen - De tre typer anslag

Det er ikke nogen hemmelighed at læsere i dag er ekstremt kræsne – måske lidt for kræsne for deres eget bedste – og kasserer bøger hvis de ikke er fanget af historien med det samme. Derfor skal man som forfatter skrive en første side, ja, faktisk en første sætning, der er så god, at læseren bare ikke kan give slip på bogen når sætningen og siden er færdig. 

Dette kaldes et anslag, historiens start, og hvordan den helt præcis skal være findes der mange delte meninger om, men ikke rigtigt nogle facitter. Jeg har tre forskellige slags anslag jeg selv synes er gennemgående for moderne litteratur, nemlig Hook-anslaget, det tematiske anslag og karakter-anslaget.



Hook-anslaget

Hook-anslaget er et af de lette anslag i den forstand, at det simpelthen bare er spændende uden diskussion. Hook betyder krog, og det er netop det der er finten, at sætte en krog i læseren. Dette gøres ved at starte i en spændende situation. 


Dette kan foregå på mange måder, enten kan det som i min egen gennemgang af berettermodellen være et skudopgør, der indleder den store historie. Eller som et in medias res-spring, hvor vi hører om noget der senere vil ske for vores hovedpersoner inden vi i næste kapitel så springer tilbage til start. 

Den sidste mulighed er lidt at snyde, det er nemlig at bruge Indiana Jones-tricket, at lade vores hovedperson udføre noget spændende, der ikke er relateret til historiens plot, men i stedet giver en ide om hvad for en type historie vi har med at gøre – tricket låner dog også en del fra det tematiske anslag.

Fordelen ved hook-anslaget er derfor at du hurtigt fanger læserne med en spændende scene. Ulempen er at du kan komme til faktisk at være så spændende eller forvirrende at nogle læsere vil miste interessen for historien, da de ikke endnu har opbygget nok følelsesmæssig forståelse for hovedpersonerne og din historie.



Det tematiske anslag

Det tematiske anslag er en sætning eller et tekststykke, der slår de temaer du arbejder med i din historie an. Et af mine yndlingseksempler, som jeg nævnte ovenfor Indiana Jones, hvor vi i starten af filmene altid ser Indy på et eventyr, der intet har med historien at gøre, men som viser hvad vi kan vente os af historien! 


Et andet citat er fra Twilight-bøgerne, omend jeg efter længere diskussion har accepteret at dette mere er et tematisk anslag for hele serien og ikke kun bog ét:

"I'd never given much thought to how I would die — though I'd had reason enough in the last few months — but even if I had, I would not have imagined it like this."

Man kan sige hvad man vil om den serie, men stærkere start får man sgu sjældent. Det sidste eksempel jeg her kort vil nævne er fra Oscar Wildes The Picture of Dorian Gray, der starter med en kort tekst af forfatteren, der definerer hvad kunst er. Man skal nok være Oscar Wilde for at kunne slippe af sted med den slags – og man kan diskutere om han rent faktisk slap af sted med det – men fedt er det.

Af fordele og ulemper kan man igen sige at fordelen er at man hurtigt definerer hvad historien kommer til at handle om, og derfor kan fange de læsere, der måske ikke umiddelbart er draget af hovedpersonen. Ulemperne er så også at andre læsere kan vælge historien fra på grund af al det tema-snak.



Karakter-anslaget

Den sidste anslagstype er en af de svære i mine øjne. Karakteranslaget kræver ofte at man kan fange sin hovedperson på den første linje, og gøre ham til en person der bare er interessant og dragene. Det er simpelthen oplevelsen af karakteren, der her skal fange læseren og få ham/hende til at læse videre.


Nicole Boyle Rødtnes har i sin bog Medaljonen et karakteranslag jeg synes virkelig videreformidler både hovedpersonens tanker, men også den stemning vi som læsere skal have til personen:

"Mine sokker trækker et vådt spor i entreen. et brunt spor af regnvejr og mudder. Fliserne har revet hul på stoffet, så jeg kan se huden igennem. Hvorfor skulle de også tage mine sko?"

Fordelen ved karakter-anslaget er, at selvom din historie kan være lidt sløv i optrækket, så er vi draget ind af hovedpersonen. Ulempen er, at du kan risikere bare ikke at have en særlig dragende hovedperson. Hvad du synes er sejt som forfatter behøver ikke være det læserne gider, så sørg også for at du har en historie, der kan bære.



Det var en kort gennemgang af de tre anslagstyper, håber dette har inspireret dig til at se nærmere på hvilken du selv bruger, og måske næste gang overveje om der ikke kunne være en anden måde at starte din historie på?



God skrivelyst

mandag den 26. august 2019

quick guide til spændingsopbygning

Hvordan opbygger man spænding i en tekst? Får læseren til at sidde på stolekanten uden mulighed for at lægge bogen fra sig? Der er ikke én sandhed når det gælder spændingsskabelse, men der er nogle metoder man kan tage med sig.

Første punkt er at man bør kende spændingskurven! Jeg har før gennemgået den, og vil stadig den dag i dag holde fast i at det er det vigtigste man som forfatter kan tage med sig fra folkeskolen – kend berettermodellen, vid hvordan den fungerer, og brug den!

Når det så er sagt er der tre punkter, som kan være rare at vide når man skal prøve at skabe spænding i sin historie. Den første handler om hemmeligheder …



Videnstilbageholdelse

Så du hvad jeg gjorde der? Fordi jeg kun nævnte at det handlede om hemmeligheder, men ikke sagde hvad det var, måtte du bare læse videre ... Ej, okay, måske ikke. Men princippet er godt nok! Det er også derfor krimier virkelig kan skabe spænding – den stiller nemlig to spørgsmål til læseren: Hvem slog ham ihjel og hvorfor? (nogle gange stiller de flere spørgsmål, men de to plejer i hvert fald at være der!)

Der er en masse fordele ved at tilbageholde viden. Læseren bliver interesseret og vil finde ud af det de ikke ved, men der er også 3 ret interessante resultater af videnstilbageholdelse:
Er hovedpersonen på sporet af noget uden at vide hvad, skaber det spænding, plain and simple.
Kender læseren ikke svaret, men gør hovedpersonen (og holder denne viden tilbage for læseren) giver det overraskelse – og en upålidelig fortæller.


Ved læseren hvad der gemmer sig bag døren, og ved hovedpersonen det ikke så skaber det dramatisk ironi – vi ved at det vil ende galt så snart han går derind, og "gør han det, gør han ikke"-problemet bliver meget mere levende for læseren.



High Risk, No Time

High Risk, No Time er ganske simpel – giv din hovedperson så meget som muligt at miste, og begræns hans tid til at redde det på, eller gør det helt umuligt så du tvinger ham til at vælge! De fleste mennesker hader stress, men når det gælder hovedpersoner, så har jeg hørt de elsker det så slå dig løs!

Tvinger du ham til at skulle tage sådan et valg skaber du nemlig et dilemma i teksten, og gør du det rigtigt godt, skaber du et problem som læseren måske endda tager med sig selv efter bogen er slut – for valgte hovedpersonen rigtigt da han reddede verden men mistede sin elskede? 



Persondynamik og –pres

En af de mest oplagte måder at opnå spænding på er ved hjælp af de personer der indgår i historien. Er der gnidninger mellem dem er det nemlig ikke kun en god sidehistorie, men også en spænding, der måske/måske ikke bryder ud på det mest farlige tidspunkt!

Mit yndlingseksempel er altid: En sort mand og en racist er fanget i en ubåd – kun ved hjælp af samarbejde kan de komme ud. Det må bare give gnidninger, og samtidig er de stærkt afhængige af hinanden, en perfekt opskrift på spænding!

Det der egentlig er vigtigst at forholde sig til når det gælder persondynamik er, om:
Det er full blown eller low key. Når det er full blown så er det en åbenlys udmelding – "Jeg er fucking racist og du skal dø!", hvorimod hvis det er low key, så står det mere mellem linjerne. Der kan sagtens ske en udvikling fra low key til full blown, hvorimod den anden vej er lidt mere besværlig.

Konflikten behøver ikke at være slem som i mit eksempel (racehad). Det kan også sagtens være noget godt, for eksempel hvis drengen er hemmeligt forelsket i pigen. Her har vi en low key-spænding, som på et tidspunkt kan ændre hele historiens situation!


Det var mine tre punkter til hvordan man kan skabe spænding i sine historier, jeg håber bestemt du har kunnet bruge dem.




God skrivelyst!

mandag den 19. august 2019

Skrivekursus – aktiv læring hvor sproget bliver levende

Så har jeg igen været i Sønderborg, hvor jeg har undervist i skrivning på deres bibliotek.

Sammen med kollega Nicole Boyle Rødtnes har vi I en uge givet en gruppe unge en forståelse for historieopbygning, sprog og hvordan man arbejder med sin tekst – alt sammen med et fokus på konkrete skriveøvelser, så ungerne let kan få praksis ind under huden.

Men hvorfor er det egentlig vigtigt med de her skrivekurser? Er det bare for at jeg kan tjene lidt penge eller er der faktisk en dybere mening med det? Det synes jeg.



Kompetencer man kan tage med sig

Let’s face it. Vi har lige undervist 24 unger i skrivning. Det er ikke dem alle der bliver forfattere, mange af dem synes bare det er sjovt at skrive, og så virker kurset som en god måde at dyrke den hobby.

Fordelen er at man med god skriveundervisning både får trænet sit sprog og sin evne til at formidle sig, samtidig med at man får en masse litteraturanalytiske egenskaber ind fra sidevejen fordi man får dem prøvet af i praksis.

Vi arbejder gerne med spændingskurver, genre-kendetegn og/eller litterære virkemidler, og det giver ungerne en ballast ved senere møder med litteratur.

Samtidig er en af elementerne i et sådan kursus at man læser tekster højt for hinanden og øver sig i at give og modtage feedback: egenskaber som kan være svært for en ung person, og som derfor kan være rart at træne i trygge rammer med noget man godt kan lide.


Samtidig er evnen til både at give men også at modtage og bruge konstruktiv kritik sindssygt vigtig i vores verden, der bevæger sig hurtigt.


Specielt skolelærere er min oplevelse, er glad for lige præcis dette aspekt, fordi det giver børnene kompetencer til at bruge hinanden i arbejdet med at blive bedre til de skriftlige opgaver.



Inspiration og drive

Forfattere kan noget andet end lærere, pædagoger og bibliotekarer.  Alle tre grupper er sindssygt vigtige for unge, men at møde forfatteren kan altså ikke erstattes.

Samtidig kan en forfatter takket være sin træning i bogskrivning gribe situationer bedre, og støtte ungerne hvor de er kreativt.

Samtidig er der en mængde inspiration, der videregives ved at møde en, der rent faktisk lever forfatterlivet, og ikke bare formidler det, samtidig med at forfattere kan videregive et drive i ungerne, de kan tage med sig.

Og så skaber det bare liv i en klasse eller på et bibliotek. Der sker noget andet end der plejer, og det rusker op i hele huset, når man har besøg af kreative mennesker.


Og derfor vil jeg virkelig opfordre jer, der arbejder på institutioner at søge om at få en forfatter ud.


Hvis I er brugere på et bibliotek eller går i skole og gerne vil have besøg så spørg institutionen. Der findes så mange helt fantastiske skriveundervisere ude i landet, og de brænder alle for at give børn og unge en god oplevelse med ord og historier!


Vil I læse mere om mine tilbud kan I klikke ind på www.bjarkeschjødtlarsen.dk




God skrivelyst

mandag den 12. august 2019

Konkurrence: for ordblinde om ordblindhed

Jeg har fået tilsendt den her lidt sjove konkurrence for ordblinde forfattere. Projektet er for at skabe mere synlighed om ordblinde, og derfor ønsker man deres syn for sagen.

Du kan vælge frit, om du vil skrive om udfordringerne ved at være ordblind - eller om du hellere vil skrive om, hvor godt du klarer dig på trods af din ordblindhed. Du må også gerne skrive om en konkret hændelse, du har haft i forbindelse med din ordblindhed.

Om du skriver om din egen ordblindhed, eller om du skriver om nogle andre ordblinde, er helt op til dig selv.



Konkurrencereglerne:
  • Din tekst må højst være tre sider lang, og du skal skrive i punkt 12. Tekster, der er for lange kan risikere at blive valgt fra, så vær opmærksom på dette punkt.
  • Du bestemmer frit formen på din tekst. Du kan fx skrive: et brev, et digt, en fortælling, en novelle eller en artikel.
  • Og det er som sagt et krav at du er ordblind. Alle ordblinde, der er testet ordblinde og har deltaget eller deltager i ordblindeundervisning
  • Det er selvfølgelig tilladt at benytte sig af alle de apps og it-støtteprogrammer, der findes til ordblinde – også Tale-Til-Tekst-programmer og apps.
  • Din tekst vil blive vurderet på din evne til at beskrive og formulere dig om ordblindhed.


Dit bidrag sendes til peter.munch.jorgensen@AOF-Roskilde.dk
Vedlagt din tekst skal der på et ark for sig skal skrives: navn, adresse, mail og mobilnummer

Deadline er fredag den 13. september 2019 kl. 12.00 - men du må gerne sende ind før


God skrivelyst!

søndag den 4. august 2019

Når man skriver flashbacks

Et spørgsmål, der til tider dukker op, når jeg snakker med forfatterspirer, er: Hvordan skriver jeg flashbacks? Og hvordan får jeg mine flashbacks til at give mening i historien?
Det er en uhyggelig let ting at skrive flashbacks. Til gengæld er det uhyggeligt svært at gøre dem gode.



Historien og fortællingen – spændingsfeltet
Det du læser når du læser en roman er historien. Det er også historien modeller som spændingskurven og treaktsstrukturen arbejder med. Den historie, der fortælles i romanen eller novellen.
 
Når man så taler om fortællingen, så taler man ofte om alle de elementer, der indgår i romanen. Også de elementer, der ligger udenfor. 


Ser vi på Harry Potter så er historien det vi hører om fra bog et til syv. Fra Harry begynder på Hogwarts til det sidste opgør med Voldemort. Det er alt sammen historien. 


Hver gang vi så får et flashback fra Harrys forældres tid, så er det både en del af historien – fordi de afslører en vigtig detalje, der får historien videre – og samtidig en del af fortællingen. Det er scener, der er foregået lang tid før historien, men som alligevel har en relevans for Harrys problemer.

Dette er kendetegnet for et godt flashback.




Det gode flashback
Et godt flashback er et, der er en del af historien. Harry Potter er eksempler på gode flashbacks, hvor Harrys forældres minder bliver rodet sammen med Harrys egne oplevelser på Hogwarts. Samtidig er Voldemorts minder med til at fortælle hvorfor det er Harry kæmper, og hvor farlig den nye trussel er.
Imens Rowling fortæller om datiden, giver hun også vigtige spor. Spor, der i sidste ende er med til at hjælpe Harry Potter i kampen imod det onde. 

Ser man på Harry Potter-eksemplet er det tydeligt, at det kræver et godt overblik over sin roman for at lave et godt flashback. Har man ikke det, kan man nemlig risikere at lave et dårligt flashback.
  



Det dårlige flashback

Det dårlige flashback er kendetegnet ved at det ikke har nogen relevans for historien udover lige at forklare noget hurtigt.

De rigtigt dårlige flashbacks bliver ofte blot skrevet ind for at forklare hvorfor hovedpersonen lige kunne flyve ud af dragens mund – det var da fordi han har været i lære hos flyvemunkenes tempel.
Et sådant flashback gør ikke historien bedre. det er en let købt forklaring på hvordan helten lige overlevede (et såkaldt deus ex machina, mere om det en anden gang). 

Er det vigtigt at helten skulle have denne egenskab for at overleve, så burde forfatteren have introduceret den tidligere end lige når det går galt – eller have startet romanen på templet, imens hovedpersonen afslutter sin uddannelse der. 

Flashbacks kan altså hurtigt blive en dårlig vane, med at lave en historiebid fra fortiden, der lige forklarer det problem, man har skrevet sig ind i.

De gamle Batman-tegneserier var tit præget af dette. Batman og Robin er i livsfare og tegneserien slutter. I næste nummer finder man så ud af at Batman heldigvis havde iført sig termo-underbukser her til morgen, og derfor overlever de dødsfælden. 


Det er en letkøbt løsning, og det er ikke sjovt for nogen.
  



Hvordan flashbacket ser ud


Hvordan gør man så folk kan se at det er et flashback i romanen? Der er ikke ét specifikt svar på dette.

Rowling bruger mindekaret når der skal laves flashbacks – en smart måde, der også gør at Dumbledore kan forklare Harry, hvad det er han ser.

Skriver man sin roman i nutid kan det også være sjovt at skrive sine flashbacks i datid, for at markere at her bliver der fortalt noget, der er sket.
Er man ikke interesseret i den slags humoristiske markeringer, så er det nok at markere det på en speciel måde. Fx kan man indlede flashbacks med en lille stjerne, eller ændre skrifttype.

Et godt råd vil være ikke at bruge kursiv. Kursiv er god til at markere enkeltord eller –sætninger med. For store tekst-blokke med kursiv bliver til gengæld svære at læse. Gør i stedet som jeg skrev før, vælg en anden skrifttype.



Håber du nu har lyst til at give dig i kast med Flashbacks, et herligt værktøj for forfattere.




God skrivelyst

mandag den 29. juli 2019

Få forfatterdrømmen sikkert gennem sommervarmen

Lige nu går en hedebølge gennem Danmark, og det er svært at foretage sig noget uden at kampsvede. Ikke just et vejr, der giver en lyst til at sidde på et kontor og skrive mens alle andre er ude og nyde varmen.

Men så må man tænke kreativt og flytte arbejdet udenfor – med de problemer, der nu følger med! Her kommer der de tre råd jeg bruger til at komme gennem sommeren med.



En solblændet skærm

Det problem kender vi alle sikkert. Vi slæber computeren udenfor for at skrive, og kan pludselig ikke se noget for solen. Men det findes der mange løsninger på.

Jeg har i mange år skrevet i blinde. Det er en god øvelse, der ret effektivt gør at man ikke hele tiden kan gå tilbage og rette i sin tekst og dermed får produceret en masse tekst.

En ny trend jeg har lagt mærke til er at have en papkasse eller lignende på bordet, den kan man stille computeren ind i så den blokerer for solen mens du selv kan nyde den! (er kassen stor nok er der også plads til at afkøle en cola eller andet lækkert).

I værste tilfælde er der altså stadig ikke noget galt i at sætte sig ned i parken og bruge en blok eller notesbog, og se lidt forfatteragtig ud.



Plot om dagen, skriv om aftenen

Går det slet ikke at skrive om dagen, så er der intet galt i at lave en masse plotarbejde. Find en tegneblok eller hvad du har, sæt dig til rette et godt sted, luk øjnene og drøm dig hen til din næste bog.

Det du plotter frem kan du så om aftenen, når det hele er blevet mere køligt, vælge at skrive på.

Der er også god mulighed for at researche en masse med en god bog på stranden eller lignende.
Faktisk er det kun din fantasi, der her sætter grænsen for hvordan du får solen inkorporeret i din skriverutine!




Og nyd nu bare den sommer

Måske behøver du ikke arbejde 100% hele tiden. Den danske sommer er flygtig, og inden vi ved af det er den væk. Tag nu bare på stranden, ned i parken eller sæt dig på altanen med en kold drink eller en is.

Selvfølgelig skal man kæmpe for forfatterlivet, men man må altså også godt nyde livet bare en gang imellem!

Hvem ved, måske får du endda mere energi til at skrive af at unde dig selv en lille sommerpause? Eller researche is-varianter og hvilken der lige præcis er din hovedpersons favorit? Man bliver jo nødt til at teste en del så!


Så god sommer herfra!



God skrivelyst