søndag den 17. marts 2019

Når du skriver serier

Jeg elsker serier! Jeg elsker helt præcist at skrive serier. Der er også en charme i enkeltstående bøger, der bare er sig selv, men seriøst. At kunne undersøge et univers og en gruppe mennesker gennem lang tid og flere bøger – det kan altså noget helt specielt og magisk.

Men en serie er ikke bare en serie. De kan være episodiske og fortløbende, og afhængig af hvad du vælger, kan du vildt forskellige ting.



Episodiske serier

Episodiske serier er dem, hvor hver bog kan læses uafhængigt af hinanden. Fx min serie om Game Master og En verden af frygt.

Her er der en gruppe karakterer, der i hver bog bliver udsat for en ny historie. I en verden af frygt bliver drengene Max og Teo i hver bog slynget ind i et nyt uhyggeligt setting, hvor de skal løse en opgave.

Fordelen ved denne type bøger er, at læserne kender karaktererne, men derudover ikke behøver vente på at bog 2 bliver ledig før de kan læse bog tre. De kan læse dem alle i vilkårlig  rækkefølge, og det er en force specielt for nye læsere, der sluger bøger så snart de har knækket læsekoden.

Ulempen er så til gengæld at du ikke på samme måde kan fortælle længere historier, da de alle skal have en afslutning på bogens længde.

Dermed ikke sagt at du ikke kan lære din hovedperson en lektie, den skal bare afsluttes på bogens sider, så næste bog kan helliges en ny historie.



Fortløbende serier

Fortløbende serier er dem, hvor hver enkelt bind ender med en: fortsættes til du når slutningen. Samtidig kan du ikke læse bøgerne i vilkårlig rækkefølge, for der sker noget i hver enkelt bog, som påvirker historien i de  senere.

Min serie Druknet verden er en fortløbende serie. Hvis du springer over 2'eren har du spørgsmål til hvad der sker i 3'eren, og forstår det muligvis ikke.

Fordelen ved fortløbende serier er at du kan bruge længere tid på at fortælle og udvikle dine hovedpersoner og det univers de er en del af. Tiden er på din side, og læsere, der allerede er rutinerede har lettere ved at fastholde historien mens de venter på næste bind.

Ulempen er så, at du hurtigt bliver bundet op af at du faktisk er i gang med at fortælle en længere historie. Du skal jonglere en masse  bolde, og du kan ikke  bare lave en afstikker i historien, fordi du lige havde en anden ide.



Om dem lidt midt imellem

Men tingene er sjældent så sort/hvide som beskrevet ovenfor. Der er også serier, der falder imellem de to poler. Her har jeg fx serien GHOST, om en superhelt, der i hver bog skal kæmpe mod superskurke i jagten på retfærdighed.

Det lyder jo umiddelbart episodisk, men samtidig er der en underlæggende historie om GHOSTs far, der sidder i fængsel for et mord han ikke har begået, og jagten på sandheden.

Den slags historier sammenligner jeg gerne med tv-serier, hvor hver sæson har en afsluttet hovedhistorie, men hver enkelt episode også gerne har sin historie.

Fordelen ved denne tilgang er ret simpel, you get the best of both worlds. Både episodiske afsnit, og en mulighed for at vise alle de bolde du kan holde i luften. Men …

Ulempen er at det bliver meget tydeligt her, hvis du så kommer til at lave en "filler." En historie, som ikke fører os lidt videre mod den store afslutning. Og selv hvis det gør, men det ikke virker sådan før til sidst kan folk reagere negativt. Så man skal virkelig holde tungen lige i munden, når man skal lave den slags historier.


Det var lidt om serier, og hvilke typer, der er at arbejde med.


God skrivelyst
Bjarke

mandag den 11. marts 2019

Om at bruge sporlægning

Planlægning er nogle gange et pille-
arbejde, men det belønner i
sidste ende når man laver stramme
og spændende plots.
Vi kender alle spor og ledetråde fra krimi-genren, men grundlæggende er det at kunne lægge gode spor ud til læseren en god ting at kunne indenfor alle genrer! Det tror jeg egentlig også de fleste af os kan blive enige om, en god historie er sådan en hvor vi hele tiden får spor til ting som er sket eller vil ske, men uden at vide præcis hvad det er, før vi når til siden i romanen.

Men hvordan lægger man de spor på en god måde?



Planlæg dine spor

Nøgleordet er planlægning. Hvis du ved hvad der skal ske i din historie har du også lettere ved at lægge spor ind til det.

Krimiforfatteren, der ved hvem morderen er og hvordan han slog offeret ihjel, kan ret hurtigt vide hvilke spor man kan lægge ud til læseren, hvor en forfatter, der bare sådan skriver derudaf måske ikke engang ved hvem der er blevet myrdet og hvorfor.
Og ved man ikke det, så kan man ikke give særligt gode spor, der giver mening til sidst – så bliver det bare en række spor hvor nogle giver mening og andre ikke gør, når man endelig når mod slutningen.



Skriv også skurkens historie sideløbende

Den anden metode er at I skriver dobbelt så meget som I egentlig har planlagt. Skriv mordscenen som det første, og gå så i gang med opklaringsarbejdet – skriv scener hvor skurken også foretager sig ting, så du hele tiden ved hvad han laver, og kan give din opdager spor til dette.

Skriver du ikke krimi, men fx fantasy gør du det samme – skriv din skurks scener så du hele tiden er klar over hvad han foretager sig, og på den måde kan formidle det i din hovedpersons del.

Teknikken gælder alle genrer, så det er bare at komme i gang. Dog skal det siges at det kræver meget skrivearbejde, da man på sin vis laver en halv roman mere ved siden af. Det har dog fordele, da du så får træning, og kan lege med "ekstramateriale" hvis din historie bliver udgivet og du gerne vil give læserne lidt ekstra udover bogen.



Sporlægning i redigeringen

Den sidste mulighed er at du skriver derudaf og opdager ting omkring dit plot hen ad vejen som du plejer. Hov, det var ham, der var morderen. Det var i virkeligheden det der, der var det ledende spor. Og den der sommerhat fik jeg aldrig brugt.

Alt det fixer du når bogen er skrevet, og du har overblik over din historie. Så kan du gå tilbage og slette sommerhatten, og sætte det nye ledende spor ind. Eller sørge for at  morderen ikke er et sted, når han burde være et andet og så videre.

Man skal ikke underkende redigering, og selv med en virkelig stram planlægning kommer man stadig til at skulle redigere grundigt.



Alle tre metoder virker, men jeg vil dog altid opfordre til at man er bevidst om hvordan ens historie skal ende og hvad ens point of no return er.



God skrivelyst
Bjarke

mandag den 4. marts 2019

Don’t quit your drama – om at lave drama i sine historier

Drama er et af de mest brugte elementer i fortællinger til at gøre historien spændende. Men hvorfor? Fordi det binder hovedpersonen sammen med historien, og gør deres ageren relevant.

Du kan sagtens have en hovedperson, der skal redde verden, men har du ikke drama, bliver det lettere for læseren at miste interessen for historien og de karakterer, der findes i den.

Her er de ”3” fokuspunkter, der kan være gode at  have i baghovedet når man skal lave et dramatisk plot.



#0 Lad hovedpersonerne være uenige

Jeg synes ikke det her råd skal være på den officielle liste, men det er stadig en god huskeregel. Dine karakterer behøver ikke altid at være enige, og der kan være ufatteligt meget drama i at sætte dine karakterer i en situation hvor deres uenighed foranlediger en diskussion og måske værre – et opbrud i
deres relation.



#1 Når hovedpersonerne ved hvad der skal ske

Lad dine hovedpersoner kende til den skæbne plottet kan resultere i. Lad dem vide hvad den onde kejser vil gøre, eller hvad superskurkens plan er. Det skaber drama, fordi de så ved hvorfor det er så vigtigt at kæmpe mod skurken.

Kombineres dette med #0 kan du endda skabe endnu større drama – heltene skal redde verden, men måden de gør det er forskellige. Hvordan bliver de enige?



#2 Når hovedpersonerne ikke ved hvad der skal ske

Dette kaldes også dramatisk ironi. Det foregår ved at forfatteren overfor læseren afslører en vigtig viden, som hovedpersonen ikke ved. Dette er lettest i tredjeperson-fortællinger eller fortællinger med flere jeg-fortællere.

Dette skaber en stor ironi, fordi vi som læseren ved hvad der venter, men hovedpersonerne ikke gør – og derfor kan træffe valg, vi kan regne ud får det hele til at ende galt!



#3 Når personerne har hemmeligheder for hinanden

Dette punkt er beslægtet med punktet forinden, og også #0. Hvis hovedpersonerne har hemmeligheder for hinanden omkring plottet, kan det få dem til at handle dumt og på den måde skabe nye spændende konflikter i din historie.

Man kan have mange grunde til ikke at fortælle ting, måske vil man ikke afsløre noget for egen vinding, måske er man bange for at såre en person, kun fantasien sætter grænsen her! Men hemmeligheder og løgne er et fantastisk middel til drama mellem personer.



Et var mine punkter til at skrive dramatisk. Punkterne fungerer godt sammen med et stramt og velplanlagt plot, men det foregår faktisk også med meget løse plots, hvor vi i stedet har interesse for personers relation og problemer i en gruppe (som man ser i mange drama-serier).


God skrivelyst
Bjarke