søndag den 25. november 2018

Børn og monstre – om børns møde med det uhyggelige

Panelet: Morten Dürr, Ellen Holmboe, Anne Mette Thorhauge
Og mig selv.
Hvor bange må man gøre børn? Er det i orden at lave gys til børn og fortælle uhyggelige historier? Er der grænser og hvor går de?

I onsdags deltog jeg i en paneldebat på Hovedbiblioteket sammen med forfatter Morten Dürr og Anne Mette Thorhauge, der arbejder i Medierådet med bl.a. at sætte aldersmærkninger på film med skræmmende og traumatiserende indhold.
Panelet blev ledt af ordstyrer og forfatter Ellen Holmboe.

Jeg selv var blevet inviteret, da jeg både skriver gys til børn og unge, er medlem af Dansk Horror Selskab og for nyligt har færdiggjort min master i Børne- og ungdomskultur, hvor jeg skrev afsluttende opgave om netop Børn og deres måde at bruge, skabe og italesætte monstre i en æstetisk praksis.
Nogle af de pointer, der kom frem, vil jeg prøve at sammenfatte her.



Narratologien som middel mod det uhyggelige

En af de vigtigste pointer, der dukkede frem var forskellen på det æstetiske eller narrative gys, og så virkelighedens grusomheder.

Min forskning viste hvordan børn helt ned i børnehavealderen bruger aristotelisk narratologi (ja, det kalder de det ikke), til at italesætte og forholde sig til monstre.
De skaber monstre for at kunne forholde sig til en fysisk repræsentation af noget uhyggeligt, noget, der kan bekæmpes, og danner så interne regler for selv samme monstre.

Det samme gør gyserfilm gerne. Der er et monster eller et monstrøst menneske, en som man kan bekæmpe og dermed sejre.

Det aspekt mangler virkeligheden. I terror-angreb findes der intet monster, der findes kun en uforklarlig grusom handling. Det samme sker ved krig: krigens rædsler er ikke personbåren, det  er kaos og det er mennesker, der dræber hinanden af store svært-fattelige grunde.

Selv som voksne har vi behov for at danne monstre til at kunne forsvare den rædsel: Osama Bin Laden blev terrorens ansigt. Hitler blev 2. verdenskrigs personifikation. Mange science fiction-historier handler ikke om at stoppe anden verdenskrig, men at dræbe Hitler for at stoppe krigen – han bliver det monster, vi skal bekæmpe.

På samme måde ser vi børn, der kan blive vildt skræmte af nyhedernes dækning af krig, men som rask væk kan spille krigsspil på computeren uden problemer: Måske fordi, de her igen får en narratologisk mission. Løs opgaven og sejr!



Forandringens uhygge

En anden vigtig pointe var at det uhyggelige også kunne opstå ved det uventede. Her talte vi meget om genrebrud og forventning. Ellen havde for nyligt hørt om et dukketeater, der optrådte med Dracula, hvor flere unge mennesker var gået ind med en forudindtagelse om at dukketeater ikke kunne være uhyggeligt (impliceret nok at et var for børn). Flere børn havde reageret med at blive skræmt, da de så forestillingen, da uhyggen var kommet mere bag på dem end de havde troet ville ske – simpelthen gennem gysets virkemidler.

Det samme ser vi i Tarrantinos From Dusk til Dawn, der halvvejs bryder sin genre og går fra roadmovie til gysersplat.

Det samme er også et vigtigt aspekt af gysere generelt, hvor man tit ser det vante, det vi stoler på, blive uhyggeligt og ville os det ondt. For eksempel alle de voksne i Stephen Kings IT, der alle ignorerer børnene og deres kamp mod det onde.



Så må man skræmme børn?

Ja. Vi sad tre forfattere i panelet, der alle var enige, så det hele hvilede lidt på Anne Mette Thorhauge som the voice of reason.

Og hun forklarede sit arbejde ganske godt: De vurderede om film kunne give langsigtede skader for børn i forhold til tro på egen sikkerhed, og om hvorvidt uhyggen kunne skade troen på forældre og lignende. De var ofte meget mådeholdne med at dømme noget farligt og skadeligt.

Gys skal nemlig være uhyggeligt. Det ligger i genren. Du læser ikke en uhyggelig bog hvis du ikke vil skræmmes. Og det er der nogen børn, der gerne vil.

Og derfor skal vi som voksne give dem den mulighed. Vi skal lade dem opleve det uhyggelige, på samme måde som vi skal kunne tale med dem om de oplevelser bogen eller filmen giver dem.

Læser man en uhyggelig bog eller ser en uhyggelig film har man en mulighed, en magt. Man kan lukke bogen hvis det bliver for uhyggeligt. Man kan slukke for filmen. Man får ikke slutningens forløsning, men man har den magt.

Så lad bare dit barn interessere sig for det uhyggelige 😊



God skrivelyst
Bjarke

mandag den 19. november 2018

Method writing: at skrive ud fra dine følelser

Jeg har tit tænkt på hvordan man virkelig får følelserne frem i det man skriver, og bestræber mig altid på det når jeg arbejder på et projekt. Men hvordan gør man egentlig? Hvordan beskriver man en 1000-årig gammel drages sindsstemning, når hendes var-væselkæreste forlader hende?

Den følelse kommer jeg aldrig til at opleve. Men jeg har prøvet at en kæreste gik fra mig. De to ting kan selvfølgelig ikke sammenlignes, min kæreste dengang var ingen var-væsel, og jeg har modsat hvad folk siger, aldrig været 1000 år.

Alligevel tror jeg godt jeg kan bruge det minde. Jeg tror  grundlæggende essensen er det samme. Og så gør jeg det skuespillere har gjort i mange år nu. De kalder det method acting, at vække følelser og stemning ved at trække på egne minder. Vi kan kalde det Method Writing.

Men hvordan griber man lige det an? Uden at det skal være en 1:1 guide vil jeg her give mine tre råd til hvordan jeg kom i gang.



Sæt dig ned og grav minder frem

Det første råd er at sætte dig i en sofa med et tæppe og en kop te, og så begynd at grav de minder frem. Har du ført dagbog, så læs i den. Ellers begynd at tænke tilbage. Prøv at finde helt præcise minder for hvornår du var rigtig glad, ked af det, sur, trist, ekstatisk, forelsket, alle de følelser du kan få frem.

Og med præcise minder taler jeg om at finde en næsten filmisk genkendelse af mindet. Hvordan så det ud, hvad duftede der af. Hvad blev der sagt? Jeg har nogle gange kunnet finde hele dialoger fra mange år siden, og de kan give mig en knude i maven, der virkelig kan gøre min skrivning skarp.

Når jeg så er parat begynder jeg at skrive minderne ned som en blanding af dagbog og fiktion. Det vigtigste for mig her er at sproget bliver stærkt og godt, og at jeg ved at læse teksten kan finde tilbage til følelsen og sansningerne igen.

Så jeg skriver ikke for at det skal udgives her. Jeg skriver poetisk, i billeder, i sansninger, i dialoger, ALT hvad jeg kan trække ud af mindekaret kommer ned på papir.



Lav ting, der bringer minderne frem

Det ligger lidt i forlængelse af sidste punkt. Nu har vi siddet og skrevet en masse, og fået en masse tekster. Men vi kan nå endnu dybere.

Jeg har flere tekster om min farfar jeg fandt frem til ved at skrive og mindes. Rigtigt mange minder, og det er, synes jeg selv, virkelig stærke tekster om en mand jeg virkelig savner i dag.

Men minderne begyndte først rigtigt at give los, da jeg også greb ud efter mine sanser. Jeg fandt en gammel æbleskivepande og begyndte at bage købe-æbleskiver i den. Noget jeg altid gjorde med min farfar hjemme hos ham.

Det giver æbleskiverne en helt unik fasthed og skorpe som jeg ikke skal kede jer med, men som  virkelig fik hul igennem minderne og som også gjorde mine førskrevne tekster endnu stærkere.

Så find ud af om de minder du graver frem handler om noget specielt, om du eller andre foretog jer noget, og så genskab det. Få dine sanser i spil, og forstærk dine minder derigennem.



Find et minde, der minder om den følelse du vil skrive

Nu springer vi i tid. Du er i gang med at beskrive den 1000-årige hundrage, der er blevet forladt af sin varvæsel-kæreste. Men hvordan får vi følelsen med? Hvordan får vi de der helt hårde sansninger that hits right at home hos læseren?

Du går tilbage til dine minde-tekster og finder de der tekster, fra da Yrsa forlod dig i 1.g. Så finder du alle de sansninger du skrev deri, alt det billedsprog, og ser om noget af det kan bruges. Kan du prøve at omformulere det så det passer til din hovedpersons sprog? En 1000-årig drage taler nok ikke som en 1.g’er, men følelsen er den samme. Sansningen er. Så prøv virkelig at finde ud af hvordan du kan bruge de minder bedst muligt.

Skal du gøre det til alle scener? Nej, så ville du jo ikke kunne lave andet, og nogle gange kommer følelsen bare helt naturligt til dig. Men til de vigtige scener, der er det rart at have minderne som bagage til at trække på.


Så har du brugt en aften på at huske hvordan det var at blive forladt af gymnasiekæresten?



God skrivelyst
Bjarke

søndag den 11. november 2018

Lidt om at skrive slutninger

Slutninger er for mange svære at skrive og plotte – for hvad er en god slutning? Vi ved det når vi har læst en god slutning i en bog eller set den i en film. Vi har også prøvet at sidde med den der eeeh-følelse når slutningen var knapt så god – men hvad er det egentlig, der gør slutninger gode?

Jeg har ikke nogen endegyldig sandhed, men vil alligevel skrive et par ord om mine tanker her.



Historien skal afsluttes

Det giver sig selv når man siger det, men er det så let? Nej. Specielt ikke hvis man skriver serier! Et af mine yndlingseksempler er Pirates of the Caribbean-filmene. Film 1 er perfekt afsluttet: De får stoppet piraterne, Norrington opgiver Elisabeth og forfølger Jack i stedet – og Will får Elisabeth. Alle tråde afsluttes!

Film 2 er knapt så elegant. Filmen ender med Jacks død, og nu skal vi redde ham fra efterlivet. Vi finder også en ny kaptajn så det store klimaks med skurken Davy Jones må I vente på!

Filmen er ikke en hel film! Den mangler sit klimaks! Den virker derfor mere som en opbygning til næste film, og derfor kan man let føle sig snydt fordi man ikke får den narrative forløsning man søger.

Det skal du derfor huske når du skriver. Skriver du serier må du gerne lave store cliffhangers – men husk også på at folk gerne vil have en eller anden form for forløsning til slut.

Dette gøres ved at finde ud af hvad din histories grundhistorie er. Din serie har en grundhistorie, selvfølgelig, men hvad med den første bog? Hvad med bog 2? Hvad er deres selvstændige grundhistorier? Hvad er grunden til at du opdeler din historie i bøger? (og er svaret ”fordi ellers bliver det for langt” så overvej om du ikke skal gøre noget ved det.)



Skal der åbnes for mere?

Godt nu har du en selvstændig historie til dit manuskript. FEDT! Men det er jo også en serie – hvordan får du læseren til at glæde sig til næste bind samtidig med at du skal afslutte din historie som jeg nævnte før?

En god huskeregel når man plotter en bog er ikke at introducere ny viden om plottet den sidste ¼ af historien. Ny  viden om plottet så sent i historien bliver gerne betragtet som et deus ex machina – at man tilfældigvis falder over løsningen på sin konflikt. Historier er ALDRIG tilfældige! Sørg altid for at den viden kommer før slutningen.

Men det betyder til gengæld at du har ¼ historie hvor du IKKE skal introducere ny viden om det nuværende bind i din serie. Der er rig mulighed for at lære os nyt om hvad der skal ske i de senere bind.

Så brug den plads til at introducere tråde til hvor hovedpersonerne skal rejse hen efter dette binds klimaks. Udnyt den plads til at give informationer, der skal føre os videre – men uden at du tager fokus fra dit nuværende klimaks selvfølgelig.

Derfor er det godt at huske en meget berømt sætning blandt forfattere, nemlig:

”Første sætning skal sælge din bog, sidste sætning skal sælge den næste.”

Håber det sætter et par ord på hvad du kan gøre for at gøre din slutning til et stærkt punktum i et manuskript.



God skrivelyst
Bjarke

mandag den 5. november 2018

Kan du skrive om drager?

Er du vild med store majestætiske drager, der bryder himlen? Skriver du mere om onde forkrøblede slangevæsner, der lokker mennesker i fordærv? Så skal du spidse pennen nu.

Forlaget Langdyssen søger nemlig noveller, der omhandler temaet ”drager”. Hvordan temaet forstås, er mere eller mindre op til forfatteren, så længe at der er tale om fantastisk og/eller spekulativ fiktion.

Krav til teksten:
  • Bidraget skal være en novelle
  • ca. 3000 til 8000 ord.
  • Det må ikke have været udgivet før, men forfatteren beholder naturligvis alle rettigheder til novellen efter antologien er udkommet.
  • Der vil være redaktionel hjælp under processen for at skabe den bedst mulige novellesamling.

Deadline er 1. april 2019, men send gerne så tidligt som muligt, især hvis der ønskes en eller anden form for feedback. Novellerne sendes til forlaget [snabel-a] langdyssen.dk.

Bogen vil blive udgivet både på papir og i et eller flere elektroniske formater. Bidrag modtages løbende, og redaktøren vil bestræbe sig på at give svar indenfor en måned.
Alle accepterede bidrag får et eksemplar af bogen.


Du kan læse om konkurrencen på forlagets hjemmeside HER!

Så nu er det bare at finde ud af hvad din dragehistorie skal handle om!



God skrivelyst
Bjarke