søndag den 29. maj 2016

Heltens Rejse - en berettermodel

Det er gået op for mig at jeg helt har glemt at skrive om Heltens rejse her på Skrivekrampe. Når jeg bryster mig af at elske berettermodeller, så kan jeg ikke lade denne forbrydelse stå på længere!

Vil du bare høre mig gennemgå modellen med STAR WARS: A NEW HOPE som eksempel, så se videoen her:




Heltens rejse er en berettermodel udviklet af amerikaneren Joseph Campbell, og den ses i alt fra klassisk historiefortælling, til myter, religiøse ritualer og psykologisk udvikling. Af samme grund bliver den også brugt som storytelling-model hos flere virksomheder – det er sådan set lige meget, for vores arbejde handler om fiktion, så lad os komme i gang!

Modellen er i sine grundtræk en arketypisk fortælling om ”helten”, der drager ud for at opnå store ting på sin rejse, til gavn for sin gruppe, stamme eller civilisation (mindre kan dog gøre det).


Rejsen består af 12 trin, og det første er:

1. Den almindelige verden

Helten, der endnu er ukendt med sin farefulde rejse, bliver introduceret for læseren på en sympatisk måde, der skaber genkendelse og interesse for ham.
Alligevel skal der også her være noget i heltens liv, der får ham til at længes efter andre græsgange.


2. Eventyret kalder

Hverdagen og den almindelige verden får en rystetur, enten af noget udefrakommende, eller af noget dybt indefra. Helten må se forandringens begyndelse i øjnene.


3. Helten afslår kaldet

Helten frygter det ukendte, og vil stikke af. Dette kan også være en biperson, der udtrykker bekymring for faren og usikkerheden foran dem.


4. Mødet med Læremesteren

Helten møder en erfaren rejsende, der træner ham og/eller giver ham det fornødne udstyr. Møder helten ikke en Læremester, kan det også være at han opdager mod og visdom i sig selv.


5. Over dørtærsklen

Første akt slutter her, og Helten accepterer sin rejse og drager ud af den almindelige verden, for at møde en ny verden med nye og ukendte regler og værdier.


6. Prøver, venner og fjender

Helten prøves af, og møder venner og fjender i den nye verden.


7. Tilgangen

Helten og hans venner gør sig klar til udfordringen i den nye verden – de drager ind i mørkets hule.


8. Mørkets hule

Vi er nu midtvejs i historien, og Helten er i mørkets hule, hvor han møder døden og ser sin største frygt i øjnene.
Ud af mødet med døden opstår nyt liv, ofte går helten fra dreng til mand i dette punkt.


9. Præmien

Helten tager præmien, der nu tilhører ham ved overvindelsen af døden. Der kan fejres, men der er stadig fare på færde, og præmien kan tabes igen.


10. Vejen tilbage

Tre fjerdedele inde i historien afslutter helten sin rejse, drager ud af den nye verden og forsikrer sig om at præmien bliver hjembragt.
En jagt på helten signalerer gerne vigtigheden og faren ved missionen.


11. Genfødslen

På dørtærsklen til den almindelige verden prøves Helten af igen. Her ofrer han sig, og opnår gennem dette offer en renselse – altså død og genfødsel. Takket være heltens rejse er det, der før fik ham til at længes nu ovre.


12. Præmien bringes hjem

Helten kommer hjem, og fortsætter med hvad han har lært på sin rejse: At han har forandret sig, og at han kan forandre verden for det bedre også.



Det fede ved Heltens rejse er, at det er en cirkulær model, hvilket betyder, at skriver man en serie af bøger, så er det nok bare at fortsætte en tur rundt i cirklen igen.

Det var gennemgangen af modellens punkter. Næste mandag gennemgår jeg de arketypiske karakterer i berettermodellen. Glæd jer til formskiftere og trickstere.


God skrivelyst
Bjarke

mandag den 23. maj 2016

Tre (sunde) måder at bryde din skriverutine på

En god forfatter skriver hver dag. En god forfatter lader sig aldrig distrahere. De producerer, producerer, producerer. Glem alt om at have et normalt liv, for det er for sent nu. Du er forfatter, og det er arbejde. Altid.

Eller er det?

Her kommer jeg med et par alternative løsninger, der både kan få dækket menneskets sociale behov og krav om frisk luft og sol, uden at du skal gå på kompromis med forfatterlivets nærmest religiøse kald.






Skriv i det fri

Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: kom udenfor. Ja, vi sidder rigtigt tit foran en computer som forfattere, men det behøver altså ikke være sådan.


Køb en kinabog i en størrelse du har det godt med, og sæt dig ud i haven eller parken. Få lidt frisk luft samtidig med at du skriver. Nyd muligheden for både at få lidt sol, og muligheden for at lave lækre beskrivelser af natur og sansninger af varme og sommer.

Er det helt forfærdeligt at skulle skrive i hånden, kan jeg anbefale at man køber en lille computer. Jeg har selv en lille billig Acer til når jeg er ude. Den kan ikke så meget andet end at blive skrevet på, men det er jo også det jeg skal bruge den til.

Skærmen er selvfølgelig et problem, men se det som en udfordring. Kan du ikke læse hvad du skriver, så må du bare fortsætte og rette senere. Slå den indre kritiker fra, og nyd at du bare skal skrive og nyde.






Skriv med venner

Forfatterlivet er et job uden tætte kollegaer. Du kan ikke lige kikke ind på kontoret ved siden af, for der er for det meste kun dig og en computer.

Alligevel vil jeg anbefale at man kommer ud af sin introverte skriveproces, og møder ligesindede. Få dig nogle forfatterkollegaer, nogle venner, der ligesom dig ikke har noget imod bare at sidde og skrive, og som du kan dele frustrationer og glæder med.

Jeg har giftet mig med en af mine forfatterkollegaer, og i øjeblikket har vi i stedet for normale jobs klassiske fredagsbajer Lørdagsbrunch. Vi spiser ikke altid brunch, ofte mødes vi bare på en cafe, drikker kaffe eller te, og skriver sammen. I pauserne taler vi om plots, hvordan vores forfatterliv ser ud, og alt muligt andet, så man igen ikke føler sig så alene i forfatterlivet.

Jeg siger ikke at du skal gifte dig med din forfatterkollega, men find en eller flere du svinger godt med. Man lærer super godt gennem den slags møder, og det kan være den højoktan-indsprøjtning man som forfatter lige har brug for.






Gå på biblioteket

Det gør du sikkert allerede. Men den her gang skal du ikke (kun) låne bøger eller hvad du nu laver. Du skal gå ind i den afdeling du skriver til. I mit tilfælde er det Børn og Unge-afdelingen, i dit kan det være alt.

Her skal du nu se på de forskellige bøger. Du skal ikke læse dem, du skal bare se på dem. Se på forsiderne – hvad synes du om dem? Kan du finde nogle yndlingsillustratorer? Det samme gælder bøger med flere billeder i. Har du en liste med yndlings-illustratorer, hvor du synes stregen virkelig passer til det du skriver – så er det også lettere for dig at spille ind, når det bliver din tur til at få en forside på din bog.

Samtidig med at du ser på illustratorer, skal du også se på formater. Sjov info: Jeg har aldrig tænkt på de illustrerede bøger til begynderlæsere før jeg skrev City Surfer. Nu er jeg forelsket. Den genre er fantastisk for mig.

Hvis du ikke går ud af din comfort zone og ser på alle den slags bøger der findes, så opdager du måske heller ikke, at der er noget, der er mere dig end du troede.


Det var mine tre råd til ikke at gro fast foran computeren derhjemme. Måske har du allerede et vildt og aktivt forfatterliv, måske var det dejligt med en lille opsang. Bare husk på at den danske sommer er kort, så nyd den mens du kan.




God skrivelyst
Bjarke

mandag den 16. maj 2016

Konkurrence: Kan du digte om liderlighed?

Danmarks Radio laver det næste stykke tid en lang række live-læsninger og programmer om digte, der handler om kærlighed, liderlighed, sex, sensualitet og erotik.

Derfor vil de også gerne se digte fra dig, der handler om netop disse emner. Har du nogen i skrivebordsskuffen, eller kan du hurtigt flette et par stykker sammen, så vil de gerne modtage dem på digter@dr.dk sammen med din adresse og telefonnummer.

Første udsendelse om temaet bliver sendt d. 17/5 på DR K, og hedder: 10 digte du skal læse, når du er liderlig.

Derefter vil der være 3 gratis live-læsninger af digte, der foregår her:


Ved Digte & Lyd i Aarhus: Den 21. maj kl. 18:15-19:15 i Musikhuset Aarhus.

Ved Digte & Lyd i Aalborg: Den 27. maj kl. 18:15-19:15 i Musikkens Hus.

Ved Digte & Lyd i København: Den 29. maj kl. 16.15-17.15 i Ideal Bar.


Til de tre arrangementer bliver to litteratureksperter eller forlagsredaktører, som er vant til at tage stilling til danskernes digte, præsenteret for lyrik af både velkendte klassiske, moderne forfattere og af helt nye lyrikere – uden at de på forhånd ved, hvad det er, de skal læse.

Publikum får mulighed for at gætte med i legen: Er digtet skrevet af en klassisk dansk digter, en nyere, moderne lyriker eller en helt almindelig dansker? Er man skarp, kan man vinde digtsamlinger undervejs.


Da første live-læsning er d. 21. maj vil jeg tro at de skal have digtene inden da (de nævner ikke selv nogen deadline), så tænd op under bæltestedet, og få pennen til at gløde hvis du kan digte om erotik og liderlighed.

Hvis DR vælger at gøre brug af dit digt, vil du blive honoreret på lige vilkår med allerede udgivne tekster med satser svarende til de, som fremgår af aftalen mellem DR og Foreningen Radiokassen.

Læs mere om konkurrencen HER!


God skrivelyst
Bjarke

søndag den 8. maj 2016

Skal jeg bare stoppe det her forfatter-pjat?

Der er sikkert flere af os, der har stillet os selv det spørgsmål. Skal jeg ikke bare stoppe nu, for det kommer alligevel aldrig til at lykkes. Der er ingen, der kan lide hvad jeg skriver, og jeg er faktisk lidt sikker på at Gyldendal til tider ringer til Carlsen for at grine lidt ad mig ...

Selvfølgelig skal du ikke bare give op, det er jo bare dit dårlige selvværd, der taler. Men selvfølgelig skal du gøre noget ved det, men hvad?



Identificer følelsen

Hvorfor føler jeg lige nu som jeg gør?

Det kan være tanker som: Jeg er jo ikke rigtig forfatter, Jeg er til grin, ingen kan lide det jeg laver. Hvorfor har jeg de tanker?

Det kan sagtens hænge sammen med meget tydelige situationer i mit liv: Afslag fra forlag, dårlige anmeldelser, ja, sågar kritik fra en betalæser. Alle de her ting kan få os helt ned i kulkælderen, hvis vi allerede har en lidt dårlig dag.

Andre gange kan følelsen bare være der. Jeg kan godt gå et par dage med følelsen af ikke at du til en skid, og bare være elendig. Nogle ville pointere at forfattere jo er sårbare og følende individer, og at det jo bare er derfor. Jeg ved ikke hvor enig jeg er med lige præcis den udtalelse, men ikke desto mindre kan den lige blive nævnt her, hvis du føler dig som en af dem.

Godt, nu har vi en ide om hvor følelsen kommer fra, og hvad, der startede det ...



Overlev følelsen

Det vigtigste man kan gøre er ikke at skubbe de dårlige følelser væk. De er der, og de vil altid vende tilbage hvis man ikke forholder sig til dem, så i stedet for bare at glemme og komme videre, så prøv i stedet at finde ind til hvor det gør ondt i dig selv.

Var det, det der afslag? Prøv at se på dit manuskript, sammenlign det med bøger fra det forlag du sendte ind til: har det lighedstræk rent salgsmæssigt, rent sprogligt, osv. Et forlag har gerne en profil, og hvis du ikke passer ind i den, så kan du godt skrive godt, men du passer ikke lige præcis ind i deres fold.

Betalæserens rettelser kan også have været hårde, men giv dig da i kast med manuskriptet igen. Lyt til din betalæser, ret de ting ind du er med på, omskriv de ting du ikke er enige i. Arbejd med dit manuskript i stedet for at hade det. På den måde kan du langsomt se forbedringerne og igen føle at du bliver bedre.


Føler du dig til grin vil jeg næsten foreslå at bruge forfatternetværk som HUF eller Fyldepennen, hvor man kan møde andre ligesindede, og dermed have gode lange snakke om hvorfor man gør som man gør. Modsat "almindelige" mennesker, er andre forfatterspirer god til at hjælpe en med at genopbygge selvbilledet - de er jo i samme båd som dig.



Erstat følelsen

Husk at minde dig selv om at du rent faktisk gerne vil være forfatter, og at du er god til det. Sig det hver morgen foran spejlet.

Jeg er for nyligt begyndt at holde en omvendt dagbog, hvor jeg skriver i om morgenen, hvad jeg gerne vil opnå. Hvor mange noveller skal jeg skrive, hvor meget skal rettes, læses osv. Om aftenen kan jeg så krydse af, eller forklare hvorfor jeg ikke nåede det.
Ved at skulle forklare det for mig selv, får jeg en meget bedre fornemmelse af arbejdsbyrden, og hvor meget jeg egentlig selv kan nå. Og jeg indser at der i en periode af mit liv er noget, der også fylder, og at det måske også skal have tid, og på den måde kan jeg justere forventninger og dermed ikke blive skuffet over egne forfatterpræstationer.

Og husk på at alle har følt sig som dårlige forfattere engang.
J.K. Rowling og Hemingway har udtalt at de følte at de bare fakede det ... og lige præcis de to klarede sig sgu da meget godt?

Tænk på det, næste gang du føler at du selv er til grin.



God skrivelyst
Bjarke

mandag den 2. maj 2016

Fire citater om at skrive og hvorfor du (ikke) skal lytte til dem

Jeg elsker skriveråd. De der helt enkelte sætninger, ja nærmest dogmer, som vi forfattere ynder at slynge ud med jævne mellemrum for at fortælle alt og alle hvilke fejl de egentlig begår når de prøver at skrive.

Og jeg siger ikke at de ikke er gode, for det er de. Og sande det meste af tiden.
Men lad os lige tage fem sekunder til at se det an, for skal man altid lytte til et skrivecitat?




Write what you know

Et dejligt citat, der bare beder dig om kun at skrive om det, du ved noget om. Det er også problematisk fordi at det sætter de fleste af os i en lidt træls situation: Jeg har aldrig oplevet et zombieangreb eller reddet på ryggen af en drage. Jeg har aldrig deltaget i bussemands-OL eller trainsurfet ind til Nørreport …
Men jeg har skrevet om det. Og nogen vil mene at jeg har skrevet godt omkring det. Og det har været hyleskægt hele vejen.
Så det er en skrøne. Skriv om det du gerne vil skrive om. Altid.



Når det så er sagt: Så er der nok en mening i galskaben alligevel. Write what you know betyder jo bare, at du gerne lige må sætte dig ind i tingene, og at du nok vil have mere at skrive om, hvis du gør det.

Det betyder at du kan få glæde af at researche – og måske endda lære mere om det du researcher og på den måde få nye og mere originale plot-elementer.

Write what you know skal ikke ses som en stopklods: Du må kun skrive om det du kender til. Det skal ses som en opfordring: Sæt dig ned og undersøg, så får du mere at skrive om.



Write the way you talk. Naturally.

Citatet er sagt af David Ogilvy, og der er mange problemer I det. Hvis du har været til et forfatterforedrag eller to, eller du bare har set en af mine videoer her på siden, så ved du, at forfattere til tider kan have en meget rodet mundtlig fremstillingsform (I mit eget tilfælde bilder jeg mig ind, at det er fordi jeg har så meget at sige).

Samtidig lufter de fleste af os en del øh’er i løbet af en dag, og har vi lært ikke at gøre det, ja så er der ofte bare stille, og så køn er …-tegnet heller ikke.


Når det så er sagt: Så betyder det jo ikke at du skal være 1:1 med dit talesprog. Det er trods alt et litterært projekt du arbejder på, og ikke en transkription. Leg med sproget og slå dig løs, der er en grund til at vi har et begreb kaldet stilistik.

Det, der nok menes er, at det ikke må føles forceret for dig. Bruger du for lang tid på at slå det helt rigtige ord op, eller konstruere sætningen så den bliver helt unikt spidsfindig – så er odds nok, at du ikke skriver naturally. Og det kan mærkes.

Så leg alt det du vil med sproget, men lad være med at forcere det for at lyde klogere. På den måde skal det nok blive naturligt.



Kill your darlings.

Er et citat, der tit og ofte tilskrives Stephen King i formen: Kill your darlings, kill your darlings, even when it breaks your egocentric little scribbler’s heart, kill your darlings. Hvem, der originalt har sagt det, hvis nogen har det, har jeg ikke kunnet finde ud af.

Hvorfor skal jeg dræbe mine darlings? Hvis jeg nu ville det her, hvis min bog nu skulle skrives sådan eller hvis min hovedperson nu bare bliver nødt til at gøre det eller det – hvorfor fanden skal jeg så slette det, bare for at behage et skide skrivedogme?

Jeg vil gerne være på tværs, og det mener jeg at man altid skal være, når man får en Kill your darlings-kommentar fra sin betalæser som man ikke er enig i:

Hvorfor skal den dræbes? Ja, måske virker den ikke og det er selvfølgelig nok grund til at dræbe den, men i stedet for bare blindt at henrette, skal vi så ikke begynde at analysere hvorfor den ikke virkede? Måske nå frem til en løsning, der kan få den til at virke?

Hvis den nu ikke bare er en darling, men i mine øjne faktisk er meget vigtig …


Når det så er sagt: så skal man jo ikke starte en år og dag-lang diskussion med sine betalæsere hver gang de beder en om at slette noget. Ofte har de jo ret, det giver ikke mening i deres læsning af historien og det skal bare væk.

Det ansvar at være dommer over darlings kræver jo, at du rent faktisk kan administrere det. Hvis du bare lader alle overleve lytter du ikke til din læser, og går du ind i en diskussion i hvert enkelt tilfælde, ja så har du til sidst ikke en læser alligevel.
Så pak ikke guillotinen for langt væk, forfatter.




Show, don’t tell.
Ja, men jeg har lyst til at fortælle. Jeg har brug for at vi hurtigt og uelegant kommer fra punkt a til punkt b, for nogen gange så kan det, at skulle vise hver enkelt scene altså også dræne læseren for energi og drive, og få vedkommende til at give helt op.
Det er specielt nye redaktører og læsere, der går i denne fælde. De er så forhippede på at gøre det godt, at de hægter sig specielt til dette skrivedogme som værende evigtgyldig.
Men det er dumt. For som sagt før, så kommer du til at kede læseren, hvis alt skal trækkes ud i langdrag med flotte og store scener, når det egentlig bare handler om at købe ind lørdag morgen.


Når det så er sagt: Så er det en god ide at spørge dig selv, om det fortalte stykke tekst overhovedet var vigtigt.
Hvilken funktion har det, for hvis det ikke viser os noget, og lader os leve os ind i det, så er det en baggrundsviden, og den skal være vigtig i forhold til det næste du skriver, som forhåbentlig så bliver vist.


En bog skal, vil jeg mene, altid have overvejende mest show – den skal jo fange læseren, få vedkommende til at føle og sanse med teksten, og det kan du ikke igennem tell.

Men når sansningerne bare er en hurtig tur til fakta hvor kassedamen var irriterende på præcis samme måde som hun altid er, og intet var atypisk – så fortæl mig det hurtigt, og spring så videre til næste scene, hvor du viser mig hvilke konsekvenser det har for vores heltinde i det hun render stresset ud af fakta og møder sit livs udkårne: Det er den scene vi gerne vil læse!



Alt hvad jeg har skrevet her skal selvfølgelig tages med et gran salt. Skriverådene har jo overlevet af en grund, de er fornuftige og de virker.
Jeg siger ikke at man skal smide rådene helt overbords, men skal vi ikke begynde at forholde os til hvad, der rent faktisk bliver sagt, og hvorfor det bliver sagt?
Et skrivedogme begrænser, og råd er til for at gøre os bedre.



God skrivelyst
Bjarke