mandag den 16. oktober 2017

George Orwells 6 regler til sprog

George Orwell er forfatter til bl.a. 1984 og Kammerat Napoleon/Animal Farm.  Selvom han døde for snart mange år siden i 1950, så er han stadig den dag i dag en indflydelsesrig forfatter. Hans dystopiske overvågnings-historie 1984 bliver i dag stadig læst i skoler og som et bud på hvordan vores verden kan ende, hvis vi ikke passer på.

Som forfatter havde Orwell også nogle regler han altid tyede til. 6 styk for at være præcis. Og dem vil jeg gerne præsentere jer for i dag.



Regel 1: Brug aldrig et metafor eller sammenligning, du er vant til at se på skrift

I stedet for at skrive de metaforer alle andre bruger, så prøv at lave dine egne. Dit sprog bliver originalt, og ingen kan skyde dig i skoene at du har et uinspireret og kedeligt sprog.



Regel 2: Brug aldrig et langt ord, hvis et kortere er bedre

Eller kort fortalt: Et langt flot ord får dig ikke til at lyde klogere. Det får dig til at lyde arrogant. Fortæl din historie.



Regel 3: Hvis det er muligt at slette et ord, så slet det. Altid.

Det her gælder specielt ord som: blot, bare, jo og andre småord. De tager POW’et ud af sætningen.



Regel 4: Brug aldrig passiv sprog, hvis du kan bruge aktiv sprog
Skriv ”Manden kørte herfra i bil” frem for ”Manden er kørt herfra i bil.” Sætningen bliver kortere, og der sker noget.


Regel 5: Brug aldrig et fremmedartet, videnskabeligt eller slang-relateret ord, hvis du kender et almindeligt ord for det du vil sige.

Lidt det samme som med de lange ord fra før. Lad være med at vise læseren hvor klog og smart du er som forfatter. Vi er interesseret i historien, ikke i dig.


Regel 6: Står valget mellem at skrive noget elendigt eller at bryde reglerne – så bryd reglerne!

Og så skal man altid huske at i forfatterlivet er regler til for at blive brudt. Har du en helt perfekt grund til at bruge passiv sprog eller lange fremmedord, så gør det. Bare vær bevidst om hvad du laver!




Håber du kan bruge denne samling råd fra en af de gamle mestre.


God skrivelyst
Bjarke

mandag den 9. oktober 2017

5 skriveøvelser, der kan lære dig at lave realistiske karakterer, og hvorfor

I dag vil jeg gerne gå lidt mere praktisk til værks end jeg normalt gør. Derfor får I udover en masse forhåbentlig kloge ord også fem praktiske skriveøvelser, der vil styrke jeres karakterarbejde når I skriver fiktion.

Det er skriveøvelser jeg selv har brugt, og også stadig kan finde på at bruge, da de er gode til at løsrive en som forfatter fra teksten.




Skriv om en, der ser dig som sin værste fjende og hvorfor

Hvorfor er den god?: Vi tænker ikke altid over hvorfor folk skulle hade os, og måske er vi så heldige at ingen gør det. Eller også er der en derude, der måske lige synes du er den mest irriterende skabning på jorden.

Sådan tænker vi ikke normalt om os selv. Til gengæld kan det være en god ide at tænke sådan om sine karakterer, fordi man så skaber konflikt. Er der nogen, der hader din hovedperson, og hvorfor?

Fordi den her øvelse handler om dig selv bliver du udfordret til at tænke kreativt. Selvfølgelig har du ikke nogen sider, der er værd at hade - men det er jo ikke sådan had fungerer. Og i stedet for at lave figurer som hader en person bare fordi det skal de, så øver den her øvelse dig i virkelig at tænke over hvordan andre mennesker opfatter dig, og dermed også hinanden.




Skriv om en, der ser dig som sit største forbillede og hvorfor

Hvorfor er den god?: Det modsatte er selvfølgelig også gældende. Nogen har vildt let ved at sætte sig selv op på en piedestal, men jeg tror faktisk at størstedelen af os har svært ved det.

Den her øvelse er en træning i at finde noget som folk kan beundre i dig, og prøve at beskrive hvorfor de skulle kunne gøre dette. På den måde bliver det også lettere for dig at finde på grunde til at karakterer i din historie skulle beundre din hovedperson.

Folk beundrer jo ikke bare dig fordi du er dig, de beundrer dig for noget du kan, gør eller tør. På samme måde bliver du nu trænet i at finde ind til den kerne i din hovedperson, og skabe realistiske venskaber, beundringer OG måske endda kærlighedshistorier.




Beskriv en cafe på en realistisk måde, men gør scenen uhyggelig

Hvorfor er den god?: Ha, det lyder sgu da let nok. Men husk på at det skal være realistisk. DU må ikke lade det være om natten hvor man er der alene. Du må ikke lade det være en gal øksemorder, der har fanget hovedpersonen der.

Det skal være en ganske almindelig befolket cafe, og din hovedperson skal bare synes det er det mest uhyggelige sted i verden.

Øvelsen her er todelt. Den første øvelse her træner dig i at lave en stemme, der er unik og har noget på færde. Der er ikke noget uhyggeligt i din cafe, men din hovedperson føler at der er det. Det er en interessant fortællerstemme lige der.




Beskriv den samme cafe på en realistisk måde, men gør scenen romantisk

Hvorfor er den god?: Her er anden del af øvelsen så. Beskriv den præcis samme cafe. Der er ikke sket nogen ændring rent fysisk, men nu skal din hovedperson bare opleve det som det mest romantiske sted i verden.

Øvelsen er god til at træne skift i hvordan personer oplever ting, samt øve dig i at bruge sproget til at vise din fortæller og dennes sindsstemning.

Samtidig er det en god træning i at gøre dagligdagen farvet af sindsstemning. DU har lige beskrevet samme scene både uhyggeligt og romantisk - det kræver alligevel noget!




Skriv en scene med en date - lad dialogen vise at de to går helt fejl af hinanden, men uden at de opdager det!

Hvorfor er den god?: Den her øvelse træner dig i at skrive realistisk dialog. Tit og ofte taler vi til hinanden med skjulte motiver. Måske gider du egentlig ikke tale med onkel Kjeld, men vil også gerne være høflig. Onkel Kjeld vil rigtig gerne fortælle dig om da han var ung og arbejdede på fabrikken, måske mest fordi du i hans øjne spilder tiden med den der forfatterdrøm.

Sådan taler vi mennesker. Om det er eksemplet overfor, eller om det bare er Peter, der siger ja til en masse opgaver på arbejdet, fordi han bare skal på toilettet og det går hurtigere at sige ja.

Og det skal du prøve. Så skriv en scene med to mennesker, der vil have to vidt forskellige ting ud af daten, men uden at de er klar over den andens mål. Vil han giftes og have børn? Vil hun bare have sex? Hvad sker der og hvad siger de?

Bare husk på at du under ingen omstændigheder må afsløre det for de to datende.



Så kom i gang med at lave nogle skriveøvelser! Jeg håber i hvert fald de her øvelser kan bruges, og at du forhåbentlig får nogle gode, sjove og brugbare scener ud af det!


God skrivelyst
Bjarke

mandag den 2. oktober 2017

Stå på skuldrene af mestre – om at stjæle litterært

Du må ikke stjæle er der en af de ti bud, der siger. Det er så vidt også rigtig. Du må ikke stjæle. Heller ikke som forfatter.

Jeg kan ikke bare tage Spektrum-serien og sige at jeg har skrevet den. Eller det kunne jeg da godt, men nogen ville vide bedre. Og så ville jeg blive beskyldt for at lyve og være en tyv.

På samme måde hvis jeg tog en anden forfatters værk, og skrev en næsten præcis kopi. Denne gang ville det jo være min historie, men det vil stadig være meget tydelig at den er stjålet et sted fra.


Men hvornår må forfattere så egentlig stjæle?


Mestrene

Før vi kan finde ud af hvornår man må stjæle skal vi finde ud af hvem vi skal stjæle fra. Og her skal man stille sig selv spørgsmålet: Vil jeg stjæle fra de rige eller de fattige?
Der er en logik i at stjæle fra de rige. Dem, der bliver hyldet. Dem, der bliver læst. Mestrene.
Godt.

Men hvad vil det sige at være mester?

Det kan være mange ting. Selvfølgelig kan det betyde at man kun stjæler fra de store litterære klassikere, men det kan også være mindre end det.



En historie som legoklodser

Min roman Jeg er Frankenstein er inspireret af netop Frankenstein-historien, men derudover har den ikke meget mere til fælles med sit oplæg (eller har den?).

Jeg har altså ikke bare stjålet historien og kaldt hovedpersonen Hansensten, og så sagt at nu er det min egen.


Nej. Jeg har taget de grundelementer jeg godt kunne lide, og så har jeg splittet dem ad som legoklodser, og blandet dem med andre.

Jeg er Frankensteins opbygning er en klassisk mand på flugt skal opklare noget, og har altså mere til fælles med fx Jason Bourne-serien. Til gengæld hedder pigen i historien Eliza (Elisabeth var Victor Frankensteins kone i originalværket), og min hovedperson Franks far hedder for resten også Victor – opkaldt efter den gale videnskabsmand himself.



At stjæle fra andre medier


Faktisk behøver du ikke kun låne fra andre bøger. Det kan også være film, musik … you name it. Min første roman City Surfer har en intro og outro stærkt inspireret af filmen Trainspotting.

Jeg ved godt at bogens målgruppe (9-12 årige) nok ikke vil forstå denne reference i første omgang – men forhåbentlig kan den så vende tilbage hvis de engang ser filmen? Og ellers er det bare en pissefed scene. Det kan jeg leve med.



På samme måde med min roman De Dødes Cirkus. Den er inspireret af en film kaldet Clown. Det eneste de har tilfælles er en besat klovnedragt.

Men det var den film, der fik historien i gang: Jeg tænkte at jeg kunne gøre det bedre end filmen, og jeg fandt endelig en måde at lave body horror til de 9-12 årige læsere.

To fluer, et smæk.



En advarsel til den litterære tyv

Jeg kan ikke lide at løfte pegefingre, men tænker at det kan være nødvendigt lige i dette tilfælde. For det jeg taler om her skal vi måske mere kalde inspiration. Det er et godt ord, du lader dig inspirere af andre til at gøre dit eget materiale bedre.

Men spørg altid dig selv: Hvordan ville du have det hvis andre gjorde det her med dit? Specielt forfattere skal leve af deres ideer, og sælge bøger på dem – og det skal man respektere.

Så pas på at du rent faktisk lader dig inspirerer, men laver dit eget – og ikke bare kopierer for at få del i andres indtægt.



Branchen er stor nok til os alle, hvis bare vi giver rum til hinanden .




God skrivelyst
Bjarke