søndag den 26. januar 2014

Skrivekonkurrence: Døden har en årsag

Hungrer du efter nye skrivekonkurrencer at deltage i? Så er Kandor åbenbart stedet, for de har lige startet en ny.

De vil have en kriminovelle-antologi, hvilket lyder rigtigt forfriskende. Der er også en præmie, nemlig at:

vindernovellen præmieres med 2.500 kr. samt et eksemplar af bogen. Alle andre deltagere i antologien får også et eksemplar af bogen.

Krav:
  • Novellen skal handle om et mord, og indeholde temaet: hvorfor?
  • Novellen skal være skrevet til voksne
  • Genren er realistisk krimi (de skriver realisme på siden, men da det er en krimi-konkurrence går jeg ud fra at de mener krimi med et realistisk udgangspunkt.)
  • Novellen skal udspille sig i Danmark
  • Novellen må højst være på 6000 ord


Novellen skal indsendes som et word-dokument til antologi@kandor.dk og deadline er 31. august 2014.


Forlagets generelle krav vil jeg også lige nævne for en god ordens skyld:

Novellen må ikke tidligere være offentliggjort, og en skal følge dansk retstavning. Der skal bruges automatisk indrykning ved begyndelse af nye afsnit og IKKE tabulator.

Du må kun deltage med én novelle.

 

Har du fået blod på tanden? Så skynd dig at tør det væk, for vi skal have blod på kniven til denne konkurrence! Jeg glæder mig i hvert fald til at se hvad Kandor kan få ud af en sådan antologi.

 Du kan læse mere om antologien på Kandors hjemmeside HER.


God skrivelyst
Bjarke

søndag den 19. januar 2014

Før jeg blev forfatter ... om arbejde

Når man hører interviews med skuespillere om hvordan de startede deres karriere, og livet før the big break så hører man tit om hvordan de overlevede som tjenere eller dem der parkerer biler for folk de fine steder. Det er altid sjovt at høre, for de klarede det - de havde drømmen og turde leve drømmen, og overlevede på et arbejde indtil de slog igennem. That's the life.

Og det kan også være nødvendigt for os som gerne vil være forfattere, i hvert fald før forlagene får øje på os, og nok også et stykke tid efter. Det er en hård branche, og vil man overleve kan det være en god ide at have et andet job ved siden af - men hvilke jobs er en fordel for forfattere?

Da jeg selv leger meget i børnelitteraturen er det også der jeg har lettest ved at se muligheder. Specielt to jobs synes jeg skiller sig ud her:

 

Pædagog/Pædagogmedhjælper: Første fordel, du kommer til at gå rundt sammen med målgruppen. Det er så også en ulempe, for du kan let gå hen og få nykker over hvad børn kan holde til og interesserer sig for.

Sørg altid for at holde fast i hvad det er du skriver, men prøv det også af på ungerne. Lad dig inspirere, men forhold dig ikke en-til-en til børn og børnelitteratur. Børn er børn, og de kan være pisse træls og ikke gide høre det du skriver – Men lad være med at tro at det er et parameter for om de ting du laver er godt.

En anden ulempe er at du kan blive ret ør i hovedet af at gå op og ned af larmende og skrigende børn, der hele tiden kræver dig. Det kan fuldstændig dræbe overskuddet til skrivningen, hvis man ikke er til det arbejdsklima. Er man til gengæld til det, så taler vi om muligheden for at komme ud og lege hele dagen, og så hjem og skrive - og det kan blive helt som at være barn igen.

 

skolelærere: Igen, første fordel er målgruppen. Klods op og ned, hver dag. Ulempen er at der er forberedelse - skider du hul i det, kan man sige at du kun behøver at lave forberedelsen en gang, så kan du genbruge den samme plan år efter år – jeg ved dog ikke om dette fungerer i praksis, og om det er noget man skal stile efter.

Stile og opgaver skal rettes, det tager tid derhjemme som kunne gå til skrivningen. Til gengæld kan specielt stileretning sikkert være god træning i at betalæse for andre.

Er du totalt badass kan du måske endda bruge dine egne bøger som undervisningsmateriale - så skal bogen enten købes i klassesæt, eller du får copydan-penge af alle kopierne. Men jeg tror man skal holde tungen lige i munden for at gøre dette, hehe.



Men skal man generelt bare have et job, der svagt kan beslægtes med det man gerne vil (være forfatter), så er der to andre oplagte bud:


Forlagsbranchen: Du kommer til at arbejde med bøgerne, og kommer til at følge andre forfattere og deres værker. Samtidig får du et godt indblik i hvordan det hele fungerer fra forlags-siden, og det kan også hjælpe en godt på vej.

Om man bliver redaktør, redaktionsassistent eller et eller andet andet i trommerummet, det kan jeg ikke tale så meget om. Men jeg tror klart at det kan holde en fanget i hvad det er man gerne vil, da man jo går klods op og ned af bøger og forfattere hver dag. Til gengæld kommer man nok også til at lægge en del timer på andres bøger, i stedet for sine egne.

 

Reklame- og kommunikationsbranchen er det andet bud. Her kommer man til at arbejde med tekst, og med at sælge. Begge fordele til når ens egen bog bliver antaget, og selv skal sælges. Samtidig kan man sikkert også få en masse kontakter, der kan hjælpe en når det bliver relevant.

Ulempen tror jeg til gengæld er, at man hurtigt kan blive en del af noget større, der kan fjerne fokus fra skrivningen - og det er jo den forkerte retning.

 
 
Så i bund og grund handler det om at finde et job, der oplader dig, inspirerer dig, og som ikke fylder så meget, at du ikke kan finde tiden og lysten til at skrive bagefter. Det her er kun fire bud, der er mange andre - som krimiforfatter kunne det for eksempel være fantastisk at kende politijobbet indefra, eller have en journalists viden.


Skal pengene tjenes inden du slår igennem, så find et job, der i det mindste ikke dræner skriveglæden. Det er dit primære fokus - det andet handler bare om at kunne betale din husleje. Og så har man noget at fortælle om, når hollywood interviewer en.

 

God skrivelyst
Bjarke

søndag den 12. januar 2014

Write what you know, eller skal man?

Et af de utallige skrivedogmer, der eksisterer er: Write what you know, eller oversat, skriv om det du kender til. Men hvordan skal det egentlig forstås?

Medmindre at man er en afsindig berejst person, med en evne til bare at vide alt, så kan dette godt blive ret svært – og let's face it, det er også begrænset hvor mange bøger man kan skrive ud fra sit eget liv som det ser ud lige nu.

Derfor handler det i bund og grund om at lære nye ting, og være nysgerrig.

 

Skriv om det der interesserer dig

Hvis man skriver om det der interesserer en, så skriver man om det man ved noget om, det er ret simpelt. Ved du en masse om middelalderen så kan du jo sagtens bruge det til dine fantasy-historier, og ved du en masse om rumfart, er der sikkert en del science fiction at hente i den viden.


Men hvad så når man har skrevet en masse, og gerne vil lave noget nyt, noget overraskende? Hvad gør man så?

Man bliver nørdet. At være nørd kan lette ens arbejde som forfatter afsindigt meget.


Sæt dig ind i det der interesserer dig

Jeg kan godt lide at sætte mig ind i ting. Om det så er Legetøjs udvikling eller trainsurfing, så synes jeg det er interessant at google mig frem til viden, finde bøger om det på biblioteket ... Ja, jeg bliver bare nødt til at vide det hele om et emne (Sjovt nok gælder dette aldrig hvordan man bruger vaskemaskinen og den slags ting, men som sagt – det skal interessere en).

"Ja, men hvad skal man lige researche?" Stiller man sig det spørgsmål kan det betyde to ting:

1. du har ikke en ide til en historie, der kræver research på et felt, det er okay, det betyder at du overvejer at researche for at få ideer.

2. Du vil gerne bare sætte dig ind i ting for interessens skyld, og for måske at generere ideer. Men hvor skal man starte?
Det er et svært spørgsmål, da det jo handler om hvad du igen lige finder interessant. Du kan altid tvangsindlægge dig selv til at se dokumentarer, og så håbe at det tænder en gnist, eller du kan kikke dig omkring i verden og tænke: Hvad vil jeg gerne vide mere om?

Det var bl.a. sådan jeg lærte at de to kvindelige pirater Mary Read og Anne Bonny forklædte sig som mænd (kvinder på skibe var ikke helt ok den gang), og at de blev forelsket i hinanden, mens de troede at den anden var en mand. Vi taler altså om et homoseksuelt forhold (lesbiske), der tror de er heteroseksuelle (De tror den anden er en mand), men som udgangspunkt ser ud til at være homoseksuelt (For alle andre ligner det to mænd). Allerede her kan jeg da bare lugte en romantisk forviklingsroman?
 

Forhold dit eget liv til det du har sat dig ind i
 
Ja, okay. Nu har vi så opbygget en masse viden, og hvad så. Vi skal jo ikke skrive en fagbog, så hvordan gør man det lige til en historie?

Med historien om de to piratpiger er det let nok, der er der karakterer, der er følelser på spil. Måske har man ikke prøvet lige præcis den problemstilling selv, men måske har man alligevel prøvet at have en hemmelighed for en man elsker? Kan man skrive på den følelse?

Skuespillerne kalder teknikken for Method acting, og det går simpelthen ud på at granske sig selv for følelser, og så finde en der minder om lige netop den man gerne vil arbejde med. På den måde får man en indgangsvinkel til historien – man kommer til at skrive om noget man ved.

Men det er jo ikke nok at skrive om to pirater til søs. Du skal også beskrive livet og arbejdet på et skib, det har du jo også researchet.
Det er faktisk ret let, du skal bare prøve at lege at du er en person der arbejder med dette. Du skal prøve at bruge de ord, du har lært at de brugte, og du skal prøve at tænke over de arbejdsopgaver de lavede – og om du har prøvet noget lignende? Ellers er det bare ud og finde noget, der minder om.
 
Når alt det er gjort, så har du faktisk researchet dig til ny viden, der er blevet en del af dig: Og så er det jo ikke svært at skrive det man kender til. Vel?


God skrivelyst
Bjarke

søndag den 5. januar 2014

2013 - en forfatterstatus

Så er min juleferie ovre, og det er tid til at se tilbage på året der er gået. Jeg kan huske at jeg for et år siden aftalte med mig selv at tage den med ro i 2013. Koncentrere mig om skolen, holde lidt igen med at have for mange projekter. Ja, og så begyndte året at tromle.


Forfatterspirerne har kørt igen i år, med et ugelangt sommerkursus på Vanløse bibliotek om sommeren. Min medunderviser, forfatteren Nicole Boyle Rødtnes og jeg har også undervist på Blågårdens bibliotek i vinterferien.

Så har jeg passet min egen skolegang på Forfatterskolen for Børnelitteratur. Det har været et godt og hårdt år, og jeg græder kun over at det til sommer er ovre!


 Udgivelser i 2013

Derudover har jeg fået udgivet 3 noveller i år. Rakshasa var en fantasynovelle, og faktisk den anden novelle jeg nogensinde har fået antaget - den har bare været et stykke tid om at komme i trykken, hvilket man nok godt kan læse.

En god dag er den anden novelle, og her taler vi om science fiction. Det er første gang jeg har fået en novelle i Science Fiction Cirklens årlige antologi, noget jeg har drømt om i lang tid (Jeg har bare altid haft meget svært ved at skrive science fiction).

Den sidste novelle er i den realistiske boldgade, nemlig Chance eller ambulance, der er udgivet i Tellerups anden antologi over Drengenoveller fra Drengelitteraturkonkurrencen.

 

De to største nyheder i år er til gengæld så i hver sin afdeling. Den første er at jeg er blevet antaget. Min illustrerede roman Citysurfer udkommer i 2014 på forlaget Turbine, og det er med de lækreste illustrationer af Søren Klok. Det ser fantastisk ud!


Romanen udnævner sig også ved at have modtaget støtte fra Statens Kunstråds debutantpulje - hvor fedt er det ikke lige? Jeg er sådan en forfatter man giver støtte! Jeg havde rockstjerne-solbriller på hele aftenen hvor jeg fandt ud af det.


Den anden nyhed er ikke så skriveorienteret, men fylder til gengæld meget i mit liv. 2013 var nemlig året hvor jeg blev gift med min kæreste, Nicole. Det var en smuk dag i september med familie og venner, og en flok forfatterspirer, der kom for at sige tillykke i kirken.
Dagen slår faktisk, skønt jeg har fået at vide at man som forfatter ikke må sige den slags, da min roman blev antaget, men også kun med en hårspids.


Nå, 2014 ligger forud. Jeg glæder mig til at se hvad der venter for mig nu.

 
God skrivelyst
Bjarke