Eller, i så fald var jeg jo nok en del mere veltrænet end jeg egentlig er.
Men der er intet galt i at betragte skrivning som en sportsgren. Lad os sige fodbold. Fodbold er en god metafor.
Mange kan lide fodbold.
Nogle ser andre spille fodbold, ligesom nogle læser andres bøger.
Andre spiller fodbold for sjov en gang imellem, ligesom nogen skriver historier for sjov en gang imellem.
Og så er der elite-fodboldspillerne.
At blive en elite-fodboldspiller er en svær og ubarmhjertig kamp. Det kræver dedikation – man skal træne hver dag. Og viljestyrke – der er mange om buddet, man skal vide med sig selv at man har det der skal til. At man har mere end det.
Hvis man vil være forfatter er det en ligeså svær og ubarmhjertig kamp. Det kræver dedikation – man skal træne hver dag. Og viljestyrke – der er mange om buddet, man skal vide med sig selv at man har det der skal til.
Jeg ved intet om at være elite-fodboldspiller, men jeg ved noget om at skrive. Det er min sportsgren.
Vil man noget med sin skrivning, tror jeg det er vigtigt at man derfor bestemmer sig for om man skriver bare for sjov, eller om man skriver med et mål: at blive udgivet.
For skriver man med det mål, så bliver man nødt til at se på det som en sportsmand ser på sin karriere: Det kræver dedikation og viljestyrke.
Træn hver dag: Skriv minimum en time om dagen.
Hav mindst en stor trænedag om ugen: skriv hele dagen.
Opdater dig indenfor dit felt: aviser har bogtillæg, læs bøger om at skrive, diskuter skrivning med andre. Læs andres bøger og aflæs deres teknikker.
God skrive- og trænelyst!
Bjarke