er du interesseret i flere modeller til skrivning, så kan du finde aktantmodellen her! husk også at kikke i Skrivekrampes artikelsektion efter flere spændende emner.
Der er syv punkter på berettermodellen: Anslaget, præsentationen, uddybningen, point of no return, konfliktoptrapning, klimaks og udtoning.
Anslaget
Anslagets job er at fange læseren. Har man ikke fanget læseren på de første par sider (hvis ikke allerede på titel og bagsidetekst) så har man ikke gjort sit job som forfatter godt nok. Jeg tror mange nye i faget her forveksler deres hovedpersons historie med historien i sig selv.
Enten starter vi når hovedpersonen fødes, eller når han vågner om morgenen. Men hvis historien først sættes igang den dag han, 16 år gammel, bliver fanget midt i et gangsteropgør kl. 14, så start der. Med krudt og kugler flyvende om ørerne på ham. Det skal nok fange læserne.
Anslaget er supervigtigt for ens tekst, men lad det ikke forhindre din videre skrivning hvis du synes dit anslag er dårligt. Du kan altid ændre det senere hen, og måske kommer der et bedre anslag af sig selv imens du skriver.
Præsentationen
Her introducerer vi din hovedperson nærmere. Med det mener jeg, at hvor det var spændende før, med krudt, kugler og gangsteropgør, så sænker vi hastigheden her.
Vores hovedperson er 16 år, så vi bliver måske introduceret for hans skole, hans familie og venner. Kort sagt præsentationen af alle vigtige aspekter i hans liv. Har han en sjov hobby, så skal det nævnes her.
Præsentationen har den fordel at hvis du refererer til noget her, fx et hemmeligt våben eller noget andet der vil få relevans senere i forløbet, så skal det præsenteres her. ”Anton Tjekhovs gevær” er et udtryk for dette. Hvis et gevær bliver set hængende på væggen i første akt, skal det også affyres i tredje akt. Hvis et gevær bruges i klimaks, skal det præsenteres i det her felt!
Uddybningen
Uddybningen er hvor vi forklarer hvad der egentlig foregår. Truslen som måske blev nævnt i anslaget bliver fastsat her. For gangsterbanden har en bombe gemt på rådhuset hvor vores hovedpersons mor arbejder. Og de planer som vores hovedperson fik stjålet fra gangsterne i slutningen af anslaget er planerne over hvordan man desarmerer bomben!
Hovedpersonen og hans bedste ven tager hen på rådhuspladsen og får smuglet sig ind.
Point of no return
Point of no return er en omdiskuteret fætter. Dette tror jeg er fordi man ikke helt forstår begrebet.
Point of no return er det sted i teksten hvor hovedpersonen ikke bare kan vende tilbage til normalen. Jah, men det kunne han vel ikke allerede fra anslaget af hvor han mødte gangsterne? Er det så point of no return? Og Hvad da hans mor blev holdt fanget? Det kan man da ikke vende sig imod og leve som om intet var hændt?
Nej. Det kan man ikke. Men point of no return handler om en aktiv handling. Ja, han blev fanget i et gangsteropgør og slipper væk. Der begynder det normale liv igen. Moderen bliver fanget og måske slået ihjel. Ja, han kan ikke bare droppe sin mission og så vil alt blive normalt. Men det kan ingen, nogen gange sker der ting for folk og deres mødre som ikke bør ske.
Point of no return er ikke at der sker noget rigtigt slemt, point of no return er når hovedpersonen accepterer at han er en helt (eller antihelt). At han bliver nødt til at gøre noget for at ændre historien.
Vores hovedperson skal ind og redde moderen fordi han er en helt. Når først han er inde på rådhuset skal han acceptere at han er helten, for nu er han i gang. Der er ingen vej tilbage.
Point of no return ligger altså til hovedpersonen og dennes accept af sig selv som helt.
Konfliktoptrapning
Konfliktoptrapningen er überspænding. Her skal man gerne have opsat en tidsfrist af en art. I vores tilfælde er det bomben. Den vil springe indenfor de næste 2 timer. Vores hovedperson har altså to timer til at redde sin mor, snige sig igennem rådhuset og forhåbentlig afmontere bomben.
Derudover er der også gangstere der holder vagt på gangene som han skal undgå, hvilket også er med til at øge spændingen.
Nøgleordet for det her punkt er, at jo flere dødstrusler hovedpersonen kan have over hovedet, jo bedre.
Klimaks
Vi når op til bomben. Hovedpersonens mor og statsministeren er bundet til to stole, og foran dem står bomben. Der er kun 3 minutter tilbage. Vores hovedperson kan lige nå det! bortset fra …
Ind træder gangsterbossen og de to kæmper. I sit fald fra rådhusets øverste etage tager skurken planen med sig og vores hovedperson må nu satse på sin egen hukommelse: er det den grønne eller røde ledning, der demonterer bomben?
Klimaks er stadig spænding, men her skal den endelige konfrontation også være. Det er her vi skal have payoff for all spændingen. Hovedpersonen skal besejre overmagten og vinde! (”Hvad hvis min hovedperson skal tabe?” Luk flappen og hør videre, historien er ikke slut endnu!)
Hovedpersonen skal vinde i slutningen af klimaks!
Udtoning
Her er historiens slutning. Det er her man kan vælge at twiste hele historien. Måske var det den forkerte ledning alligevel, og hovedpersonen får kun lige nydt sin sejr kort. Eller også er skurken stadig i live (tilbagevendende fænomen i bl.a. Nightmare on Elm Street-filmserien).
Eller også ender historien godt. Mor og Statsministeren bliver gift (husk at introducere at hun er alenemor i præsentationen!) og de lever alle lykkeligt til deres dages ende.
Det var lige en kort … hm, lang gennemgang af spændingskurven. Håber nogen kunne bruge den til noget :)
God skrivelyst
Bjarke
*Mit problem med dette er at ja, det er en model om en beretning/historie – men dem er der altså en del flere af end lige den her.
Aktantmodellen fx, og hvor Aktantmodellen handler om aktanterne i en beretning – og dermed stadig er en berettermodel også, så handler spændingskurven (eller spændingsmodellen) om opbygning af spænding.
Derfor burde berettermodeller egentlig være det overordnede begreb, og så burde fx spændingskurven og aktantmodellen høre derunder. Pyh, så kom det ud.
