søndag den 13. oktober 2019

Skal bøger have et soundtrack?

Der er delte meninger om hvorvidt man kan skrive mens man hører musik, jeg er en af dem, der mener at det sagtens kan lade sig gøre – om ikke andet, så fordi at du ikke kan slippe for den baggrundsstøj du alligevel omgiver dig med, så hvorfor ikke selv vælge hvad du vil høre på mens du hakker løs på tastaturet?

En ting jeg har opdaget, er dog, at jeg de sidste mange gange har hørt meget specifikke ting når jeg arbejdede med forskellige ideer. Jeg har simpelthen lavet et soundtrack til de forskellige ideer.


Det startede egentlig med at jeg købte soundtracket til gyserfilmen Freddy vs. Jason for snart mange år siden. Det var gode hurtige numre, der samtidig var mørke, men uden at blive triste. Rytmen gav mig et ret godt flow i handlingen samtidig med at jeg let kunne komme ind i historiens ”stemme”, den kom ligesom til mig hvis jeg satte cd’en på.


Jeg har også en cd med baggrundsmusikken fra Diablo-spillene. Det er vildt dejligt når der skal skrives Dark Fantasy, da der ikke er sang eller noget i, det er bare stemning på lyd, og det er fedt.



Men er det egentlig en god ide?


Let’s face it, kan det ikke blive mere distraherende end hvad godt er? Jo, det kan det godt. Hemmeligheden her må være at prøve det af, og er der noget musik, der vækker drivet i en, så skal man bruge det.


Da jeg skrev Standby fik Taylor Swifts nummer Enchanted altid gang i skrivningen, og når jeg hører den i dag, tænker jeg stadig på Liva, der dødnervøs vender tilbage på verandaen og ser at Niklas er skredet.


Men er det bare fordi man har besluttet sig for at ens historie skal være lidt ligesom Nirvanas musik, men det aldrig rigtigt hjælper en til at skrive – så drop det. Nyd dit Nirvana-album, og skriv så bagefter. Det er lidt ligesom med mad – bare fordi to ting er lækre hver for sig, behøver man ikke kombinere det.



Egentlig tror jeg det fungerer bedst når man vælger et soundtrack fra noget andet – altså fx en film man gerne vil have at ens historie minder om på en eller anden måde? Jeg ville gerne have fortælletempoet og den uhyggelige men hurtige stil fra Freddy vs Jason, så derfor fandt jeg det soundtrack.


Måske vil du gerne skrive et episk fantasydrama ala Ringenes Herre? Det musik kan man også skaffe, og hvis det sætter skrivningen op i gear, så er det sgu da bare at gøre det!



Man skal bare passe på. Jeg har en historie, der aldrig bliver skrevet, men hvor jeg valgte soundtrack til. Hver gang et specielt nummer bliver spillet i radioen, så er Hovedpersonen der igen, og hun kan virkelig brokke sig!




God skrivelyst