Det er ikke
svært at se hvis man kikker lidt rundt på Skrivekrampe – jeg elsker planer!
skriveplaner, kapiteloversigter, struktur, struktur, struktur!
Den
indstilling har jeg mødt nogle forfattere der har lidt svært ved at forholde
sig til – det ødelægger jo magien, historien er fortalt så! Enkelte gange hører
jeg endda folk, der måske ville have godt af lidt struktur, sige at de hellere
vil have skriveblokering end at planlægge deres historier, og det burde jeg
forstå – jeg kunne jo heller aldrig drømme om at friskrive!
Derfor gav
jeg mig selv en udfordring for noget tid siden, nemlig at prøve friskrivning
af. Så uden nogen plan eller ide om hvor historien var på vej hen satte jeg mig
for lidt over en måned siden til tastaturet og begyndte at skrive på en roman.
Reglerne var simple:
·
Får jeg lyst til at skrive en scene skriver jeg den,
også selvom jeg ikke ved hvor den passer ind
·
Jeg må godt skrive mine tanker og ideer ned, men jeg
må ikke lave en egentlig plan. (jeg må dog godt kort forinden skrivning lave en
hurtig oversigt over kapitlets delpunkter i stikordsform)
Og så var
det ellers bare at komme i gang med skrivningen.
kort om historien ...
Det viste
sig hurtigt at blive en historie i dark fantasy-genren (og her mener jeg
fantasy med horror-elementer, IKKE paranormal romance som nogle af en eller
anden grund kalder dark fantasy).
Målgruppen
er umiddelbart unge, nok den klassiske fra
12 år-målgruppe, men alt det er egentlig ikke vigtigt, det her handler
nemlig om hvad jeg lærte på denne dannelsesrejse udi skrivemetoder.
Min oplevelse
Ind til
videre har det faktisk været en ganske god oplevelse. Her skal det siges at jeg
for mange år siden faktisk også skrev friskrivning, men aldrig kunne færdiggøre
andet end noveller, hvor plottet var lidt flyvsk. Jeg har en del halvfærdige
romaner fra den tid, historier jeg opgav på grund af tabt overblik og nye ideer
– alt sammen ting struktur senere har hjulpet mig med at overkomme.
Men tilbage
til nutiden: Det har faktisk været ret sjovt at skrive uden at vide hvor man
præcis er på vej hen. Jeg har skrevet 50 sider pt, og selvfølgelig er der
dukket et større plot frem, men stadig uden at jeg ved præcis hvordan og
hvorledes det hænger sammen – en både frustrerende og spændende oplevelse, som
mange friskrivere sikkert kan nikke genkendende til, man får lov til at opleve
historien som den langsomt udfolder sig.
Sjov skrivning, lavere produktion
En
interessant oplevelse har været at jeg hver gang jeg har sat mig for at skrive
har følt mig inspireret og i humør til at skrive lige netop det jeg skulle
skrive – desværre har det også betydet at jeg har skrevet færre sider end jeg
normalt ville, simpelthen fordi jeg har skullet udtænke nye ting as I go along:
Det er let i starten, men bliver gradvist sværere efterhånden som der kommer
mere kød på historien man skal forholde sig til.
En detalje
er at på trods af at den overordnede produktion har været lavere sidemæssigt,
så har de skrivegange jeg har haft resulteret i en større mængde tekst end
normalt! jeg har bare haft færre skriveseancer på grund af afhængighed af
inspiration.
Større kærlighed til personerne, mindre til plottet
Det her er
faktisk noget der kom bag på mig. Normalt elsker jeg at kæle for plottet, få
alle elementerne til at passe sammen og alt det der. Til gengæld kommer jeg så
også til at betragte mine karakterer som elementer i netop plottet, og mindre
som personer – dermed ikke sagt at jeg laver flade karakterer, jeg forholder
mig bare anderledes til dem, du ved, ligesom hvis du har et normalt barn – så
kan du elske knægten, eller se ham som noget der bare skal have gode
karakterer; jeg er normalt nr. 2 når det
gælder fiktive børn.
Det er jeg
ikke denne gang. Jeg elsker min hovedperson, elsker bipersonerne, snakker om
dem som var de gamle venner, hvilket er en underlig oplevelse. Underlig, men
også rar, umiddelbart håber jeg at det senere i processen vil få mig til
lettere at kunne redigere plottet hvis nødvendig – simpelthen fordi jeg ikke
har investeret så meget kærlighed i det.
Så hvad er bedst? Struktur eller friskrivning?
Jeg hælder
stadig til struktur, men kan sagtens se det fede ved friskrivning. Jeg har før
sagt at det er meget individuelt hvordan man skriver, og det står jeg fast ved.
Friskrivning
er fantastisk til at få et tæt forhold til sin hovedperson, til at generere
gode ideer og komme ind i historien, og jeg tror bestemt det kan være en god
måde at komme ind i en historie på – men
samtidig kan jeg også mærke, nu med 50 sider skrevet, at jeg snart
bliver nødt til at få mere kontrol over historien, få retning på den så jeg
ikke falder i friskrivernes fælde nr. 1: At elske sine karakterer så meget at
man aldrig stopper historien.
Så ja, det
har været fedt at prøve friskrivningen, og jeg kan se logikken i at skrive
sådan som en måde at generere ideer og få gang i historien, men vil på ingen
måde bytte strukturens overblik for friskrivningens legen med historien. Skal
jeg afslutte med en vigtig kliche-agtig kommentar, så må det være at en god
forfatter selv vælger hvad der passer ham eller hende, men de bedste forfattere
kan bruge begge metoder til at få det meste ud af deres historier.
Jeg håber
denne gennemgang af min oplevelse har inspireret dig til at prøve noget nyt, om
det så er struktur eller friskrivning – eller noget helt tredje. Jeg har i
hvert fald fået en masse ud af mit lille forsøg.
Uh, og husk
at NaNoWriMo starter på torsdag!
God
skrivelyst
Bjarke
