I forgårs
tror jeg det gik op for mig, at jeg går på en forfatterskole. Altså, jeg ved
det jo godt, det er ikke fordi jeg glemmer at møde op eller sådan noget. I
sidste uge tror jeg bare endelig det begyndte at synke ind i underbevidstheden.
Jeg GÅR på Forfatterskolen for Børnelitteratur. Det er ikke kun sjov og løjer,
der sker faktisk noget, ting rykker på sig!
Jeg kan se
at der sker ting med mit sprog, det har stille forandret sig side for side i
det jeg skriver. Det er blevet bedre, blevet mere åbent for billeder og
metaforlege end det var før. Nogle sætninger kan jeg næsten ikke kende igen.
Jeg har hørt om børn der var mønsterbrydere, men ord? Ja, hvorfor ikke?
En anden
ting jeg har opdaget er også at jeg genererer flere ideer, men ret skal være
ret, det tror jeg også lidt er mit arbejdes skyld. At hænge ud med målgruppen
får bare en til at tænke helt anderledes.
Fedt er det
i hvert fald, legende sprog og nye ideer der går hånd i hånd. Men selvfølgelig
er det hele ikke bare fantastisk (Jo, det er. Jeg prøver bare at skabe
spænding). For et par uger siden havde jeg en ret ulm skriveblokering. Vi havde
fået til opgave at skrive om et af vores egne tabuer om hvad man kunne skrive
til børn, og gerne prøve at bryde vores egne grænser.
Det er
dæleme svært! Jeg synes ikke umiddelbart
jeg har nogle grænser eller tabuer, så jeg låste helt af. Jeg kunne
skrive om blod, indvolde og andet klamt, men folk der kender mig ved at det
ikke ligefrem går mig på, så hvad f... skulle jeg gøre?
Jeg skrev
et eller andet, uden egentlig at være tilfreds med det, men afleveres skulle
det. Jeg håber gennemgangen senere kan give mig et større indblik i hvorfor
lige netop den her opgave drillede så meget.
Skriveblokeringen
sidder stadig lidt med sit hånlige smil i kulissen, men jeg vil prøve bare at
lade den være – kede den væk simpelthen. Specielt fordi vi for nyligt er gået i
gang med novelleforløbet på skolen, hvor vi opdelt i grupper vil arbejde med
hinandens noveller med kyndig vejledning fra en etableret forfatter. I mit
tilfælde er det Erik Barfoed, der bl.a. har skrevet romanen Bræk.
Så ja, nu
er det bare at skrive og skrive, lære en masse samtidig og lade erkendelsen af
at jeg går på forfatterskolen forankre sig ordentligt.
Og nu mens
jeg husker det, ses vi på bogforum? Læs her hvorfor jeg synes det er en genial ide som forfatter at tage derind!
God
skrivelyst
Bjarke