Vi kender
alle spor og ledetråde fra krimi-genren, men grundlæggende er det at kunne
lægge gode spor ud til læseren en god ting at kunne indenfor alle genrer! Det
tror jeg egentlig også de fleste af os kan blive enige om, en god historie er
sådan en hvor vi hele tiden får spor til ting som er sket eller vil ske, men
uden at vide præcis hvad det er, før vi når til siden i romanen.
Men hvordan
lægger man de spor på en god måde?
Nøgleordet
er planlægning. Hvis du ved hvad der skal ske i din historie har du også
lettere ved at lægge spor ind til det – for eksempel kan krimiforfatteren, der
ved hvem morderen er og hvordan han slog offeret ihjel, ret hurtigt vide hvilke
spor man kan lægge ud til læseren, hvor en forfatter, der bare sådan skriver
derudaf måske ikke engang ved hvem der er blevet myrdet og hvorfor, og ved man
ikke det, så kan man ikke give særligt gode spor, der giver mening til sidst –
så bliver det bare en række spor hvor nogle giver mening og andre ikke gør, når
man endelig når mod slutningen.
Men hvad nu
hvis jeg bare ikke gi-ider planlægge? Er der virkelig så ikke en anden metode?
Jo, det er
der, men I har ikke hørt det fra mig! Den anden metode er at I skriver dobbelt
så meget som I egentlig har planlagt. Skriv mordscenen som det første, og gå så
i gang med opklaringsarbejdet – skriv scener hvor skurken også foretager sig
ting, så du hele tiden ved hvad han laver, og kan give din opdager spor til
dette.
Skriver du
ikke krimi, men fx fantasy gør du det samme – skriv din skurks scener så du
hele tiden er klar over hvad han foretager sig, og på den måde kan formidle det
i din hovedpersons del.
Teknikken
gælder alle genrer, så det er bare at komme i gang. Dog skal det siges at det
kræver meget skrivearbejde, da man på sin vis laver en halv roman mere ved
siden af. Det har dog fordele, da du så får træning, og kan lege med
"ekstramateriale" hvis din historie bliver udgivet og du gerne vil
give læserne lidt ekstra udover bogen.
Begge
metoder virker, men jeg vil dog altid opfordre til at man er bevidst om hvordan
ens historie skal ende og hvad ens Point of no Return er.
Det er de små ting ...
Og så lige 2
gode fifs til hvordan sporlægning kan bruges.
Røde sild: når et spor ikke er et spor.
Et mandligt lig findes med barberede ben – er han transvestit? Nej, han var
elite-svømmer! (begge barberer ben, men fordi man ikke lige tænker
elite-svømmer sender sporet os helt forkerte steder hen)
Lav gerne spor-kæder: Et spor er ikke
nok til at løse gåden, hvis det var bliver det en kort krimi. Derfor bruger man
gerne sporkæder – løsningen på et spor fører til et nyt spor, og flere spor
sammen giver pludselig en ny mening – her handler det bare om at være kreativ.
Fx i mit
tidligere eksempel, så giver spor et med de barberede ben jo først mening når
man ser alle sportsmedaljerne!
God
skrivelyst
Bjarke
