mandag den 2. juli 2012

Om at få ideer til realisme

Nogle gange vil man rigtigt gerne prøve at skrive det der realisme, måske er man blevet træt af drager og dæmoner, eller også har de fantastiske genrer aldrig rigtigt sagt en noget – nej, man vil skrive realisme og ungdomsbøger ... Men hvordan får man lige en ide?
I fantasy er det let nok, en ond troldmand vil ødelægge verden og så er den konflikt ligesom skabt – han skal stoppes. Men hvad med Realisme? Det er ikke ligefrem hver dag at jordens undergang påvirker os i den virkelige verden, og hvordan kan hverdagen overhovedet være spændende?

Nogle får ideer rigtigt hurtigt, imens andre har svært ved at vække realisme-inspirationen i os selv, og jeg tror meget det er på grund af historiens konflikt. Det er svært at gå fra de fantastiske genrers store konflikter, til realismens mere personlige konflikter og opgør – for er det overhovedet spændende?

Ja, det er det, personlige konflikter har den fordel at de netop er personlige og "tætte på" og derfor kan man som læser meget hurtigt relatere sig til dem.

Men hvordan får man lige en supersej og ny konflikt som ikke bare er alt det de andre skriver om? Jeg har to metoder jeg bruger, som tit og ofte hjælper mig godt i gang med realisme-ideer (både til voksne og unge), og dem vil jeg dele med jer her.


Læs ekstrabladet og BT
Der er mange holdninger til den slags journalistik som Ekstrabladet og BT leverer – og ofte er det ikke positivt. Det vil jeg slet ikke blande mig i, for det er ikke journalistikken jeg læser aviserne for – det er ideerne!

Ekstrabladet og BT lever af det man kan kalde chok-journalistik, de sælger simpelthen aviser på at skræmme og forarge. Det betyder at når du ser en overskrift i en af de to aviser – så er det næsten altid ren konflikt du læser. Den skal fange din opmærksomhed og forarge/forbløffe dig.

Vent, ren konflikt? Det er jo alle tiders, for det er konflikten man som forfatter skal bruge for at komme i gang med en historie. Lad mig give et eksempel. Den 30/6 var nyheden: Fandt blodig nyfødt i vejkanten: Ammede forladt baby tilbage til livet – der er der da alle tiders anslag til en roman om at være reservemor og lede efter barnets rigtige forældre. En mere ungdomsbogs-relevant nyhed kunne så være: Gymnasiedrenge sigtes i sag om sexvideo fra samme dag. De to overskrifter alene har lige givet mig ideer til romaner – og tag det roligt, der er MANGE overskrifter i sådan en avis.

Så er det bare at komme i gang, du har fået serveret en konflikt til en realistisk historie, nu skal du bare finde på historien og skrive den.  (du skal altså ikke bare skrive den historie som står i artiklen, det er ukreativt og nogle gange endda ulovligt. Stjæl ikke, lad dig inspirere!)

En vigtig note er her, at metoden også duer til andre genrer, så skal man bare læse tilsvarene blade. Scifi-forfattere uden ideer: læs Illustreret Videnskab, Historiske såvel som fantasy-forfattere uden ideer: Illustreret Historie. Man får ideer, og bliver samtidig lidt klogere på en masse spændende – win/win.

Se Danmark ifølge Bubber
Ja, man kan sige hvad man vil om det program og Bubbers interview-stil, men for forfattere der måske ikke ved en skid om mange ting her i Danmark, så er det altså alle tiders måde at lære noget hurtigt og med et par grin med på vejen.

Fordelen i programmet er at Bubber ofte leger den dumme, der ikke ved noget om hvordan verden fungerer – og derfor stiller en masse spørgsmål som andre måske ikke ville spørge om fordi "det da giver sig selv" uden at det nødvendigvis gør det.

Så vil man vide noget om alt fra danske livvagter til skrallere – folk, der finder mad i skraldespande – så kan programmet varmt anbefales hvis man kan holde værten ud. Det samme kan lignende dokumentarer og shows faktisk, fx kan jeg takke Aftenshowet på DR1 for ideen til min novelle Kniven. Så al det lorte-tv der stjæler din skrivetid – tænk i stedet på det som inspirationstid, så længe du husker også at skrive!


Så står du og vil rigtigt gerne skrive realisme, men ikke har nogle ideer – så har d u altså ingen undskyldning for ikke at gå ind på www.bt.dk eller www.ekstrabladet.dk og lade dig inspirere – og ellers bare slå røven i sædet og surf nogle tv-kanaler, selvfølgelig med en romanide for øje!


God Skrivelyst
Bjarke