De sidste to romaner jeg har arbejdet på, har cliffhangers været en vigtig del af opbygningen, hvilket jeg tror har været med til, at de er blevet så godt taget imod af mine testlæsere og redaktør. Samtidig har arbejdet med cliffhangerne også gjort, at jeg hurtigere har villet tilbage til skrivningen – for hvad skal der nu ske! Præcis samme følelse som læseren jo også skal sidde med.
Men hvad er en cliffhanger? En cliffhanger er i tekstform flere forskellige ting.
Selve begrebet kommer fra de gamle biograf-føljeton’er (dette var før tv), hvor man måtte sørge for at seerne måtte vende tilbage ugen efter for at se fortsættelsen. Den letteste måde var at efterlade helten, hængende fra en klippe – for hvordan skulle han nu klare sig ud af den kattepine?
Deraf begrebet cliffhanger.
Kapitel-cliffhangere
En kapitel-cliffhanger, er lidt ligesom det førnævnte. Det er en uforløst spændende scene lige inden kapitlet slutter. For at man som læser kan få forløsning bliver man altså nødt til at gå videre med næste kapitel: Og man stopper jo ikke midt i et kapitel, vel?
Meningen er altså, at kapitlerne mere eller mindre skal sluge hinanden, så læseren ikke kan stoppe læsningen.
Det vigtigste når man arbejder med kapitel-cliffhangere er, at man ikke kommer til at bruge den samme type for mange gange i træk. Der er en naturlig grænse for hvor mange gange vores helt kan blive truet med en pistol for panden, før vi keder os.
Det smarteste her er, at skifte mellem actionfyldte cliffhangers, som fx en pistol for panden eller lignende, og følelsesmæssige cliffhangers, som kan være at heltens kæreste er blevet bortført, eller at veninderne sender en sms rundt, som hovedpersonen ikke ønsker.
Det kan også være et ganske almindeligt spændende spørgsmål, der udgør cliffhangeren: Hvem er morderen? Hvor gemmer den mystiske fremmede sig? Og hvem er han? Et så simpelt spørgsmål kan med lidt snilde blive en ganske effektfuld cliffhanger.
Jeg har ret korte kapitler i de sidste par bøger, derfor har jeg ikke haft behov for at tænke i den næste type cliffhanger: Men skriver du længere kapitler, er det måske noget for dig!
Pageturneren
Pageturner kan frit oversættes til ”side-vender”, og skal ses som en cliff-hanger, midt i teksten, gerne i bunden af hver side, så læseren føler en trang til at bladre endnu engang, i stedet for at smide bogen fra sig.
De kan være svære at regne med, da en bogs opsætning, sjældent er samme opsætning som et manuskripts. Her kan det være en god ide at finde en bog af samme type som den man skriver, og tælle tegn på en side. Når du ved hvor mange tegn, der er på en side, ja, så ved du også hvor mange tegn du har at gøre godt med, før du igen lige skal prikke fiskekrogen i læseren.
Modsat cliffhangeren behøver pageturneren ikke at blive brugt så punktligt som jeg lige har sat det op (omend det er et meget godt udgangspunkt). Måske behøver du kun en hver anden side, eller hver tredje? Det kan dog være en god ide at have et par stykker en gang imellem for netop at holde læseren fanget indtil de når til slutningen af romanen.
Forhåbentlig bliver de forløst af slutningen, eller måske er du en af de der onde forfattere, der bruger den tredje type cliffhanger ...
Serie-cliffhangere
Serie-cliffhangeren fungerer egentlig lidt som kapitel-cliffhangeren. Den er bare i sidste kapitel af bogen, for den skal få læseren til at sidde spændt og vente på den næste bog i serien.
Den skal også gerne være ond. Det skal gerne gøre lidt ondt på læseren at vente, hun skal faktisk helst frygte det værste, og hade dig som forfatter lidt for at udsætte hende for netop dette.
Men hun skal også elske det ... Og det er måske det sværeste at opnå.
Mit bedste bud her er, at hvor du i kapitel-cliffhangeren skal skifte mellem tre forskellige typer, så skal du her smide det hele i hovedet af læseren:
Vores helt skal have en pistol for panden, hans kæreste skal være bortført og vi ved ikke hvorhen, og nåh ja, vi ved ikke hvem det egentlig er, der ønsker ham død.
BUM! Der er nok for læseren at forholde sig til. Og fanger spændingen, dem ikke, så kan det være action-elementet gør. Eller også gør følelses-delen. Forhåbentlig gør de alle tre.
Håber du nu har fået lyst til at bruge cliffhangers i dine bøger. Jeg er i hvert fald blevet stor fan af dem, både som en måde at få mig selv videre i skrivningen, men også som et redskab til at holde læseren fanget.
God skrivelyst
Bjarke
