Jeg elsker skriveråd. De der helt enkelte sætninger, ja nærmest dogmer, som vi forfattere ynder at slynge ud med jævne mellemrum for at fortælle alt og alle hvilke fejl de egentlig begår når de prøver at skrive.
Og jeg siger ikke at de ikke er gode, for det er de. Og sande det meste af tiden.
Men lad os lige tage fem sekunder til at se det an, for skal man altid lytte til et skrivecitat?
Write what you know
Et dejligt citat, der bare beder dig om kun at skrive om det, du ved noget om. Det er også problematisk fordi at det sætter de fleste af os i en lidt træls situation: Jeg har aldrig oplevet et zombieangreb eller reddet på ryggen af en drage. Jeg har aldrig deltaget i bussemands-OL eller trainsurfet ind til Nørreport …
Men jeg har skrevet om det. Og nogen vil mene at jeg har skrevet godt omkring det. Og det har været hyleskægt hele vejen.
Så det er en skrøne. Skriv om det du gerne vil skrive om. Altid.
Når det så er sagt: Så er der nok en mening i galskaben alligevel. Write what you know betyder jo bare, at du gerne lige må sætte dig ind i tingene, og at du nok vil have mere at skrive om, hvis du gør det.
Det betyder at du kan få glæde af at researche – og måske endda lære mere om det du researcher og på den måde få nye og mere originale plot-elementer.
Write what you know skal ikke ses som en stopklods: Du må kun skrive om det du kender til. Det skal ses som en opfordring: Sæt dig ned og undersøg, så får du mere at skrive om.
Write the way you talk. Naturally.
Citatet er sagt af David Ogilvy, og der er mange problemer I det. Hvis du har været til et forfatterforedrag eller to, eller du bare har set en af mine videoer her på siden, så ved du, at forfattere til tider kan have en meget rodet mundtlig fremstillingsform (I mit eget tilfælde bilder jeg mig ind, at det er fordi jeg har så meget at sige).
Samtidig lufter de fleste af os en del øh’er i løbet af en dag, og har vi lært ikke at gøre det, ja så er der ofte bare stille, og så køn er …-tegnet heller ikke.
Når det så er sagt: Så betyder det jo ikke at du skal være 1:1 med dit talesprog. Det er trods alt et litterært projekt du arbejder på, og ikke en transkription. Leg med sproget og slå dig løs, der er en grund til at vi har et begreb kaldet stilistik.
Det, der nok menes er, at det ikke må føles forceret for dig. Bruger du for lang tid på at slå det helt rigtige ord op, eller konstruere sætningen så den bliver helt unikt spidsfindig – så er odds nok, at du ikke skriver naturally. Og det kan mærkes.
Så leg alt det du vil med sproget, men lad være med at forcere det for at lyde klogere. På den måde skal det nok blive naturligt.
Kill your darlings.
Er et citat, der tit og ofte tilskrives Stephen King i formen: Kill your darlings, kill your darlings, even when it breaks your egocentric little scribbler’s heart, kill your darlings. Hvem, der originalt har sagt det, hvis nogen har det, har jeg ikke kunnet finde ud af.
Hvorfor skal jeg dræbe mine darlings? Hvis jeg nu ville det her, hvis min bog nu skulle skrives sådan eller hvis min hovedperson nu bare bliver nødt til at gøre det eller det – hvorfor fanden skal jeg så slette det, bare for at behage et skide skrivedogme?
Jeg vil gerne være på tværs, og det mener jeg at man altid skal være, når man får en Kill your darlings-kommentar fra sin betalæser som man ikke er enig i:
Hvorfor skal den dræbes? Ja, måske virker den ikke og det er selvfølgelig nok grund til at dræbe den, men i stedet for bare blindt at henrette, skal vi så ikke begynde at analysere hvorfor den ikke virkede? Måske nå frem til en løsning, der kan få den til at virke?
Hvis den nu ikke bare er en darling, men i mine øjne faktisk er meget vigtig …
Når det så er sagt: så skal man jo ikke starte en år og dag-lang diskussion med sine betalæsere hver gang de beder en om at slette noget. Ofte har de jo ret, det giver ikke mening i deres læsning af historien og det skal bare væk.
Det ansvar at være dommer over darlings kræver jo, at du rent faktisk kan administrere det. Hvis du bare lader alle overleve lytter du ikke til din læser, og går du ind i en diskussion i hvert enkelt tilfælde, ja så har du til sidst ikke en læser alligevel.
Så pak ikke guillotinen for langt væk, forfatter.
Show, don’t tell.
Ja, men jeg har lyst til at fortælle. Jeg har brug for at vi hurtigt og uelegant kommer fra punkt a til punkt b, for nogen gange så kan det, at skulle vise hver enkelt scene altså også dræne læseren for energi og drive, og få vedkommende til at give helt op.
Det er specielt nye redaktører og læsere, der går i denne fælde. De er så forhippede på at gøre det godt, at de hægter sig specielt til dette skrivedogme som værende evigtgyldig.
Men det er dumt. For som sagt før, så kommer du til at kede læseren, hvis alt skal trækkes ud i langdrag med flotte og store scener, når det egentlig bare handler om at købe ind lørdag morgen.
Når det så er sagt: Så er det en god ide at spørge dig selv, om det fortalte stykke tekst overhovedet var vigtigt.
Hvilken funktion har det, for hvis det ikke viser os noget, og lader os leve os ind i det, så er det en baggrundsviden, og den skal være vigtig i forhold til det næste du skriver, som forhåbentlig så bliver vist.
En bog skal, vil jeg mene, altid have overvejende mest show – den skal jo fange læseren, få vedkommende til at føle og sanse med teksten, og det kan du ikke igennem tell.
Men når sansningerne bare er en hurtig tur til fakta hvor kassedamen var irriterende på præcis samme måde som hun altid er, og intet var atypisk – så fortæl mig det hurtigt, og spring så videre til næste scene, hvor du viser mig hvilke konsekvenser det har for vores heltinde i det hun render stresset ud af fakta og møder sit livs udkårne: Det er den scene vi gerne vil læse!
Alt hvad jeg har skrevet her skal selvfølgelig tages med et gran salt. Skriverådene har jo overlevet af en grund, de er fornuftige og de virker.
Jeg siger ikke at man skal smide rådene helt overbords, men skal vi ikke begynde at forholde os til hvad, der rent faktisk bliver sagt, og hvorfor det bliver sagt?
Et skrivedogme begrænser, og råd er til for at gøre os bedre.
God skrivelyst
Bjarke
