mandag den 26. januar 2015

3 råd mod skriveblokering

Jeg plejer tit at sige at skriveblokeringer ikke findes, mest af alt af samme grund som at man bliver nødt til at sige Voldemorts navn i stedet for at fortie det: Dyrker man skriveblokeringer/tavsheden omkring den mørke troldkarl, ja så bliver det kun værre.
Men sandheden er at der findes skriveblokeringer - og alle kan få dem!
 

Men tag det roligt, der er noget at gøre. Jeg kan bare se rundt i min stue for at blive mindet om hvad man kan gøre. Der hænger tre skilte, der altid minder mig om hvad det er man skal huske hvis man skal være kreativ - tre råd der kan bryde en hver skriveblokering.


An essential aspect of creativity is not being afraid to fail
Det er det første skilt. Og det er rigtigt. Mange skriveblokeringer opstår fordi vi er bange for at fejle, bange for ikke at være gode nok - vores lort bliver aldrig udgivet, så hvorfor overhovedet bruge tid på at skrive det? Det kan jo risikere at være lort.
Jeg taler tit om faser, og dette minder os om hvorfor de er vigtige. Hvis din indre kritiker allerede er i gang før du får skrevet - hvordan skulle du så kunne holde det ud? Nej, sæt kaffe/te/kakao/din favoritskrivedrik over og inviter din indre kritiker til et møde. Aftal med ham at han nok skal få sin tur - at du glæder dig til at høre hans tanker - men lige nu skal du have noget at arbejde med først.
Lyder det lidt tosset at holde de møder? Det er det faktisk ikke. Jeg har en fiktiv redaktør på mit skrivebord - hun er bare et postkort købt i Tiger, men hun er benhård!

 
Do what you can, where you are, with what you have!
Er det andet skilts budskab. Skriveblokeringer opstår også tit fordi vi er bange for ikke at vide nok om emnet eller gerne lige at ville researche lidt mere - eller måske skal lige præcis den historie vente til man ER brudt igennem som forfatter?
Bullshit. Gemmer du dine bedste ideer til efter din udgivelse, hvordan kan du så være sikker på om du overhovedet når derhen?
Skriv. Tænk over udgivelse og research bagefter, eller i pauserne mellem skrivningen - lige nu skriver du. Dette råd gælder også når du får en ide i bussen - skriv nu mens ideen er frisk, lad være med at vente til du har researchet emnet og hvad ved jeg.
Af samme grund skal du altid have en pen og papir med dig - Gør hvad du kan, der hvor du er, og med det du har. Pen og papir, det er ikke sværer end det.


Change the game
Sidste skilt er bare et alment godt råd. Man kan når man ser på alt det der bliver udgivet i Danmark i dag godt tænke: Passer jeg overhovedet ind her? Andre gange tænker man: Hold kæft, skal man skrive mainstream lort for at blive forfatter her?
Det er derfor det her råd hænger på min væg. Forfatterbranchen er et spil, og der er regler - kender du dem definerer du dit eget spil meget bedre.
Er der for mange gode forfatterer? Definer hvad de kan, og find ud af hvad du kan bidrage med for at vinde din plads blandt dem! Er der for meget mainstream lort? Så brug dem som springbræt - lad dig inspirere, og gør så noget bedre ud af det. Det sker i filmbranchen, hvem siger at vi ikke kan gøre det samme med litteraturen?


Det er derfor de tre skilte hænger på min væg. For at minde mig om at skriveblokeringer er et tegn på at du er kommet for langt væk fra det det hele handler om: skrivningen. Så har du problemer med at få ord ned på papiret så hus på at en essentiel del af at være kreativ er IKKE at være bange for at fejle. Gør hvad du kan, hvor du er, med hvad du har. Og skift spillet!



God skrivelyst
Bjarke