søndag den 27. januar 2013

Behøver romaner et plot?



For noget tid siden var jeg til et foredrag med Thorstein Thomsen (har bl.a. skrevet en del lyrik til børn, men også arbejdet med korte og lange fortællinger – han har været godt omkring i forfatterlivet). Det at jeg var til et forfatterforedrag er egentlig ikke så specielt, at det lige var Thorstein egentlig heller ikke. Det der er vigtigst for hvad jeg vil fortælle om i dag er nemlig at han opsummerede plot-trekanten ganske fint. Hvad er plottrekanten så?

Plottrekanten er en trekant, hvor hver kant er en plottype. I toppen har vi "superplottet" – den store episke fortælling, der berører mange skæbner – Ringenes Herre eller Ken Follets Jordens Søjler er eksempler på dette – hver enkelt hovedperson er vigtig i historien, og det overordnede projekt de kæmper for – at besejre Sauron eller bygge en katedral.

Den første af de nederste kanter er så miniplottet, som kan opsummeres som den lille personlige fortælling. Her er der gerne tale om hvordan historien er vigtig for én person, og hvordan personen udvikler sig med historien.
Eksempler på denne er Camilla Wandahls roman Hjerte i vente, hvor hovedpersonens liv er tæt forbundet med plottet, og at det er hendes – ikke verdens – forløsning vi håber på mod slutningen. Miniplottet kan også sagtens lade sig gøre i fantastiske genrer, fx er min novelle Skovmandens brud i Ad mørke stier et godt eksempel på et miniplot med pigen Svalas ofring til Skovmanden.

Og NU kommer vi så til det som jeg egentlig gerne vil fortælle om, nemlig kaosplottet – også kaldet nonplottet (hvilket jeg vil kalde det fremover, da kaosplot lyder lidt for uberegnelig).
Et nonplot er bedst beskrevet ved at vi har en række figurer, der oplever nogle ikke nødvendigvis sammenkoblede hændelser. Det er en slags minihistorier, der fortæller mere om personerne og det liv de lever, end prøver at komme med den helt store episke beretning eller udviklingshistorie.
Eksempler på nonplots er i filmens verden Lille Per, specielt filmen Far til fire i byen, der er sammensat af en lang række hændelser spredt over et år i Lillepers liv. Der er tale om fars fyring fra jobbet, Lille Pers køb af en hund, Ida der fanger en tyv på skolen, og Lille Per der besøger Nisseland og bliver bortført. Alt sammen meget usammenhængende hændelser, der alligevel kobles minimalt sammen: Lille Per hjælper bl.a. politiet med at fange de banditter der bortfører ham, og med dusøren køber han hunden vi blev introduceret til tidligere.
Et andet eksempel, denne gang fra bøgernes verden er Astrid Lindgrens historier om Emil fra Lønneberg og Alle vi børn i Bulderby.

Emil er for midt vedkommende det bedst kendte eksempel, her har vi Emil, der altid laver gale streger – gerne i et forsøg på faktisk at være god.
De gale streger vinder ham så til gengæld en hest, lader ham drikke en gris fuld og hejse sin søster op i flagstangen. En masse tossede historier, gerne rammefortalt af hans mor, der skriver det ned i sine bøger, imens fortælleren husker os på at Emil vokser op og bliver sognerådsformand (det var stort dengang!).


Men hvor vil du hen med det?
Ideen om nonplottet lå egentlig mest og simrede efter Thorsteins foredrag, og det var kun efter at forfatteren Kim Fupz Aakeson bragte det op igen på Forfatterskolen for Børnelitteratur, at jeg gik i tænkeboks.

Egentlig er denne struktur jo smart. Lad os sige at man som forfatter sidder med en masse små historier, nærmest anekdoter omkring sine karakterer, men uden at det giver mening i et større plot – samtidig er der ikke så meget udvikling, men historierne hænger da lidt sammen. Hvorfor ikke udnytte det, og rent faktisk bare skrive nonplot.

Hvem ved, måske mangler verden en ny Emil fra Lønneberg – eller endnu bedre, en science fiction-roman skrevet ud fra nonplot-strukturen? Det kan jeg ikke mindes er set før (omend Hitchhikers Guide to the Galaxy prøver på det, ender den altid med at blive læst mere eller mindre episk, måske fordi den handler om jordens undergang og genopbygning ...).

Jeg er meget en plot-person, hvilket Skrivekrampe også bærer præg af, derfor er dette her et forsøg på at fortælle om forfatter-metoder, jeg ikke nødvendigvis ville bruge, men som er der, og faktisk er lige så acceptable som en fast plotstruktur – omend nok sværere at lave, for hvornår ved man at man skriver non-plot, og ikke bare har en usammenhængende historie? Som alt muligt andet i forfatterlivet handler det om at prøve sig frem!


God skrivelyst
Bjarke


(Ps. dette er forresten første forsøg i at opdatere tidligere end mandag – nemlig søndag aften. Nu hvor mit liv er blevet hektisk med forfatterskole og arbejde, er mandagen gerne ret booked, så søndag aften/mandag er mit kompromis for at nå det hele. Det betyder jo bare at I får indlæggene endnu hurtigere end før!)

Ingen kommentarer: