mandag den 18. juni 2012

Tænker du markedsføring ind i din bog?

Det er meget tys-tys for nogle forfattere at snakke om, for bogen er jo et kunstnerisk statement, som han nægter at tage stilling til. For det andet, hvad skal forlag ellers bruges til?
Denne holdning har sine problemer, og så er den også kedelig!


Jeg har det sidste halve år skrevet speciale i blandt andet markedsføring, og på trods af at man let kan tænke det som kedeligt i forhold til selve skriveprocessen, så er det slet ikke sådan det hører sammen! Faktisk kan det være enormt inspirerende for ens skriveproces netop at lege med tanker om hvad man kan gøre for at promovere sin bog efter udgivelse.



Hjemmesider!
Det første man skal overveje er at få sig en hjemmeside. Allerede det er dog så en udfordring, for skal det være en hjemmeside om dig som forfatter, en hjemmeside for dine bøger, eller en blog? Og skal du have flere?

Det er en svær beslutning, for det man skal finde ud af her er: Hvor meget ekstra arbejde vil jeg lægge i det? En blog skal opdateres jævnligt, ellers vil den ikke få læsere - samtidig skal indholdet være spændende, så læserne rent faktisk også føler at de får noget ud af besøget.


Så har man et spændende liv, eller en eller anden vinkel man gerne vil lægge på forfattertilværelsen, så skal du da have en blog! Gider du dog ikke opdatere hele tiden, og vil hellere bruge tiden på at skrive dine romaner, så er en hjemmeside måske mere noget for dig.

Hjemmesider skal nemlig ikke opdateres nær så ofte, faktisk kun hvis der sker noget helt nyt. Fx kan en forfatterhjemmeside nøjes med at blive opdateret når der er nyt om dig som forfatter, eller hvis der er udkommet en ny bog.

En hjemmeside for en af dine bøger skal kun opdateres når der er nyt om den bog/den bogserie!



Bogtrailere
En bogtrailer er ligesom en filmtrailer i biografen, bare for bøger. Ved hjælp af billeder og musik/speak giver de altså en mulig læser en hurtig ide om hvorfor de skal læse bogen, og kan måske endda lokke knap så læsestærke folk til at læse netop din bog!

Er du interesseret i at lave små film, eller kender du nogen der er, er bogtrailere altså en smart ting. Nogle forlag sørger endda også for at lave bogtrailere til deres forfattere.


Det smarte ved bogtrailere er, at hvis man oploader dem på en side som youtube, så kan folk selv falde over den, og du kan vise dem på din hjemmeside, blog og alle mulige andre steder du har lyst til at dele din bogtrailer. Du kan endda, hvis du har en god kvalitet telefon enner en ipad, vise den til folk på gaden.



Gå på tværs af medier!
I 2006 udkom bogen Cathys bog, som er en fiktiv dagbog for pigen Cathy. Det der er interessant for denne bog er at den inkorporerer et internetfænomen kaldet ARG (Alternate reality game) i historien. Dette gør det muligt for læseren at gå på opdagelse i bogens univers ved hjælp af telefonnumre og hjemmesider man kan ringe til og logge ind på.

Jeg siger ikke at du skal lave det samme, for det ville jo egentlig være kedeligt, men i en tid hvor internettet er så brugt af alle som det er, hvorfor så ikke overveje selv at inkorporere nogle "fiktive hjemmesider"?


Skriver du fx en historie om en pige, der hader en anden pige fra sin klasse, så kan du jo lade den anden pige have en blog og derigennem give to sider af sagen? Det kræver lidt arbejde, selvfølgelig, men det kunne da være fedt for både dig og læseren?


Jeg ved også at Genstart-serien af Caroline Ørsum, David Meinke og Ina Bruhn har ladet hovedpersonerne have facebook-profiler som man rent faktisk kunne blive venner med! Alt sammen noget, der giver læseren en dybere oplevelse af lige netop din historie!


Online spil
Let's face it, det tager tid at blive en god spildesigner. Det er alt sådan noget med koder og jeg ved ikke hvad, så vi skal ikke lave det nye World of Warcraft eller den slags for at sælge din bog.

Når vi så har accepteret at det ikke er den vej vi skal, hvorfor så ikke alligevel overveje online spil?

Jeg ved at Kenneth bøgh Andersen på sin hjemmeside for serien Antboy har lavet et ret simpelt flashspil (ok, så simpelt er det ikke, så han har jo nok fået nogen til at lave det), hvor man som Antboy skal tisse på folk - sjovt og underholdende, uden at det kræver for meget af en at sætte sig ind i.


Har du overvejet at gøre det samme? Hvis du er heldig kender du en der kan lave flashspil, eller måske endda en af de der apps man kan downloade til Ipads, og det kan jo ikke skade at spørge.

Er du den klogeste af dine venner, og kan du ikke finde ud af den slags, så tag det roligt. Youtube tillader mange forskellige muligheder for genveje i de film man oploader der, hvilket tillader en at lave ret simple spil - se fx hvad hamher får ud af sine lego-mænd!


Så har du fantasien til det, så kan du sagtens lave et lille spil, der kan få læsere til at se på din bog på en helt ny måde!



Andre sjove ting
Som jeg flere gange har nævnt, så er det kun fantasien der sætter grænser. Hvad med hjemmesider, der kræver en speciel kode at komme ind på? Der kræver forskellige koder til at åbne for hemmelige ting (deleted scenes-kapitler eller den slags), og de her koder kan du så skjule overalt. I dine bøger, i interviews. Ja, du kan endda trykke en t-shirt med en kode og tage den på til Bogforum - det skal sgu da nok give opmærksomhed.

Er du til det mere stille og rolige, så kan du jo også overveje armbånd eller lignende som merchandise. Fantasi, vi forfattere påstår jo vi har det!


Så prøv at overvej det næste gang du skriver på din roman, er der måske en lille ide til hvordan du kan sørge for at den ikke bliver glemt i mængden?



God skrivelyst
Bjarke