mandag den 11. juni 2012

Hovedpersonens ønsker og behov

Nogle gange kan man godt føle sig lidt på Herrens mark når man skal lave en hovedperson. Specielt hvis man egentlig har lavet et ret fedt plot, og han/hun er den eneste der mangler før man kan gå i gang med at skrive sin historie.

Selvfølgelig kan man sige at det jo er let nok – konflikten i historien er at en drage æder folk fra landsbyen, så vi skal have en ridder til at dræbe dragen – det er det han skal, og sådan er det bare. Men det kan hurtigt blive en ret flad og kliche-agtig hovedperson, ikke sandt?


Det man skal er, at man skal tage fat i sin histories eksterne verden (plottet), og den interne verden (temaet). Man skal simpelthen give sin hovedperson ikke kun et want/et ønske (at dræbe dragen), men også et need/et behov.


Forvirret? Så læs endelig videre.



Eksterne og interne verdner
Når man skriver en historie skriver man altid på to forskellige planer. Det eksterne og det interne, eller det ydre og den indre plan. Det ydre plan er selve historien, den verden og de personer vi hører om, imens det indre plan er de temaer historien tager fat i.

Det første plan er historiens plot . Her handler det om at sammensætte et fantastisk og spændende plot, hvilket du kan læse meget mere om i mine andre indlæg her på siden. Det er også plottet der giver hovedpersonen sit ønske. I min historie ønsker han at dræbe dragen, men det er jo afhængigt af ens plot – det vigtigste er her, at ønsket skal være sat i forbindelse med hovedplottet.

Det vil sige at hvis dit plot er at en drage skal dræbes, så nytter det ikke noget at din hovedpersons ønske er at være svineavler – selvfølgelig med mindre at dragen æder alle svinene, så det er umuligt at være svineavler før dragen er stoppet.


Det andet plan er så det tematiske plan. Her handler det om at opstille et behov for hovedpersonen, noget han skal lære undervejs. Det kan enten være helt ens med ønsket, eller det kan være noget helt andet.

Lad os tage fat i hovedpersonen, der hellere vil være svineavler, men som er sendt ud for at dræbe en drage. Det kan være at hans behov er at opdage, at han faktisk var en elendig svineavler (de blev trods alt ædt af en drage), og at han faktisk i stedet skal være dragedræber?

Det vil sige at hans ønske er at dræbe dragen for at redde sine grise, men at han undervejs opdager, at han faktisk slet ikke vil være griseavler, men i stedet dragedræber.


På den måde har vi altså fået lavet ikke kun en konflikt i forhold til plottet, men også i forhold til hovedpersonen! Vi får altså både en spændingsmæssig grund til at læse videre , men også en personlig grund fordi vi lærer at holde af personen, og håber for ham at han finder ud af hvem han er.


Ønsker og behov i historiens slutning
Nu er historien ved at være slut, og man skal som forfatter samle op på hovedpersonens ønske og behov. Dette giver sig selv, nærmest som et regnestykke:


·         Hvis både hovedpersonens ønske og behov opfyldes (han dræber dragen og drager ud for at blive dragedræber), så er det en happy end.
·         Hvis dragen æder ham får han hverken opfyldt sit ønske eller sit behov, og det er en bad end.
·         Hvis det lykkes for vores hovedperson at dræbe dragen, men uden at han får erkendelsen om hvad der virkelig gør ham glad (at dræbe drager), så ender han trist tilbage på gården og vi får det der hedder en bittersweet end.


Enkelt, ikke?


Hvorfor bruge ønsker og behov?
At arbejde med hovedpersonens ønske og behov kan være en god træning til først og fremmest at få ham til at være en del af din historie. 

Nu har jeg brugt et fantasy-eksempel, men metoden fungerer i alle genrer. Fx kan vi have historien om Simone, der har et ønske om at gå i gymnasiet og klare sig godt, men som finder ud af at hendes behov ligger et helt andet sted, nemlig i at være sammen med vennerne (der alle skulle i gymnasiet).

 

Hele ideen er at man først og fremmest får en grund til at hovedpersonen er hovedpersonen, deres ønske fungerer som en indgang til løsningen af historiens konflikt – dragen skal dræbes, vi skal have en historie om at gå i gymnasiet osv.

Derefter får man så også en tematisk indgangsvinkel til sin historie, hvor man kommer dybere ind under huden på vedkommende og indser at konflikten er dybere. Det handler ikke om hverken svineavl eller gymnasiefester (noget ydre) – det handler om eventyr og venskab, noget personligt (noget indre), og det er faktisk det historien handler om.


Så næste gang du skal lave en hovedperson, så prøv at give dig selv fem minutter til lige at tænke igennem hvad hans/hendes ønsker og behov egentlig er?


God skrivelyst
Bjarke

1 kommentar:

Lisa sagde ...

Tak for et godt indlæg - det har hjulpet:)