Hvorfor er
det vi skriver? Helt ærligt? Der er ingen penge i det, så hvorfor egentlig
blive ved? Jeg har her samlet tre gode grunde til at stoppe med at skrive - og
tre gode grunde til for Guds skyld at blive ved.
... Til at stoppe
1. Du vil slippe for den der nagende
skyldfølelse
Får jeg
skrevet nok? Burde jeg ikke skrive lige nu i stedet for at se den her film? Har
du aldrig stillet dig selv de spørgsmål er du heldig - eller usædvanligt
selvdisciplineret. Når man først har været på arbejde eller i skole er der ikke
meget tid tilbage at skrive i, og nogen gange kan man bare ikke overskue at
sætte sig ind til tastaturet - og det er jo bare en enkelt film, man skriver
igen i morgen, ikke?
2. Der er mere tid til venner og familie
Der er mere
tid til dem du vælger fra fordi du har valgt at skrive. Ikke mere "Nej,
jeg kan ikke komme til din fest, jeg skal skrive," eller "Ja, skat,
det lyder hyggeligt at tage ud og spise sammen, men jeg skal liiige færdiggøre det her kapitel."
Stopper du
med at skrive i dag, har du hele aftenen og i morgen til at være sammen med dem
du holder af. Tænk på al den tid du ville få med dem ved ikke at leve i din
egen lille drømmeverden.
3. Du bliver ikke ked af det hver 6. uge/3.
måned, fordi der kommer et afslag ind ad døren
Og det er
nok der skoen virkelig trykker. De fleste af os har prøvet at få et afslag og
vi ved hvor ondt det kan gøre - hvordan al ens energi og overskud med ganske få
ord kan blive drænet sammen med ens selvtillid. Igen, hvorfor udsætte sig selv
for det? Den tid du bruger på at skrive manuskripter, der kan ende ud i afslag
fra forlag og øv-følelse, kunne du som sagt bruge med dem du holder af. Stop
med at skrive. Nu!
Sidder du lige nu og overvejer at droppe det hele? Så synes jeg du skal læse videre, her kommer 3 gode grunde ...
... Til at blive ved
1. Hvem skal fortælle dine historier? (Og
tro mig, de vil hjemsøge dig til du skriver dem)
Der er
rigtigt mange forfattere i Danmark, du vil nok ikke blive savnet. Men dine
historier vil! Let's face it, grunden til at vi begyndte at skrive er fordi at
de historier alle de andre har skrevet bare manglede lige dét som vi kan give! Det
vil det sgu være synd at snyde andre læsere for. Så skriv, fortæl dine
historier, for ingen andre kan!
2. Du elsker at snakke om skrivning, både
om dine projekter og skriveprocessen
Hvis du bare
har det halvt som mig, så kan du nikke genkendende til det. Alle samtaler
kommer på en eller anden måde til at handle om det at skrive, og hvilke
projekter du har gang i. Måske er det dine venner, der også er
historieinteresserede, eller også kan du bare ikke lade være med at snakke om
andet - lige meget hvad, så vil det betyde at du mister et fantastisk
samtaleemne hvis du stopper med at skrive, og så interessant er
"almindelige menneskers" samtaler altså heller ikke.
3. Den dag det endelig lykkes!
For det er
det det handler om. Den ene dag hvor du får en mail eller en opringning fra en
redaktør, der gerne vil udgive din roman - din historie. Den dag vil du elske
at være sammen med familie og venner uden skyldfølelse, og de vil vide hvor
meget du har kæmpet for det her, så selvfølgelig vil de være der. De vil mindes
alle de dumme afslag, og grine ad dem - for du har udgivet en roman, en rigtig
roman, og det har været hele kampen værd.
Så er du med
eller ej? Samme her, tilbage til tastaturet!
God skrivelyst
Bjarke