mandag den 2. januar 2012

2011 - en forfatterstatus

Så er der gået endnu et år, og det er på tide at se tilbage på årets nåede mål. 2011 startede nemlig med at jeg var i praktik på et forlag, og imens jeg var dette fik jeg at vide at en lang række af mine noveller ville udkomme.


Jeg har i 2011 altså fået udgivet ikke mindre end 4 noveller, i mange forskellige genrer. Blandt andet min novelle Kniven i den realistiske genre, Skovmandens Brud i fantasygenren, Scifi-genren er repræsenteret med Flugten fra Robert, og til sidst er det også min horror-novelle Portræt af dukke og dreng, som jeg endnu ikke har skrevet om på bloggen - det bliver næste mandag, det lover jeg!
Alle novellerne kan ses inde på siden Mine udgivelser.


Udover alle disse novelleudgivelser har jeg også deltaget i et interview sammen med forfatteren Nicole Boyle Rødtnes om at undervise børn og unge i skrivning. Interviewet skylles at vi i år har undervist i skrivning på ikke mindre end fire Københavnske biblioteker! Vi har i flere år nu stået for Vanløse Biblioteks skrivekursus for unge forfatterspirer, så det var kun naturligt at udvide dette til at være et månedligt tilbud. Efter sommerferien ændrede dette sig dog hurtigt og inden vi vidste af det underviste vi en flok fantastiske forfatterspirer hver tirsdag.


Samtidig med forfatterspirerne har jeg også selv afholdt kurser i fortællinger for 8-12 årige i Tingbjerg, en oplevelse der gav mig yderligere blod på tanden hvad angår undervisning. Heldigvis fik jeg mulighed for igen at undervise i Gladsaxe, denne gang i journalistik, og til Kulturnatten, hvor jeg afholdt et horror-værksted igen sammen med Nicole.


2011 var også året hvor jeg kom med i en "hemmelig loge", nemlig Dansk HorrorSelskab. En stor oplevelse for lille mig pludselig at sidde side om side med de store gys- og horror-forfattere, der i sin tid inspirerede mig til at skrive.


Det har heller ikke været et stille år for skrivekrampe.dk, da denne både er kommet påfacebook og fået et redesign, hvor jeg nu tilbyder undervisning også - Så mangler du en skriveunderviser i det nye år, så sig til!


Det var bare lidt af alt det der er sket for mig, så bliver det spændende at se hvad 2012 bringer: Jeg ved godt hvad jeg håber på.


God skrivelyst
Bjarke