Det er en uhyggelig let ting at skrive flashbacks. Til gengæld er det uhyggeligt svært at gøre dem gode.
Historien og fortællingen – spændingsfeltet
Det du læser når du læser en roman er historien. Det er også historien modeller som spændingskurven og treaktsstrukturen arbejder med. Den historie, der fortælles i romanen eller novellen.
Når man så taler om fortællingen, så taler man ofte om alle de elementer, der indgår i romanen. Også de elementer, der ligger udenfor.
Ser vi på Harry Potter så er historien det vi hører om fra bog et til syv. Fra Harry begynder på Hogwarts til det sidste opgør med Voldemort. Det er alt sammen historien.
Hver gang vi så får et flashback fra Harrys forældres tid, så er det både en del af historien – fordi de afslører en vigtig detalje, der får historien videre – og samtidig en del af fortællingen. Det er scener, der er foregået lang tid før historien, men som alligevel har en relevans for Harrys problemer.
Dette er kendetegnet for et godt flashback.
Det gode flashback
Et godt flashback er et, der er en del af historien. Harry Potter er eksempler på gode flashbacks, hvor Harrys forældres minder bliver rodet sammen med Harrys egne oplevelser på Hogwarts. Samtidig er Voldemorts minder med til at fortælle hvorfor det er Harry kæmper, og hvor farlig den nye trussel er.
Imens Rowling fortæller om datiden, giver hun også vigtige spor. Spor, der i sidste ende er med til at hjælpe Harry Potter i kampen imod det onde.
Ser man på Harry Potter-eksemplet er det tydeligt, at det kræver et godt overblik over sin roman for at lave et godt flashback. Har man ikke det, kan man nemlig risikere at lave et dårligt flashback.
Det dårlige flashback
Det dårlige flashback er kendetegnet ved at det ikke har nogen relevans for historien udover lige at forklare noget hurtigt.
De rigtigt dårlige flashbacks bliver ofte blot skrevet ind for at forklare hvorfor hovedpersonen lige kunne flyve ud af dragens mund – det var da fordi han har været i lære hos flyvemunkenes tempel.
Et sådant flashback gør ikke historien bedre. det er en let købt forklaring på hvordan helten lige overlevede (et såkaldt deus ex machina, mere om det en anden gang).
Er det vigtigt at helten skulle have denne egenskab for at overleve, så burde forfatteren have introduceret den tidligere end lige når det går galt – eller have startet romanen på templet, imens hovedpersonen afslutter sin uddannelse der.
Flashbacks kan altså hurtigt blive en dårlig vane, med at lave en historiebid fra fortiden, der lige forklarer det problem, man har skrevet sig ind i.
De gamle Batman-tegneserier var tit præget af dette. Batman og Robin er i livsfare og tegneserien slutter. I næste nummer finder man så ud af at Batman heldigvis havde iført sig termo-underbukser her til morgen, og derfor overlever de dødsfælden.
Det er en letkøbt løsning, og det er ikke sjovt for nogen.
Hvordan flashbacket ser ud
Hvordan gør man så folk kan se at det er et flashback i romanen? Der er ikke ét specifikt svar på dette.
Rowling bruger mindekaret når der skal laves flashbacks – en smart måde, der også gør at Dumbledore kan forklare Harry, hvad det er han ser.
Skriver man sin roman i nutid kan det også være sjovt at skrive sine flashbacks i datid, for at markere at her bliver der fortalt noget, der er sket.
Er man ikke interesseret i den slags humoristiske markeringer, så er det nok at markere det på en speciel måde. Fx kan man indlede flashbacks med en lille stjerne, eller ændre skrifttype.
Et godt råd vil være ikke at bruge kursiv. Kursiv er god til at markere enkeltord eller –sætninger med. For store tekst-blokke med kursiv bliver til gengæld svære at læse. Gør i stedet som jeg skrev før, vælg en anden skrifttype.
Håber du nu har lyst til at give dig i kast med Flashbacks, et herligt værktøj for forfattere.
God skrivelyst
Bjarke
