Åh, hvor kan de kære hovedpersoner være irriterende nogen gange. For har man valgt den rigtige hovedperson? Og hvordan er vedkommende egentlig?
Det er alt sammen gode spørgsmål, jeg er blevet stillet et par gange nu. Og det er besværligt. Hovedpersonen er jo udgangspunktet for hele ens historie. Er hovedpersonen kedelig, så kan historien også blive det.
Det problem har jeg selv været udsat for en gang hvor jeg prøvede mig frem med krimigenren. Jeg synes selv min historie var spændende og kompleks … Men hovedpersonen ville ikke lette røven! Han sad på sin flade der hjemme hele dagen og lod forbrydelserne ske.
To problemer
Mit problem fik mig til at tænke, og jeg nåede frem til at der er to forskellige grunde til, at vi nogle gange ikke føler at vores hovedpersoner fungerer.
Enten kan det være et problem at finde hovedpersonen, og finde ud af hvordan han er forbundet med historien på en god måde. Eller også er det et problem at man ikke ved hvordan hovedpersonen er, hvordan han tænker og handler.
Det er to meget forskellige problemer, og de har to meget forskellige løsninger.
Find på hovedpersonen
Det her kræver at du har en nogenlunde ide om hvad din historie handler om. Er der temaer, der går igen i din historie? Er der det, så er det altid en god ide at få hovedpersonen involveret i denne tematik på et følelsesmæssigt plan.
Her kan vi lære meget af femikrimierne. Jeg har tidligere skrevet om hvordan de brugte det personlige som en krog i historien og læseren. Hovedpersonen er den enlige mor, der kommer på sporet af en pædofili-ring. De grimme ting hun opdager i pædofili-ringen påvirker hende endnu mere, fordi hun selv har et barn. På den måde bliver hovedpersonen involveret følelsesmæssigt, hvilket skaber spænding og relevans for læseren.
Så for at finde hovedpersonen skal man simpelthen kikke på historien og tænke: hvilken person ville have det værst ved at blive kastet ind i min historie? Hvem vil blive udfordret mest? På den måde får man hurtigt integreret hovedpersonen i historien, og kan få gang i skrivningen.
Lær hovedpersonen at kende
Nu bliver det mindre svært, og mere pinligt. Men lad os først gøre problemet klart. Vi har fundet vores hovedperson. Vi har måske lavet en lille karakteristik af ham, så vi har en masse viden om ham. Men bare fordi man har en masse viden om personens fortid og liv så kan det godt være svært at kende personen alligevel, og skrive ham kan være næsten umuligt.
Her må man lære at indleve sig i sin karakter. Denne metode stammer fra en blanding af mine egne erfaringer indenfor rollespil, og fra et foredrag som skuespilleren Morten Rose engang har givet.
Ideen er at man rejser sig fra skrivebordet og begynder at lege.
Når jeg skal sætte mig ind i en rollespilskarakter (eller en hovedperson) så plejer jeg tit at ”lege” at jeg er ham. Jeg prøver at tale som ham, læser nogle af de blade eller bøger han læser. Ser det i tv han ville se osv. På den måde får jeg både en indgang til hans interesser + den måde han nok taler på.
Har hovedpersonen et handicap kan man også prøve at udfordre sig selv ved at ”lege” det handicap. Jeg prøvede på et tidspunkt at have min arm bundet fast på ryggen en dag, for at finde ud af hvordan det var at mangle en arm – det er ret besværligt kan jeg afsløre. Men det gav mig også en mulighed for at skrive mere indlevende omkring min hovedpersons problem.
Samtidig med at man får en ny forståelse for hvordan det er at leve med handicap, kan man sågar blive inspireret til at skrive af øvelsen.
Er man ekstrem nok så er det bare med at gå udenfor og prøve sig frem – blandt mennesker! Det kan også lære en meget om hvordan andre personer vil reagere på din hovedperson. Handicap eller ej.
Dette gjorde jeg blandt andet med en historie om en lettere arrogant kvindebedårer, og det var interessant at se hvordan folk reagere anderledes på mig, bare fordi jeg reagerede anderledes overfor dem. Prøv det hvis du tør! Som Morten Rose siger det:
”Det gør ikke noget at det bliver pinligt, det synes folk er sjovt.”
God skrivelyst
Bjarke
