mandag den 23. maj 2011

Hvordan skriver du?

Vi har dem alle. Skrivevaner. For nogen af os skal inspirationen være der før vi kan få ord ind på den blanke skærm, andre laver udkast efter udkast til teksten er præcis som de gerne vil have den. Men hvilken type er du?
Forfatteren Anne Katrine Lund har skrevet bogen Skriv så! Hvor hun definerer de fem skrivevaner hun finder mest fremtrædende. Disse er:

Standardskriveren
Standardskriveren begynder altid med udgangspunkt i en eller anden standard (fx berettermodellen), eller leder på harddisken efter noget, der ligner det han skal i gang med.
Spørger tit sig selv: ”Har jeg ikke læst noget der ligner?” – man skal som standardskriver ikke altid hænge sig fast i hvad andre gør. Bare fordi en fantasyroman starter med en prolog behøver din ikke nødvendigvis. Standardskriveren skal altid prøve at se sin historie som et selvstændigt værk.

Hovedspringeren
Hovedspringeren kaster sig straks over tastaturet og skriver i håb om at ramme plet med det samme eller med få justeringer.
Spørger tit sig selv: ”Hvorfor kan det ikke bare være godt med det samme?” – Det kan være svært for hovedspringeren at acceptere at man ikke bare kan skrive det perfekt første gang. Specielt hvis man ikke har meget tid til at skrive normalt. Selvfølgelig skal man altid skrive det bedste man kan, men hovedspringeren skal også prøve ikke at fastlåse sig på at det enten er rigtigt første gang eller uforbederligt.

Grubleren
Grubleren begynder med at tænke over, hvad udfordringen af for sin tekst. Han skriver ikke sine tanker ned, men grubler en del, før han er klar til at skrive.
Spørger tit sig selv: ”Har jeg nu tænkt det her godt nok igennem?” – man kan let falde hen i dybe tanker om alt det ens roman skal og vil, og til tider kan man endda tænke det så meget igennem at lysten til at skrive forsvinder, eller man simpelthen ikke kan leve op til sine egne ambitioner. For grubleren er det vigtigt at huske på, at skrivning altså også handler om at få produceret nogle sider.

Omskriveren
Omskriveren kaster sig med det samme ud i et hurtigt udkast til teksten, og ser så kritisk på det. De er ofte klar til at ændre store dele af deres historier og sprog i løbet af en gennemskrivning, og gennemskriver ofte af flere runder før de er tilfredse med resultatet.
Spørger tit sig selv: ”Skulle jeg ikke lige læse det igennem én gang mere?” – Omskriveren har tit det modsatte problem af hovedspringeren. I stedet for at ville gøre tingene færdigt, finder de i stedet sig selv rette et kapitel til igen og igen, uden at komme videre med romanen. Omskriveren skal huske at det er det færdige manuskript der tæller, og at man må beslutte sig for at stoppe gennemlæsningerne på et tidspunkt.

Planlæggeren
Planlæggeren begynder sit arbejde med at lægge en plan for teksten, så han har noget at støtte sig til imens han skriver.
Spørger tit sig selv: ”Har jeg nu låst mig fast på det her?” – Planlæggere elsker at lave detaljerede planer. Først over bogen, så over hvert kapitel, ja, nogen gange helt ned til for hvert afsnit i romanen. Dette kan dog medføre to problemer: man kan risikere at planlægge sig fra lysten til at skrive lige som grubleren, eller man kan risikere at låse sig fast. Måske opdager man en faldgruppe eller en mere interessant vinkling af sin roman som man skriver, men tør ikke at udforske den, da den ikke passer ind i den store plan. Planlæggeren skal huske at ingen planer er skrevet i sten, og at plottet altid er til forhandling.

Uanset hvilken type man føler man hører ind under skal man ikke føle at denne er forkert. Vi har at gøre med skrivevaner her, ikke en facitliste hvor en model er bedre end en anden. Men som jeg også skriver, så er der flere problemer for nogle af vanerne end for andre.

Håber denne lille gennemgang af skrivevaner har hjulpet dig til at blive mere bevidst om din egen fremgangsmåde. Hvis du vil vide mere om skrivevaner og hvordan man får en god skriveproces, så kan jeg varmt anbefale Skriv så! der er fyldt med viden og råd til skriveprocessen.

God skrivelyst
Bjarke

5 kommentarer:

Sarah Engell sagde ...

Interessant indlæg. Og interessant at vi arbejder så forskelligt, selvom vi i bund og grund laver det samme.

Jeg startede ud som 100% hovedspringer, men benytter planlægning mere og mere, hvilket har sparet mig for mange omskrivninger (og dermed tid) Faren ved planlægning er, at man (som du også skriver) kan tænke en idé i ihjel og nogle gange blive grebet af den der angst for om historien nu holder - en angst som slet ikke på samme måde viser sig når man er hovedspringer og bare skriver på sin lyst uden at overveje så meget.

Jonas Wilmann sagde ...

Jeg raser mig altid igennem en synopse (det kommer som en sort junglefeber), og så rydder jeg lidt op i den bagefter. Men kun lidt. Under skrivningen er der så rum til uddybelse og forbedringer. Hvis jeg f.eks. kigger på mine krøllede papirer og der står: "så går hovedpersonen ind i et hus og møder nogle mennesker", så ender det som regel med at menneskerne får navne, og nogen gange også hovedpersonen. Det virker på en eller anden måde forkert bare at skrive 'hovedperson'. Er det bare mig?

Nicole Boyle Rødtnes sagde ...

Spændende indlæg. Jeg tror, jeg skifter lidt type alt efter, hvilket projekter jeg arbejde på. Jeg prøver at være planlæggeren, men starter tit som hovedspringeren og med nogle projekter har jeg helt klart været omskriveren.

Amalie Bojer sagde ...

jeg hælder nok mere til at være hovedspringer ind jeg havde forventet. men dog, jeg har det med at skrive 1 kapiteler og så gå tilbage og skrive flere og flere detaljer på - sådan at jeg bliver helt tilfreds :D

Julie sagde ...

Helt klart en hovedspringer, så jeg må hellere begynde at se tilbage på mine første kapitler (D)