Vi kender den alle. Vi spørger om noget, der for os er relevant, og får et nedladende og vrængende svar. ”Det var ironisk,” bliver vi så mødt med, men hvad er ironi egentlig? Og hvordan bruger forfattere den?
En meget klog filosof fra gamle dage, Aristoteles, opdeler ironien i to. Den tragiske og den dramatiske ironi. Den tragiske er når hovedpersonen gør alt hvad han kan for at undgå noget, for derefter at gøre det, og den dramatiske er når læseren har en viden som hovedpersonen ikke har. men hvordan bruges de to ironi-typer?
Den tragiske ironi
Den tragiske ironi er tæt forbundet med ideen om skæbne. Historier, der bruger den tragiske ironi starter tit med at hovedpersonen får at vide at han er udvalgt til noget forfærdeligt. Dette prøver hovedpersonen selvfølgelig at undgå, fordi han er god, men i hans forsøg på at undgå det lever han op til skæbnen og gør det forfærdelige.
Et klassisk eksempel er det gamle teaterstykke Kong Ødipus. Det handler om gutten Ødipus, der får at vide at han en dag vil dræbe sin far og gifte sig med sin mor. Dette er han selvfølgelig skrækslagen over og sværger aldrig at gøre (let’s face it, det er også lidt ulækkert). Ødipus møder så på et tidspunkt en eller anden gut som han slår ihjel, og derefter gifter han sig med enkedronningen af Theben – han får simpelthen dronningen og det halve kongerige, så bliver det da ikke bedre?
Nej, desværre ikke. Fordi det viser sig til sidst at det var hans far han dræbte, og hans mor han nu har giftet sig med. Fordi skæbnen vil ske, også selvom man ikke er klar over den.
Der er mange måder at gøre dette på. Kong Ødipus er et ret voldsomt stykke, der næsten bygger over tragisk ironi, men der er også andre værker, der gør brug af det. Romeo og Julies afslutning kan ses som et bud på tragisk ironi. Romeos ven, Mercutio, nedkalder i sin sidste time en forbandelse over både Romeo og Julies familie. Denne forbandelse går fint i tråd med at vi før har fået at vide at de to familier ikke kan enes. Romeo forlader landet for at forbandelsen ikke kan ske, men da nyheden om Julies død når ham, drager han tilbage. Da så Romeo ser Julie død og selv tager gift for at være med hende fuldbyrder han forbandelsen, ved at begge familier mister deres arvtagere og den forbindelse der kan forene dem.
Så egentlig er det bare at give hovedpersonerne en skæbne de ikke kan forene sig med, og så gøre alt for at undgå den – og så selvfølgelig til sidst vise at dette ikke er muligt.
Dramatisk Ironi
Dramatisk ironi er lettere at bruge end tragisk. Dramatisk ironi sker i det sekund læseren ved noget som hovedpersonen ikke ved, lidt på samme måde som suspense. I Kong Ødipus sker den dramatiske ironi ved at Kong Ødipus vil vide hvem der er skyld i den pest, der hærger hans land. Publikum ved godt at det er ham selv, der er skyldig fordi han giftede sig med sin mor, men Ødipus ved det ikke. Den dramatiske ironi når så sit klimaks når dette går op for Ødipus, og han indser at han må straffe sig selv for det han har gjort. (Han flår sine øjne ud – lidt voldsomt, men sådan var det vel dengang.)
Komedie-serier bruger også gerne dramatisk ironi. Som fx når Ross og Chandler snakker sammen, og Ross tror de snakker om fodbold og Chandler tror de snakker om kærester. Den dramatiske ironis klimaks er så at Ross går ud og flirter med en pige selvom han har en kæreste, fordi Chandler sagde: ”Man må jo gerne score flere gange.” – Et usædvanligt plat eksempel, men det er jo også dit job som forfatter, at finde på bedre selv ;)
Håber det har kunnet inspirere dig til selv at prøve de ironiske former af.
God skrivelyst
Bjarke
