Den første roman er helt
speciel, det er der hvor man ikke længere øver i det små, man har faktisk
færdiggjort noget! Man kan blive helt høj af det.
Men derfor skal man ikke
droppe skriveøvelserne.
Ideer er ikke et
bestillingsarbejde
Det hele handler faktisk
om hvilken fase man er i, og der er to:
Produktskrivning - du ved hvad du
arbejder på. En roman, en novelle, et eller andet konkret i hvert fald, med det
for øje at få det udgivet.
Processkrivning - du skriver, men ved
måske ikke hvor det er på vej hen. Man er oftest i flow når man skriver
processkrivning, andre gange er det fordi man får en ide, man lige skal skrive
ned i sin notesbog, eller måske er man i gang med en skriveøvelse fra et
forfatterkursus.
På papiret kan man ret
hurtigt blive enig om at produktskrivning er den sjoveste. Det er trods alt
udgivelse det handler om, specielt når man er ung og gerne vil slå igennem som
forfatter. Men derfor skal man ikke med det samme opgive processkrivningen, for
det er der du udvikler dig som forfatter, og det er der du udvikler dine ideer.
En professionel
fodboldspiller spiller jo heller ikke kun kampe, han træner også - ellers kan
han ikke følge med i det lange løb. Og derfor skal man ikke opgive
processkrivningen, bare fordi man endelig er begyndt at lege med
produktskrivning.
Hvordan fordeler man så
de to?
Det findes der ikke et
svar på. Jeg plejer tit at give mig helhjertet til et projekt, når jeg er i
gang med det. Der bliver skrevet morgen, middag og aften, jeg spiser, sover og
vågner med min hovedperson. I andre perioder skriver jeg ikke på et projekt, og
for at holde fast i min egen skrivning så morer jeg mig med små ideer og
øvelser.
Nogle gange er det
scener, andre gange personbeskrivelser. Ja, jeg har været kendt for at skrive
lidt børnelyrik i ny og næ. Tekster, der kun er dukket frem, fordi jeg har sat
mig, med det eneste formål at øve mig på at skrive. Og flere af de små tekster
er senere kommet videre, og blevet til roman- og novelleideer - ideer, der ikke
ville være blevet til noget, hvis jeg ikke havde processkrevet.
Så selvom det nu virker
fristende at skrive roman på roman, så opgiv ikke skriveøvelserne. Det kan jo
være en helt ny roman en gang dukker op der også.
Er du mellem 11-18 år
gammel, bor i København og savner nogle gode skriveøvelser, så kom forbi
Forfatterspirernes Skriveklub tirsdag d. 2. september på Vanløse Bibliotek. Det
hele sker kl. 16, og er det din første gang i klubben er det en gratis
prøvegang. Læs mere her!
God skrivelyst
Bjarke