mandag den 27. maj 2013

Originalitet – glem den eller forhold dig til den!



Har du nogensinde skrevet og så pludselig tænkt: Er det her originalt? Er det bare Lord of the Rings eller Matrix på ny? Hvor mange ungdomsromaner kan man overhovedet skrive over temaet ulykkelig kærlighed?

Lige præcis den tanke vil jeg gerne snakke lidt om i dag.

For hvordan takler man egentlig følelsen af bare at være en bleg kopi af noget andet? Ja, man kan enten glemme den slags, eller forholde sig til den – begge dele er lige gode, det er et spørgsmål om hvad der virker bedst for en.

Glem det nu!
Hvad nytte skulle det alligevel gøre at tænke så meget over det?

Ja, der har sikkert været noget tidligere der har mindet om/lydt som din ide, men det er jo bare en del af gamet. Du er ikke den første, der har skrevet noget, der lyder som, vel? Jeg mener: Vampyr og kærlighed blandet sammen? Det er set før Twilight – og den blev alligevel en kæmpe succes.

Så lad være med at tænke så meget over hvor du måske har draget din inspiration fra – selvfølgelig, stjæler du direkte plottet og er du selv klar over det er du ude i problemer, men ellers lad være med at tænke på det – du læser de historier du godt kan lide, og skriver de historier du godt kan lide – selvfølgelig kommer der nogle lighedstræk, men hav nu tro nok på dig selv til at du også blander dine egne ideer ind i skrivningen.

Hvis noget i din bog minder om noget man har set før tænker man ikke nødvendigvis på det, medmindre man selv er vildt bevidst om den slags. Har du fx nogensinde overvejet at slutningen på Spider-Man 1 (med Tobey McQuire) minder uhyggeligt meget om begravelsesscenen fra Harry Potter og Halvblodsprinsen? Nej, jeg tror ikke J.K. har bøffet Sam Raimi, jeg tror bare at der er nogle stereotypiske træk i hvad vi forventer af en begravelsesscene og en afslutningsscene, samtidig med at både Harry Potter og Peter Parker er to personer, der er sygt besat af ansvar.

Så glem al den snak om originalitet, du kan alligevel risikere at skade din bog mere ved at bekymre dig.


Forhold dig nu bare til det!
Man kan også gå i den anden grøft, og så gøre det til det fedeste i verden at vide hvad det er, der har inspireret en. Minder den scene om det der sker i den bog? Og hvad med hovedpersonens navn?

Hvis man er klar over det, har man lettere ved at arbejde med bl.a. intertekstualitet, altså at din historie peger på andre historier som enten en hyldest, parodi eller lignende. Dette hjalp mig meget i mit arbejde med mine noveller i Grufulde Mørke og Lyden af vanvid, da de to samlinger, allerede byggede på andre forfatteres værker og universer.

Ved at være bevidst om hvor man har lånt ting fra/blevet inspireret fra, kan man også stoppe en del beskyldninger i opløbet. Hvad vil du helst: Beskyldes for at have stjålet en ide, eller få at vide at din homage (det betyder hyldest på fint sprog) af det andet værk er en fantastisk skildring af blabla ... Jeg ved godt hvad jeg helst vil have at vide.

Så prøv at sæt dig ind i din genre, din historie og hvad der ligger forud. Gør en dyd ud af at vide hvad du har lånt fra, hvad du har ladet dig inspirere af, og gør noget med din historie der gør, at den har ret til at stå på egne ben ved siden af det første værk – eller endnu bedre, bliv bedre end dit udgangspunkt!


Om du vælger at glemme eller forholde dig, er som sagt helt op til dig. Begge muligheder er der, og man kan også skifte indstilling alt efter hvilket skriveprojekt man har gang i. Det vigtigste er sådan set bare at du får afstand til den dumme tanke om at du er uoriginal, for hvorfor skulle du være det, bare fordi andre har skrevet om dit emne før?

God skrivelyst
Bjarke

3 kommentarer:

Martin Johansen sagde ...

Hej Bjarke,
det er nogle virkelig gode pointer, du kommer med, og jeg har selv tit gjort mig lignende tanker.
Som du selv skriver, der er en vigtig grænse mellem at lade sig inspirere af andre, og så lige frem at hugge fra dem. Samme problem er jo i stort set alle kreative udfoldelser, ikke mindst indenfor musikken.
Jeg skriver selv fantasy, og det ville godt nok være svært, hvis jeg skulle komme op med en fuldstændig original ide. Grundideerne er nok ved at være udtømte, men sproget er nu så rigt og mangfoldigt, at man sagtens kan fortælle sine helt egne historier.
mvh Martin J.

Bjarke sagde ...

Hej Martin

Der findes enkelte nærmest helt originale ideer, der kommer ud en gang imellem (dog med det forbehold at fortællestrukturen ofte er set før, da man sjældent kan afvige fra en eller anden form for etableret fortællestruktur).
Dog som du siger, er der en del ideer der låner fra hinanden, men fortæller noget originalt med det lånte, og derfor laver en ny historie - det ville jo også være træls hvis man ikke kunne skrive om den heltemodige eventyrer, de redder dagen, bare fordi en anden har gjort det før :)

God skrivelyst
Bjarke

Anonym sagde ...

Hej Bjarke

Jeg synes det er svært med originalitet - jeg skriver på en fantasy roman - og hver gang jeg kommer på noget er der næsten altid en anden der har brugt det først så hvordan kan jeg sikrer mig at min orginalitet ikke bliver betragtet som "lån" fra en anden historie??