Har du
nogensinde skrevet og så pludselig tænkt: Er det her originalt? Er det bare
Lord of the Rings eller Matrix på ny? Hvor mange ungdomsromaner kan man
overhovedet skrive over temaet ulykkelig kærlighed?
Lige præcis
den tanke vil jeg gerne snakke lidt om i dag.
For hvordan
takler man egentlig følelsen af bare at være en bleg kopi af noget andet? Ja,
man kan enten glemme den slags, eller forholde sig til den – begge dele er lige
gode, det er et spørgsmål om hvad der virker bedst for en.
Glem det nu!
Hvad nytte
skulle det alligevel gøre at tænke så meget over det?
Ja, der har
sikkert været noget tidligere der har mindet om/lydt som din ide, men det er jo
bare en del af gamet. Du er ikke den første, der har skrevet noget, der lyder
som, vel? Jeg mener: Vampyr og kærlighed blandet sammen? Det er set før
Twilight – og den blev alligevel en kæmpe succes.
Så lad være
med at tænke så meget over hvor du måske har draget din inspiration fra –
selvfølgelig, stjæler du direkte plottet og er du selv klar over det er du ude
i problemer, men ellers lad være med at tænke på det – du læser de historier du
godt kan lide, og skriver de historier du godt kan lide – selvfølgelig kommer
der nogle lighedstræk, men hav nu tro nok på dig selv til at du også blander
dine egne ideer ind i skrivningen.
Hvis noget i
din bog minder om noget man har set før tænker man ikke nødvendigvis på det,
medmindre man selv er vildt bevidst om den slags. Har du fx nogensinde
overvejet at slutningen på Spider-Man 1 (med Tobey McQuire) minder uhyggeligt
meget om begravelsesscenen fra Harry Potter og Halvblodsprinsen? Nej, jeg tror
ikke J.K. har bøffet Sam Raimi, jeg tror bare at der er nogle stereotypiske
træk i hvad vi forventer af en begravelsesscene og en afslutningsscene,
samtidig med at både Harry Potter og Peter Parker er to personer, der er sygt
besat af ansvar.
Så glem al
den snak om originalitet, du kan alligevel risikere at skade din bog mere ved
at bekymre dig.
Forhold dig nu bare til det!
Man kan også
gå i den anden grøft, og så gøre det til det fedeste i verden at vide hvad det
er, der har inspireret en. Minder den scene om det der sker i den bog? Og hvad
med hovedpersonens navn?
Hvis man er
klar over det, har man lettere ved at arbejde med bl.a. intertekstualitet,
altså at din historie peger på andre historier som enten en hyldest, parodi
eller lignende. Dette hjalp mig meget i mit arbejde med mine noveller i
Grufulde Mørke og Lyden af vanvid, da de to samlinger, allerede byggede på
andre forfatteres værker og universer.
Ved at være
bevidst om hvor man har lånt ting fra/blevet inspireret fra, kan man også
stoppe en del beskyldninger i opløbet. Hvad vil du helst: Beskyldes for at have
stjålet en ide, eller få at vide at din homage (det betyder hyldest på fint
sprog) af det andet værk er en fantastisk skildring af blabla ... Jeg ved godt
hvad jeg helst vil have at vide.
Så prøv at
sæt dig ind i din genre, din historie og hvad der ligger forud. Gør en dyd ud
af at vide hvad du har lånt fra, hvad du har ladet dig inspirere af, og gør
noget med din historie der gør, at den har ret til at stå på egne ben ved siden
af det første værk – eller endnu bedre, bliv bedre end dit udgangspunkt!
Om du vælger
at glemme eller forholde dig, er som sagt helt op til dig. Begge muligheder er
der, og man kan også skifte indstilling alt efter hvilket skriveprojekt man har
gang i. Det vigtigste er sådan set bare at du får afstand til den dumme tanke
om at du er uoriginal, for hvorfor skulle du være det, bare fordi andre har
skrevet om dit emne før?
God
skrivelyst
Bjarke
