Så er der
gået endnu en måned på forfatterskolen, og endnu et forløb nærmer sig sin
slutning. Siden sidst har vi haft om billedbøger, og har både hørt
billedbogsforfattere og illustratorer tale om hvordan de arbejder, samt
arbejdet med vores egne billedbogsprojekter.
Det startede
egentlig med at vi fik besøg af billedbogsforfatter Hanne Kvist, der havde
lavet en masse små bøger, alle med blanke sider.
Dem skulle
vi så hver for sig og sammen skrive og tegne i for at se hvad man og vi kunne
bruge mediet til. En helt fantastisk oplevelse, der både kickstartede et
samarbejde mellem mig selv og 'klassekammerat' Flemming Møldrup og min egen
lille billedbog, om en pige og hendes lus.
Senere i
forløbet havde vi også besøg af Lilja Scherfig og Otto Dickmeiss, der kom og
fortalte om deres bog Rævefælden som for nyligt har vundet Kulturministeriets
illustratorpris – hvilket er meget velfortjent, da den har nogle virkelig
fantastiske billeder (og en fantastisk historie ej at forglemme!).
De kom med
en masse gode råd til når man skulle skrive billedbøger, bl.a. at det jo mest
af alt handlede om at skrive ting, der egner sig til illustrationer –
sceneskift og handling!
Det blev
også til en god snak om himmel og helvede, og hvilke emner der tiltaler en som
forfatter, og om at lege med sine samarbejdspartnere illustratoren og forlaget
i skabelsen af en billedbog.
Jeg fik blod
på tanden. Nu skal det siges at jeg i perioden led af tørre læber, og at jeg er
en af den slags klamme mennesker, der bider flager af når jeg koncentrerer mig,
jeg fik i hvert fald blod på tanden.
Billedbøger
er for det første vildt sjove at læse, her tænker jeg specielt på samspillet
mellem billede og tekst – man er vel gammel tegneserienørd – og så kan jeg godt
lide tanken om at man afgiver noget af den kunstneriske kontrol.
Der er en
illustrator inde over. Der er en person, der skal tage stilling til dit værk og
udvikle på det i et helt andet medie (tegning) end det du bruger (tekst). Han
kan enten forstå hvad det er du prøver på, eller han kan misforstå det og lave
noget helt andet, for better or for worse. Man afgiver altså sin kontrol for at
fuldende værket – for en kontrolfreak som mig er det ret sjovt at forholde sig
til.
Og nu vil
jeg til at redigere i mit billedbogsmanuskript. Vi er blevet delt op i grupper
på skolen, og fået tilknyttet en vejleder; min gruppes er Mai Misfeldt, vi også
har mødt tidligere på skolen, da hun har undervist os i bl.a. noveller.
Jeg glæder
mig, det er en god historie jeg har gang i. Slutningen skal tweakes lidt, men
focaccia hvor er den herlig at skrive.
God
skrivelyst
Bjarke
