For nyligt udkom samlingen Forvandlinger – en fantasyantologi. Den har været længe under vejs, men alligevel er det rart nu at sidde med et eksemplar af bogen i hænderne.
Det er min novelle Rakshasa, der er med i den, en historie
jeg skrev tilbage i 2010 hvor den også blev antaget. Lidt underligt, da det på
mange punkter er tydeligt at se en udvikling fra dengang i mine skriverier og
til nu.
Rakshasa foregår i et indisk inspireret fantasyland kaldet
Endia, hvor den unge kriger Karna sammen med sin bror og en gruppe oprører
prøver at vælte Maharajaen med hjælp fra mørk magi. Noget går dog helt galt, og
Karna må flygte fra hvad end deres ritual har hidkaldt.
Det var for mig en ret sjov novelle at skrive, både fordi
jeg fik muligheden for at lege med noget traditionel Sword and Sorcery men også
fordi jeg lod mig selv have frie tøjler ved at lade setting være indisk
inspireret. Det betød at jeg let kunne arbejde med maharajaer, kaste-systemer
og indiske sagn og guder, hvilket var helt fantastisk.
Vil du se hvordan jeg tacklede Indiens mystik, og more dig
lidt over hvordan jeg skrev for 3 år siden, så vil jeg da lige foreslå dig at
finde Forvandlinger – En Fantasyantologi. Den kan købes på forlagets hjemmeside HER! Og om noget tid kan den sikkert også lånes på biblioteket.
God skrivelyst
Bjarke