søndag den 24. februar 2013

2 uundgåelige fakta om forfatterlivet



Der er selvfølgelig rigtigt mange fakta om forfatterlivet, men er der to, der kan være vigtige at huske på, både når du er udkommet og imens du kæmper for det, så vil jeg mene det er de to her.

Det handler om at skrive, lige meget hvad tv fortæller dig
I serier som Californication ser man meget sjældent hovedpersonen, forfatteren Hank Moody, skrive. Nej, hans liv er en række af møder med frække kvinder og alkohol – han bliver inviteret med til en masse seje fester, og kan slippe af sted med det meste fordi han jo er en åh så sej forfatter.

Drop det. Det er en meget idylliseret udgave af forfatterlivet, fordi – let's face it – at se på Hank Moody leve uden penge, bøjet over et tastatur og rent faktisk skrive, det er ikke godt tv.

Vi rigtige forfattere derimod, vi bliver nødt til at skrive. Så tit som muligt, selv når vi ikke gider. Og vi bliver også nødt til at balancere skrivningen imellem job, venner og daglige gøremål, for den slags ordner ikke sig selv udenfor Hollywood-land.

Så skriv, det er faktisk det det handler om.


Det handler om at komme i gang, og det handler om at gøre ting færdige
Jeg møder tit to slags begyndende forfattere, jeg har selv været en af dem faktisk, nemlig dem der aldrig rigtigt kommer i gang med nogen historie, og dem der kommer i gang med en masse men aldrig rigtigt får gjort noget ved dem efter det.

De sidste er dem der er lettest at hjælpe, for grundlæggende er det bare at sige til dem at de skal komme i gang, hvilket der findes mange metoder til her.
De første, dem der ikke rigtigt kan komme i gang er til gengæld svære at få sat i gang. Selvom man nærmest serverer hele historier til dem trækker de på skuldrene og afventer ligesom en guddommelig håndsrækning, der afleverer et helt og fantastisk manuskript.

Drop det. Det sker ikke. Få en ide og arbejd med den, lad være med at lade den ligge og håbe at der kommer noget bedre, eller at det hele lige pludselig bliver skrevet på fem minutter i et øjebliks inspiration. Se første fakta: Det handler om at skrive, at komme i gang og gøre lortet færdig. Når det så er sket, SÅ kan du begynde at redigere og gøre det bedre. Så længe det kun er i dit hoved er du ikke forfatter.


Skriv, få startet noget op, og gør det så færdigt. Før du har behersket de to fakta i forfatterlivet, så kan du ikke starte din rejse. Så se at komme i gang!


God skrivelyst
Bjarke