Hvordan
opbygger man spænding i en tekst? Får læseren til at sidde på stolekanten uden
mulighed for at lægge bogen fra sig? Der er ikke én sandhed når det gælder
spændingsskabelse, men der er nogle metoder man kan tage med sig.
Første punkt
er at man bør kende spændingskurven! Jeg har før gennemgået den, og vil stadig
den dag i dag holde fast i at det er det vigtigste man som forfatter kan tage
med sig fra folkeskolen – kend berettermodellen, vid hvordan den fungerer, og
brug den!
Når det så
er sagt er der tre punkter, som kan være rare at vide når man skal prøve at
skabe spænding i sin historie. Den første handler om hemmeligheder ...
Videnstilbageholdelse
Så du hvad
jeg gjorde der? Fordi jeg kun nævnte at det handlede om hemmeligheder, men ikke
sagde hvad det var, måtte du bare læse videre ... Ej, okay, måske ikke. Men
princippet er godt nok! Det er også derfor krimier virkelig kan skabe spænding
– den stiller nemlig to spørgsmål til læseren: Hvem slog ham ihjel og hvorfor? (nogle
gange stiller de flere spørgsmål, men de to plejer i hvert fald at være der!)
Der er en
masse fordele ved at tilbageholde viden. Læseren bliver interesseret og vil
finde ud af det de ikke ved, men der er også 3 ret interessante resultater af
videnstilbageholdelse:
Er
hovedpersonen på sporet af noget uden at vide hvad, skaber det spænding, plain
and simple.
Kender
læseren ikke svaret, men gør hovedpersonen (og holder denne viden tilbage for
læseren) giver det overraskelse – og en upålidelig fortæller.
Ved læseren
hvad der gemmer sig bag døren, og ved hovedpersonen det ikke så skaber det
dramatisk ironi – vi ved at det vil ende galt så snart han går derind, og
"gør han det, gør han ikke"-problemet bliver meget mere levende for
læseren.
High Risk, No Time
High Risk,
No Time er ganske simpel – giv din hovedperson så meget som muligt at miste, og
begræns hans tid til at redde det på, eller gør det helt umuligt så du tvinger
ham til at vælge! De fleste mennesker hader stress, men når det gælder
hovedpersoner, så har jeg hørt de elsker det så slå dig løs!
Tvinger du
ham til at skulle tage sådan et valg skaber du nemlig et dilemma i teksten, og
gør du det rigtigt godt, skaber du et problem som læseren måske endda tager med
sig selv efter bogen er slut – for valgte hovedpersonen rigtigt da han reddede
verden men mistede sin elskede?
Persondynamik og –pres
En af de
mest oplagte måder at opnå spænding på er ved hjælp af de personer der indgår i
historien. Er der gnidninger mellem dem er det nemlig ikke kun en god
sidehistorie, men også en spænding, der måske/måske ikke bryder ud på det mest
farlige tidspunkt!
Mit
yndlingseksempel er altid: En sort mand og en racist er fanget i en ubåd – kun
ved hjælp af samarbejde kan de komme ud. Det må bare give gnidninger, og
samtidig er de stærkt afhængige af hinanden, en perfekt opskrift på spænding!
Det der
egentlig er vigtigst at forholde sig til når det gælder persondynamik er, om:
Det er full
blown eller low key. Når det er full blown så er det en åbenlys udmelding –
"Jeg er fucking racist og du skal dø!", hvorimod hvis det er low key,
så står det mere mellem linjerne. Der kan sagtens ske en udvikling fra low key
til full blown, hvorimod den anden vej er lidt mere besværlig.
Konflikten
behøver ikke at være slem som i mit eksempel (racehad). Det kan også sagtens
være noget godt, for eksempel hvis drengen er hemmeligt forelsket i pigen. Her
har vi en low key-spænding, som på et tidspunkt kan ændre hele historiens
situation!
Det var mine
tre punkter til hvordan man kan skabe spænding i sine historier, jeg håber
bestemt du har kunnet bruge dem.
God
skrivelyst!
Bjarke
Bjarke
