Et af de
forfatterdogmer man altid bliver præsenteret for, gerne i forbindelse med
noveller eller Ernest Hemingway, er at teksten er et isbjerg.
Det betyder
i store træk at ens tekst kun fortæller lidt, og lader resten være op til
læseren at få frem – lidt ligesom et isbjerg, der ser lille og ubetydelig ud på
overfladen, men under vand kan være stort nok til at vælte skibe!
Et andets
skrivedogme, der desværre ikke er nær så kendt er, at teksten skal funger som
når man stikker en pind ind i en myretue – det er ikke årstiden for dette lige
nu, så lad mig forklare.
Myrer er et
dyr, der lidt ligesom mennesker lever deres hverdag ud fra rutiner – lige indtil
en irriterende unge stikker en pind i tuen og skaber en situation, der er uvant
og må få myrerne til at tage stilling til forandringen.
Historien
skal simpelthen være et sådant stik med en pind i dine hovedpersoners verden,
og dermed også være konflikten i den historie du gerne vil fortælle.
Men hvad er så forskellen? Og hvad skal man vælge?
Forskellen
på de to dogmer er, at den ene er et nedslag i hovedpersonens hverdag
(Isbjerget), hvor vi som læsere så skal fornemme en problemstilling mellem
linjerne som skal tolkes frem. Den anden (pinden i myretuen) er en uforudset
hændelse, der må få hovedpersonerne til at tage stilling til og revurdere
aspekter af deres liv.
Hvad man
skal vælge af de to skrivedogmer og om man skal vælge, er op til en selv, men
at være klar over de to kan både inspirere en til nye tekster, samt forstærke
allerede igangværende projekter.
Ja ja, men hvordan?
Det er så
det svære. Eller pinden i myretuen er ikke nødvendigvis svær, hvis man er klar
over hvad den skal. Så er det jo "bare" at etablere en hverdag, for
derefter at rive den fra hinanden med plottets konflikt, og enten etablere den
gamle orden igen, etablere en ny orden, eller lade historien være uforløst.
Det svære
ligger i at gøre pinden til et relevant og vigtigt nedslag i netop dine
personers hverdag. Og det kan jeg faktisk ikke fortælle dig hvordan du gør, du
må bare læse andres bud og selv prøve dig frem.
Isbjerg-dogmet
er heller ikke svær at bruge, hvis man altså ved hvad der skal tales om. Her
kan Ernest Hemingways Bjerge som hvide elefanter anbefales som "den tekst
alle taler om når de taler om isbjerget."
Du skal
have nogle personer i teksten, og der skal være noget der er ufortalt – noget de
måske ikke vil tale om. Igennem hele teksten skal du så gennem hvordan de
opfører sig overfor hinanden og hvad de så snakker om, give læseren en ide om
at der er noget på spil. Det lyder kompliceret, men kender du dine personer og
din konflikt er det egentlig ikke så slemt.
Håber de to
skrivedogmer har givet lidt inspiration til videre skrivning!
God
skrivelyst
Bjarke
