"Hvad
er et barn?" spørger Kari Sønsthagen og vender sig mod os. På tavlen står
det skrevet med blå skrift, og nu er det vores tur til at svare på spørgsmålet.
Vi er det nye hold på Forfatterskolen for Børnelitteratur, og det er den første
undervisningsgang, som den flagende Pinocchio også bevidner.
De første
bud kommer på tavlen, et lille menneske,
en lille voksen, alle under 18 år. Man føler ikke man er startet på noget
nyt, måske fordi vi allerede kender hinanden og stedet fra intro-arrangementet
i lørdags, måske fordi vi mødte Kari til samtalerne for snart mange måneder
siden. Man føler sig hjemme. Hjemme iblandt folk der ligesom en selv elsker at
skrive, elsker at læse, elsker at snakke om at skrive og læse, og bare synes at
børnelitteraturen er det mest spændende at foretage sig i hele verden. Det er
fedt.
Til sidst er
tavlen helt fyldt med bud, og det bliver tydeligt at et af svarene er mere
klart, mere konkret end de andre. Kari fremhæver det også. Et barn er en person under 18 år. Én der er umyndig, én hvor en anden,
en voksen har magt over.
Det virker
som et logisk svar, selvfølgelig er det et barn, det er da tydelig for alle.
Alligevel er det som om at man i hukommelsen lige finder alle de børn- og
ungebøger man har læst op til nu, og ser på dem i et nyt lys. Selvfølgelig. Et
barn er en person under 18, alle de andre ting vi har tænkt når vi tænkte på
børn er ikke definitioner, men personer.
Undervisningen
fortsætter. Vi kommer omkring hvad børnelitteratur er (Litteratur skrevet til børn, og den, som oprindeligt er skrevet til
voksne, men er blevet bearbejdet med henblik på børn.), kommer ind på
læseren – og læserne. Hvordan man forholder sig til dem, hvordan man ikke kan
undgå at skrive til dem. Vi bliver bombarderet med viden, og sluger det. Åbner
munden som en slange, der brækker kæben af led for at få det hele med.
Det hele
startede egentlig i fredags for mit vedkommende. Jeg var forinden blevet ringet
op og spurgt om jeg ikke ville i radioen og fortælle om hvordan det var at
starte på skolen, og kunne selvfølgelig ikke sige nej. Så fredag morgen var det
tidligt op og af sted til DR-Byen for at være med i P1 Morgen (Og følte jeg mig
lige sej da jeg stod ved siden af Astrid Krag fra SF, der blev interviewet før
mig – jeg var en af dem man lyttede til sgu!)
Efter interviewet
måtte jeg pænt vente et par timer (Folk der læser Skrivekrampe regelmæssigt ved
dog at der ikke er noget der hedder "at vente" så længe man har en
blok og en kuglepen) til jeg igen skulle være med i Kulturkontoret, hvor jeg
sammen med Børnelitteraturforsker Nina Christensen og børnebogsforfatter og
underviser på skolen Hanne Kvist, skulle tale om skolen og børnelitteraturen.
Lod jeg mig normalt berøre af ærefrygt havde jeg ikke kunnet sige et ord!
Til sidst
ventede tekstkritikken, som er en naturlig del af skolens undervisning.
Skriveøvelser og tekstkritik, for det er det det handler om – at skrive og
blive bedre. Vi er ikke bange for det, hovedsageligt fordi vi prøvede det til
introarrangementet om lørdagen, hvor vi skulle give kritik til hinandens
optagelsestekster, men også fordi det bare er sådan det skal være – man bliver
bedre af det.
Det er
første gang vi får kritik på en egentlig opgave til skolen, lørdagens
tekstkritik var som sagt til vores ansøgningstekst – så dem vidste vi alle var
gode, ellers var vi ikke kommet ind. Den her gang er der ikke den sikkerhed, vi
har skullet prøve ting af som vi måske ikke har været vandt til, og det har
været lærerigt. Vi har tidligere fået at
vide at vi ikke skal tænke i produkt men proces imens vi går her, det handler
om at lære ikke om at udgive, og det fattede jeg da vi begyndte at arbejde med
øvelserne. Jeg tænkte indenfor rammen "Første kapitel", og det gjorde
at jeg holdt mig tilbage, blev for pæn. Det var en øvelse, jeg skulle lege,
lege, rode og være uartig. Og det er fedt, jeg glæder mig allerede til næste
øvelse.
Da klokken
slår 20 er dagen omme. Mange kom direkte fra arbejde og har været i gang hele
dagen, det kan mærkes. Kroppen er træt, hovedet er bombet fyldt med ny og
spændende viden. Men kreativiteten er i gang, den rumsterer i hovedet ovenpå
det hele, og hænderne kribler efter at komme hjem og skrive. Skrive og skrive,
og glæde sig til næste mandag.
