torsdag den 6. september 2012

Første skoledag


"Hvad er et barn?" spørger Kari Sønsthagen og vender sig mod os. På tavlen står det skrevet med blå skrift, og nu er det vores tur til at svare på spørgsmålet. Vi er det nye hold på Forfatterskolen for Børnelitteratur, og det er den første undervisningsgang, som den flagende Pinocchio også bevidner.

De første bud kommer på tavlen, et lille menneske, en lille voksen, alle under 18 år. Man føler ikke man er startet på noget nyt, måske fordi vi allerede kender hinanden og stedet fra intro-arrangementet i lørdags, måske fordi vi mødte Kari til samtalerne for snart mange måneder siden. Man føler sig hjemme. Hjemme iblandt folk der ligesom en selv elsker at skrive, elsker at læse, elsker at snakke om at skrive og læse, og bare synes at børnelitteraturen er det mest spændende at foretage sig i hele verden. Det er fedt.

Til sidst er tavlen helt fyldt med bud, og det bliver tydeligt at et af svarene er mere klart, mere konkret end de andre. Kari fremhæver det også. Et barn er en person under 18 år. Én der er umyndig, én hvor en anden, en voksen har magt over.

Det virker som et logisk svar, selvfølgelig er det et barn, det er da tydelig for alle. Alligevel er det som om at man i hukommelsen lige finder alle de børn- og ungebøger man har læst op til nu, og ser på dem i et nyt lys. Selvfølgelig. Et barn er en person under 18, alle de andre ting vi har tænkt når vi tænkte på børn er ikke definitioner, men personer.

Undervisningen fortsætter. Vi kommer omkring hvad børnelitteratur er (Litteratur skrevet til børn, og den, som oprindeligt er skrevet til voksne, men er blevet bearbejdet med henblik på børn.), kommer ind på læseren – og læserne. Hvordan man forholder sig til dem, hvordan man ikke kan undgå at skrive til dem. Vi bliver bombarderet med viden, og sluger det. Åbner munden som en slange, der brækker kæben af led for at få det hele med.



Det hele startede egentlig i fredags for mit vedkommende. Jeg var forinden blevet ringet op og spurgt om jeg ikke ville i radioen og fortælle om hvordan det var at starte på skolen, og kunne selvfølgelig ikke sige nej. Så fredag morgen var det tidligt op og af sted til DR-Byen for at være med i P1 Morgen (Og følte jeg mig lige sej da jeg stod ved siden af Astrid Krag fra SF, der blev interviewet før mig – jeg var en af dem man lyttede til sgu!)

Efter interviewet måtte jeg pænt vente et par timer (Folk der læser Skrivekrampe regelmæssigt ved dog at der ikke er noget der hedder "at vente" så længe man har en blok og en kuglepen) til jeg igen skulle være med i Kulturkontoret, hvor jeg sammen med Børnelitteraturforsker Nina Christensen og børnebogsforfatter og underviser på skolen Hanne Kvist, skulle tale om skolen og børnelitteraturen. Lod jeg mig normalt berøre af ærefrygt havde jeg ikke kunnet sige et ord!



Til sidst ventede tekstkritikken, som er en naturlig del af skolens undervisning. Skriveøvelser og tekstkritik, for det er det det handler om – at skrive og blive bedre. Vi er ikke bange for det, hovedsageligt fordi vi prøvede det til introarrangementet om lørdagen, hvor vi skulle give kritik til hinandens optagelsestekster, men også fordi det bare er sådan det skal være – man bliver bedre af det.

Det er første gang vi får kritik på en egentlig opgave til skolen, lørdagens tekstkritik var som sagt til vores ansøgningstekst – så dem vidste vi alle var gode, ellers var vi ikke kommet ind. Den her gang er der ikke den sikkerhed, vi har skullet prøve ting af som vi måske ikke har været vandt til, og det har været lærerigt.  Vi har tidligere fået at vide at vi ikke skal tænke i produkt men proces imens vi går her, det handler om at lære ikke om at udgive, og det fattede jeg da vi begyndte at arbejde med øvelserne. Jeg tænkte indenfor rammen "Første kapitel", og det gjorde at jeg holdt mig tilbage, blev for pæn. Det var en øvelse, jeg skulle lege, lege, rode og være uartig. Og det er fedt, jeg glæder mig allerede til næste øvelse.

Da klokken slår 20 er dagen omme. Mange kom direkte fra arbejde og har været i gang hele dagen, det kan mærkes. Kroppen er træt, hovedet er bombet fyldt med ny og spændende viden. Men kreativiteten er i gang, den rumsterer i hovedet ovenpå det hele, og hænderne kribler efter at komme hjem og skrive. Skrive og skrive, og glæde sig til næste mandag.

1 kommentar:

Dorte Schou sagde ...

glæder mig til at følge med i lege, rode og være uartig!! :D