Jeg var for et stykke tid siden inde og se Prince of Persia – totalt fed film! Jeg elsker den type adventure-film, og specielt dem som Jerry Bruckheimer laver. Det er blandt andet også ham, der står bag Pirates of the Caribbean og tv-serierne med CSI. CSI-serierne har aldrig rigtigt fanget mig, men Pirates of the Caribbean er jeg vild med.
Men hvad er det, der fanger publikums interesse i den slags film? Og kan man som forfatter tage det med sig i sine tekster? her er mit bud på hvad der gør at vi sidder klistret til skærmen når Dastan smider sig fra hustag til hustag i Persiens rige.
Sådan som jeg ser det, er der fire ting der gør sig gældende i den slags film:
Cliffhangers
Filmene er fyldt med cliffhangers. Lad os se på Pirates-filmene, jeg vil jo nødigt afsløre Prince of Persia for folk, der ikke har set den endnu.
I løbet af de tre film bliver Jack Sparrow taget til fange, efterladt på en øde ø, forfulgt af både ordensmagten og Davy Jones, og sidst men ikke mindst slået ihjel. Der er dælme nogle cliffhangers i den historie! I romanformat har forfatterne det endnu lettere, for vi har kapitler. Det vil sige at vi let og elegant kan integrere cliffhangers i vores plots.
Hurtige skift i magtforhold
Det er ikke til at holde styr på hvem der har ”the upper hand” i Pirates of the Caribbean. Har Jack Sparrow styr på hvad han laver, eller er han bare en heldig tåbe? Hvem har egentlig en forhekset guldmønt så han kan overleve alt? Og specielt i film 2 og 3 intensiveres dette aspekt: for hvem har Davy Jones hjerte?
Sådan som jeg ser det, så handler det om at have et lettilgængeligt men vigtigt objekt, Davy Jones hjerte eller en tidsrejsekniv, som man let kan stjæle. Hvis man har et objekt, der let kan stjæles kan man også let skabe nye cliffhangere, for hvornår og hvordan, og man ved faktisk ikke hvem man kan stole på, for det eneste man kan stole på er:
”En tyvs ære”
ALLE er tyve. Ingen kan stole på nogen. Will og Jack snyder hinanden. Elisabeth snyder Jack. Will snyder Davy Jones, og Admiral Norrington snyder alle. Man kan ikke stole på nogen, for en tyv har ingen ære.
Så grundlæggende skal man lave en masse cliffhangere, som hovedsageligt bunder i, at man ikke kan stole på nogen af hoved- og bifigurerne, fordi de alle har hver deres grund til at få fat i det objekt, der bestemmer magtforholdet. Kan man få det til at give mening i sin roman, så tror jeg, at man får en rigtig lækker og spændende bog. Dog skal man huske den sidste og vigtigste ting i Jerry Bruckheimers film:
Kampe, udfordringer, spring og drama
Der skal ske noget! Kampene skal ikke bare være almindelige kampe. Det skal være spektakulære kampe hvor vi svinger os fra skib til skib og løber i kæmpe møllehjul for at få fat i objektet, der afgør magtforholdet. Vi skal konstant være på flugt, og for fanden da, kast da et kærligheds-subplot ind i det hele også, uden at dette dog skal ødelægge en tyvs ære, for kan man egentlig stole på ens store kærlighed?
Står hovedpersonerne stille, og lader man dem sove trykt og langt op af dagen, så er det ikke spændende nok!
Håber det også har inspireret jer!
God skrivelyst
Bjarke
Ps. Jeg ved godt at Bruckheimer ikke har skrevet nogen af filmene, man han har produceret sammen med Disney, og jeg tror, at de har bestemt de her generelle ting før forfatteren blev kædet på.
