De mennesker, der spørger mig hælder gerne til selv at ville sige datid af en eller anden grund, og spørger gerne for blot at få dette bekræftet.
Men jeg siger nej!
Hvorfor skulle datid være specielt bedre end nutid? Ja, jeg indrømmer, jeg har selv engang for mange år siden været en af dem, der gik med den holdning, men det har ændret sig.
Men hvorfor ændrede det sig? Og hvordan kan man få sådan en højest mærkværdig holdning i første omgang?
Det er faktisk ikke engang så lang tid siden at det ændrede sig for mig. Det var faktisk for nylig. I Januar begyndte jeg på min ungdomsbog, som jeg længe havde bestemt skulle være 1. personsfortæller. Men hvilken tid? Jeg hældte automatisk til datid, for den havde jeg altid skrevet, og det var jo den ”litterære tid”. Men så gik jeg i tænkeboks, og diskuterede dette med en forfatterkollega, som jeg vidste selv var glad for nutid.
Det jeg nåede frem til er, at der er fordele og ulemper ved begge tider.
Datid får det hele til at virke lidt episk – det skete i de dage-agtig – og distanceret netop på grund af dette. Noget som kan gavne en hvis man skriver om kæmpe krige imellem elvere og orker i et fantasyunivers.
Nutid derimod er, ligesom navnet antyder i nuet. Overblikket fra datiden er væk, det sker lige nu! dette kan være rigtigt godt til spænding, og et af de bedste eksempler på det jeg har læst i nyere tid er Troldmændene fra Ravencliff. Filosofisk kan man sige at nutid gør læseren usikker på fremtiden, hvor datid er skrevet i fremtiden, og derfor ikke kan have helt samme virkning.
Men når nu man se de forskellige tiders fordele og ulemper, hvorfor er der så folk der stadig hælder til datid som ”den litterære tid”?
Mit gæt er, at det skyldes noget så banalt som Mads og Mette-bøger. Jeg ved ikke om de hedder det længere, det hed de da jeg var barn. Men den slags bøger, der skal lære børn at læse. De er gerne skrevet i nutid med fantastisk gribende sætninger som:
”Mads ser en ko. Se en ko, siger Mads. Mette ser koen. Den er fin, siger Mette.”Disse sætninger er selvfølgelig simplificeret så det er lettere for børn, der skal lære at læse at overskue dem. Det er stort set de samme ord, der går igen, og sætningskonstruktionen så simpel at alle kan følge med.
Det behøver nutid jo ikke at være. Nutid kan være præcis lige så flot, stor og prangende som datid, det er bare et spørgsmål om ikke at se på det som en ”lær at læse-tid” men som en ”spændingsskabende tid!”.
Selv er jeg meget begyndt at tænke på hvad jeg vil opnå med historien før jeg vælger tid, og kan varmt anbefale andre også at gøre det. præcis som med fortællerforhold – kan være der kommer et indlæg om det en dag.
God skrivelyst
Bjarke
