Kurser koster penge. Man tager vel på kurserne for at blive bedre skribenter så, ikke fordi man godt kan lide at bruge penge? (medmindre man er stinkende rig, de er undskyldt).
Der er selvfølgelig andre ting man kan få ud af den slags kurser. Mange af dem er todelte: Teoretisk viden, så man har lidt at skrive på, og så ellers oplæsning af tekster. Oplæsningen slipper man så sjældent for. Det er en del af dem.
Det er det, når din tekst ikke bare bliver en privatsag, men bliver udsat for læsning og tolkning af andre, der gør at man bliver bedre forfatter. At opleve ens tekst igennem andres øjne, se hvad der fungerede og ikke fungerede. hvad de får ud af det ene og det andet. Om hvorvidt historien er spændende for dem også, eller det kun er dig, der er skudt i den.
Alligevel lyder den sagte stemme, som fra en mus, altid:
”Nej, jeg springer lige over denne gang …” Og den næste, og den næste.
Der er to grunde til denne modvilje, så vidt jeg kan se:
Det kan lade sig gøre, ved et uheld at skrive en stærkt personlig tekst. Det er da også sket for mig en gang imellem. By all means, så spring over den ene gang.
Men skriver du en lidt for personlig tekst hver gang, så er dagbogen måske mere dit format? Det er aldrig meningen den skal læses op – eller jo, måske efter din død, hvis der står pinlige ting om dig eller din omgangskreds, men lad det nu ligge.
Den anden grund er at din tekst bare ikke er god. At du ikke giver læseren lyst til at læse/høre videre, fordi det ikke er lykkedes dig at gøre din historie gribende. At skabe et begær i læseren!
Som forfatter er det ens ansvar at skabe det begær. Et begær, der får dem til ikke at kunne slippe bogen før sidste side er nået. Et såkaldt narrativt begær:
Narrativt begær, det begær, som driver læsningen af et handlingsforløb i en
roman eller et skuespil frem.
Læsningen drives frem af et narrativt begær
efter en afslutning (closure), hvor fortællingens mange usammenhængende dele
samles i en meningsfuld orden. Men afslutningen er mest tilfredsstillende efter
de mange omveje og digressioner.
Plottet er altså iscenesættelsen af det
narrative begær, som driver læseren igennem fortællingen.Gads Litteraturleksikon (KØB DEN, LÆS DEN, LEV DEN!)
Ja, det lyder jo alt sammen meget fint, men hvordan bruger man det så? Det lyder mest af alt som en tom floskel litteraturkritikere smider på bøger, for at lyde kloge.
Der er ikke en entydig måde at skabe begær på. Et godt udgangspunkt er den klassiske spændingskurve vi alle lærer i folkeskolen. Skal man lave et mere intrigant plot er der også aktantmodellen (eller eventyrmodellen som vi kaldte den i folkeskolen).
Der er et ton af muligheder. Forfatteren Dan Brown (ham med Da Vinci Mysteriet) skaber det narrative begær ved hele tiden at stoppe sine kapitler i en cliffhanger.
Når kapitlet stopper, så læser vi liige videre fordi vi skal se om hovedpersonen Langdon overlever. Og da de fleste af os har lettere ved at stoppe læsningen efter et kapitel er dette smart. Det tidspunkt hvor romanopbygningen er svagest, kapitelskiftene, vælger Dan Brown altså at skabe et narrativt begær, der gør at vi da lige læser et kapitel mere.
Personligt er jeg rigtigt glad for den traditionelle spændingsmodel. Den er let og den virker. Cliffhangerne er lidt mere besværlige, da de kræver at man er mere sikker på hvornår et kapitel skal starte og slutte, og derfor får en meget stramt opsat bog (hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ting).
Hvorfor har jeg brugt så lang tid på at skrive om det her? Det giver jo sig selv. Hvorfor ikke bare skrive om cliffhangere og spændingskurver?
Det kan være det kommer. Skal jo have noget at opdatere om, hehe.
Personligt syntes jeg det her er vigtigere. Lidt som hvis din hovedperson har et vigtigt møde i den anden ende af byen: det er lige meget hvordan du kommer derhen, bare du gør det!
På den måde er det narrative begær vel egentlig den bedste rettesnor man kan give den unge vordende forfatter. Det handler jo ganske enkelt om at få folk til at læse dine historier.
