fredag den 18. september 2009

Miniportræt: Anika Eibe

I går løb jeg ind I Anika Eibe, forfatteren til bl.a. bøger som Atalanta og Dronning af Blod.
Hun var på vej til reception på sit forlag, og jeg selv på vej til noget familiepjat, men vi fandt da begge lige tid til at sætte os, og over en cola lige snakke lidt om skriveprocessen.

Vi har altid været vidt forskellige forfatter-typer, mig og Anika.
Hvor jeg plejer at planlægge det meste af historien på forhånd, og lave detaljerede skriveplaner, er hun mere intuitiv i sin skriveproces.
”hvis jeg først skulle lave sådan en plan,” forklarer hun, og slår op på sidste side i planen over min krimi, ”Så ville jeg ikke føle der var mere at skrive bagefter.”
Det er ikke første gang jeg har hørt om den slags forfattere, der mener at spændingen ved at skrive dør, hvis først historien er fortalt på en anden måde. Nogen forfattere går endda så langt som til ikke at ville snakke om deres ide før den er nede på papiret.
Da samtalen kom ind på brug af spændingskurver, måtte Anika meget mistroisk spørge om jeg virkelig brugte den slags?
”Jeg kan godt føle at jeg ofte bare skriver, og så indser jeg på et tidspunkt, at nu må der altså ske noget spændende, for jeg nærmer mig slutningen.”
For alle der kender Anika Eibes bøger, kan der ikke være nogen tvivl om, at på trods af denne fremgangsmåde, så er de alt andet end kedelige!

Til sidst gik snakken på forlag, og deres rettelser til ens bøger. Her var der ligeledes to slags forfattere, dem som fandt sig i det meste, og dem som tog kampen op med redaktøren om alt fra slettede tekststykker til tegnsætning.
Anika tog en tår af sin cola imens hun forklarede at hun hørte til den første gruppe:”Har jeg først afleveret bogen, så er den væk.”
Derefter spurgte hun mig hvilken gruppe jeg hørte til, hvilket jeg endnu ikke kunne svare på.
Ud fra mit studie ville jeg jo mene at jeg burde være fra gruppe 2, men et eller andet sted, så ville jeg nok også bare være lykkelig over at de ville udgive mine bøger, og derfor bare acceptere at de vidste mere om hvad der skulle til for at sælge en bog.

vi tog afsked, og gik hver sin retning. Hun imod sit forlag, jeg imod Nørreport Station.

Ingen kommentarer: